IntroduktionSanto DomingoDe caribiske strande og SydkystenSydvest og nationalparkerneSantiago og nationalparkernePuerto Plata og Isabella ParkenNordkysten og SamanaVærd at vide - det praktiskeFakta om den Dominkanske Republik

Sydvest og nationalparkerne

Det laveste punkt i landet er en sø med alligatorer, der ligger og dovner på bredden. Barahona er udgangspunkt for udflugter til nationalparkerne, der ikke bare trækker turister til – det er også dominikanernes ferieområde

Af Kenneth Bo Jørgensen
Den sydvestlige del af Den Dominikanske Republik er et af de mest varierede i landet. Her er både bar hed ørken, frodige kolde bjerge, laguner og store søer. Generelt er klimaet både varmere og mere tørt end i nord. Barahona er hovedbyen for udflugter til nationalparkerne,  mens grænsebyen til Haiti Elías Pinã er kendt for de farverige markeder, for haitianske bønder krydser to gange om ugen for at sælge. Områdets største by er San Juan de la Maguana. De færreste byer har nogen nævneværdig turisme, men en lufthavn tæt på Barahona og nye all-inclusive hoteller skal ændre på det. Der er nemlig nok at se på med tre nationalparker og flotte caribiske kyster. Den mest tilgængelige park omfatter saltvandssøen Lago Enriquillo, der har store bestande af alligatorer og en ørkenø lige i midten. Den største park har mest tjørneskov, mens den tredje ved Sierra de Baorucos skråninger omfatter et varieret planteliv med fyrreskov på bjergene.

Området har flere historiske områder, hvor der er foregået store slag mellem haitianere og dominikanere, ligesom der er interessante legender og efterladenskaber fra indianertiden. Den bedste måde at udforske området er i bil eller taxa, men busser og gua-gua´er dækker også nogenlunde hele området. Når man rejser mod vest fra hovedstaden, kører man ad Carretera Sanchez, der i starten nærmest har grønne vægge på begge sider af vejen dannet af sukkerrørsmarkerne. Vejen gennemskæres af jernbaneskinner, som de små lokomotiver bruger til at trække de særlige sukkerrørsvogne helt ud i markerne.

San Cristóbal
San Cristóbal er mere kendt for sin fortid end sin nutid. I dag er det en køn lille by ved floden Rio Nigua, med attraktioner for Trujillo-interesserede. Og så er det denne by, der har givet navn til det berømte våben, San Cristóbal karabineren. Våbnet blev opfundet i 1950´erne af tyskere, som Trujillo hentede hertil for at opbygge landets forsvar. San Cristóbal karabinen var et af de bedste af sin art og udgjorde en stor eksportartikel til andre diktatorer i Sydamerika.

Byen er udmærket til en formiddagstur fra hovedstaden eller et frokoststop. Det er en travl handelsby med 160.000 indbyggere med det meste byliv centreret om Parque Central, hvor byens rådhus med klokketårn står. Tidligere har byen flere gange været noget nær centrum for begivenhederne. Den er opkaldt efter de fæstningsværker, som Bartolome Columbus opførte i 1500 tallet for at beskytte guldreserverne ved flodens udmunding. Han opkaldte dem efter sin bror, Christoffer – Cristobal på spansk. Den nuværende by er først bygget i 1800-tallet, og her blev landets første grundlov underskrevet, 6. november 1844. En mindeplade med navnene på underskriverne kan ses på byens rådhus.

Byen voksede, da Rafael Trujillo blev diktator, for det er hans fødeby, og den fik af den simple grund alle mulige ærestitler og var nærmest national helligdom i 30 år, Der blev konstant ødslet statslige midler til projekter i byen, herunder masser af bygninger. Trujillo omdøbte den ved lov i 1939 til Den Fortjenstfulde By, og det fortjenstfulde bestod naturligvis i, at han var kommet til verden netop her. Navnet gik hurtigt af mode, da han blev skudt. Trujillo havde mange residenser i byen, det mest prangende var Castillo del Cerro på bjerget med udsigt over hele byen. Men også kirken og torvet Plaza Independencia er hans værk. De fleste seværdigheder findes omkring Parque Central. Ikke mindst kirken:

