IntroduktionSanto DomingoDe caribiske strande og SydkystenSydvest og nationalparkerneSantiago og nationalparkernePuerto Plata og Isabella ParkenNordkysten og SamanaVærd at vide - det praktiskeFakta om den Dominkanske Republik

Santo Domingo

Den første dit, den første dat. Den dominikanske hovedstad er spækket med historiske minder, der ikke kan blive mere historiske i Amerika. For det var her, det hele begyndte. Meget er bevaret fra Den Nye Verdens hovedstad, der har masser af kulturarv. Men det er også en meget livlig by, ikke mindst på grund af en meget ung befolkning.

Af Kenneth Bo Jørgensen
Santo Domingo kunne indtil for få årtier siden være mellem floderne Jaina, Ozama og Isabela, men i dag er den vokset langt ud over sine naturlige grænser. For tusinder strømmet hertil i håb om arbejde og en bid af den enorme rigdom, der er i byens pragtvillaerne i de nordlige forstæder. De fleste må dog nøjes med bliktage og papkasser i slumkvarterne. Hovedstaden har officielt 2,2 millioner indbyggere, men folketællinger er ikke til at stole på, og mange vurderer, at der må være over 3 millioner. Selv om det er en by med store kontraster mellem rige og fattige, er det en meget fredelig by med forbavsende lidt kriminalitet. Her er til gengæld cafeer, restauranter, gadeliv, flotte forretningsgader og grønne områder – ikke mindst den store park Mirado del Sur. Parken har flere efterladte indianerhuler, en af dem Guacara Taina er omdannet til diskotek – i nærheden ligger de fleste landes ambassader.

Tre universiteter trækker unge til fra hele landet, samtidig med at mange unge mennesker kommer hertil for at få arbejde. De regner med, at livet i byen er mere behageligt end på landet, hvilket langt fra altid er tilfældet. Men festlig er den. Store dele af strandvejen – Malecon - afspærres hver weekend og omdannes til verdens største udendørsdiskotek. Så fyldes den op med sælgere, boder, kunstnere, cafeer og hestevogne klar til sightseeing. Så kører man sin nypudsede bil op og ned ad gaden for at se og blive set. Der er flere store mindesmærker omkring boulevarden. Monument a Montesino – en kæmpe statue af munken Anton de Montesino, der under en gudstjeneste i 1511 fordømte spaniernes overgreb på indianerne. La Hembra – Kvinden - på Plaza Ruben Dario fra 1947 mindes, at landet blev gældfrit over for udlandet – det ligner et par spredte kvindeben, men det var måske også var landet var som gældsplaget – og så El Macho, et fallossymbol fra 1937, der skal minde om, at byen skiftede navn fra Santo Domingo til Cuidad Trujillo.

Historie
Byen har en af de mest fantastiske by-historier verden, fordi det var den første rigtige by i Den Nye Verden efter Columbus´ opdagelse. Den kan prale af masser af seværdigheder, der var ”de første”. Man har den nye verdens første katedral, første hospital, første fortov, første kloster, første det ene og første det andet. Der er i det hele taget så meget kulturarv for alle, at Zona Colonial af Unesco er sat på den prestigefyldte Verdensliste over kulturarv, som tilhører hele menneskeheden.

Grundlæggeren var Columbus´ bror, Bartolome, der anlagde byen i 1496 som Den Nye Verdens hovedstad – efter devisen alle gode gange tre, for man havde allerede forsøgt at grundlægge den to steder på nordkysten, uden held. Den nye på sydkysten døbte han derfor La Nueva Isabela – da der allerede var en ”gammel” La Isabela på nordkysten. Den holdt kun få år, før en orkan raserede den. Den ny guvernør Ovanda genopbyggede byen – på den anden side af floden - og kaldte den Santo Domingo. Den spanske konge godkendte den i 1508, og dermed var det den første europæiske by i hele Amerika. Den blev Spaniens hovedsæde, her residerede guvernøren, der fik titel af vicekonge. Snart fik den også sin egen biskop, Amerikas første. Siden fulgte historie så omtumlet som resten af landets. (Læs historieafsnittet i Fakta).

