IntroduktionLæsning på flyetHistorienArrecife - hovedstadenNord - LanzaroteSyd - LanzaroteIldbjergeneCesear ManriqueVærd at vide - det praktiskeFakta om Lanzarote

Lanzarotes historie

Indvandring - guanchere - mumier - spaniere -  Erobring - Sørøvere - Franco

Af Kenneth Bo Jørgensen
Kanarierne interesserer sig i dag mere for deres kulturarv end nogensinde. Man ser det i turistfremstød, hvor det ikke længere kun er sol og strand, man vil lokke med, men også historien om øerne. Konkret ser man det i moderniserede museer. Men man oplever det også i den nyvundne interesse og dyrkelse af den oprindelige befolkning, guancherne. De omtales med respekt. Deres historie fortælles i aviserne. Og nu på en mere nuanceret måde, så spanierne ikke længere er heroiske erobrere og guancherne vilde barbarer. Mange spanske stednavne bliver erstattet af guanche-navne. Nogle kanarier praler ligefrem af at være direkte efterkommere af guanchere, selv om det er meget lidt sandsynligt, for spanierne var ganske effektive, da de udryddede dem.

Hvordan guancherne kom til øerne er lidt af et mysterium. Nogle forskere mener, at kraniefund på øerne kan trækkes helt tilbage Cro-Magnon-mennesket, og at der derfor har boet mennesker her i 40.000 år. Andre arkæologiske udgravninger tyder på, at der først er sket en indvandring for 5000 år siden. Men de første guanche-bebyggelser er formentlig dukket op fra år 500 f.Kr. Der er nogenlunde forsker-flertal for, at de første guanchere var berbere fra Nordafrika. Det passer ikke Spanien, fordi man altid frygter, at Marokko kan bruge det som påskud til at tage øerne ”tilbage”. Spanske forskere hævder derfor, at guancherne må stamme fra vikingerne, helst helt oppe fra Island, fordi de både var høje, blonde og blåøjede. Men der er faktisk eksempler på både høje, blonde og blåøjede berberiske stammer.

Landkrabber
De første guanchere er nok kommet hertil mere af nød end af lyst. Måske drevet hertil af tørke eller hunger i hjemlandet. Måske fordi de var forbrydere, der som straf blev sejlet hertil og efterladt. Det kunne forklare en besynderlig ting ved guancherne: De brugte ikke havet. De sejlede ikke. De fiskede ikke på havet, kun langs kysten, og de byggede ingen større både, selv om de havde masser af træ. Selv om de kunne se over til nabo-øerne, forsøgte de ikke at udforske dem, for ud på havet ville de bare ikke. De kunne heller ikke svømme, og hvis de absolut skulle ud i vandet, flød de på gedemaver, de havde tætnet og pustet op, og det kom man ikke langt med. Forklaringen kunne være, at de oprindelige guanchere intet anede om havet, og hvad man kunne bruge det til, fordi de havde boet langt inde i Afrika og var blevet fragtet hertil af andre. En anden eller en supplerende forklaring kan være de stærke strømme omkring øerne. De kan have kostet så mange ulykker, når guancherne forsøgte at sejle ud, at man til sidst har opgivet at have med havet at gøre. Resultatet blev, at der meget sjældent var kontakt mellem de enkelte øer, og derfor udviklede det samme folk sig forskelligt og med forskelligt sprog på hver sin ø.

Stenalder-folk
Guancherne var et stenalderfolk helt op til den spanske erobring, end ikke hjulet havde de opfundet. De boede i vulkanernes klippehuler om sommeren og i grotter og små hytter ved stranden om vinteren. De dyrkede byg og hvede, som de ristede til gofio, der stadig spises på øerne. De holdt får – uden hår - og geder og fremstillede redskaber af sten, knogler og træ. Tøj fik de fra gedernes huder, som de lavede til kapper, tamarcos. Pottemageri var en yndet beskæftigelse, og da de ikke havde opfundet hjulet, blev krukker og potter til uden brug af drejeskive, og sådan gøres det stadig på øerne. Som smykker bar de skaller. De kommunikerede med hinanden over lange afstande ved hjælp af bucios, en stor konkylie, som kunne give genlyde fra dal til dal.

