IntroduktionSanto DomingoDe caribiske strande og SydkystenSydvest og nationalparkerneSantiago og nationalparkernePuerto Plata og Isabella ParkenNordkysten og SamanaVærd at vide - det praktiskeFakta om den Dominkanske Republik

Puerto Plata og Isabela Nationalpark

Costa Ambar - ravkysten - er et af landets foretrukne feriecentre. Her bosatte Columbus sig for første gang i Den Nye Verden, og siden har der været drabelige masse-tvangsforflyttelser og ødelæggelser. I dag er det fredelige strande, der trækker

Af Kenneth Bo Jørgensen
Det var på nordkysten, at europæerne begyndte at kolonisere Den Nye Verden, indtil myg og sygdomme drev dem videre mod syd. Trods ihærdige forsøg fra myndighederne lykkedes det aldrig helt at kvæle livet på den smukke nordkyst, der har god adgang til den frodige Cibao-dal, hvor næsten alt kan gro. Det værste angreb på området fandt sted i 1605 af den spanske konge selv, der forlangte, at alle spanierne skulle tvangsforflyttes for at forhindre, at de solgte varer til englændere og franskmænd i Puerto Plata (læs historie). I stedet bosatte franske pirater sig og levede fedt på al det gode kvæg, som spanierne havde efterladt. Den ældste europæiske bebyggelse på nordkysten, La Isabela, er i dag kun en ruin med museumscenter. Langs kysten er der nu etableret flere feriecentre, der nærmest er hele byer uden for byerne. Kysten er visse steder kendt som et favoritsted for windsurfere.

Puerto Plata
Puerto Plata er den største by på Costa de Ambar med 130.000 indbyggere. Byens horisont er præget af det 800 meter høje bjerg Isabel del Torro, som man – når den virker – kan bestige med en kabelbane. På toppen står en stor statue af Jesus med armene åbne for at beskytte byen mod al ondt. Centrum er præget af gamle bygninger i klare farver med sirligt udskårne balkoner og vindueskarme. Det er de færreste turister, der bor i byen, derfor er den bemærkelsesværdig uberørt af den enorme turistindustri langs kysten. Byen har dog mange forretninger og cafeer og flere seværdigheder, der gør det til en oplagt heldagstur. Gadelivet er mest intenst på havnepromenaden, Malecón, hvor der er opstillet boder, butikker og barer hen på eftermiddagen. Ved festlige lejligheder, og dem er der mange af, sættes kæmpe højtalere op, der brager glad merengue ud til alle verdenshjørner. Stranden langs byen er ikke værd at stikke tæerne i. Der er flere kloakudledninger, der gør det til en mindre fornøjelse. Længst mod øst ad havnepromenaden kommer man til Long Beach, hvor et par små hoteller ligger ud til vejen. Ude i vandet kan man på en af de små holme se en statue af en mand, der er ved at springe i. Det er havguden Neptun.

bytorvet er der i midten en musikpavillion i belgisk design fra 1872, La Glorieta, hvor der ofte er friluftskoncerter. I parken er der et utal af skopudser-drenge, der har vågne øjne på al slags fodtøj, og små drenge forsøger at afhænde maracas til overpriser. Omkring pladsen ses flere faldefærdige bygninger fra kolonitiden, men der er også et galleri og flere cafeer. På det lille torv længere mod øst kan man se byens imponerende brandstation, der ligger ned til vandet, side om side med flere maleriske huse med særlige smedejernsstøberier. Her finder man også byens lokale lægeklinik.

