IntroduktionSanto DomingoDe caribiske strande og SydkystenSydvest og nationalparkerneSantiago og nationalparkernePuerto Plata og Isabella ParkenNordkysten og SamanaVærd at vide - det praktiskeFakta om den Dominkanske Republik

Det centrale højland

Cibao dalen er noget af det frodigste i landet. Her er muldlaget så tykt og klimaet så ideelt, at alt kan gro. På vejen gennem det centrale højland finder man alle slags afgrøder. De to nationalparker har Caribiens højeste punkter

Af Kenneth Bo Jørgensen
Da Columbus kom til Amerika var hans største tørst efter guld. Indianerne ville derimod gerne vise ham al skønheden på øen, og de gjorde ham derfor gentagne gange opmærksom på Cibao-dalen i det centrale højland. Men spanierne havde kun guld på hjernen, og de troede efterhånden, at Cibao måtte betyde guld på taino, siden indianerne sagde det så ofte. Og indianerne gentog det gerne, for deres gæster blev så glade, hver gang de hørte ordet. Der var faktisk guld i dalen, indianerne vidste bare ikke, hvorfor det var så interessant. De mente, at dalens mest dyrebare skat var en frodighed, hvor alt kunne gro. Spanierne bosatte sig i dalen, da Bartolome Columbus, broren, drog mod syd fra La Isabela i 1496. Han anlagde undervejs forposter, så folk kunne gå i gang med at dyrke jorden og finde guld. Det blomstrede og groede op af jorden for et godt ord, for muldlaget var flere meter dybt. De første egentlige byer var Santiago og Conception de la Vega. Den sidste blev omdøbt til La Vega Realde kongelige enge, her tilbragte den senere guvernør Diego Columbus sine sommerferier.

I det centrale højland finder man to nationalparker på tilsammen over 1500 km2 - med Caribiens højeste punkter. I byerne omkring bjergene kommer velhavere og turister for at nyde alpelandskabet og det milde klima året rundt, og flere tusinde vandrere fra hele verden kommer hvert år for at bestige bjergene.

Der er to veje til Santiago fra Puerto Plata - den 70 km. lige landevej 5, der fører til hovedvej 1 Autopista Duarte og den langt mere krøllede vej over bjergene gennem små landsbyer og med smuk udsigt. De fleste vælger at køre til Santiago ad den hurtige vej og tilbage ad bjergvejen, så man får den smukke udsigt ud mod vandet.

Santiago de los Caballeros
Byen kaldes blot Santiago i daglig tale. Det er landets 2. største by med over en halv million indbyggere. Som centrum for den øvre del af Cibao-dalen er byen meget rig med mange flotte kvarterer. Pengene tjener man på rom og tobak, og så er det blevet et bil-centrum, og dominikanere kommer fra hele landet for at købe deres bil her. De fleste arbejder på en eller anden måde inden for landbruget, men i de senere år er der oprettet flere skattefri industrizoner, hvor især udenlandske investorer har sat ny industri i gang. Folk er generelt tydeligt velstående, de går i modetøj, og de handler i forretninger, der er på niveau med vestlige. Der er orden i byen, og især de gamle victorianske bygninger i centrum holdes fint vedlige. Indbyggerne har altid betragtet sig som lidt finere end andre dominikanere – de fleste hævder, at de nedstammer fra adelsfolk. Derfor holder de en vis stil, det er f.eks. stadig en tradition blandt velstillede at tage en tur i karet rundt i byen om søndagen. Livlig by, men med en klar afslappet provinsstemning, forbavsende lidt påvirket af turisterne, der især kommer hertil – mest på endagsture fra Puerto Plata.

Historie
Man regner med, at Santiagos tilnavn de los Cabelleros er til ære for 30 spanske adelsmænd (caballeros), der sammen med Bartolome Columbus grundlagde byen i 1496, da de var på vej fra La Isabela syd på for at grundlægge Santo Domingo. Det skete lidt nordøst for den nuværende by, men den blev udslettet af et jordskælv i 1562, hvorefter en ny by blev bygget. på den østlige bred af Rio Yaque. Byen har været hærget af jordskælv adskillige gange siden. Den har i det hele taget været hærget. Den var kampplads for masser af stridigheder mellem Spanien og Frankrig. De franske bosættere og pirater på nordkysten gik på plyndringstogt i byen hver eneste gang, den havde vokset sig stor og rig. Den er blevet brændt ned og bygget op, brændt ned og bygget op. Kun i få år ad gangen levede man fredeligt side om side og handlede med hinanden.  I Santiago fandt det afgørende slag sted mod Spanien, der efter uafhængigheden var kommet tilbage for at kontrollere landet. I 1863 tvang 8000 borgere byens 800 spanske soldater ind på fortet og lod dem sidde dér, indtil den spanske dronning omsider accepterede, at de spanske dage endeligt var forbi.