Parroquia de Nuestra Sneora de Consolacion, åbent 6-8, 17.30-20
Trujillo sparede ikke på noget, da kirken blev opført, for han havde den længe som favorit til sidste hvilested for sig selv og den øvrige familie. Den er opført tæt på det sted, hvor hans fødehjem engang stod, en mindeplade uden for kirken viser hvor. Hans familiegravsted er der stadig bag et smedejernsgitter, men uden Trujillo selv. Efter attentatet mod ham blev han lagt på lit de parade i kirkens kælder og var klar til at blive lagt i den sarkofag. Men de lokale protesterede voldsomt, og til sidst blev hans lig skibet af til Frankrig, hvor resten af hans familie blev sendt i eksil. Kirken er bygget i art deco stil med flotte hvide marmordekorationer og malet i en farvestrålende okker. Den kostede næsten 30 millioner kroner i 1946. Den spanske maler José Vela Zanetti har dekoreret kirken, samme arkitekt der har dekoreret monumentet i Santiago og FNs bygning i New York. Trujillo fik lavet en særlig pompøs kirkestol til sig selv, den står der stadig foran mahognialteret. Hver af de to tårne er kronet med smukke hvide engle.

Casa de Caoba, 5 km nordpå på vej mod La Toma, entre.
Mahognihuset var et af Trujillos foretrukne opholdssteder, når han var i sin fødeby. Det ligger på en bakke med flot udsigt over området - langt smukkere end det store slot på bjerget, som han senere fik bygget. Det er næsten lavet alene i mahogni. Efter diktatorens død forfaldt det, og siden er der gjort forsøg på at omdanne det til restaurant. Under renoveringen lod man store dele af træværket erstatte af beton, derfor er det ikke blevet den attraktion, man håbede på. Nogle km nord for huset fik Trujillo bygget et særligt badekompleks til sig selv, men i dag kan alle benytte Balneario La Toma.

 

Palacio del Cerro, på højdepunktet vest for byen.
Trujillos imponerende fæstningsagtige palads var et overflødighedshorn pyntet efter alle kunstens – og ikke nødvendigvis den gode kunsts – regler, da han fik det opført i 50´erne. Slottet på Bjerget kostede skatteyderne 25 millioner kroner, men han boede her aldrig. For ved indvielsen kom en ambassadør til at sige sin ærlige mening til diktatoren, nemlig at slottet var ganske rædsomt. Den forfængelige diktator ville for alt i verden ikke forbindes med dårlig smag, så han understregede, at det var en folkegave, og at han intet havde haft med det at gøre – og heller ikke ville få det. Desuden kunne man aldrig få slottets elevator til at virke. Blandt ægte kunstværker inde i huset er der flere vægmalerier af den spanske kunstner Vela Zanetti.

Der er endnu ikke adgang til huset, der skulle være et sandt rædselskabinet i dårlig smag. Det husede ofre for orkanen i 1979, og siden har man forsøgt at gøre det i stand. Så måske en dag kan man komme ind og få et billigt grin.

Shopping: Byens marked ligger på Calle Padre Brown. Især velassorteret musikudbud.

Fra San Cristobal kan man tage en lille afstikker til den lille by Nigua 11 km sydpå. Her er en strand, men også to sukkermøller fra kolonitiden. Boca Nigua er næsten som i gamle dage, da den blev drevet rundt af æsler, som så fik de store kværne i gang. Imellem kværnene blev rørrene knust, så man kunne koge saften til sukker og rom. Den anden mølle er Diego Caballero kort derfra. Den er ældre, og der er kun rester af den, men den ligger til gengæld så kønt. Flere plancher fortæller, hvordan sukkerproduktionen fandt sted på sukkermøllerne.

Man kan også tage til Najayo stranden 14 km syd for San Cristobal. Denne strand er sammen med Playa Palenque en af de foretrukne strande for lokale. Især i weekenderne er der mange barer ved stranden, og folk sidder ude i vand til halsen med en drink i hånden.