Det var som regel manden, der bestemte i familien, men på nogle øer ved man, at der har været et matriarkalsk styre. Lanzarote havde en overgang et matriarkalsk styre, hvor de herskende kvinder ofte havde tre mænd, der var ægtefæller i treholdsskift. En måned stod manden til rådighed for kvinden i sengen, den næste måned var han tjener for hende og mand nummer to, og den tredje måned havde han så fri til at passe markerne.

Men ellers var det manden, der pløjede og såede, kvinderne høstede og passede børn. Større børn vogtede geder, og det var de så dygtige til, at spanierne var vildt imponerede. For guancherne kendte ikke til brændemærkning, men hyrderne kunne alligevel kende forskel på deres geder i de store flokke. Guancherne har dyrket forskellige guder. Solen blev tilbedt. I mange huler og på klipperskrænter er der fundet ejendommelige spiraltegn, der menes at være religiøse tegn. De kan stadig ses, men man aner endnu ikke, hvad de skal betyde.

Lanzarote var et selvstændigt kongerige før den spanske erobring. Kongen var enevældig, men modtog råd fra adelen på råds-møder, tagoror. Disse møder foregik under et drageblodstræ i håb om, at visdom ville dryppe fra træet. Kongen bestemte, hvornår der skulle slås, men han skulle altid rådføre sig med rigets spåmand. Guancherne var ofte i krig. Det foregik i nøgen tilstand, kun udstyret med træspyd og slangebøsse, teniques.

Mumier
Guancherne mumificerede deres døde konger og adelsmænd med næsten samme teknik som peruvianerne og egypterne, hvilket har næret teorier om, at der har været kontakt mellem kontinenterne længe før Columbus. Metoden var ret avanceret. Først fjernede man alt det indvortes med særlige instrumenter. Det var et instrument udviklet til det ene formål at hive hjernen ud gennem næsen. Hvis det var en konges indvolde, blev de lagt i en kurv, som en ung mand kastede sig i havet med fra en høj klippe. Inden selvmordet havde han fået beskeder med til den døde konge om rigets tilstand, den seneste sladder. Det hule lig blev vasket i koldt vand og saft fra drageblodstræet flere gange om dagen. Derefter blev det gnedet ind i urter, harpiks og fedt og soltørret i 14 dage. Liget blev til sidste pakket ind i mange lag gedehuder og lagt i en grotte eller en revne i klippevæggen sammen med mad og værktøj. Den døde fik sin yndlingshund med – også mumificeret. Ja, selve kongen fik endda følgeskab af deres koner. Balsameringen var et særligt håndværk, som gik i arv fra far til søn i de laveste kaster, og de måtte i hele deres liv ikke have med levende mennesker at gøre. Når en ny konge skulle krones, blev den ældst bevarede kongemumie fundet frem. Den nye konge skulle så kysse en del af skelettet og sværge troskab mod sine forfædre. Mumier er udstillet på de fleste museer.

Om guancherne ved man,
At de kunne bevæge sig af sted så hurtigt i klipperne, at europæerne i mange år troede, at de kunne flyve. De forsvandt lynhurtigt mellem småsprækker ved at bruge en lang stav til at få fart.

At Guanche oprindeligt betød et menneske fra Tenerife. Guancherne kaldte deres ø Chinech – Hvide Bjerg – efter vulkanen Teide. Et menneske hed guan. Guan a chinech var altså et menneske fra Tenerife, og det blev til guanche, som nu bruges som fællesbetegnelse for de oprindelige indbyggere på De Kanariske Øer.

At guancherneGuancherne har givet navn til de hårdføre argentinske cowboys, gauchoer. Spanske erobrere tog indfødte med til Amerika, hvor de fangede og vogtede kvæg, og de fik ry for at være hårdføre i den barske natur.

At guancherne satte pris på runde kvinder. En giftefærdig kvinde måtte på fedekur for at få en mand. Inden brylluppet måtte hun ligge en hel måned i sengen og spise gedefedt i honning, lam i fløde og dadler, og hvis hun ikke var tyk nok, kunne den kommende ægtemand afvise hende.

