IntroduktionLæsning på flyetHistorienArrecife - hovedstadenNord - LanzaroteSyd - LanzaroteIldbjergeneCesear ManriqueVærd at vide - det praktiskeFakta om Lanzarote

Den nordlige del

Af Kenneth Bo Jørgensen
I nord skifter højderne ofte og dramatisk. Fra store grå massiver og lidt ned til graciøse palmelunde og dramatiske dalstrøg i et væld af farver og former. Et grønt spisekammer, med en undergrund udhulet af enorme grotter, der både går i dybden og ud i havet.

Taro de Tahiche, ma-lø 10-18, entre 7€/børn gratis tlf.  928 84 31 38, www.fcmanrique.org
Der er tale om et privat hjem, som i dag officielt er kunstmuseum, men man lægger ikke skjul på, at det også er et museum til ære for dets tidligere ejer, kunstneren César Manriques. Han har selv tegnet huset, der er opført i forbindelse med fem store vulkanske luftlommer, der blev skabt under udbruddet i 1730. Imellem lommerne har han dannet gange, så man føler, at man går rundt i en vulkan. Visse steder er de så smalle, at de tunge må give fortabt. Fx sad den tyske forbundskansler Helmuth Kohl uhjælpeligt fast under et besøg. Andre steder er det præget af store lyse rum, men med de detaljer, som Manrique er kendt for. Et sted vælter lavaen langt ind i stuen. En vulkanbobbel blev naturligvis udnyttet til swimmingpool. Selv kunstneren toilet med lavavægge, kan man se. Huset, der ligger i mange niveauer, er på 1800 m2, men selv grunden er på 30.000. Stedet er også hovedkvarter for Manrique-fonden, hvis formål er at støtte kunstnerens arbejde og eftermæle, men også gøre sig gældende i udvikling af øen i Manriques ånd. 

Kør selv: Kør mod Tahiche, museet ligger på venstre side få meter ned ad vejen mod San Bartolomé. Krydset med den store skulptur kaldes Cruce Manrique (Manrique-krydset). Det var ved udkørsel fra sit hjem, at kunstneren blev dræbt ved en trafikulykke i 1992.

Guatiza
Omkring byen ligger de mange kaktus-landbrug, der stadig producerer Lanzarotes cochenille-lus. Herfra og nordpå kører man langs et endeløst puslespil af kaktusmarker. Derfor lå det lige for også at lave en turistattraktion ud af det:

Jardín de Cactus, Guatiza, dgl. 10-18, entré 5€/børn gratis, tlf.  928 529 397.
En rund park formet som et amfiteater omgivet af tyk vulkansk lavasten. Det futuristiske ørkenlandskab med små gadekær og bizarre lavaskulpturer er naturligvis designet af César Manrique. Bedene er dækket af planter – flere end 1400 arter. Der er 9000 kaktusser fordelt på 900 arter, og det hele er samlet omkring en af øens sidste vindmøller. Den blev engang brugt til at male majs til mel.

Arrieta
Arrieta er en hyggelig by, som især er kendt for et par gode restauranter, der ligger behageligt ud til havnen.

Miguel, på Arrietas havnemole, er en rustik fiskerestaurant med flot udsigt, blæksprutter og hummer anbefales, lukket ma.

Jameos del Agua, nord for Arrieta, 10-18, entré 8€/børn gratis, tlf.  928 848 020