Baní
Bani er en af landets rigeste byer på grund af en stor produktion af sukker, kaffe, grønsager og salt. Her producerer man også mangoer, som er lidt mindre og lidt sødere end de gængse. Der er masser af smagsprøver i forretningerne i sæsonen fra maj til juli. Byen er opkaldt efter byens flod Rio Bani, der på taínoernes sprog betød byen rig på vand, og netop det vand har været årsag til byens succes. Banís centrum er Parque Duarte, der er en velholdt og nydelig. Man har dyrket sukkerrør i området siden 1500-tallet, men selve byen blev først anlagt i 1763 af omkring 100 immigrant-familier fra De Kanariske Øer. De blev hentet hertil, da Frankrig og Spanien officielt delte øen imellem sig. Man havde brug for at få etableret nye byer mod vest for at forhindre, at franskmændene langsomt åd sig ind på den østlige del af øen. Kanarierne havde stor succes med at udnytte de nærliggende saltsøer til saltproduktion, og de var mestre i at avle geder. Desuden satte de en eksport i gang af mahognitræer. En brand ryddede byen i 1882, hvorefter man fandt man på at importere teglsten fra Frankrig. De blev lagt på alle de nye bygninger i byen, og man kan stadig se dem på nogle af de gamle victorianske huse. Derfor kalder man stadig teglsten for franske sten.

Byen har et berømt bysbarn, General Máximo Gómez y Báez. Han blev født her i 1836, men flyttede senere til Cuba for at blive landmand. Her gik han ind i frihedsbevægelsen og var fra 1868 til 1878 leder af de cubanske revolutionsstyrker, der til sidst smed Spanien ud. Han døde som nationalhelt i 1905. På gaden med hans navn markeres hans fødehjem, Casa de Máximo Gómez. Der er en buste af ham under et cubansk og dominikansk flag i den skyggefulde park omkring hans fødehjem, som der ikke er noget tilbage af. Der er dog et flot gavlmaleri af generalen til hest.

7 km syd for Bani ligger stranden Playa Bani, hvor der er godt drøn på bølgerne. En mere fredelig strand findes 10 km vest i Las Calderas eller på Las Salinas halvøen opkaldt efter saltbassinerne, hvor man udvinder salt fra havvandet. Især den sidste strand er meget populær blandt windsurfere.

San José de Ocoa
Hvis der er tid til det, kan man tage en afstikker ind i landet 12 km efter Bani ad Carretera 41 til San José. Byen ligger køligt i 2 kms højde ved de lavere skråninger af Cordillera Central. Turen har mange flotte scenerier ud over bjerglandskabet. Der bor 70.000, der er beskæftiget med landbrug og handel. Især dyrker man frugt og grøntsager og er kendte for fine figner og kartofler. Den centrale plads er nærmest en tropisk jungle med masser af træer og buske. I træerne er der store fuglehuse, befolket af hvide duer. Der er ingen særlige turistattraktioner i byen, men den er et behageligt stop, fyldt med helt almindeligt dominikansk folkeliv.

Tilbage på Carretera Sanchez kommer man til den lille by Hatillo ved foden af El Número. Den var i 1849 kampplads for det sidste slag mellem dominikanere og haitianere. Haiti fik så mange tæsk, at de aldrig siden har forsøgt at invadere Den Dominikanske Republik. Fra den lille by kan man på grusvej køre til Ocoa-bugten, hvor der er stille vand og flotte koralrev. Palmar de Ocoa ud til kysten er meget besøgt af folk, der vil på dybhavsfiskeri.

Azua de Compostela
Azua ligger i et tørt og varmt område, en del er frodigt, men store dele af det er blevet udpint gennem årene af overdreven dyrkning af frugt. Der er stadig en stor produktion af meloner. Da den ligger ca. halvvejs mellem hovedstaden og grænsen, tager mange et stop her ved det folkerige torv. Der er 80.000 indbyggere. Byen blev grundlagt i 1504 af Diego Velásquez, der kom til øen sammen med Christoffer Columbus´ på hans anden rejse i 1493. Mexicos erobrer Hernán Cortés var borgmester i byen i 1505, indtil de begge tog til Cuba for at nedkæmpe indianerne der. Senere tog Cortés til Mexico og tilintetgjorde det aztekiske rige. Endelig har Juan Ponce de León – Nordamerikas opdager - også boet i Azua. Der er dog ingen mindesmærker for de tre erobrere i byen.

