IntroduktionLæsning på flyetHistorienArrecife - hovedstadenNord - LanzaroteSyd - LanzaroteIldbjergeneCesear ManriqueVærd at vide - det praktiskeFakta om Lanzarote

Fakta om Lanzarote

Lanzaroterne - Religion - Sprog - Kultur - Samfundsforhold - Gastronomi- Geografi

Af Kenneth Bo Jørgensen
På en regnvejrsdag synes det brutale landskab ikke ligefrem at råbe: Velkommen. Men solen får alle jordfarvernes nuancer frem og får det til at stråle som ild. Solen skaber i det hele taget et gæstfrit feriemål på vulkaner eller på dasetimer ved . Og det mest kan nås på ½ times kørsel.

Areal: 852 km(som Bornholm)

Indbyggertal: 80.000

Hovedstad: Arrecife (40.000 indb.)

Højeste punkt: Piñas del Chache (671 m)

Udpeget af Unesco som Reserva de Biosfera.

Kontrasterne er slående. Fra stille idyl ved de hvide strande, hvor havet roligt æder sig helt op ad feriebyernes små restauranter. Til de lange lige veje, der skærer sig gennem marker, der ligner glasskår, pyntet af mos og småbuske. Til de voldsomme vulkanområder, hvor man taber vejret, når man højt oppe på en kraterkant kan se ud over nøgne lavasletter eller lige lukt ned i krateret.  Og det hele er samlet på et så lille areal, at man ikke kan undgå at møde det hele på den halve tid.

300 vulkaner dominerer øen og vækker uro og begejstring, mens de lange hvide strande skaber ro og en nærmest caribisk stemning. Byerne er gæstfrie, fordi befolkningen er det. Selv om de i dag er moderne mennesker, kan man her stadig finde kvinder med de store, bredskyggede stråhatte, og ældre mænd går stadig med sorte filthatte. De bor køligt i de hvidkalkede huse med saftiggrønne vinduer og døre, men de lever de livet udendørs, på barer og restauranter. Når man møder dem, gør de sig store anstrengelser for at få turister til at blive forelskede i øen. Læg f.eks. mærke til alle de gammeldags romantisk svungne gadelygter, der står over hele øen, også der hvor der slet ikke er elektricitet.

Øens store arkitekt César Manrique arbejdede i årtier på at skabe et feriemål, der skulle være tro mod sig selv, for derved at blive noget særligt – også for turisterne. Han har en stor del af æren for, at det er turisterne, der har overgivet sig til Lanzarote – og ikke omvendt. Forlystelsesparker, museer, hotelbyer og attraktioner er anlagt, så de ikke bare glider ind i det naturlige landskab, men bidrager til det.

Ikke kun turister, men også forskere elsker Lanzarote. De kommer for at studere eftervirkningerne af vulkanudbruddene, for man formoder, at Lanzarote flere steder ser ud, som da Jorden lige var blevet skabt efter The Big Bang for fem milliarder år siden. De studerer både flora og fauna i håb om at opdage, hvad der skete på Jorden for milliarder af år siden. For folk med lidt kortere tidshorisont på en uge eller to, er der også masser at udforske og opleve, både indlands i de gamle kolonitidsbyer og langs den 194,6 km lange kystlinje.

Kanarierne

Lanzarote er kanariere, der som på de andre øer har haft meget omskiftelige forbindelser til omverdenen. Før den spanske erobring var de åbne over for fremmede, der kom for at handle eller missionere. Efter erobringen kom der handelsfolk og landmænd til, ikke kun fra Spanien, men fra hele Europa. Indbyggerne levede af den tætte kontakt med omverdenen og var derfor særdeles åbne og gæstfri. Nye tider fulgte, og ikke mindst under Franco-styret blev forbindelsen til resten af verden meget svag. Kanarierne følte sig forladt, indtil turismen vendte op og ned på det hele og igen gjorde øerne til et virvar af nationaliteter. Disse svingninger kan næsten læses i den kanariske folkekarakter. Man finder kanariere, der er både åbne og gæstfri og lever fint med, at de altid er i mindretal på deres øer. De rejser selv meget og har aldrig tøvet med at rejse udenlands, hvis der opstod mangel på arbejde derhjemme. Men der er også den lidt lukkede, den stolte kanarier, der er skeptisk over for de mangfoldige strømninger udefra. Han er canario, før han er spanier. Og han sætter en ære i at passe sig selv. Spanien er de skeptiske over for, og de kalder dem hånligt for  los godos – goterne, fordi spanske adelsmænd på øerne altid pralede af at nedstamme fra gotiske konger. Kanarierne stoler ikke på “Madrid”, og taler om lo nuestro - vort eget, også selv om der ikke stilles spørgsmål ved tilhørsforholdet til Spanien, som i daglig tale kaldes ”halvøen”.  Denne dobbelthed i forhold til andre, vil man ofte støde på. De kan virke utilnærmelige og næsten fornærmede over, at man vil i kontakt med dem. Men lidt venlighed og lidt tid åbner op for nye sider.

Kanarierne er ikke kun stolte af dem selv. De er også stolte af deres forfædre, guancherne, selv om den genetiske forbindelse nærmest er nul. Især i Franco-tiden var det tabu at tale om øernes oprindelige indbyggere, for det var da lidt pinligt, at man sådan havde udryddet et helt folk. Men i dag taler man om fortiden med stolthed. Gader bliver opkaldt efter guanchere, og det er blevet moderne at tage et guanche navn som mellemnavn.

