IntroduktionLæsning på flyetHistorienArrecife - hovedstadenNord - LanzaroteSyd - LanzaroteIldbjergeneCesear ManriqueVærd at vide - det praktiskeFakta om Lanzarote

Ildbjergene - Nationalparken

Af Kenneth Bo Jørgensen
Hele dette landskab eksisterede ikke for bare 300 år siden. Det bragede op af undergrunden i løbet af seks år og er nu Lanzarotes største turistattraktion. Det begyndte en septemberdag i 1730. Den frodige grønne jord begyndte at sprække, og enorme mængder af flydende sten eksploderede ud i den bare luft og lagde sig som en stentæppe over dyrkede marker, lunde og landsbyer. Præsten i Tias skrev dagbog fra første dage, og derfor ved vi, at der kun gik en eneste dag, før det første nye bjerg var skudt op og spyede ild. Da alt var faldet til ro, stod der pludselig 100 kratere og vulkaner i et 200 km2 stort område. Lanzarote blev en hel del større på grund af lavastrømmene, der også søgte mod havet og dannede nye land. Til gengæld havde man mistet 11 landsbyer, og 420 huse var jævnet med jorden. Det hele var en stenørken, men mirakuløst kom ingen mennesker til skade. I dag er det et meget stille sted, og videnskabsmænd kommer langvejs fra for at se, hvad der dog sker i et område, som er så nyfødt. Men foreløbig sker der næsten ingenting – det hele er dødt og spøgelsesagtigt. Der vokser kun lidt lav og vortemælk og andre små vækster, der ikke behøver jord, men kan leve af næringssalte fra sten og vind og vejr.

Området går under navnet Ildbjergene, ikke på grund af de mange ildsprudlende vulkaner i området, men fordi det gullige askesand kommer til at ligne flammer, når solen falder på det om aftenen. Det gør området til en særlig lækkerbisken ved solnedgangstid. Men rigtige flammer er der, bare nede i jorden, kan man sige. Kun seks meter nede kan man måle 4000, og selv under ens fødder kan man mærke varmen mange steder. Det skyldes ikke, som nogle brochurer hævder, at udbruddet i 1700-tallet var så varmt, at jorden endnu ikke er afkølet, men derimod at undergrunden fortsat er aktiv og varmer jorden op.

Der er flere adgangsveje til naturkatastrofens nationalpark.

Besøgscenter i nord, Mancha Blanca, åbent dgl. 9-17, gratis,www.mma.es/timanfaya.
En elegant udstilling, der tager alle moderne hjælpemidler i brug for at lære de besøgende, hvordan jorden egentlig hænger sammen, og hvordan vulkaner har ændret den, specielt på Lanzarote. Desværre er mange af de elektroniske hjælpemidler enten for langsomme eller i stykker, men der er også gammeldags tekst og billeder, så man skal nok få sin geologitime alligevel. Uden for ligger lavaen lige i røre-afstand. Centret viser film en gang i timen fra kl. 9.30 til 15.30. De er gratis, men hvis man vil have oversat teksten til engelsk eller tysk, kan man købe høretelefoner for 2€ i butikken. Husk at gøre det, inden filmen begynder. Den ene film handler om Ildbjergenes historie, den anden fortæller om udviklingen af flora og fauna i området. Efter filmen bliver man inviteret ned i kælderen for at høre, bogstavelig talt, hvordan et vulkanudbrud lyder. Efter besøget er man vel udrustet til at indtage parken.

Besøgscenter i syd: Kommer man syd fra er der også et besøgscenter, det koncentrerer sig om at fortælle kamelens historie på Lanzarorte, som egentlig er en dromedar, men det kalder man dem altså ikke. Her kan man følge importen af kameler fra Arabien i 1500-tallet til alt, hvad dyrene siden er blevet brugt til, både som trækdyr og som transportmiddel for de rige, der kunne sidde i fine kurve. Vil man selv op på dem, så er det herfra, at der afgår kamel-karavaner op i Ildbjergene i svajende stole, åbent dgl. ca. 9-14, varighed 20-25 min.

 Parque Nacional de TimanfayaParque Nacional de Timanfaya, åbent dgl. 9-17.45, sidste rundtur kl. 17, 6,60€, tlf.  928 840 057.
Parken er på 50 km2 og kun en lille del af ildbjergene, men man skal herind for at få den helt nær-vulkan oplevelse. Omkring restauranten El Diablo bliver jordens indre hede demonstreret hele dagen af parkbetjente. De stikker tørt træ eller halm ned i et tomt hul, og få sekunder efter bryder det ud i lys lue. Ved siden af er der boret huller ned i undergrunden. Betjentene hælder vand i, og et øjeblik efter puster undergrunden det op igen som en stor gejser. Der er gang i den dernede. Man har god udsigt til gentagne demonstrationer, hvis man nyder frokosten i højre side af restauranten, som i øvrigt er tegnet af César Manrique. Til venstre for indgangen kan man se restaurantens noget specielle grill. Den skal aldrig tændes op. Undergrunden sørger for varme til at stege kødet uden brug af el eller gas året rundt. (Kokken giver dog kødet en omgang på gammeldags manér i køkkenet, før det kommer på bordet).

Man kan ikke selv køre rundt i det højeste vulkanområde. Kun særlige busser med rutinerede chauffører må køre på vulkanruten, Ruta de los Volcanes, for det kræver en rutineret hånd på rattet at manøvrere helt oppe på kraterkanterne. Busturen er inkluderet i billetprisen (der er mindst ventetid om eftermiddagen). Turen bliver akkompagneret af bragende Wagner-musik fra højttalere og forklaringer på spansk, tysk og engelsk. Man ser, hvordan den nu forstenede lava engang har klæbet til klipperne og løbet ned ad dem som honning på et glas. Området kaldes Islote de Hilario, opkaldt efter en munk, der ikke sådan stak op for vulkaner. Han flyttede straks tilbage til stedet, da vulkanudbruddene stoppede, ligeglad med at han var den eneste. Han plantede et figentræ, men så var landbrugsmulighederne også udtømt. Det kunne end ikke give frugter, fordi træets blomster ikke tålte heden.

Busturen er 14 km lang og varer ca. 45 min. Man får udpeget lavaformationer, der har antaget særlige figurer; men det store gys er turen på selve kraterkanten, hvor man har udsigt over hele øen. Hvis man lider af højdeskræk, er det klogest at sidde bagest i bussen, hvor man ikke så tydeligt ser bussen piske rundt i svingene. Man kommer også til meget fredelige områder, Den Stille dal, som er en eneste dyne af vulkan aske. Det er nogenlunde ligegyldigt, om man sidder i højre eller venstre side, der er flotte udsigter til begge sider, men måske er højre side bedst.

Restaurant: El Diablo, ingen tvivl om at udsigten over ildbjergene og 1. parket til parkbetjentenes demonstrationer er restaurantens trækplaster, og at serveringen sker lidt for hurtig for at nå de mange gæster på kort tid. Men maden er glimrende.

(C) GG