Historie
Columbus døbte stedet Puerto Plata – Sølvbugten, fordi bølgernes skær gav hele området et sølvagtigt præg, da han sejlede forbi. Selve byen blev grundlagt i 1502 af guvernør Ovando. En af byens tidligste berømtheder var munken Bartolome de las Casas, der opførte San Pedro Martir klostret i 1526. Herfra han skrev sine rasende breve til kongen om det hjerteløse misbrug af indianerne. Byen blev ryddet i 1605 for at forhindre i smugling (læs historie), og lå herefter øde hen. Efterhånden flyttede pirater og franskmænd hertil, men først i 1800-tallet blev byen for alvor genoplivet, da man manglede et afskibningssted for al den tobak, man var begyndt at dyrke omkring Santiago. Der blev bygget en jernbane til havnen, og i 1871 var der 3100 indbyggere, hvoraf halvdelen kom fra øer i nærheden, fortrinsvis Cuba, men også en større koloni fra Dansk Vestindien. Det blev landets vigtigste havn med mindst et skibsanløb om dagen fra Europa. Derfor oprettede mange lande konsulater i byen, så den nærmest blev fashionabel. Diplomater, rige købmænd og plantere ankom i flotte ekvipager for at danse og blive set i Club de Comercio på den centrale plads. Og befolkningen i byen – også de fattige – blev de mest berejste i landet – for de kunne altid få en tur over Atlanten, hvis de hjalp til med at skovle kul på de store dampskibe. Alt var fint, indtil diktator Trujillo kom til. Han ville hellere have udviklingen flyttet til Santo Domingo, som nu hed Ciudad Trujillo. Så jernbanen blev sendt syd på sammen med vigtige havneinstallationer. Det var anden gang, at byen nærmest blev tvangsforflyttet, og den faldt i søvn igen. Først i 1980´erne vågnede den, da de mange hoteller blev bygget omkring den.

Seværdigheder:
San Felipe Katedralen ved byparken er kun nogle få årtier gammel. Den er bygget i noget, der minder om art deco, men ellers rummer den ikke rigtig noget af betydning.

Amber Museum, Calle Duarte 61, få min. fra byparken, åbent ma.-lø. 9-18, entre 50 RD, tlf.586-3910. www.ambermuseum.com.
Museet er indrettet i et nyklassisistisk hus, tegnet af den spanske arkitekt M Gallart y Canti i 1918. Huset har i generationer tilhørt den tyske indvandrerfamilie Bentz fra Bremen, der kom hertil som fattige indvandrere og blev stenrige. I 1982 blev huset museum for rav, men man kan også besøge det bare for at beundre et rigmandshjem. Museets bomærke er taget efter filmlogoet for Steven Spielbergs film Jurrasic Park. Spielberg har selv besøgt museet og skulle efter sigende netop være blevet inspireret til at lave filmen, da han så udstillingen. Der er massevis af eksempler på ravstykker, der har fanget alt muligt mærkværdigt, mest blade og dyr, for millioner af år siden. Hovedattraktionen er et stykke rav med et lille firben indeni. For nogle år siden tilbød en amerikansk videnskabsmand ca. 200.000 kr. for klumpen. Der er så stor rift om den, at den kan være udlånt til andre udstillinger. Der er ekstremt koldt på museet på grund af heftig aircondition. I museets stueetage er der en meget omfattende og eksklusiv gaveforretning, der sælger ravsmykker.

Der er også et ravgalleri på 1. salen af den store souvenirforretning på Calle 12 Julio et par blokke fra ravmuseet. Hvis man beder en taxachauffør om at blive kørt til ravmuseet, vil han ofte køre til rav-galleriet i stedet for museeet, fordi han får lidt procenter pr. afsatte passager.

Galeria del Ambar, 12 Julio, lige ved posthuset, Entre 5 RD.
Man bliver modtaget af en dinosaur i menneskestørrelse skabt udelukkende af ravstykker. En guide giver på mekanisk engelsk en introduktion til museet, der har udmærkede og oversigtlige plancher om ravets særegne historie og egenskaber. Der er masser af eksempler på ravstykker, der har fanget små insekter og blade for millioner af år siden. (se under shopping)

Museo de Arte Taino, Plaza Arawak, tlf. 809 686 7601
På førstesal er der en udstilling af 42 genstande fra tainoindianernes tid, heriblandt flere eksempler på keramik og kunsthåndværk. Største attraktion er skelettet af en cacique, høvding. Alt er desværre på spansk, så de fleste har begrænset udbytte af skiltningen.