Byen var udsat for mange engelske angreb. Første gang i 1586, hvor den engelske pirat Sir Francis Drake plyndrede byen. Det skete en søndag morgen 10. januar, hvor der skulle være bryllup i byen. Da de feststemte borgere dukkede op til fest, blev de modtaget af 1200 engelske soldater, der var marcheret bag om byen og ind over de svage fæstninger mod landsiden – dem havde man ikke gjort meget ud af, da alle regnede med, at et angreb måtte komme fra søsiden. Drake havde parkeret sine 23 skibe et stykke fra havnen og gået hele vejen. Han besatte byen og ville ikke flytte sig, før han havde fået 250.000 dukater. Han slog lejr i katedralen og tømte den for alt af værdi. Han brændte flere bygninger, og forlod først byen efter en måned, da man havde skaffet ham 25.000 dukater.

Senere har jordskælv og orkaner hærget byen. Tidligere slaver fra Haiti indtog den uden modstand i 1801, men året efter kom Napoleons tropper og smed dem ud igen.  I 1805 belejrede 21.000 haitiske soldater byen så længe, at der ikke var så meget som en kat eller rotte tibage i byen at spise. Men igen vandt spanierne det tilbage. Byen blev Den Dominikanske Republiks hovedstad med selvstændigheden i 1844. Rigtig storby blev den først i 1930´erne, da superdiktator Trujillo gjorde den til landets kraftcenter. Han opførte en ny bydel med nye huse, boulevarder og en havnepromenade. Han var så stolt af Santo Domingo, at han lod den omdøbe til Ciudad Trujillo. Et af hans yndlingspaladser kan ses på Avenue Washington. Det har 65 værelser, og det siges, at Trujillo på sine sidste dage var så paranoid, at han aldrig sov i det samme værelse af frygt for attentater. I 1961 var den vokset til 400.000 indbyggere. Først i 1990 nåede man op på en million indbyggere, og i de følgende ti år er indbyggertallet mindst fordoblet.

Zona Colonial
Det var i Zona Colonial – kolonizonen, at det hele foregik, og det er her de fleste turister drager hen for at opleve historiens vingesus. Og det er der masser af muligheder for, for mange bygninger fra dengang står næsten intakte. Den gamle koloni-arkitektur står som dengang, imponerende lidt er ødelagt af vejr og vind og orkaner. Der har været flere bølger af renoveringer - den største fandt sted i 80´erne, da landet gjorde sig klar til at fejre 500 året for Columbus i 1992.

Parque Colon
Centrum for koloni-zonen er Columbusplads - prydet med en bronzestatue af Christoffer. Endnu et gæt på, hvordan Amerikas opdager så ud, for ingen ved det. Mindesmærket blev opført af diktator Heureaux i 1887. De fire skibe på soklens hjørner symboliserer Columbus´ fire rejser til den nye verden. Omkring pladsen er der parkanlæg med restauranter, skopudsere og ældre, der hviler og nyder køligheden under træerne med et slag domino. Omkring pladsen finder man flere smukke bygninger, bl.a. Fabrica de Tabacos, der både har fabrikation og udsalg. Køb en cigar og nyd den på cafeen, mens man kikker på folkelivet. Byens største handelsgade El Conde munder ud i pladsen, der indeholder nogle af byens største seværdigheder:

Museo de Ambar, åbent 9-17, entre. tlf. 809-686-4471.

Ravmuseet på Columbuspladsen har masser af ravhistorier og eksempler på blade og dyr, der for millioner af år siden er blevet fanget af den flydende harpiks. Det er også en forretning, og den kan man besøge uden at betale for museumsdelen.