Det kan virke noget grotesk, at man skal af med så mange penge for at se et konferencecenter og en natklub midt på dagen. Men den vulkanske grotte har ikke desto mindre et besøgstal i hundredtusinde-klassen. De nyder stedets enestående poetiske atmosfære og fyldes af en følelse af ophøjet ro ved at se lyset strømme ind og slå smut i den underjordiske sø. Den vulkanske grotte er indrettet af Cesar Manrique og er åben i begge ender. Grotten er en del af det vulkanske rør, som er presset gennem jorden ved et udbrud fra vulkanen La Corona. Det stille vand i grotten kommer derfor direkte fra Atlanterhavet, og derfor kan man her se flod og ebbe meget præcist. Den krystalklare sø er det eneste sted i verden, hvor der lever en særlig slags små hvide krebsdyr, Munidopsis polimorpha, der er født blinde. Det er disse krebsdyr, der er afbildet i symbolet for dette og flere andre steder på øen. Et af de største hulrum er indrettet som auditorium med plads til ca. 1000 personer, hvor der også gives koncerter. For enden af søen fører en trappe op til en elegant swimmingpool i midten af en klippehave. Om aftenen, tirsdag, fredag og lørdag forvandles hulen til en underjordisk natklub åbent 19-03. Om dagen må man nøjes med beroligende toner fra højttalerne – nærmest en slags rygeafvænningsmusik.

Cueva de los VerdesCueva de los Verdes, åbent dgl. 10-17, ture hver hele time, ca. 50 min., entré 8€/børn gratis, tlf.  928 848 484.

Den grønne grotte ligger på den anden side af hovedvejen i forhold til Jameos del Agua. Den er en del af samme mageløse fænomen – det underjordiske rør, som er blevet presset igennem jorden af vulkanen La Corona i en længde af 7 km, altså et godt stykke ud i Atlanterhavet. Røret er nærmest blevet pustet ud. En lavastrøm er kun nået at størkne på ydersiden, før en ny har pustet indmaden ud. Det er formentligt sket over flere gange for 3-5000 år siden, og til sidst har den altså pustet denne tunnel. Det er en af de længste vulkanske tunneler i verden, og i den atlantiske del af tunnelen har man sat verdensrekord i undervandsgrottedykning, da en mand dykkede 1,56 km. Her søgte guancherne tilflugt, når pirater hærgede kysterne. Publikum har kun adgang til 1 km af røret, men undervejs ser man et utroligt kalejdoskop af farver og former. Her er også en kun 20 cm dyb sø, hvis blanke spejl giver indtryk af, at man kigger lige lukt ind Jordens indre. Tunnelen er ejet af den spanske stat, og der udvindes store mængder kostbare mineraler. Sammen med turistindtægterne er det blevet til et meget givtigt hul i jorden. Rundvisningen er nok ikke lige sagen for folk med klaustrofobi. Der er små rum og smalle stier med udsigt langt ned.

Efter Cueva de los Verdes kan man komme direkte til Mirador del Rio åbent 10-18 ved at køre mod vest. Man kan også køre ad hovedvejen mod Orzola i et fantastisk landskab, hvor en lang, lige vej skærer sig igennem Coronas Mal Pais (dårlig jord). Det virker, som om man kører direkte igennem en juledekoration med grønt lav og vortemælk og flot udsigt til vulkanen.

Orzola
Lanzarotes nordligste by har en hyggelig havn med flere små barer og restauranter. Dagen igennem kan man se fiskerbåde lande fangster, og mange af de rigtige godbidder ryger direkte op i byens egne restauranter. 

Der er flere smukke strande mellem Orzola og Jameos del Agua, men ved Playa de la Canteria vest for Orzola kan det være farligt at bade visse steder, især strækningen tæt på Orzola, hvor strømforholdene er så vanskelige, at selv større både skal være opmærksomme.

 

La Graciosa
Øen ligger kun 2 km fra kysten og er 27m2 – kun lidt større end Anholt. Her bor 600 mennesker, hvoraf de fleste arbejder på Lanzarote. Meget andet end en ørken, strande og et par udslukte vulkaner er La Graciosa ikke, men det ser godt ud. Øen fik sit navn Den Yndefulde af Jean de Béthancourt, da han kom på erobringstogt i 1400-tallet.