San Felipe fæstningen, Malecon, åbent to.-ti. 9.30-12, 14-16.30. entre 10 RD.
Går man ad havnepromenaden mod vest ender den i en rundkørsel med en rytterstatue af en af Den Dominikanske Republiks mere vellykkede ledere, bysbarnet general Luperon. Plænen foran fæstningen er udflugtsmål for dominikanerne i weekenden og til karnevaller, det er bl.a. det perfekte sted at flyve med drage på grund af en konstant frisk brise fra havet. San Felipe er først i de senere år renoveret til sit oprindelige udseende og gjort tilgængelig. De første indbyggere var noget træge med at få det bygget. Kejser Karl gav i 1541 direkte ordre om, at man skulle se at få bygget fortet, så man var beskyttet mod pirater, men beboerne synes, det var vigtigere at få tjent nogen penge. Det tog derfor 23 år, før man endelig gik i gang, og i mellemtiden var byen blevet plyndret tre gange af pirater. Først da piraten John Hawkins uhindret sejlede ind og tog det meste af befolkningen som slaver, fandt man ud af, at det kunne betale sig at forsvare sig. Fæstningen stod færdig i 1577. Inde i fæstningens hovedbygning havde den lokale domstol sæde, og der var samtidig fængsel. Dødsdømte fanger blev gelejdet fra cellerne ind i et rum, hvor indgangsdøren med vilje var bygget meget lavt. Dermed tvang man fangerne til gå foroverbøjet med hovedet forrest, og bødlen kunne så nemt hugge hovedet af dem, når de gik ind. Det kan virke som en lidt søgt historie, men ifølge guiderne er den så sand, så sand. Hvor der tidligere lå afhuggede hoveder, er der i dag udstilling af gamle baronetter - plancher med gamle stigbøjler, kugler og andet isenkram fra kolonidagene. I det rum, hvor der nu står et skrivebord og en stol, sad fæstningens mest celebre fange, nationalhelten Juan Paul Duarte. Under oprøret i 1844 udråbte han sig i Puerto Plata til præsident for Den Dominikanske Republik. Det tog et par dage, før man opdagede det i hovedstaden, hvorefter den anden fremtrædende modstandsmand, general Santana, fik smidt Duarte i brummen i San Felipe. Han sad i denne celle, der også kaldtes dødscellen, men han kom dog hurtigt ud igen. På væggen udtrykker en mindetavle håbet om, at fængslingen af Duarte vil være ”en evig påmindelse til alle dominikanere om at  være retfærdige.” Under genoprettelseskrigen i 1860´erne trængte den lokale befolkning de spanske tropper ind på fortet, hvor de sad belejrede, indtil Spanien opgav at herske over den østlige del af øen. Den meget populære dominikanske leder, Luperon, er byens helt og bysbarn. Han blev præsident i 1879, men nægtede at flytte fra Puerto Plata. Hans forholdsvis fredelige regeringsår bragte Puerto Plata i centrum, og han brugte fortet som kontor i visse perioder. Under den amerikanske invasion var det kaserne for soldater, og senere gjorde diktator Trujillo det til et berygtet fængsel for politiske fanger. Her var så frygteligt, at ingen ville have med det at gøre i årene efter, så det forfaldt.

El Faro - Puerto Platas fyrtårn, ved siden af fortet.
Fyrtårnet er fra 1879 og ligner et rumskib på lange ben, der for længst burde have været fjernet. Men det er faktisk udpeget som et fortidsminde, for det havde meget stor betydning for skibstrafikken i sin tid, og det er et af de første i verden med et lys, der drejede. Det er 25 meter højt – opført i nyklassisistisk industri-stil. Ingen har rørt det siden 1979, så orkaner og saltvand har tæret det op. En verdensomspændende organisation for fortidsminder har sat fyrtårnet i Puerto Plata på listen over de 100 mest truede monumenter i verden.

Kabelbane til Botanisk Have på Isabel de Torres, 100 RD – 50 for børn
En af Puerto Platas største attraktioner er kabelbanen teleferico til toppen af Isabel de Torres, hvor der står en 16 meter høj statue af Jesus. Herfra er der en strålende udsigt over skovene i Cordillera Septentrional og kysten. Området er indrettet som botanisk have med et rigt fugleliv af 30 forskellige truede arter. Kabelbanen brød sammen i 1994, og det tog fem år at reparere den. Derefter var der stor indvielse med præsident og det hele i november 1999. Den nåede dog kun nogle få ture, før den brød sammen igen. Siden har man sagt, at den vil virke lige om et øjeblik. De lokale turistguider og taxachauffører vil kunne oplyse, om den kører eller ej. Det er værd at tage turen, hvis det kan lade sig gøre. Når banen kører, kan man som regel købe billetter på hotellerne.

Shopping: Den store souvenirforretning på 12 Julio er et besøg værd. Her er alt, hvad der sælges af souvenirs i landet. På første sal er der informative udstillinger om landets historie. Nogle få arkæologiske fund, plancher om rom og tobak, og der sidder endda en cigarruller, der gerne giver en smagsprøve. Der er flere gode souvenirbutikker i gaderne op til byparken, f.eks. Canoa på Calle Beller.. Et egentligt marked, der også har andet en souvenirs finder man på Av Isabel de Torres i en rund betonbygning..