Basilica Menor, katedralen, åbent 9-16

Diego – søn af Columbus – var guvernør i byen, da han i 1514 nedlagde grundstenen til katedralen, men det kom der ingen katedral af. Derfor klagede landets første biskop, Alejandro Geraldini, i 1521 til kejser Karl d. 5, at han var den eneste biskop i verden, der ikke havde tag over hovedet. Så blev den grundlagt en gang til, og der kom gang i byggeriet. Katedralen stod færdig i 1540, selv om den stadig manglede tårn og spir - det var der ikke råd til. I 1546 forfremmede pave Paul 3. den til katedral for den nye verden. Adskillige arkitekter og stilarter har sat deres præg, fordi den blev bygget over en så lang periode. Buerne er romanske, ornamenteringen er barok, mens selve kirkerummet er gotisk. Den er senest renoveret i 1998, hvor den fik marmorgulv. Katedralen er 16 meter høj, 54 meter lang og 23 meter bred.

Flere berømtheder er stedt til hvile her, men den største berømthed er her ikke længere. De påståede jordiske rester af Christoffer Columbus lå indtil 1992 i Capilla de Nuestra Senora de la Luz på nordsiden (Læs også om Columbus i Læsestof til flyet). Da blev han flyttet til det nyopførte El Faro. Nu ligger her flere præsidenter, blandt andet ærkebispen, der også var præsident. De fleste gravsteder er i de 14 sidekapeller, som rige familier lod bygge til kirken for at få et pænt gravsted. I Capilla Santa Ana ligger den stenrige søn af Columbias erobrer, Rodrigo de Bastidas, senere biskop. I Capilla de los dos Leones på den vestlige side ved indgangen er biskop Geraldinis gravsted - Amerikas første biskop, der døde i 1524. På krucifikset kan man læse beslutningen om at bygge kirken. Kapellernes malerier er klenodier fra kolonitiden, skilte forklarer, også på engelsk. Læg mærke til alterbilledet til venstre for alteret. Det havde dominikaner-munkene med som noget af det første. Den forrige pave, Johannes Paul 2, besøgte katedralen hele tre gange, sidste gang i 1992 i forbindelse med Columbus-jubilæet. Et maleri fra hans første besøg kan ses i et af sidekapellerne.

Autoriserede guider giver en kort introduktion til kirken. Man skal huske at være iført tækkelig påklædning. Bare lår kommer ikke ind. Man kan dog som regel leje lange bukser af sælgere på pladsen.

På pladsens østside ved siden af katedralen ligger Palacio de Borgella. Det er bygget under Haitis besættelse i 1800-tallet. Senere fik den dominikanske præsident sin første bolig her. Og i mange år var den hovedkvarter for den komite, der tog sig af 500 års jubilæet. Herfra kan man gå mod floden til Ozama-fortet, der ligger for enden af Calle de las Damas - damegaden. Gaden fik sit navn i 1502, da Diego Columbus´ kone Maria de Toledo  gjorde det til en daglig tradition, at de fine damer ved vicekongens hof gik tur op og ned ad gaden før middagen. Det var et gevaldigt tilløbsstykke med damer i farverige kjoler, især for indianerne, der aldrig havde set noget lignende. Det var Amerikas første egentlige brolagte vej.