Familiemønstret har længe været gammeldags. Far bestemmer. Jo mere macho, jo mere mand. Han har sin naturlige plads i drikkelaget på barerne efter arbejdstid, hvor han diskuterer verdens gang, mens mor passer børn og hus. Også det ændrer sig. Flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet. Det har sat sig spor i faldende fødselstal - og surmulende mænd.  Familierne er dog stadig tæt sammenknyttede, og vennekredsen er ofte familie. Der er næsten ikke tid til andre, for kalenderen er besat året rundt af en endeløs række af familiebegivenheder. Generationskløfterne er ikke ret dybe - unge bor hjemme, til de bliver gift, og hele familien inddrages i dagligdagen, også de mindste. Selv ved fester til langt ud på natten er børnene med.

Kanarierne er i dag moderne mennesker, der klæder sig efter tidens mode. Gaderne, der for få år siden var klædt i sort af koner, der altid bar sorg over en eller anden fjern afdød slægtning, er blevet lysere og mere vestlige. I landsbyer sidder mændene stadig med sorte filthatte og røde veste, men i byerne går de i Armani, og pigerne er ligeså dristige klædt som i andre vestlige storbyer. Kun til fest trækker de i de lange groftvævede skørter med lodrette striber i alle farver – og en lille fiks stråhat på sned.

Beboerne på De Kanariske Øer er tilfredse med deres liv. 81 pct. betragter sig selv som lykkelige, viste en nylig meningsmåling. Sådan har det ikke altid været. For få årtier siden var fattigdommen så stor, at indbyggerne flygtede og lagde hele byer øde. De drog til Sydamerika, hvor der stadig er store kolonier af kanarier - alene i Caracas, Venezuelas hovedstad, bor 300.000 af kanarisk afstamning. Derfor kaldes Sydamerika ofte for “den ottende kanariske ø”. Der er arbejdsløshed, men den er vanskelig at gøre op, fordi mange stadig lever af deres jord uden at lade sig registrere. De lavtlønnede, f.eks. buschauffører tjener ca. 10.000 kr./md., til gengæld betaler de kun ca. 20 pct. i skat. Og momsen på øerne er kun 5 pct., mens den er 20 pct. på det spanske fastland. Man pensioneres som 65-årig og modtager en forholdsvis pæn folkepension på 4-5000 kr./md. Man er beskyttet af et socialt sikkerhedsnet, som nok ikke er så finmasket som vores, men de basale forhold er der. Når man ser tiggere, kan man være sikker på, at det er illegale indvandrere fra Afrika.

Sprog
Man taler spansk eller mere korrekt castellano (kastiliansk). Accenten er tættere på den, man hører i Caribien og Sydamerika end på den iberiske halvø. Mange engelske låneord har fundet vej i kanarisk-spansk på grund af englændernes store indflydelse. En kniv hedder “naife”, og “choni” betyder udlænding efter det engelske navn Johnny. Også emigranter har bragt låneord fra Caribien og Sydamerika med hjem, fx kalder man en bus for guagua som i Caribien, mens den i Spanien hedder autobus. Fra guanchernes sprog er der næsten kun efternavne og stednavne i brug, selv om man kender ca. 3000 ord fra sproget.

Religion
Så at sige alle kanariere bekender sig til den romersk-katolske tro, og kirken spiller en stor rolle i de flestes liv. Ikke fordi alle er dybt religiøse, men fordi kirken har en vigtig social funktion som samlingssted. Med de store familier og de tætte familiebånd er der en uendelig række af ceremonier, man skal igennem for at få døbt, viet og begravet dem alle sammen. De fleste går i kirke om søndagen – som en del af ugeprogrammet. Og kirken er det centrale udgangspunkt for fiestaen, hvor hele byen er samlet for at fejre sin skytsengel. Alle er med til påskehøjtidelighederne, hvor de store helgenfigurer bæres igennem gaderne.

Erhverv

Lanzarotes indbyggere burde jo have forladt denne bare plet for længe siden, da den var ødelagt af vulkanudbrud, men i stedet udnyttede de situationen. De fandt på at udnytte vulkanasken til at dyrke vin, og den metode er næsten uændret i dag: Man graver en lille gryde og planter en vinstok. Man putter godt med aske om vinplanten. Asken suger fugt om natten og lader planten drikke af det hele dagen, mens solen bager. En vinplante og lidt aske var, hvad de behøvede for at lave den dejligste MalvasiavinMalvasiavin. Vinen får en særlig sød smag på grund af asken, siger kendere. I dag planter man ofte i et stort traktordæk, som giver planten ly for vinden, i stedet for at grave en gryde. Den gik oprindeligt sin sejrsgang over hele verden under navne som Malmsey og Canary Sack. Den blev nydt i de fineste kredse, i danske herskabshjem gik den under navnet kanariesekt. Holberg bruger i »Jeppe på Bjerget« udtrykket »kanaljesek« – et udtryk, der stadig bruges den dag i dag. Det var øgenavn for kanariesekt, den fine vin fra De Kanariske Øer. Kanarie-vin var så eftertragtet, at vinstokke blev sejlet til Amerika, derfor stammer de fleste sydamerikanske vine fra De Kanariske Øer. Den tunge vin blev siden udkonkurreret af fransk og portugisisk portvin og madeira, og først i de senere år er der igen kommet gang i gode kvalitetsvine.