Øen er skabt af fire vulkaner, den højeste, Pedro Barba – den skæggede Peter – er på 266 m. Imellem de to landsbyer, Caleta del Sebo og Caleta de Pedro Barba, ligger nogle af verdens flotteste og bedste strande, hvor man oven i købet kan have det meste for sig selv. Overalt på øen hersker der ro og fred. Man kan tage på en spændende vandretur forbi vulkanen Pedro Barba gennem ørkenlandskabet nordpå til Playa de las Conchas, som strækker sig over flere kilometer på øens nordlige del – lej et æsel eller bliv kørt i jeep. Herfra er der udsigt til småøerne Montaña Clara og Alegranza.

Man kan få en fisker til at sejle en til Montana Clara, hvis man har lyst. Øen er ubeboet, den har kun én vulkan (256 m), der har lagt et lag af sod ud over det hele, der er ingen strande og næsten ingenting i øvrigt. Er tiden til det, så tag en overnatning på en af La Graciosas små pensiones i Caleta del Sebo og indsnus fiskerbyens atmosfære.

Færge:            Lineas Maritimas Romero til La Graciosa, 4 afgange dgl. Afgangstiderne skifter sommer og vinter. Turen tager 15 min. afhængigt af vejret. Pris retur: 13€/7 for børn. Samme selskab tilbyder også udflugter med skibe med glasbund. tlf.  928 84 20 55

Mirador del Rio, åbent dgl. 11-17.45, entré 2,70€, tlf.  928 173 536

Udsigtspunktet står som en mægtig forstavn (500 m o.h.) foran bølgerne på Lanzarotes nordspids, og mere imponerende udsigt finder man kun få steder på Kanarieøerne. I det azurblå El Rio-stræde ligger øen La Graciosa. Længere ude de små holme Montaña Clara og Alegranza. Til venstre er der udsigt til den stejle klippekyst Risco de Famara, der byder på øens mest eventyrlige vandreterræn med mange sjældne fugle- og plantearter. Famara-klippen er den vigtigste botaniske enklave i øgruppen. Der er mere end 20 endemiske arter. Man kan også se ned på El Rios saltbassiner, der ikke bruges længere. Udsigtspunktet er bygget på fundamentet af en gammel fæstning, som var værn mod piratangreb i 1600-tallet. César Manrique stod for indretningen, hvor man har skiftet det gamle batteri ud med cafeteria og panoramavinduer og en række udsigtspunkter ved siden af og på restaurantens tag. Nogen vil mene, at det er lidt ublu at tage entre til et cafeteria, for udsigten er mindst lige så god og ganske gratis en smule til venstre for cafeteriaets indgang. Men er det frokosttid, er det pengene værd, for med sådan en udsigt bliver den tørre sandwich helt af sig selv en himmerigsmundfuld.

Guinate Tropical Park,Guinate Tropical Park åbent dgl. 10-17, entré 10€/ 4 for børn, tlf.  928 83 55 00
5 km syd for Mirador del Rio ved foden af Corona-vulkanen er der anlagt et 45.000 m2 stort fugleparadis med vandfald, laguner og over 1300 fugle. Flere gange dagligt arrangeres shows, hvor papegøjer viser deres færdigheder på skøjter, cykler m.m., mens man spiser sin frokost i cafeteriet. Der er også kommet aber i parken.

Haría
Byen kaldes for »De 10.000 Palmers By«, der er måske ikke lige 10.000, men der er flere end noget andet sted på De Kanariske Øer. Byen har en nærmest orientalsk stemning. De 3000 indbyggere bor i små, firkantede, hvide huse, og de samles gerne under de indiske benzoe-træer på byens fredelige plads. Man får et godt indtryk af byen fra øens højeste punkt få kilometer fra Haría, Peñas del Charce (670 m), med en militærinstallation på toppen, og fra Mirador de Haría.           Fiesta fejres 30. august.