Fortaleza Ozama, åbent 9-16, undt. torsdag. Omvisning mod drikkepenge

Borgen blev bygget som noget af det første i byen, og store dele af den står intakt. Den nyklassisistiske indgangsportral er dog først fra 1787. Inde på selve området møder man en moderne statue af Gonzalo de Oviedo. Han var historiker og den første, der interesserede sig for indianernes historie. Mest dominerende er det 20 meter høje Torre del Homenaje. Fra tårnets tag kan man tydeligt se de oprindelige fæstningslinier omkring byen. Borgen var en kort overgang guvernørbolig, men blev derefter fængsel og torturkammer. Den mest prominente fange var Columbus, der sad fængslet her, før han blev bragt hjem til Spanien. Et særligt rum bag de to meter tykke mure hedder Farvel-rummet. Oprørske indianere blev sat ind i det dybe rum, hvorefter man lod vand sive ind. Til sidst havde de kun de sprællende arme over vand, og det så ud som om, at de vinkede farvel. Ved siden af er borgens kirke, her blev indianerne tvunget til at bede, før de blev myrdet. Det var ved dette fort, at oprøret mod den haitiske besættelsesmagt begyndte. Og i republikkens første tid var det igen fængsel, siden blev det militært område, og siden 1960 har det været museum. I den sydlige ende ligger en flad bygning, våbenlageret. Det overvåges af St. Barbara, skytshelgeninde for artilleriets skytter.

Går man herfra op ad Calle de las Damas følger den ene historiske bygninger efter den anden:

Casa de Bastidas, åbent 9-17

Huset er opkaldt efter den første ejer, Rodrigo de Bastidas. En spansk erobrer, der koloniserede flere af de sydamerikanske lande, bl.a. Colombia. Det gjorde også hans søn rig, og han var en af Santo Domingos førende borgere med titel af biskop i Puerto Rico, i dag begravet i katedralen. Huset har i dag bibliotek og galleri.

Casa de Francia Huset rummer den franske ambassades kulturafdeling, og der er jævnligt åbne udstillinger og kulturelle begivenheder, så man kan komme ind og beundre bygningen. I foyeren er der en lille udstilling af værktøjer til tobaksproduktion. Husets mest berømte beboer var Mexicos erobrer, Hernan Cortes. Her planlagde han sine ekspeditioner, der spredte død og ødelæggelse og mega-fortjenester til Europa. Huset er bygget som et af de første i byen og har alle dage været bolig for rige og vigtige borgere i byen. Først i 1900-tallet blev det indrettet til bank, siden landsret og efter 1950 holdt skattevæsenet til her.

Hostal Nicolas de Ovando
Det lille hotel er etableret i 1978, men selve bygningen stod færdig i 1515. Hotelejeren bestræber sig på at holde det i den oprindelige stil. Portalen fører til tre store indre gårde, en af dem har swimmingpool, den er dog ikke fra 1515. Huset blev bygget af indianerslaver som bolig for landets første guvernør, Nicolas de Ovando, der var guvernør fra 1502 til 09. Han nåede aldrig selv at bo her. I stedet fik mange rige købmænd fornøjelsen. I hotelkomplekset er der indrettet en afdeling, hvor man kan se, hvordan købmændene boede. Ved siden af hotellet ligger det lille kapel, Capilla de los Remedios, som var købmandens private kirke. Der er indgang til kapellet fra Las Damas. Det var den første kirke, der blev opført i byen, og her blev holdt gudstjenester, indtil katedralen blev bygget.

Pantheon Nacional - vagtskifte hver anden time

Over for Hotel Ovando ligger et af landets mest højtidelige mindesmærker. Her hviler de fleste af landets helte i stor pomp og pragt overvåget af galla-klædte soldater. Oprindeligt var det en jesuitter-kirke, men jesuitterne blev fordrevet i 1745. Så blev det teater. Diktator Trujillo fandt på at indrette det sit eget mausolæum, dem byggede han flere af, så der var noget at vælge imellem på dødslejet. Arbejdet begyndte i 1958, men allerede da var hans popularitet så dalende, at man overbeviste ham om, at han skulle dele bygningen med andre helte. Derfor blev det et Pantheon for alle nationens udødelige døde.