Ellers har Lanzarote haft nogenlunde samme erhvervsudvikling som de øvrige kanarieøer, men man har været særlig heldig med vinproduktion og en stor produktion af kaktuslus. Lusen bruges som naturligt farvestof, og det blev især på Lanzarote en stor indtægtskilde, indtil kunstige farver vandt frem. Desuden var øen centrum for saltudvinding til hele Europa før køleskabet og køleskibet, da alle var stærkt afhængige af saltsaltudvinding til konservering. Man kan stadig se nogle af de firkantede, flade mosaikker i landskabet, hvor saltet blev udvundet af kondenseret havvand. Det meste af Costa Teguise og det femstjernede hotel »Las Salinas« er bygget direkte på en gammel saltmine. Der produceres stadig 15.000 tons salt om året på Janubio i sydvest. Det er ca. en tredjedel i forhold til for 40 år siden. Tidligere lå der ved fabrikken en havn, hvorfra saltet blev udskibet, men den er ødelagt af vulkanudbrud.

Fiskeri foregår fra små kuttere fra Arrecife. Hovedfangsten er tun, sardiner og blæksprutter. Men man er ikke ret gode til det, så trods al det hav må man importere spisefisk. Derfor er prisen på fisk høj. En analyse i 2003 viste, at fisk på Lanzarote er 35 pct. dyrere end på det spanske fastland. Der gøres store anstrengelser for at uddanne og udbygge fiskeindustrien, så fiskerne kan tage længere ud og fange nok til at dække hjemmebehovet.

Turismen er Lanzarotes hovedindtægtskilde. De kom lidt senere til Lanzarote end til Gran Canaria. For danskere var øen i mange år nærmest synonym med sport. Ingen skulle til Lanzarote uden ketsjere og kondisko. Man kom for at træne eller smide fedt. Imaget som kondi-ø skyldtes den nu afdøde danske rejsekonge og pastor Eilif KrogagerKrogager, Eilif, der under stor medie-opmærksomhed etablerede fitnesscenteret La Santa Sport (nu Club La Santa) her. Alligevel har andre end sports-fans vovet sig af sted, og de har meldt glædestrålende tilbage, at man kunne gå i dagevis uden at se en kondicykel, og de eneste, der svedte voldsomt, var folk, der gravede i haven. Resten havde det bare dejlig varmt.

Lanzarote har derfor oplevet et boom af danskere, der bliver overrasket over vejret, der er bedre end på Gran Canaria. Antallet af turister er de senere år steget, ikke mindst fordi det er lykkedes myndighederne at bevare øens særpræg. Man undgår stadig højhuse, og selv feriebyerne holdes i de traditionelle farver: hvide mure og vinduer og døre i grønne farver, der passer i landskabet.

Samlet har De Kanariske Øer i dag 11 mio. besøgende turister. Det er 22 pct. af hele Spaniens turistantal. Ca. 150.000 danskere besøger øerne årligt.

Uddannelse
For bare 40 år siden var halvdelen af befolkningen analfabeter, i dag kan stort set alle læse og skrive på grund af en stor satsning på uddannelse efter Francos fald. Der er 8 års skolepligt. Alle børn går i skole fra kl. 9-13, kun de ældste vender tilbage til skolen efter frokost og tager et par timer til. Der arbejdes på at ophæve siestaen for skolebørn, fordi mange mener, at eleverne lærer for lidt. Folkeskolen er gratis, men familierne betaler selv bøgerne. Efter folkeskolen kan de gå tre år på ungdomsuddannelse som i Danmark. Herefter kan de tage de fleste universitetsuddannelser på det velrenommerede universitet i La Laguna på Tenerife, eller visse uddannelser på filial-universitetet på Gran Canaria. For at undgå at de unge skal rejse fra Lanzarote for tidligt for at uddanne sig, er der sket en stor udvikling med fjernundervisning, så man kan blive undervist hjemme.

 

Politik

Kongeriget Spanien består af 17 autonome regioner - selvstyrende enheder. De Kanariske Øer er en af dem, kaldet Canarias. Enheden er delt i to provinser, hvoraf den ene består af Lanzarote, Fuerteventura og Gran Canaria, den anden består af  Tenerife, La Palma og Hierro.

Parlamentet er Kanarieøernes lovgivende forsamling, med sæde i Santa Cruz de Tenerife. Der er valg hvert fjerde år – næste gang i 2007. Små øer som Lanzarote har mindretalsbeskyttelse, så et flertal af parlamentsmedlemmer fra øen kan udskyde parlamentets beslutninger, hvis de mener, at de vil skade deres Lanzarote. Der nedsættes en regering, og parlamentet vælger en præsident, som dog officielt udpeges af Spaniens konge.

Lanzarote er styret lokalt af et Cabildo, som der er valg til samtidig med parlamentsvalget. Desuden er øen delt op i kommuner, der har borgmestre og byråd.

Nationalt er der direkte valg til parlamentet i Madrid, Cortes Generales. Hver provins vælger syv deputerede. Derudover vælger Lanzarote en senator. I Madrid samler de folkevalgte fra Kanarieøerne sig i Coalicion Canaria (CC). De ser bort fra ideologi og stemmer sammen, når det kan gavne øerne. Koalitionen har ofte været tungen på vægtskålen i spansk politik - og det har kastet en del af sig til øerne, fx flere kostbare vandprojekter.

 EU har haft Spanien som medlem siden 1986, men Kanarieøerne har haft særstatus som ”perifært” område og senere en række forbehold indtil 2001. De er stadig ikke en del af ”det indre marked”. Det er grunden til, at man stadig kan handle toldfrit, og at man ikke kan benytte den blå udgang i lufthavnen, når man kommer hjem, selv om man egentlig kommer fra et EU-land.