Man ved, at guancherne praktiserede organiserede børnemord, hvis der i perioder ikke var mad nok til alle. På visse øer var det alle børn, der måtte lade livet - på andre øer slap drengebørnene. Børn blev også brugt til at behage guderne, man kunne også nøjes med at sulte dem, hvis det kun var en mindre tørke.

Opdagelsen
Man ved fra helleristninger, at guancherne har set skibe sejle forbi, måske vikingeskibe. Man regner med, at de har haft flere besøg før de spanske erobrere. At de ikke er blevet overrendt, kan skyldes de særlige strømforhold omkring øerne, der har afholdt søfolk fra at komme for tæt på. Strømmen nærmest tvinger skibe mod vest, og dèrud ville ingen dengang. Forskere tror, at både fønikerne og araberne har været her for at handle eller stjæle mennesker til slaveri. Romerne var her - flere bosatte sig. Arkæologer fandt i 1998 i Rubicon i det sydlige Lanzarote brønde, som må være lavet af romerne ca. 300-100 f.Kr. Inde i brønden Pozo de la Cruz fandt man ristninger med romerske guder. Romerne kan også have givet øerne navn. De skulle have kaldt øriget for Insulae Kanariae Hundeøerne efter de store hunde, der strejfede omkring som kæledyr for guancherne. Hundene ses i dag i øernes officielle våbensegl. Visse sprogforskere mener dog, at Kanaria snarere stammer fra Marokko, hvor der levede to folk, kanaaites og kanarii, der senere er sejlet til Lykkeøerne, som De Kanariske Øer hed dengang. De bosatte sig på Gran Canaria, der fik sit navn efter disse kanarii´ere. Da de senere kæmpede voldsomt, fik øen tilnavnet Gran, ikke på grund af øens størrelse, men på grund af øens styrke. Efterhånden kom øgruppen til at hedde ”Øerne omkring Kanaria”. Der har også boet munke fra Mallorca og handelsfolk fra Italien. De levede fredeligt med guancherne, der derfor blev ret overraskede, da de pludselig skulle erobres.

Den Spanske Erobring
Der boede ca. 70.000 guanchere på øerne, da spanierne begyndte erobringen. De første magtovertagelser gik fredeligt for sig. Paven udpegede i ny og næ en adelsmand til konge over Kanarieøerne. Det var paven i sin gode ret til, for alle ikke-kristne områder tilhørte ham. Disse ”konger” var mest interesserede i titlen og rejste aldrig til øerne, så det generede ikke nogen. Men så kom de rigtige erobrere, der officielt ville kristne guancherne, men reelt ville eje det hele. Erobringen begyndte i 1402 og varede næsten 100 år, og den blev blodig. Selv om den nøgne guancher-kriger med slangebøsse, kølle og træspyd lignede en vittighed ved siden af en spansk rytter i ridderudrustning med sværd og spyd, så kendte guancherne deres land, og de var i overtal. At det overhovedet lykkedes for spanierne, skyldes derfor mere deres bakterier end deres sværd. For antallet af guanchere blev kraftigt reduceret i krigsårene alene på grund af de sygdomme, som spanierne bragte med sig, og som guancherne ikke havde immunforsvar overfor. Det gjaldt almindelig forkølelse og influenza, som man kaldte sygdommen Guanche Sløvhed, fordi den syge sløvede hen, og fordi den kun ramte indfødte.

Lanzarote så de første europæere i 1312. Den italienske bystat Genova havde sendt en ekspedition ned langs Afrikas kyst for at finde en ny handelsrute til Indien, men de fandt først Lanzarote. Lederen af ekspeditionen hed Lanzarotto Malocello, og fra ham fik øen sit navn. Et søkort fra 1339 viser øen med navnet Insula de Lanzarote Malocellus. Han boede 20 år på øen, og det havde guancherne ikke noget imod. Det var straks værre med Jean de BéthencourtBéthencourt, Jean de. Han ville slet ikke bo der, han ville erobre, og i 1402 blev øen – som den første kanariske ø - officielt en del af det spanske kongerige – uden de store sværdslag. Guancherne blev udryddet, det sørgede slavehandlernes utallige togter for.