Oprindelig var det en havneby, der lå længere mod syd og var seriøs konkurrent til Santo Domingo. Det var en driftig by, indtil en flodbølge skyllede den i havet i 1791. Man ønskede den genopført på et tørrere sted og flyttede den 15 km nordpå, hvor den er i dag. Der er stadig rester af den gamle by sydpå. Også hertil blev hentet mange kanariske familier for at bygge den op, og det lykkedes, indtil tropper fra Haiti i 1844 brændte det hele ned. Kun 50 seje indbyggere var tilbage. Først da frugtavlere kom hertil, blomstrede den op igen. I Parque Central kan man se et mindesmærke over slaget med Haiti. Der er også et mindesmærke til ære for caciquen Guarocuya, den senere Enriquillo, som tvang spanierne til at indgå en fredsaftale i 1533. Azuas strand Playa Monto Rio er velbesøgt af de lokale, og her finder man ikke nogen former for fred og ro.

Bus: Caribe Tours kører fra Parque Centrale til Santo Domingo og Barahona.

Fra Azua kan man køre ind i landet til San Juan eller videre ad Carretera Sanchez mod Barahona. Når det kan betale sig at besøge San Juan, skyldes det et af de vigtigste fund fra indianertiden.

San Juan de la Maguana
Der blev i 1960´erne postet mange penge i byen, fordi man ville udvikle den til turistdestination – også danske ulandsorganisationer har haft projekter i gang her, ikke mindst med at få infrastrukturen til at virke. Men det er lykkedes aldrig, formentlig fordi den ligger så langt fra de attraktive strande. De 130.000 indbyggere lever primært af produktion af tobak, ris og bananer. Byen blev etableret først i 1600-tallet. Navnet er en sammentrækning af San Juan (Johannes Døberen) og navnet på den taino-stamme, der boede her: Magunana indianerne. Til daglig kaldes den blot San Juan. Dens skæbne har været præget af grænsestridigheder med Haiti. I 1845 blev den brændt ned til grunden af haitianske soldater

Byens trækplaster ligger 7 km nord for byen på vej mod Juan de Herrera:

El Corral de los Indios. Det er en samling sten i en cirkel omkring en gravsten med udskåret ansigt. Man mener, at det må have været et meget centralt mødested for taínoerne. Enten har det været et tingsted, hvor de ældre diskuterede dagens problemer, eller også har det været et religiøst sted, hvor man udførte forskellige ritualer. Spanierne brugte indhegningen til at vise deres heste frem. Fortsætter man videre ad San Juan Dalen kommer man til grænsebyen Elias Pina.

Elías Piña
Byen kaldes også Comendador og er grænseby mod Haiti. Overgangen kan kun benyttes af de lokale. Den eneste grund til at besøge byen er markedsdagene mandag og fredag, hvor haitianerne får lov at krydse grænsen for at deltage på markedet, og det er et både farverigt og betagende syn, når de ankommer i deres strålende tørklæder på æsler. Dominikanerne kommer langvejs fra i gua-guaer for at handle, og gaderne er fyldt med boder, men en bod kan også sagtens være den rå asfalt, som varerne lægges varer ud på. Billige sko, frugter og grøntsager og masser af køkkengrej. Der er meget politi og militær i området, der specielt leder efter narko-smuglere, men de lader som regel turisterne i fred.

Kører man fra Azua videre ad Carretera Sanchez kommer man til nationalparkerne og en fantastisk kystlinie ud til det caribiske hav. Området har stort turist-potentiale, men det er endnu ikke så udbygget med faciliteter som de øvrige turistområder i landet. Derfor er det mest egnet til blive set i bil, og man gør klogt i at fylde tanken op – både med vand og benzin.

For her kan blive meget hedt i ørkenområderne. Fra Azua til Barahona er der masser af kaktus, som efterhånden ændrer sig til frodighed omkring Rio Yague del Sur. På vejen ligger Reserva Cientifica Laguna Rincon – et mindre reservat omkring landets største ferskvandslagune. Her bor store flokke af Hispaniola Skildpadden, som kun findes her. Der er også en større bestand af flamingoer omkring den fem meter dybe ferskvandsø, den anden største i landet.