Kunst og kultur

Som knudepunkt for skibstrafik mellem kontinenterne har kanarieøerne altid været modtagelig for påvirkninger langvejs - meget hurtigt. Tidens mode i Spanien eller i England nåede lynhurtigt hertil. I dag behøver de ikke engang at vente på både med bananer, nu kan de se det hele i tv. De er moderne mediemennesker med fjernsyn og internet, så de er stadig lige hurtige til at tilegne sig nutidens mode, ofte hurtigere end i Norden. De mange påvirkninger har betydet, at stilarter inden for kunst og kultur er repræsenteret op gennem tiden. Ganske mange store kunstnere kommer fra kanarieøerne, men de er mest kendt i Spanien og Sydamerika. 

Om få år får Lanzarote ny koncert- og kongrescenter tegnet af den danske arkitekt Henning Larsens Tegnestue. Henning vandt en international konkurrence om byggeriet i samarbejde med den spanske arkitekt Carlos Morales. Koncert- og kongreshuset bliver på 15.000 kvm med flere sale og kommer til at ligge ved strandpromenaden i Arrecife, øens hovedstad. Bygningen er inspireret af øens vulkanske landskab og bliver et markant, kulturelt fikspunkt på Lanzarote. Projekteringen går i gang i år og ventes færdigt i 2013.

Musik og dans
Lunas Rotas. Hvis man overhovedet kender til populær musik fra De Kanariske Øer, så kender man den. Rosana Arbelo fra Lanzarote hittede med den i 1997, og den gik sin sejrsgang over hele Europa. Hendes musik har faktisk elementer af den traditionelle kanariske musik i sig. Mere traditionel kanarisk musik er et sammensurium af spanske, sydamerikanske, vestindiske, mauriske og guanche-rytmer, og den har store variationer fra ø til ø. Den spilles i reglen af orkestre med både voksne og børn, og indtil man vænner sig til det, lyder det, som når man trækker en kat i halen. Der er dog mere fredelige variationer. Det mest kanariske instrument er den femstrengede timbalo, det ligner en lille mandolin med rund ryg (oprindeligt blev de lavet af skildpaddeskjolde).

I dag danser kanarierne som alle os andre. Men de træder dog hyppigere de gamle folkedanse, end vi gør, f.eks. ved fiestaer. Man danser canario, en kædedans med recitationer fra en dansemester, derefter slår den over i hurtig rytme, hvor kæden brydes, og danserne danner par, som trykker sig tæt ind til hinanden. I det hele taget var kanariske danse yndede ved hofferne i Europa, fordi de var så vovede.  Dansen tajaraste menes at stamme fra guancherne. Den indledes monotont, men slår med ét om og bliver vild og fyrig med kastagnetter og olé-råb.

 

Litteratur
Den første forfatter fra øerne, der blev nationalt kendt, var José de Viera y Calvijo (1731-1813), en poet, som skrev omfattende historiske værker. Tomás de Iriarte (1750-1791) var også poet, men huskes bedst for sine teaterstykker, der stadig opføres. Mest berømt af alle kanariske kunstnere er dog Benito Pérez Galdós (1843-1920), som regnes for en af Spaniens betydeligste forfattere gennem tiderne. Han voksede op på Gran Canaria, men flyttede til Madrid som 19-årig for aldrig siden at vende tilbage. Han skrev 46 historiske romaner og har nærmest samme status i Spanien som vores H.C. Andersen.

Billedkunst og design
Man lægger mærke til den store interesse for skulpturer, når man bevæger sig rundt på øerne. Næsten alle rundkørsler er pyntet med enorme skulpturer, der fortæller noget om områdets historie. Næsten alle byer har små gallerier. Et par moderne kunstnere har slået igennem.

Arkitektur
Europas moderne stilarter kom hurtigt i brug i rigmændenes prægtige huse og paladser, for penge havde de nok af. De fleste byer har derfor bygninger, der ikke står tilbage for europæisk pragt fra 1700-tallet og frem. Der er strålende eksempler på spansk kolonistil med de karakteristiske træbalkoner, men alle stilarter er repræsenteret: barok, gotik, renæssance og den karakteristiske mudejar, som er helt speciel for Spanien. Stilen stammer fra de muslimer, der boede i Spanien under den kristne erobring i 1200-tallet. Mudejar var øgenavnet for muslimer, der samarbejdede med de kristne. De muslimske håndværkere fortsatte med at udvikle deres stil, men iblandede den kristne. Den er karakteriseret ved geometriske figurer, hesteskoformede arkader, brug af kakler, træudskæringer, stuk og smukke blotlagte trælofter, der bærer tegltag. Samtidig udviklede kanarierne deres egen stil, der er en blanding af andalusisk og portugisisk med elementer fra den koloniale barok. I de senere udgaver kaldet neo-kanarisk, hvor man mere ser sig mere henført til Sydamerika og Mexico end Spanien.

Den almindelige kanariers bolig er meget enkel. Man går ikke så meget op i boligen, for man opholder sig alligevel udendørs det meste af tiden. De bedre stillede har større byhuse omkring en lille gård med et kølende springvand. Er der råd til det, får 1. salen en lille balkon med fint udskårne trægitre. Husene er som regel hvidkalkede med grønne, blå eller brune døre og vindueskarme, hvis folk ellers husker at male dem. Før i tiden skulle man først betale skat, når huset var helt færdigt - derfor undlod mange at give huset det sidste penselstrøg. Den skattefrihed er forlængst ophævet, men man må stadig gennemføre kampagner for at få folk til at male husene færdigt. Mange er stadig så mageligt anlagt, at de nødigt maler husets gavle, for det kunne jo være, at der blev bygget et hus på siden senere, og så har det jo været et forfærdeligt spild af tid. I 1960´erne blev de fleste kanariske øer ramt af et byggeboom, hvor det hellere skulle gå stærkt end ordentligt til. Der kom masser af fantasiløse højhusbyggerier i feriebyerne, men i de senere år har man fået stoppet det ved at stille højere krav til nybyggeriers kvalitet og arkitektoniske udtryk. På Lanzarote lykkedes det delvist for arkitekten og kunstneren César Manrique at få indført regler om, at man skal være tro mod den oprindelige byggestil og tage hensyn til landskabet.  Han fik indflydelse på byggerier over alt på De Kanariske Øer. Læs om ham under menupunktet: Lanzarotes bygmester.