El Cortijo, er et godt rustikt kanarisk køkken i et gammelt byhus, åbent 11-22

Castillo de Santa BarbaraCastillo de Santa Barbara, åbent  dgl 10-16, entre 6€, tlf.  928 845 001

På vejen fra Haría ser man lidt før Teguise en borg i det høje. Den er bygget i 1551 på den udslukte vulkan Guanapay (452 m) for at stå vagt om Teguise, da byen var Lanzarotes hovedstad. Fra borgen kunne man langvejs fra se, om der var pirater på vej over land. Man kan faktisk se hele øen rundt. Den er udbygget adskillige gange, så det i dag er et af de mest imponerende borganlæg på Kanarieøerne. Allerede på genoveseren Lanzarottos tid (# xx) har man på dette sted haft udkikstårn, altså helt tilbage i 1300-tallet. Inde i borgen har museet den store emigration fra De Kanariske Øer til Sydamerika som hovedtema. Udstillingen viser bl.a., at det langtfra var frivilligt, at så mange tog af sted. Det var ikke de eventyrlystne og de stærke, der søgte nye udfordringer, men derimod de svage og fattige, der ikke havde andet valg. Men at mange gjorde det godt i det fremmede, kan man forvisse sig om her. Museet er meget smukt bygget op – pædagogisk, dog uden de store moderne virkemidler. Spansk er påkrævet for at forstå sammenhængen. Der er modeller af de skibe, som emigranterne sejlede over med, men ellers er det mest fotografier og småting.

Teguise
Det er altid om søndagen, at turister vælger at udforske denne perle af en by. For så er der marked, det største og mest kendte på øen. Fra hele øen strømmer turister til, og hver en åben plads bliver brugt til parkering. Markedet er stort og kan ligne en turistfælde, men når man går fra bod til bod vil man opleve et meget stort udbud af originale kunsthåndværk, som er fremstillet af lokale håndværkere. Et godt sted at købe gode souvenirs. På pladsen foran kirken klinger de kanariske guitarer hele formiddagen, og unge som gamle er klædt i nationaldragter og synger med. Man får lyst til at komme tilbage på en hverdag, hvor Teguise kommer til sin ret i en stille romantik. Først her kan man rigtig nyde de gamle bygninger, klostrene, kirken, pladsen og de små listige steder, der kun røber sig, hvis man kikker inden for.

På grund af den store renovering af byen (se historie nedenfor), står Teguise næsten som i fortidens pragtdage. Kirker og klostre fra 1700-tallet er pudset op. Torve og pladser er bragt tilbage til deres oprindelige udseende. Det er så fuldendt, at det godt kunne ligne en kulisse fra en Zorro-film, men det hele er faktisk autentisk.

Teguise er også kendt for fabrikation af timbalos – miniatureguitarer, der bruges i kanarisk folkemusik, opfundet i 1800-tallet af en John Timble. Det mest berømte bysbarn er den kanariske forfatter José Clavijo y Fajarde (1730-1806).

 

HistorieTeguise
Guancherneguanchere havde boet her længe, da byen blev grundlagt i 1415 af Maciot Béthencourt, nevøen til øens erobrer. Guancherne kaldte den Den Store By, men Béthencourt udvidede den og opkaldte den efter guanchekongen Guadafias datter, prinsesse Teguise, som Béthancourt giftede sig med.