Sørøvere
Efter erobringen væltede rigdomme ind fra Amerika, fordi De Kanariske Øer lå som perfekt stoppested for alle herlighederne på vej mellem den nye og den gamle verden. Derfor var andre end spanierne interesserede i øerne. Både portugiserne, hollænderne og englænderne ville have fat i dem. De officielle krige var dog til at styre, værre var de mange nålestiks-angreb fra sørøvere, der lå på lur efter transporterne fra Amerika eller efter øens indfødte, som kunne sælges på markederne i Nordafrika. Alene i maj 1618 ved man, at 500 sørøvere kom til Lanzarote for at røve mennesker. Guancherne gemte sig ofte i vulkangrotterne nordpå i månedsvis, men som regel måtte de give op over for piraterne. Nogle vendte dog tilbage, fordi den spanske konge frikøbte den. Man havde jo brug for arbejdskraft på øen, som dengang var meget frodig.

Det var en sej kamp at holde på øerne. Og ofte var myndighederne på de enkelte øer lige så meget pirater som alle andre. De tilbageholdt skibe og krævede løsesum for at frigive dem, hvis de lige stod og manglede penge.

Napoleonskrigene sled hårdt på øerne. Eksporten af vin gik i stå. Der udbrød gul feber og senere kolera. Nye vulkanudbrud lagde store landområder øde. Og det hele var så elendigt, at en stor udvandring fandt sted til Amerika, især til Cuba og Sydamerika. Hele byer på den anden side af Atlanten er grundlagt af kanariere, fx San Antonio i Texas. I den spanske del af den karibiske ø, Hispaniola, brugte man kanariske familier som levende grænse mod Haiti. Kanarieøerne kom nogenlunde på fode efter 1. Verdenskrig, da den spanske regering besluttede at gøre havnene til frihavne. Både Las Palmas og Santa Cruz fik for en tid et pust af de gamle dage.

Franco
I 1936 fik øerne ny generalkaptajn, den øverste militære spanske myndighedsperson på De Kanariske Øer. Han hed Francisco Franco. En stærkt højreorienteret krigshelt, som den spanske regeringen gerne ville have lidt af vejen, så han ikke gjorde oprør mod den demokratisk valgte regering i Madrid. Men det kunne Franco sagtens fra Kanarieøerne. Den Spanske Borgerkrig begyndte faktisk, da Franco 17. juli 1936 overtog den civile ledelse af Kanarieøerne. Herefter tog Franco til Marokko og videre til Spanien, hvorfra han ledte den tre år lange borgerkrig, der endte med at vælte det spanske demokrati. Resultatet blev næsten 40 års fascistisk diktatur.

Selv om kanarieøerne var Francos første erobring, blev de ikke begunstiget af ham. De blev endnu mere undertrykte og ringere udviklede end resten af Spanien, og en ny emigrationsbølge til Sydamerika tog fart, også selv om det var forbudt. Senere åbnede Franco øerne for masseturismen, da han så, at det kunne betale sig.

Ved Francos død i 1975 overtog kong Juan Carlos magten, og til alles store overraskelse indførte han demokrati. Siden har De Kanariske Øer været en del af den udvikling, som Spanien har været igennem fra et fattigt diktatur til en moderne vesteuropæisk stat. Udviklingsmidler fra EF og senere EU har sat gang i hjulene, og levestandarden er i dag næsten på linje med de øvrige europæiske lande.

Selv om kanarierne ikke har de varmeste følelser over for Madrid, har man aldrig for alvor ønsket at løsrive sig fra Spanien, fordi man dermed bragte sig i fare for, at visse nordafrikanske lande skulle erobre dem. I 1960´erne etablerede en række venstrefløjsgrupper uafhængighedsbevægelsen MPAIC. Den udførte en række mindre terroraktioner, men den fik aldrig så bred opbakning som bevægelserne i fx Baskerlandet og Catalonien. Man kan en sjælden gang se graffiti med Fuera Godos - Ud med Goterne (øgenavnet for spanierne). I 1982 blev Spanien medlem af NATO, og øernes strategisk beliggenhed spiller en stor rolle i alliancen. Der er en vigtig flybase på Gran Canaria. en flådebase på Tenerife og store landstyrker på de andre øer. Spanien blev medlem af EF i 1986, men De Kanariske Øer fik særstatus som ultra-perifært område. Først i 2001 blev de hele medlemmer af EU, men ikke en del af ”det indre marked”.

(C) GG