Kunsthåndværk
Kanarieøernes kunsthåndværk går mange hundrede år tilbage, især inden for broderi og keramik. Man er så dygtige til broderi, at der ofte er bud efter lærere fra De Kanariske Øer til store broderilande som Japan og Italien. Keramikkunsten stammer tilbage fra guancherne. Da de ikke havde opfundet hjulet, kunne de af gode grunde ikke dreje, så de brugte ”pølse-metoden” til at skabe imponerende krukker og vaser, der var ligeså tynde i skallen som drejede lerting. Mange keramikere på øerne viderefører den noget besværlige guanche-teknik den dag i dag. De keramiske fade og skåle glaseres i farvestrålende mønstre, hver ø har sit eget særlige mønster. På Lanzarote har man tradition for små keramiske figurer som tegn på kærlighed. En figur forestiller en nøgen mand med en meget stor tissemand, den anden forestiller en nøgen kvinde. Når to forelsker sig, giver de hinanden en figur som forlovelsesgave, og figurerne bliver så bragt sammen, når parret bliver gift. Træskærerarbejder havde gode kår, fordi skibene fra Amerika bragte alskens eksotiske træsorter til øerne. Det var billigt, ofte gratis, og en nem måde for talentfulde fattige at skaffe sig en levevej, og som man kan se i byerne, var der stor efterspørgsel efter træskærerier til at udsmykke huse og balkoner. Håndlavet glaskunst i krystal regnes i dag for en kanarisk kunstart, men den stammer fra Mixtecaz-indianerne i Mexico, der praktiserede den helt tilbage til 200-tallet. Hjemvendte emigranter indførte den på kanarieøerne, og siden er håndværket gået i arv fra generation til generation. På alle markeder vil man se de små dyr eller figurer i glas, der blæses på stedet.

Medier
Øerne er velforsynede med både aviser, radio og tv. De foretrukne aviser er El Pais og El Mundo, fordi de ikke kun er store nationale aviser, men har lokale tillæg, der formidler nyheder specielt om De Kanariske Øer. Derudover er der to store lokalaviser: El Día og Diario de Avisos. Blandt de ti mest solgte aviser i Spanien er der to, der udelukkende skriver om sport, AS and MARCA, også de har stort publikum på øerne. Canal Canarias er den lokale tv-station, der hele dagen sender både nyhedsudsendelser og almindelig underholdning fra kanarie-øerne. Alle udenlandske programmer er eftersynkroniseret på spansk, det gælder også de øvrige nationale spanske kanaler, der kan ses på øerne.

Sport

Kanarierne er vilde med al slags sport, men ikke nødvendigvis som aktive udøvere. De vil ligeså gerne tale om det, og sport er ubetinget det vigtigste samtaleemne på barer og landsbyernes torve.

 

Fodbold er den store passion. Især opgørene mellem de enkelte øer kan sætte sindene i flammer. Både holdene CD Tenerife og UD Las Palmas har i de senere år spillet sig voldsomt ned i rækkerne, hvilket giver nærmest landesorg i dagene efter. Man taler stort set altid om fodbold. Kampene spilles i weekenden, mandag og tirsdag diskuterer man, hvordan det gik, og fra onsdag og frem diskuterer man, hvordan det vil gå i den kommende weekend. Man holder ofte med to hold, det lokale hold og så et landsdækkende. På kanarieøerne deler man sig mellem Real Madrid og Barcelona. Også mere ubetydelige kampe følges intenst på storskærme, der er stillet op på pladser og i barer. Der er særlige fodboldskoler, hvor særlig talentfulde drenge kan blive optaget i en ung alder.

Brydning er kanariernes nationalsport, men i en særlig kanarisk variant: lucha canaria. Den stammer tilbage fra guancherne, der brugte brydning til at løse problemer, også de internationale. Hvis to kongedømmer ikke kunne enes, udpegede hvert kongedømme et hold brydere, der kæmpede. Vinderholdets land fik så ret. Det var meget billigere end krig og svinede ikke. Erobrerne tog sporten til sig, og den blev spredt til det meste af Spanien og Sydamerika. Man har forsøgt at få den optaget som olympisk disciplin, men uden held.

Brydning finder sted på særlige stadions, luchaderos. Inden for en aftegnet ring, terrero, på 9 m i diameter, gælder det om at vælte modstanderen omkuld og få ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne. Bryderne i de højere klasser er nogle ordentlige bamser, der minder en del om sumo-brydere.  De kæmper i hold på 12, men kun én fra hvert hold bryder ad gangen. De to brydere tager fat i hinanden shorts og så gælder det om at få væltet den anden. De bryder i tre omgange bregas, og den der har fået sin modstander i jorden to gange, har vundet. Taberen forlader sit hold, og to nye brydere går i gang. Når et hold på den måde har mistet alle sine brydere, har det tabt, og det andet hold er vinder. Det ser ret enkelt ud for udenforstående, vælt manden!, men der er hundredvis af greb, meget komplicerede regler og et utal af muligheder for point. Kanarierne elsker sporten, og den er fast underholdning ved de store fester. Man vil ofte kunne se transmissioner fra brydestævner på den lokale tv-station. Om vinteren er der klubturneringer i byerne.