Byen blev hovedstad, fordi den lå godt beskyttet imod piratangreb og langt fra vulkaner, men den blev alligevel ofte angrebet. Et af de værste var i 1586, da den notoriske pirat Morato Arraez gjorde en hel massakre mod befolkningen og stjal tusinder til slaveri. Et monument mindes begivenheden: »Callejón de la Sangre«, oversat: blodsporet. Teguise blev en livlig by i kolonitiden, fordi byens torv var centrum for slavehandel med sorte fra Guinea-kysten. Fra Lanzarote blev de sendt til Vestindien, men først var de blevet fodret med gofio, guanchernes nærende basisføde, og de var blevet døbt. Den fede gofio og dåben gjorde, at sorte herfra kunne indbringe dobbelt så meget som andre fra Afrika. Nogle sorte arbejdede også i sukkerplantagerne på øen, men de nåede aldrig at sætte præg på øen, før de blev sendt videre, der er derfor ingen efterkommere af afrikanske slaver. Byen var udsat for flere angreb, og det sidste i 1852 var så alvorligt, at man flyttede hovedstaden til Arrecife. Alle glemte alt om de fine gamle palæer, klostre og bygninger, og de fik derfor lov at ligge uberørte hen. Først i 1980’erne gik det op for øen, at Teguise var en skjult skat, og det store renoveringsarbejde gik i gang, indtil byen igen stod i fordums pragt.

Seværdigheder:
Der er to kirker i byen: Nuestra Señora de Guadalupe på hovedpladsen, La Plaza de Los Leones, er fra 1428 og dermed øens ældste. Over en periode på 200 år nåede den at brænde ned fire gange af pirater. Der er sjældent åbent, ud over til gudstjenester. Sognekirken Parroquia San Miguel få blokke derfra er bygget i 1680 og mest kendt for sin meget smuk madonna-figur.

Palacio de Spinola, åbent ma.-fr. 9-15, lø.-sø. 10-15, entré 3€.

Over for kirken ligger et elegant herskabshus fra 1730. Her kan man se, hvordan man boede herskabeligt engang med alle rum intakte. Huset har været bolig for øens guvernør, men blev bygget til en genoveansk handelsmand. Byen købte huset i 1984, og renoveringen er sket med César Manrique som overvåger.

I den lille forretning Malvasia specialiserer man sig i kanariske specialiteter, så her kan man smagsprøve de forskellige mojos og marmelader og så købe dem, man kan lide. Der er også gofio og sæbe lavet af æselmælk. I Galleria Vila er der skiftende udstillinger.

Convento de San Francisco, Museo Sacre, åbent ma.-fr. 10-16, lø.-sø. 10-15. Lukket ti.
Det gamle kloster bygget i 1500-tallet hed La Madre de Dios de Miraflores, men det eneste, der er tilbage, er selve kirken, som nu er åben for offentligheden. Mange af de fineste borgere ligger begravet her. Blandt andet mange af Teguises franciskanermunke, der var kendt viden om for deres evner for handel. I dag er her kunstmuseum.

Convento de Santo Domingo, Centro de Artes,ma.-fr.: 10-15, sø. 10-14.
Klostret er fra 1700-tallet og er nu indrettet til museum for moderne kunst. Der findes i øvrigt flere gallerier og kunstudstillinger i de gamle renoverede bygninger. Museet er i samme bygningskompleks som byens rådhus, der ligger ud til Plaza General Franco.

Byen holder fiesta 16. juli.
Bus: linie 19 til Arrecife. Der kører ekstrabusser mellem Arrecife og Teguise hver søndag i forbindelse med det store marked.

Restaurant: Acatife, over for kirken på torvet, serverer god kanarisk mad om dagen, om aftnen går man så over til finere cuisine med speciale i gedesteg og kanin. En historisk ramme, for det er øens første restaurant og hotel, tlf.  928 845 037

Palacio del Marques, bygningen fra 1455 er i sig selv et besøg værd med en blomstrende gårdhave, og så tilbyder man al den vin, som produceres i Spanien. Godt sted at smage på varerne.

Indbyggerne på Lanzarote kaldes også for conejeros (kaninjægere), fordi de bruger meget tid på at jage det lille dyr.

Lanzarote har nogle af verdens billigste priser på udlejning af biler, men der er voldsomme udsving.  I februar 2004 kunne man i lufthavnen hos Direct Car leje en helt ny Opel Corsa i 7 dage for 120€. Samme bil kostede på La Santa Sport 234€. Begge priser var inklusiv forsikringer.

(C) GG