Begivenheder: Hver søndag i februar og marts er der fest langs strandpromenaden fra ca. kl. 16. Største karneval holdes 12. marts. Første uge af oktober er der merengue festival. En ugelang kulturfestival holdes i den tredje uge af juni.

Vest for Puerto Plata
Den vestlige del af nordkysten er langt mindre befærdet end den østlige. Vejene er fine, men derfor bliver de stadig brugt til at få kvæg fra mark til mark og til malkning. Kører man i lejet bil, så dyt godt i hornet, når køerne skal forbi, så de ikke får et horn i siden på en. Heste og mulddyr er her ligeså normale som biler og motorcykler. Hele vejen til Monte Cristo, er der livlig småhandel ud til vejen, man kan både få frokost, lidt at drikke og en halv gris med hjem, for slagtere har hængt dampende nyslagtet kød op på kroge, og ved siden af har gartneren lagt sine mandariner i sirlige bunker. Husk at få tanket op, der er kun få benzinstationer i området. Når knallerter kører rundt med store dunke benzin, er det netop for at have nok til hele turen. Hovedattraktionen er ruinerne af La Isabela - den første europæiske bosættelse

Playa Cofresi
Fem kilometer vest fra Puerto Plata kommer bugten med Playa Cofresi. Stranden er helt perfekt, og det er en af dem, der også tiltrækker de lokale – de kommer hertil i busser især i weekenderne. Strandkanten er knapt så proppet med restauranter og barer. Området er domineret af det store feriecenter La Hacienda, der har flere hoteller og gæstevillaer i et stort område ud til stranden. Det er efter all-inclusive konceptet, men restauranten Blue Marlin på selve hotelområdet er åben for alle – og kendt for sin hummer.

Hovedvejen går ikke langs strandkanten, men gennem flotte palmelunde, sukkerrørsplantager og frodige dale. Man passerer flere små landsbyer, hvor der kan handles og hviles.

Ocean World, 6 km vest for Puerto Plata, Playa Cofresi, www.oceanworld.net, tlf. 809 291 1111
Det er en stor marina med plads til verdens største yachts – og masser af underholdning. Her kan man svømme med delfiner, kikke på tigre og eksotiske fugle, nyde en Vegas-stil kabaret eller prøve lykken i et kasino med vandtema.

Ocean World Adventure Park er den egentlige forlystelsespark, entre: $ 55.00, børn: $ 40.00.
www.oceanworldadventurepark.com
Den åbnede i marts 2004 og er blevet et trækplaster for hele regionens turister. I 12 millioner liter havvand har man skabt verdens største delfinanlæg og samlet verdens største bestand af delfiner i fangenskab, og nu deltager de i nogle af de mest avancerede shows i branchen. Der er også en zoo, og man kan svømme i tigergrottoen. Parken tilbyder 52 begivenheder dagligt.
Prisen omfatter entre og adgang til alle shows og adgang til stranden, regnskovsområdet, snorklebassin mv.  Man kan også betale sig til en svømmetur med delfiner og hajer, hvis man har mod på det.  En svømmetur med delfiner koster $165/120.

Luperon
Den lille fiskerby er opkaldt efter generalen, der regerede landet i slutningen af 1800-tallet. En aflang plads med en buste af byens navngiver og et stort diskotek udgør byens centrum. Under pladsens store skyggetræer mødes de unge, der gerne fortæller lidt om byens historie for at øve deres engelsk. De fleste arbejder i sukkerørsplantagerne, mens andre er beskæftiget med fiskeri fra den lille havn. Fortsæt mod vest til nationalparken. Der er store skilte hele vejen mod Templo de las Americas, men er man først nået dertil, er man kommet lidt for langt.

Arqueologia Parque Nacional Historico La Isabela - Isabelas arkæologiske nationalpark, åbent 8-17. entre 50 RD for voksne, 20 for børn – spansk guide er gratis, men forventer lidt drikkepenge.