Indretningen er præget af Trujillos venskaber. F.eks. er den store lysekrone en gave fra hans kollega i Spanien, Francisco Franco. Og oppe foran balkonen hænger et flot gitter med latinske kors. Set fra siden ligner det SS-mærker, og det skulle angiveligt være en gave fra en gammel SS-general, der fik lov at bo i Den Dominikanske Republik efter krigen. Efter sigende er gitteret produceret i en tysk koncentrationslejr. Mange af de begravede helte vil ikke sige danskere noget. En af dem muret inde bag mindepladserne er skaberen af det dominikanske flag, Maria  Sanchez. Desuden er her både generaler og kunstnere, der har gjort landet ære. Der er endda plads til mange flere. Nationens største helte, lederne af frihedsbevægelsen Trinidataria, hviler ikke her. De har deres eget mausolæum ved Puerto Conde.

Casas Reales, Det Kongelige Museum, åbent ti-lø. 9-17, sø. 10-13.30.
Bygningerne er opført i begyndelsen af 1500-tallet til at huse hele Den Nye Verdens administration. Her boede de fleste vicekonger og guvernører i den bageste sektion, side om side med Real Audiencia - det kongelige råd, der blev etableret i 1511 som en kontrolinstans over for guvernøren. Rådet bestod af tre dommere, og deres beføjelser strakte sig til hele Caribien og dele af Mexico og Centralamerika. Det skulle føre opsyn med, at gældende lov blev overholdt, og rådet var ankeinstans for retssager i hele det spanske Amerika. Også det militære hovedkvarter holdt til her. Det blev museum i 1970 med særlig vægt på kolonitiden og administrationen. Her finder man ting tilbage fra de tidlige erobringsdage og frem til uafhængigheden fra Spanien i 1821. Der er flere usædvanlige samlinger, f.eks. et fuldt udrustet apotek fra 1700-tallet. Der er mønt – og våbensamlinger fra hele verden. Desuden viser man flere skattekister fra skibsvrag. De fleste rum ser ud, som de har gjort, siden huset blev bygget. Over for Casas Reales ud mod floden er der en lille plads med et solur, som blev installeret i 1753 - lidt på skrå, så guvernøren kunne se, hvad klokken var fra sit vindue.

Alcazar de Colon, åbent 9-17, undt. tirsdag. gratis rundvisning.
Paladset er fra 1510, og dets første ejer var Diego Columbus – den ældste søn af Christoffer. Han blev vicekonge i 1509, og det tog ham kun et år at få bygget sin pragtresidens, for han satte 1000 indianere til arbejdet døgnet rundt. Det er bygget uden brug af et eneste søm. Her boede han med sin kone, Maria de Toledo. Columbus´ efterkommere ejede huset indtil 1577, siden har det været varehus, lagerbygning og fængsel, indtil det blev forladt og forfaldt og nærmest var en losseplads. Da det skulle genopbygges på Trujillos ordre i 1957, var der kun murrester tilbage, og renoveringen var først færdig i 1992. Man har forsøgt at gøre det så autentisk som muligt. Det meste af interiøret er hentet fra huse fra lignende perioder, guiderne er gode til at fortælle, hvad der er autentisk, og hvad man har fundet på senere. Maleriet på første sal viser Christoffer Colombus sammen med sønnen Diego. Christoffer er som sædvanligt gætværk, men Diego skulle ligne. Også Diegos seng er autentisk, hvilket man kan se på hovedgærdet, der bærer hans våben. Ved fodenden står hans rejse-dragkiste - lavet af elefantskind. I riddersalen er der et maleri af den spanske konge og dronning, der satte det hele i sving, Felipe og Isabela.  Læg mærke til Felipes øjne, der følger én, ligegyldigt hvor man er i salen. I den ene ende af salen i montren ligger Diegos og hans kones sceptre. Det var de symbolske tegn på, at de var vicekonge og vicedronning over Den Nye Verden, Vicekonger måtte gå med scepter, men ikke med krone. Fra de sydlige vinduer kan man se, hvor Columbus ankrede sine skibe op. Neden for Diegos hus kan man se resterne af Puerto de San Diego - byens gamle indgangsport fra 1571.