Barahona
Havnebyens 90.000 indbyggere er mest beskæftiget ved den store sukkerfabrik, men der er også bauxit-produktion og udvinding af nationalstenen larimar. I de senere år er byen udbygget med hoteller og restauranter. Det er ikke nogen badeby, som man måske kunne tro, for stranden er forurenet. Men dominikanerne kommer hertil fra Santo Domingo for at nyde natte- og bylivet, og turister fra resten af verden er fulgt efter. Især omkring Parque Central er der flere restauranter og folkeliv. Bugten om byen Bahia de Neiba var i kolonitiden et yndet tilholdssted for pirater, for her kunne de ligge trygt i læ. Blandt andre den berømte pirat Cofresi har holdt til her. Byen blev grundlagt i 1802 af den haitianske general Toussaint L´Ouverture, da han overtog magten i Haiti. Det var en fiskerby, indtil Trujullo fik omdannet store dele af ørkenen nord for byen til sukkerrørsmarker, som han selv ejede og tjente på. Byen er ideel som base for udforskning af nationalparkerne i nærheden. Også for dykkere er byen attraktiv. Der er udflugter til mere end 25 dykkersteder i nærheden, der både er for begyndere og øvede. Også fiskere kommer hertil fra hele verden, især i september, hvor der er en verdensberømt konkurrence i dybhavsfiskeri.

Bus: Der kører guaguas til nationalparkerne fra Av Luis E Delmonte

**** Riviera Beach Hotel, Av. Enriquillo, tlf.  809 524 5111

***   Hotel Caribe, Av. Enriquillo, tlf.  809 524 4111

**     Hotel Micheluz, av de Mayo, tlf.  809 524 2358

 

Fra Barahona er der flere muligheder for at tage ud til de nærliggende nationalparker; Baoruco og Cabritos. På alle hoteller vil der være guider, der har specialiseret sig i ture hertil, men man kan også køre selv.

 

Parque Nacional Sierra de Baoruco, åbent dgl. 8-17, entre.
En stor del af den 800 km2 store park består af bjerge med en rig vegetation, der ændrer sig afhængig af, hvor højt man kommer op - højeste punkt er 2300 m. I lavlandet er der ørken. Mest kendt er den for sine 160 vildtvoksende orkidearter, hvoraf 32 pct. kun vokser her. Man kan se 50 forskellige fuglearter, heriblandt Hispaniola papegøjen. Det var i disse bjerge, at caciquen Enriquillo kæmpede så genstridigt mod de spanske erobrere, at de til sidst måtte indgå en officiel våbenhvile. Det skete i 1533 efter 14 års krig. Ved fredsafslutningen fik han lov at etablere sit eget lille rige i bjergene, og er i dag nationalhelt. Der er ingen rester af hans høvdingedømme. Parken er udelukkende lavet for at beskytte naturrigdomme, og der er derfor ikke gjort meget ud af at gøre det nemt for turister. Kun få veje fører ind i nationalparken, og de kan bedst klares med 4 hjulstrækker.

Parque Nacional Isla Cabritos, åbent dgl. 8-16.30, entre.
Den 12 km lange ørkenø midt i Enriquillo søen Isla CabritosGedeøen har lagt navn til nationalparken. Men det største trækplaster er selve søen. Det er en meget stille saltvandsø – tre gange mere salt end havvandet. Den ligger 41 meter under havoverflade, det er dermed både landets og Caribiens laveste punkt. Søen er på 200 km2 (42 km lang og 12 km bred) og er resterne af en kanal, der engang forbandt Bahia de Neiba med Port-au-Prince. Siden er flodens munding blevet fyldt op med materiale fra Rio Yaque del Sur, samtidig med at landskabet omkring har fået et skub op ved et jordskælv for mange millioner år siden. Siden har den været helt isoleret fra havet. Bunden er dækket af et tykt tæppe af skaller og forstenede koraller. Der har engang boet indianere, og ved Postrer Rio kan man – hvis man er i form til det - klatre 50 meter op af bjerget og se huler, hvor de boede. På hulevæggene er der kradserier, som angiveligt stammer fra indianertiden, blandt andet ansigter. Fra hulerne er der udsigt til hele området, og det var derfor et af de gemmesteder, som cacique Enriquillo benyttede sig af i sin kamp mod spanierne.