Området har været nationalpark siden 1998, da man efter årtiers restaureringsarbejde endelig fik udgravet den gamle spanske bosættelse. Området består af en moderne museumsbygning, der fortæller historien om Columbus rejser til Amerika og om livet her umiddelbart før. I montrer finder man eksempler på taino-indianernes keramik-kunst og deres smykker af ben. Der er også fund fra spanierne i form af kanonkugler, krucifikser og ringe. En kano ved strandkanten påstås at være fra indianertiden. Man viser også eksempler på, hvordan et spansk hjem så ud i bosættelsen med udendørs køkken og urtehave.

Det var først på sin anden rejse, at Columbus lagde til her. På den første rejse havde han lagt til længere mod vest tæt på Haitis nordkyst ved Cape-Haitien 25. december 1492. Han kom tilbage 4. november 1493, men da var de efterladte spaniere myrdet af indianerne, og det lille fort var brændt ned. Columbus mente, at det var bedst at finde et nyt sted at bosætte sig, og da indianere havde fortalt om det fantastiske sted Cibao længere mod øst, hvor der skulle være masser af guld, drog han hertil. Og 1. januar 1494 gik han så i land her og grundlagde byen La Isabela opkaldt efter Spaniens dronning. Han havde 1200 mand med sig på rejsen, og på kort tid opførte de 200 bygninger i området. Den første var kirken, hvor man allerede holdt gudstjeneste 6. januar. Også et særligt hus til Columbus, der nu var vicekonge og admiral over Oceanet, blev opført, men han var selv mere interesseret i at sejle videre og opdage nye øer. Hans brødre Diego og Bartholome fik ansvaret for at holde styr på byen, og det gik rigtig skidt. Mange af spanierne var velhavende mænd, der aldrig havde arbejdet i deres liv, så de var stærkt utilfredse med, at de pludselig skulle til at bestille noget i tropisk hede og med myg alle vegne. Indianerne var heller ikke vilde med hårdt arbejde, så der var ikke den bedste stemning, da man tvang dem til at arbejde for sig. Samtidig smittede spanierne indianerne med forkølelse, som de ikke havde noget immunforsvar overfor. Spanierne fik til gengæld maleria, og begge parter døde som fluer. Der var oprørsstemning. Da Columbus kom tilbage til bosættelsen efter en sviptur til Cuba og Jamaica uden at have fundet guld, blev de desperate. Spanierne gjorde oprør, og flere blev hængt for det. Indianerne blev pisket i arbejde for at finde guld, så de var også i oprør. Og alt det blev fulgt op af en orkan, der fejede flere huse i havet og sænkede to af de spanske skibe i bugten.  Det, der voksede hurtigst i den nye bosættelse, var kirkegården, og så havde alle fået nok. Columbus bad sin bror Bartolome om at rykke teltpælene op og drage ind i landet for at finde guldminer, og helt mod syd skulle han så bygge en ny by. Columbus byggede til gengæld et helt nyt skib af vragresterne af de to sunkne, det første skib bygget af europæere i Amerika. Det fik navnet La India, for man troede jo, at det var dér, man var. Columbus sejlede hjem i marts 1496 for påny at blive fejret for sine opdagelser. Kun få blev tilbage i La Isabela, som fik en kort opblomstring i 1497, da et spansk skib med 30 kvinder ankom – de første kvinder på øen var straffefanger og shanghaiede ludere fra de uartige kvarterer af Sevilla. De blev der dog kun kort og flyttede længere vestpå, så ti år efter ankomsten var bosættelsen tømt. La Isabela forfaldt og blev glemt og brugt som losseplads. Først i 1950 blev der opmærksomhed om den, da diktator Trujillo fandt på at bruge det som udflugtsmål, når han skulle imponere sine gæster. Han bad om at få det ryddet op, og det skete uden arkæologisk finfølelse, så store historiske værdier blev bulldozet i havet, blandt andet store dele af Columbus hus, som faktisk havde været næsten intakt. I dag har man kun nogle få teglsten fra hans oprindelige hus tilbage inde på museet. Men man har fået etableret og afmærket, hvordan de enkelte huse i bosættelsen lå placeret. Det er tydeligt at se grundridset af både kirke, hospital og beboelseshuse. Kirkegården er også fundet. Trækorsene er ikke autentiske, men det er derimod de afdækkede skeletter. Man kan f.eks. se de jordiske rester af en af de første spaniere på stedet. Man mener, at han har været 37 år gammel og død af malaria. Det var let at se, om det var spaniere eller indianere i de udgravede grave, for troende spaniere blev lagt til hvile med hænderne foldet på brystet. Forbrydere og rebeller blev lagt med hænderne bagbundet og ansigtet nedad, og indianerne blev begravet i fosterstilling, sådan som det var deres tradition.