Paladset ligger på den store Plaza de la Espana, som de lokale kalder Plaza del Osolazo - solskoldningspladsen, for her er ingen skygge. Den blev anlagt i 1992 i forbindelse med 500 års-jubilæet. På den vestlige side begynder Atarazanas Kvarteret, der fungerede som varehuse i kolonitiden - i dag er de forvandlet til barer og souvenirshops. Hvis det er frokosttid, så prøv Museo de Jamon, der har alverdens skinker hængende fra loftet.

Museo de las Atarazanas Reales, åbent to.-ti. 9-18.
Det tidligere toldhus er nu indrettet til museum for de genstande, man har fisket op af havet fra nogle af de mange skibsvrag, der ligger omkring Santo Domingo. De største vragfund er fra 1970, hvor det lykkedes at bjærge store dele af lasten fra sølv-transport skibet Nuestra Senora de la Concepcion, der forliste i 1641. Sølv, sværd, flasker og masser af kanonkugler. Man får desuden en del at vide om, hvordan det var at sejle i rutefart mellem den nye og den gamle verden i de gamle træskibe.

Casa del Cordon, Calle Emiliano Tejera,
Det siges at være det ældste stenhus i Amerika. Stenfacaden er prydet med franciskanerordenens våben. Diego Columbus boede her kort, indtil han kunne flytte ind i sit palads, og piraten Francis Drake boede her under sin plyndring. Det har siden været en bank.

 

Convento San Francisco
Det var det andet kloster (det første ligger i La Vega) i den nye verden og tilhørte franciskanermunkene. Det blev opført i 1508 med tre kapeller, der alle blev brændt ned af piraten Drake i 1586. Efter genopbygningen blev det ødelagt af flere jordskælv, senest i 1751. Fra 1881 var det sindsygeanstalt, man kan stadig se de kæder, som man holdt de ulykkelige fast i. En orkan ødelagde bygningen, så det i dag kun er en ruin, der dog bruges til koncerter og andre møder.

Hospital San Nicolas de Bari
Det første hospital i den nye verden blev bygget af guvernør Ovando i 1503, men det var først færdigt i 1551. Hospitalet havde plads til 60 patienter. Siden er det raseret af adskillige orkaner, og i 1909 var det så medtaget, at man af sikkerhedsgrunde var nødt til at fjerne det meste. I dag står kun ruin tilbage.

Casa del Tostado, åbent to-ti 9-14.
Det flotte hus er både gotisk og maurisk. Det blev bygget i 1500-tallet til forfatteren Francisco Tostado. Det er nu museum, hvor man kan se, hvordan man boede i 1800-tallet.

Hovedgaden i Santo Domingo El Conde har flere gamle kolonibygninger, men også meget nyt, mindre kønt betonbyggerier. Her er alt, hvad der skal være på et moderne handelsstrøg. Fashionable tøjforretninger ligger side om side med amerikanske burgerkæder. Banker har hovedfilialer ved siden af luftfartsselskabers og telefonselskaber. For enden – modsat ende i forhold til Columbuspladsen - kommer man til Puerta del Conde. Det var oprindeligt porten i den gamle bymur. I dag er den indgang til Uafhængighedsparken, hvor man i midten finder Altar de la Patria bevogtet af gallaklædte soldater døgnet rundt. Det er mausolæum af marmor med gravsteder for de tre ledere af selvstændighedsbevægelsen, La Trinitaria, Duarte, Sanchez og Mella. En kilometersten af bronze i parken viser det sted, hvorfra alle afstande fra Santo Domingo bliver målt. Klokken fem om eftermiddagen er der en lille ceremoni i parken, hvor flaget bliver taget ned. Da bedes man venligst rejse sig op, ellers kommer der en betjent og overtaler en.

Den vestlige ende
I den vestlige ende af byen er der flere seværdigheder, men de er ikke lige i gåafstand fra Zona Colonial. Tag bus eller taxa.