Stavbrydning, juego del palo stammer fra guancherne. Når gedehyrderne kedede sig, sloges de for sjov med hyrdestavene. Siden blev det til en sportsgren. Man holder på staven med begge hænder og forsøger så at ramme modstanderen, som værger for sig ved at stoppe modstanderens stav med sin stav. Kunsten er at ramme præcist og lade stokken gøre arbejdet, mens kroppen bevæger sig mindst muligt - fødderne skal hele tiden være på jorden. Den, der vælter modstanderen, eller rammer modstanderen med staven, har vundet.

Hanekampe er kanariernes tyrefægtning. Tyrefægtning er aldrig blevet et hit på øerne, fordi var for dyrt at opdrætte tyre eller få dem fragtet hertil. I stedet har hjemvendte emigranter fra Sydamerika introduceret hanekampe, peleas de gallos, og de er populære. Det gælder kort fortalt om at få én hane til at lemlæste en anden hane, og man kan vinde en bunke penge, hvis man har satset på vinderen. Sæsonen varer fra december til maj.

Gastronomi

Hører De Kanariske Øer til Europa eller Afrika? Det kan man skændes længe om, men ikke i køkkenet, for der hører de til begge kontinenter. Spanske, portugisiske og mauriske ingredienser blander sig med afrikanske krydderier og tilberedninger. Man vil ikke kalde det et raffineret køkken, men især de sammenkogte retter er gjort til noget af en kunstart. En kanarisk husmor kan tilsyneladende slippe afsted med at blande hvadsomhelst og alligevel få ganerne til at synge. Man spiser al slags kød, men vil man spise af øens egne produkter, må man ty til kaniner og geder. Fisk vil ofte også være importeret, men derfor kan de godt servere udmærkede fiskeretter, f.eks. hummer, tun, sardiner og sværdfisk.

Enkelte retter stammer fra guanche-tiden. Det gælder gofio, der engang var basisføden. Guancherne malede byg eller rug til grød, suppe eller brød. I dag er det erstattet af hvede- eller majsmel, men det kan opleves på menukortene, oftest som suppe, og det anvendes i en del desserter. Andre retter er kommet til tidligt i forbindelse med den spanske kolonisering, så det har fået sit eget kanariske særkende. Det gælder først og fremmest de særlige kanariske kartofler papas arrugadas, der dyppes i saucen mojo kanario.

De særlige kanariske sammenkogte retter omfatter klassikere som:

Potaje kanario: Fyldig grøntsags- og kødsuppe med spaghetti, kål, ærter, gulerødder og kødstykker. Serveres også kold som punchero.

Sancocho kanario: Stuvning af tørret fisk, søde kartofler og løg, som hældes over med mojo kanario.

Cernada: Saltet fisk, stegt svinekød med mojo..

Garbanzo compuesta: Ærtestuvning med små pillekartofler.

Hvis man ikke er til sammenkog, så prøv den hvidløgspanerede kylling. Den er mums.

Men man er også i Spanien og vil derfor også finde masser af traditionel spansk mad. Det gælder ikke mindst paella tilberedt i en stor jernpande med safranris, ærter, rød peber, kylling, jomfruhummer, muslinger, ja, man kan næsten sammensætte sin egen paella, som man sammensætter en pizza. Gazpacho, kold suppe med tomater, agurker, paprika, løg og hvidløg er ideel til en hed dag. Og over alt kan man spise tapas.

 

Oste fremstillet af gedemælk er en anden kanarisk specialitet, queso de cabra. Alle øerne har deres helt specielle opskrift. Prøv f.eks. queso de flor, der under modningen krydres med tidselblomst.  Til dessert er der virkelig brug for den søde tand. Der er mange gode hjemmeproducerede honning med forskellig smag afhængig af. hvor højt produktionen foregår i bjergene, og der er specialiteter som:

Turròn de gofio: Konfekt af gofio, mandler, honning, majs og figner.

Plátanos flambés: Bananer flamberet i cognac og serveret med sød sauce.

Frangolio: Sød sag af mælk og majs.

Vin har været dyrket på øerne altid. Det har været nede i en bølgedal, men der er kommet ny begejstring i branchen de senere år.  Rødvinen Tacoronte Acentejo fik en international pris i 2002 og smager fortryllende. Det gør også den røde landvin fra Icod, og Mazo fra La Palma. I hvidvin kan man kikke på en Flor de Chasna fra Abona eller den ret gullige fra El Golfo og Taibique på Hierro. Generelt er rosé-vinene meget fine. Øerne har især været kendt for Malvasá og Muskateller, som er ret sødlige. Den lokale vin præsenteres som vino del pais - og ofte i lerkander. De noget dyrere rød- og hvidvine fra det spanske fastland er repræsenteret ved de kendte distrikter Rioja, Valdepeás, Navarra og Penedeés. Sangria er en populær, læskende punch, der smager som saftevand, men slår, som en hest sparker. Den mikses af rødvin, cognac, mineralvand, citron, is og lidt sukker, eller hvad man nu har i huset. Hver bar har sin egen opskrift. Sherry nydes både før og efter middagen. Den findes i tre hovedtyper: den tørre og lyse fino, den lidt mørkere og kraftigere amontillado og den mørke, søde oloroso. Kaffe på barer og cafeer kommer normalt i tre varianter. Café solo er en stærk espresso i en lille kop, cafè cortado brygges som espresso med en lille smule mælk, og cafè con leche er en stor kop eller glas kaffe med meget mælk. Man kan også spørge efter en cafè - aleman, filterkaffe som derhjemme. Eller hvad med en carajillo, en café solo med et skvæt spiritus i?