Nationalparken har i dag et særligt besøgscenter for videnskabsmænd fra hele verden, der kommer for at studere det arkæologiske område. For at få udbytte af turen hjælper det at forstå spansk, for kun få guider taler engelsk og kun få tekster på museet er på engelsk. Der er dog efterhånden kommet flere engelske guider og tekster, men det går langsomt.

Når man kommer op til hovedvejen igen og drejer til højre, er man få minutter efter ved Templo de las Americas. Kirken blev opført i anledning af 500 året for Columbus landgang her. Pave Johannes Paul 2 holdt messe her i 1992 under sit besøg. Vil man fortsætte mod vest, kan man ikke køre langs stranden, men skal tilbage til hovedvej 1. I stedet for den direkte vej til hovedvejen kan man tage den mere snørklede vej via Laguna Estero Hondo, der har flotte mangrovesumpe. Det var her, at Columbus så den caribiske søko og troede, at det var en havfrue. Herefter kører man mod Villa Elisa for at komme til hovedvejen, der nu mod vest kører parallelt med Rio Yaque del Norte gennem brede frodige sletter, hvor man dyrker ris og tobak Landskabet bliver efterhånden tørre, og agaver og kaktus bliver almindelige. På vejen mod Monte Cristi er der mange små byer, men ingen særlig faciliteter for turister.

Monte Cristi
Hovedstaden i provinsen er sidste nordlige by inden Haiti. En meget tør og meget varm by. Den blev grundlagt i 1533 af Juan de Bolanos og var en driftig kvægby, indtil også den blev tvangsforflyttet sydpå, fordi kongen ville forhindre, at indbyggerne byttede huder og kød for englænderne og franskmændenes varer. Den blev genopbygget igen i 1751, da man importerede familier fra De Canariske Øer. De byggede en helt ny by op og opdrættede af kvæg og geder og en stor saltproduktion. Senere fik byen en storhedstid i 1800-tallet, da der kom en større tømmerindustri i gang med eksport til Europa. Byen blev nærmest ødelagt i forbindelse med krigen i 1860´erne, men der er stadig rester af de flotte victorianske bygninger, man fik råd til at bygge, bl.a. det gamle domhus i centrum. I dag er der ca. 20.000 indbyggere. Byens vartegn er et gammelt fransk ur på rådhuset fra 1895 på Plaza del Reloj, som netop er opkaldt uret. Tæt på parken er der et udsigtspunkt med flot vue over bjerget El Morro. Der er ingen særlige turistattraktioner, men der er gode strande omkring byen, og vandene er velbesøgte af dykkere. Man har i mange år dykket efter piber. For mange år siden sank et skib, der var lastet med små lerpiber fra Holland. De kom hertil, da piberygning var højeste mode i tobakkens fædreland. Skibet gik på grund ud for Montecristi, og det har så forsynet dykkere med souvenirs lige siden. Der blev på et tidspunkt sat en flydeplatform over vraget, så man nærmere kunne studere det. Derudover kan man komme til karneval i dagene op til påskesøndag, eller til byfest 30.maj, hvor man fejrer byens skytshelgen, San Fernando.

Den største grund til at besøge byen er for at komme ud til nationalparken Parque Nacional Monte Cristi. Parken er 530 km2 stor og omfatter bl.a. øerne Cayos Seite Hermanos – De syv brødres øer. Man kan komme ud til dem i båd, og der er masser af dykkeroplevelser omkring dem. Parken har flere flotte lagunger, den største er Laguna de Marigo, hvor der er mange sjældne fugle og en stor bestand af pelikaner. Der har tidligere været mange alligatorer og skildpadder, og selv om man stadig kan støde på dem, er de voldsomt truede af krybskytter, der kommer over grænsen fra Haiti. Indgangen til parken ligger ca. 3 km nord for Monte Cristi. Der er åbent 9-17, og der er altid nogen, der vil give en rundtur i båd for et fyrsteligt beløb.

Kører man stik syd ad Carretera Presidente Vincent, kommer man til grænsebyen Dajabon. Udover at krydse grænsen til Haiti, kan man mandag og fredag se et stort marked, når haitianere kommer over i deres farverige dragter for at sælge alt.

(C) GG