Parque de la Cultura, Avenida Maximo Gomez

I byens centrum ligger kulturparken. Det var diktator Trujillos private have, først i 1966 blev den åbnet for offentligheden og omdannet til nationalt museumsområde. Først med det moderne Teatro Nacional, der har plads til 1700 gæster. Siden følger museerne:

 

Galeria de Arte ModernoKunstmuseet, åbent ti.-sø. 10-17.
Her kan man få et kontinuerligt indtryk af moderne dominikanske kunst i den permanente udstilling. Blandt klenodierne er der værker af Luis Desangles, Adriana Billini, Celeste Woss, Jose Vela Zanetti, Dario Suro og Martin Santos. Derudover er der skiftende udstillinger med internationale kunstnere.

Museo Nacional de Historia y Geografia, åbent ti.-sø 10-17.
Museet viser den nyere historie. Der er en særlig afdeling for kampene med Haiti, derfor er der en del våben fra hele perioden. Man ser masser af eksempler på patriotisk kunst. Diktatorerne får deres historie beskrevet med en afdeling for Ulises Heureaux og en for Trujillo, hvor man er så heldig f.eks. at kunne se hans kam, barbermaskine og tegnebog.

Museo del Hombre Dominicano, ti.-sø 10-17.
Her kan man følge dominikanernes historie før europæerne med arkæologiske fund af værktøj og keramisk kunst. En hel Taino-landsby er bygget op. En særlig sektion viser genstande fra øens lange karnevalshistorie med masker og mange fotografier.

Museo Nacional de Histora Natura
Ved siden af landets rigsarkiv ligger det naturhistoriske museum, hvor man kan møde alle de dyr, der er endemiske på Hispaniola – i udstoppet form. Her er også store ravudstillinger.

Vest for kulturparken finder man Parque Infantil – en speciel børnepark med legeredskaber, karuseller og gokarts. I den vestlige ende af Santo Domingo finder man også:

Botanisk Have, Av Jardin Botanico, ti-sø. 9-18, tlf. 809 567 6211

Haven dækker et område på 2 mill. m2 med en stor sø, der er pyntet med tusinder af vandplanter. Haven samler alle de planter, som er enestående for Hispaniola – og lidt til. For eksempel er her også en hel afdeling for japanske planter. Man kan køre igennem haven i små tivoli-busser.

 

Zoologisk have, Ave los Reyes Catolicos, ti-lø. 9-17, tlf. 809 562 3149
Den zoologiske have er indrettet i et gammelt kalkstens-brud. Den har alle de sædvanlige dyr, men en særlig god afdeling for de afrikanske. Desuden er den kendt for sin flotte udstilling af flamingoer. En lille bus kører rundt fra bur til bur.

Palacio Nacional, Av. De Mexico, guidede ture ma. on. og fr., tlf. 809 686 4771
Det nationale palads blev sat i gang af diktator Trujillo og stod færdigt i 1947. Det er tegnet af den italienske arkitekt Guido D´Alessandro og opført i nyklassisistisk stil. Inden for er der masser af fornemme maghonimøbler og pompøse malerier i guldrammer. Det er overdænget med krystal og spejle. Herfra regeres landet i dag, men præsidenten bor her ikke – der er faktisk slet ikke nogen præsidentbolig, han må bo hos sig selv.

På østbredden
Faro a Colon, åbent ti.-sø. 10-17.
Den dominikanske præsident Balaguer udnævnte dette mindesmærke til ære for Christoffer Columbus til verdens 8. vidunder. Det er der ikke mange, der er enige i. Det mest bemærkelsesværdige ved det ekstreme fyrtårn er, at det overhovedet blev færdigt. Men det stod færdigt som planlagt til 500 års jubilæet for Columbus landgang i 1992. Da havde det været undervejs siden 1923, da en mellem-amerikansk konference i Chile besluttede, at der skulle bygges et fælles monument for Columbus. En arkitektkonkurrence gav næsten 2000 forslag fra 48 lande. Vinderen blev et gigantisk betonkors tegnet af den 23-årige engelske arkitektstuderende, Joseph Cleave. Det blev det eneste, han nogensinde tegnede, og han kom aldrig til at se det færdigopført. For ingen havde penge til det alligevel dengang. Trujillo sendte i et storstilet pr-fremstød fire ekspeditioner af sted for at bede om støtte til projektet. Men fremstødet blev formørket af, at tre af de fire fly styrtede ned i en tordenstorm. I 1949 tog arkitekten hjem til England, og han var død, da grundstenen blev lagt i 1986.