De mest populære lokale pilsnerøl er Mas og Dorada, og de er glimrende. Al spiritus er billigt både på barer og i butikker. Vil man have noget lokalt, skal man drikke rom, som fremstilles på sukkerrør. På flere af øerne laves også en særlig rom, ron con miel (rom med honning). Det siger sig selv, at den er sød, men med et par isterninger har den en fin og raffineret smag. Prøv også øernes mange spændende frugtlikører - fx dem, der er fremstillet på banan, mandariner og kaffe. Den spanske cognac (coñac) er også værd at prøve

Geografi og natur

Geografi
Lanzarotes golde landskaber er i geologisk forstand sprit-nye. Først i 1730 eksploderede øen. Vulkaner dukkede op ad jorden og buldrede løs i seks år og forvandlede store dele af den til det månelandskab, vi kender i dag. 174 km2 blev dækket af lava, og da meget lava væltede direkte ud i havet, blev øen gjort betydeligt større af udbruddet. Igen i 1824 var der udbrud, der begravede endnu flere frugtbare dele af øen i tyk lava.

Men det var ikke de første vulkanudbrud. Lanzarote er formentlig født som vulkan ligesom de andre kanariske øer.

De Kanariske Øer, der består af syv større beboede øer og mange ubeboede småøer. Samlet udgør øernes landareal 7447 km2 – som Sjælland. De tilhører den makaronesiske øgruppe, sammen med Azoerne, Cape Verde og Madeira, der alle er dannet af vulkansk aktivitet. Den kanariske øgruppe består af Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote i øst og Tenerife, Gomera, La Palma og Hierro i vest. I udstrækning måler øgruppen 500 km fra øst til vest og 200 km fra syd til nord. Den korteste afstand til Sahara er 115 km. Lanzarote er ca. 20 mio. år gammel og er sammen med Fuerteventura de ældste i øgruppen, Gran Canaria er kun ca. 15 mio. år gammel. Øerne er kommet sprøjtende op ad jordens indre, og det fortsætter. Man har allerede navngivet den næste ø, der vil opstå, Las Hijas, men rejsebureauerne må have lidt tålmodighed, for den dukker først op om to mio. år.

Der er to teorier om, hvordan øerne er opstået. Den ene er, at øerne blev skubbet op af havet, fordi den afrikanske kontinentalplade trak sig væk fra den sydamerikanske. Den stødte mod Afrikas kyst, hvorefter havbunden nærmest blev skubbet op som en harmonika. Og toppen af harmonikaen er altså De Kanariske Øer. De mange vulkaner skyldes, at det nye landskab flere steder har en skrøbelig jordskorpe, og det har givet adgang for jordens brændende indre, som så har formet øerne. Den anden teori bygger også på, at kontinentalpladen rykker mod Afrika. Sådan en plade har varierende tykkelse. 3000 km nede i undergrunden er der et punkt, som er ekstremt varmt – et såkaldt hot spot.  Når tynde steder på kontinentalpladen passerer over det, trænger den flydende bjergart, basalt, op. Når den størkner lægger den sig enten som lava eller som en finkornet, sort sandtæppe. Hvor der ikke har været vulkanudbrud i en lang periode, ligger kun basalten tilbage som et tykt, mørkt tæppe. Disse undersøiske vulkaner er eksploderet og vokset utallige gange, indtil de til sidst er nået op over havoverfladen og har dannet en ø. Det passer med, at øerne er dannet efter hinanden med millioner af års mellemrum. Og derfor kan man regne ud, at der må komme en ny ø vest for Hierro, ligesom man så må formode, at Fuerteventura en dag braser ind i Afrika.

Gennemsnitstemperaturen ligger på 19 grader om vinteren og 24 grader om sommeren. Kun få dage om året kommer temperaturen ned under 15 grader om dagen, da vil man se kanarierne skutte sig i kæmpe uldtrøjer. Man kan komme ud for dage med den hede ørkenvind fra Sahara, sciroccoen. Den lægger et sandtæppe over øerne i et par dage ad gangen. Man kan mærke, at det knaser i tænderne, for det er ikke skyer, men sand der dækker himlen.

Planter
Alle øerne var dækket af tæt, frodig skov og en fantastisk frodighed af blomster og planter, da spanierne ankom. Men de skulle bruge bunker af træ til skibe og huse, og produktionen af sukker krævede store mængder brænde. Der blev drevet rovdrift på skovene, og landskabet har derfor visse steder udviklet sig til ørken. Øerne har desuden lidt af utallige skovbrande gennem tiden - og gør det stadig. Trods afskovning er der dog stadig frodigt. Den kanariske biolog, Antonio Machado, påstod i en afhandling i 1998, at kanarieøerne er det eneste sted i verden, hvor menneskets adfærd har betydet en øget biologisk forskellighed. Han mener, at der er 23.000 forskellige plantearter på øgruppen, heraf 3760 endemiske (dvs. at de har deres oprindelse her). Den mere almindelige antagelse er dog, at der er ca. 2000 arter på øerne, hvoraf ca. halvdelen er endemiske. Under alle omstændigheder er der nok at se på. Vejkanterne er prydet med agaver og duftende kaprifolier. Og så er der ellers alt, hvad hjertet begærer - afhængigt af, hvor højt op på øerne, man bevæger sig.