Der er tre øer i søen, men den største er Cabritos, der er 12 km lang og 2 km bred. Det er en stor del ørken med mange kæmpe leguaner, der er så vant til besøg, at man kan kæle med dem Der er også skorpioner, dem skal man til gengæld ikke kæle med. Hav derimod ordentligt fodtøj på.  Langs søens bredder finder man mange flamingoer, men den største attraktion er de ca. 500 amerikanske alligatorer, der bor ved søens bredder. De bryder sig egentlig ikke sig meget om saltvandet og holder derfor ofte til ved de steder, hvor floderne fra Sierra de Neiba og Sierra de Baoruco sender ferskvand ud i søen. De er mest fremme om morgenen. Om natten kravler de op på øen og hviler sig, ligesom det er her, de lægger deres æg. Ved parkens hovedindgang køber man adgangsbillet, og derefter kan parkbetjenten viser vej til de både, der sejler ture på søen og ud til øen. Det koster ca. 400 kroner for en båd, så det kan betale sig at dele med så mange som muligt. Hvis man kun er et par stykker, så vent indtil der dukker flere op. Normalt siger man, at det er billigere og nemmere at tage på en tur, der er arrangeret på forhånd, f.eks. fra et af hotellerne i Barahona.

Der er god vej hele vejen rundt om søen med flere gode stop undervejs. Ved La Azufrada – lige før La Descubierta er det muligt at bade i svovlbade, der skulle være gode ved huden. Badene er rene nok, selv om der er en del affald omkring området. I selve La Descubierta er der naturbassiner, som tiltrækker folk på de varme dage, for vandet er iskoldt.

Syd for Barahona
Kører man syd på fra Barahona får man Baorucos bjergside på den ene side og flotte kyststrækninger på den anden. Ved Playa San Rafael løber en bæk ned i naturlige bassiner til sandstranden, hvor man fra boder kan købe friskfanget fisk. Her kommer dominikanerne i weekenderne for at holde picnic og bade i det kølige vand. 10 km syd herfra ligger Parasio på bjergsiden ved Rio Nizaltas udmunding, og nogle km syd herfra ved Los Patos er der igen naturlige bassiner med frisk koldt vand fra bjergene. Balneario Los Patos er større end ved San Rafael, og her kan man også købe både fisk og kylling og drikkevarer i boderne. Efter Enriquillo bliver der længere mellem landsbyerne, og landskabet flader ud. Lige før byen Oviedo kommer til syne, er indgangen til Jaragua nationalparken.

Parque Nacional Jaragua, åbent dgl. 8-17, entre.
Nationalparken er på 1350 km2 og dermed den største. Den dækker hele den sydlige del af halvøen og øerne Beata og Alto Velo. Parken er opkaldt efter indianerstammen Jaragua, som boede her engang, der er stadig rester af deres gamle landsbyer. Vegetationen varierer fra frodige palmelunde til den bare ørken med kaktus, men der er også tjørneskov og subtropisk skov. Parken blev oprindelig skabt for at beskytte den store bestand af flamingoer, som bor på bredderne af Laguna de Oviedo. 130 fuglearter kan ses her, bl.a. den amerikanske fregatfugl, Hispaniola Gribben og masser af sangfugle. Desuden finder man flere skildpadder og de to endemiske leguaner: Rocord og rhinoceros.

Man kan ikke bare selv køre en tur rundt i parken på egen hånd. Til gengæld kan man købe adgangskort af parkbetjenten til en tur på søen. Unge mænd ligger klar til at sejle rundt for ca. 150 kr. Kører man langs hele nationalparkens sydlige grænse kommer man til Haitis grænse.

Pedernales
Heller ikke denne grænseby kan bruges af turister til at krydse grænsen. Så der er ikke ret meget andet end et par hoteller. 12 km øst for Pedernales ligger Cabo Rojo, som er mest kendt for sin aluminiumsindustri. Bauxite, som bruges til at producere det, nærmest lyser ud af bjergene omkring. Strandene er rigtig gode, men de benyttes sjældent af turister, fordi der er så få overnatningsmuligheder. Fra byen er der en enkelt vej ind til Baoruco nationalparken, men den nås nemmest fra Barahona.

(C) GG