Projektet gik i gang under store protester. Også uden for landet mente man, at det var mere passende at bruge pengene på at forbedre forholdene for de fattige. Flere bomber gik af i kolonizonen, da grundstenen blev lagt. Balaguer forsvarede sig med, at vist skulle folk have sko, men de havde også brug for slips. Dette slips kom til at koste 1,4 milliarder kroner. Flere slumkvarterer blev ryddet for gøre plads til det 10.000 m2 store monument, og det er stadig en torn i øjnene på byens fattige, når fyrtårnet sender laserstråler ud i himlen for at danne et kors i himlen, for det kræver 350.000 watt at sende det lysende kors op på himlen.

I monumentets midte finder man Columbus marmorsarkofag, hvor hans jordiske rester muligvis ligger (Se læsestof til flyet). Han er bevogtet af soldater. I salene er der udstillinger om de lande, som han opdagede.

Ved Faro a Colon ligger Parque del Este med fine grønne plæner og fyrtræer. I den østlige ende langs Avenida Las Americas finder man vej til de underjordiske hule-søer.

Los Tres Ojos, dgl. 8-17.
Stedet hedder de tre øjne, øjnene er små underjordiske søer i et hulesystem, som regnvand har gravet ud igennem millioner af år. Trapper derned er hugget ud i stenen. Selve søerne er omgivet af tropiske planter, og nogle af dem må man krydse på tømmerflåde. Der skulle også være et fjerde øje, som man skulle kunne nå ved at svømme ad en hemmelig undervandspassage, men man skal ikke prøve. For ifølge legenden forsvinder alle sporløst, hvis de finder passagen.

Acuario Nacional, Av Espana, ti-sø. 9.30-18.30, tlf. 809 592 1509
Under store protester blev dette nationale akvarium opført af præsident Balaguer, for det var meget kostbart. Til gengæld er det helt på højde med både europæiske og amerikanske akvarier. Det store bassin har en plexiglas-tunnel, så gæsterne kan gå nede i vandet helt tørskoet, med udsigt til alskens hajer, rokke og store saltvandsfisk. En af hovedattraktionerne er en stor lamentiner – en søko – som kom hertil som baby.

Værd at vide:
Der er to karnevaller i Santo Domingo. 27. februar og 16. august – begge begynder et par dage før og finder sted på Av. George Washington. Merenguefestivalen finder sted den sidste uge af juli og den første uge af august. I juni holder man Latinamerikansk musikfestival.

Turistinformation: Hjørnet af Av Mexico og Av 30 de Marzo, tlf. 809-221-4660. åbent ma.-fr. 9-17 og i Calle Isabel la Catolica ved Columbus Parken, åbent ma,-fr. 9-17

Hoteller:

****Hotel Palacio, Calle Duarte, tlf. 809 682 4730

***  Hotel Kara, Vicini Burgos, tlf. 809 685 3837

**    Hotel Independencia, Calle Arzobispo Nouel, tlf. 809 686 1763

**    Plaza Toledo, Isabel La Catolica #163, Zona Colonial, tlf. 809 688 7649, e-mail:www.dominican-rep.com/toledo.html. (Også galleri).

Restauranter:

Atarazana, ved Alcazar de Colon, Meson D´Bari, Calle Hostos,

Museo de Jamon, Cafe Montesino, (Skinker fra gulv til loft), Plaza Espana

(C) GG