Dyreliv

Lanzarotes dyreverden har ikke samme artsrigdom som floraen. Der er ingen farlige dyr på øerne - ingen slanger. Af vilde pattedyr findes der kun kaniner, flagermus og rotter. Derudover er der naturligvis hunde. Presa canario kan være efterkommere af de hunde, som romerne mødte og måske opkaldte øerne efter. Men den er snarere indført af spanierne, hvorefter den er fremavlet med de gamle guanchehunde. Det er en vagthund, ikke særlig nuttet, men vældig effektiv. Der er mange flagermus på øerne. Blandt andet den særlige kanariske variant Orejudo kanario. Overalt vil man høre den hvislende lyd af firben, der smutter i skjul mellem klipperne.

Fugle
Der er hundredvis af fuglearter året rundt, også uden at medregne de mange papegøje-arter i Palmito Parque. De frie fugle bruger øerne som stoppested på træk til og fra Afrika for lige at få pusten. Antallet af standfugle er opgjort til ca. 70 arter. De fleste fugle ses i skovområderne. Her kan man se laurbærduen, Bolles Due, gransangere, gribbe, fuglekonger, høge og tårnfalke. I fyrreskovene er der blå bogfinker og spætter. Af havfugle ser man ofte skråper og stormsvaler, og i åbent land er der kanariske piber, sangfugle og mursejlere. De mange solsorte er årsagen til de mange ildelugtende ansjoser, som hænger på markerne. For bønderne sætter ikke pris på fuglene, og fuglene sætter til gengæld ikke pris på ansjoser. Kanariefuglen er den mest berømte fugl på øerne, men synet af den originale fugl, som lever vildt i disse egne, vil skuffe de fleste. For i naturen har fuglen en kedelig, grågrøn farve, og den synger ikke udpræget smukt. De kanariefugle, vi kender fra bur, er resultatet af mere end 400 års opdræt og tilfældige mutationer.

Insekter
Der er mange sommerfugle - i alt en snes forskellige arter på øerne, bl.a. den flotte Danausplexippus, der først kom hertil for godt 100 år siden.  I den mindre fornøjelige ende af dyreverdenen findes kakerlakkerne cucaracha, der finder vej ind på selv de dyreste hoteller. Disse hurtige og i øvrigt helt uskadelige biller stortrives i de varme omgivelser.

Havet


Havet omkring De Kanariske Øer er ret koldt i forhold til, at det er så tæt på troperne. Derfor er der f.eks. meget få koralrev. Men flotte fisk er der alligevel, omkring 350 arter, heraf fem endemiske. Blandt de smukke er papegøjefisk, trompetfisk og kardinalfisk. Dertil en række spisefisk, bl.a. tun, havål, flyvefisk og blæksprutter. Af mere eksotisk liv på havbunden kan nævnes:

Pigsnegle - Murex trunculus – af bløddyret kunne man udvinde farven purpur, som var forbeholdt kongelige klædedragter. Især i antikken var den særdeles eftertragtet og lå i værdi på linie med perler og guld. Der gik 12000 pigsnegle til 1,4 gram farvestof.

Muræenen er en rovfisk, der gemmer sig i huler og grotter og kan blive op til 3 m lang. Den er aggressiv og bider, hvis den bliver angrebet. Det sker dog sjældent for mennesker. Den har ikke gifttænder, men det er slim og blod fra fisken, der kan give voldsomme infektioner.

Søheste kan blive fra 5 til 30 cm og lever tæt på kysterne, hvor de bruger deres hale til at holde fast i tang. Hunnen lægger sine æg i en lukket rugepose hos hannen.

                     

Størst opmærksomhed er der om hvaler og delfiner. I øjeblikket er der en registreret bestand på 200 delfiner, 60 af dem holder til her permanent. De er fordelt på 26 arter, hvoraf de mest kendte er:

Kortluffet grindehval - globicephala macrorhynchus – (spansk: ballenas pilotos). Der er ikke tale om helt den samme grindehval, som vi kender fra Nordatlanten. Den er nemlig langluffet.

Øresvintursiops truncatus – (spansk: tursiones)er den mest kendte delfin, Flipper-typen. Det er dem, der ser ud til at grine hele tiden. De er blandt de største, kan blive 4 m lange og lever i grupper på 15-30.

Kaskelothvalen – Physeteridae – (spansk: cachalotes). Den kan måle op til 18 m og veje 57 tons. Den har verdens største hjerne, beskyttet af et hoved, der udgør næsten 1/3 af kropsvægten. Hovedet er fyldt med en særlig fin slags fedt, som man brugte til at fremstille stearinlys og medicin. Det engelske navn har den fået, fordi man troede, at olien var opmagasineret sperm, Vi kalder dem også spermacethalver på dansk.

Den amerikanske miljøorganisation Earth Watch har skabt kunstige rev ud for Kanarieøernes kyster for at tiltrække flere fisk og for at holde øje med, om fiskebestandene tager skade af påvirkninger fra turistindustrien. De er særligt bekymrede, fordi der her er levebetingelser, der ligner dem i både Middelhavet, Nordøstatlanten og Caribien. Man mener, at øerne var tilflugtssted for arter, der blev trængt fra havene længere mod nord i den sidste istid. Med vore dages klimaforandringer kan fiskene igen få brug for De Kanariske Øer som tilflugtssted. Derfor skal vandene omkring øerne være i orden.

(C) GG