Storhedstiden kom under 1. verdenskrig, da der blev enormt behov for sukker, tobak, kakao og kaffe i de krigsførende lande, og man kunne tage enorme priser for det. Byen blev hovedrig og fik råd til elektrisk lys før alle andre. Det stoppede, da Trujillo kom til, for han brød sig ikke om Santiago. Her turde man kritisere ham, og det var et af de få områder, hvor han ikke havde helt styr på pressen. Da efterspørgslen efter Santiagos produkter dalede, svandt rigdommen, og det gjorde Trujillo intet ved. Tværtimod lod han alle investeringer gå udenom byen, og han nedlagde den livsvigtige jernbane mellem Santiago og Puerto Plata. Efter diktatorens fald fik byen sin velstand tilbage. Og nu er den igen ved at udvikle sig til en strålende storby.

Seværdigheder:
Byens centrum er Parque Duarte, hvor masser af skopudsere forsøger at tjene en skilling, de ældre mænd ser ud til at holde siesta dagen lang, og selvbestaltede guider bejler om turisternes gunst. De vil så gerne vise det hele frem, de mange flotte bygninger og katedralen i parken. Langs parken holder masser af hestevogne, som er parat til at fungere enten som taxaer til småture i byen eller bare til en rundtur.

Catedral Santiago Apostol
Katedralen er en stor, tung, lyserød sag. Den blev færdig i 1895 i et mix af nygotisk og nyklassisistisk. Kirkerummet er forholdsvis enkelt, men med en meget dekoreret altertavle af lokalt mahogni, rigt pyntet med bladguld. Kirken er nyrenoveret i 1991. Ved katedralens hovedindgang er der til højre en evig flamme ved gravstedet for flere af landets helte, bl.a. Jose Maria Imbert. Flammen er ofte gået ud. På den modsatte side er der et mindre mausolæum for en af landets mange diktatorer, Ulises Heureaux, overvåget af en kopi af Berninis berømte statue af Maria og Jesus, der i original tilstand befinder sig i Peterskirken i Rom. Nogle af byens hjemløse har specialiseret sig i at være guider i kirken. De sover der også om natten, så de kender hver et hjørne.

Museo del Tabaco - Calle de Marzo
Over for kirken – modsat hovedindgangen – ligger et meget berømt tobaksmuseum, der desværre lukkede februar 2000. Der var da ingen planer om at genåbne det, men ting ændrer sig hurtigt her, så kik over for en sikkerheds skyld. For det er en udmærket udstilling, hvor man får et godt indtryk af tobakkens historie specielt for dette område. Er der lukket, kan man alligevel se tobak på en rundvisning på cigarfabrikken længere fremme på hjørnet af Calle San Luis og Calle 16 Agosto.

Omkring katedralparken ligger flere flotte bygninger. På vestsiden Centro de Recreo, en imponerende bygning fra 1894 i ny-mudejar stil. Det er en privat klub ejet af rom-familien,  Bermudez, den ældste i landet, og her mødes byens velstående herrer stadig til et slag billard og en sjus efter arbejde. Diktator Trujillo fik snedkereret sin helt specielle stol, som han brugte, når han skulle have pudset sko her. Den står der endnu. Der er kun adgang for medlemmer, men som regel må man kikke ind, hvis man spørger pænt. Specielt skal man se den store balsal på førstesal.

Museo de Ville, åbent ti-fr 10-12,14-17.30, lø-sø 10-14. gratis.
Ved siden af Centro de Recreo ligger Palacio Consistorial – en samtidig victoriansk bygning. Det var tidligere regeringsbygning, men i dag indeholder den bymuseet, der bl.a. har en større fotosamling, så man kan se byens udvikling. Bag bymuseet væk fra centrum ligger Centro de la Cultura – kulturcentrethvor der både er koncertsal og teatersal. Det indeholder musikskole, som man kan lytte med på, og der er ofte udstillinger af lokale kunstnere.

Museo Folklorico, Calle Restauracion 174, åbent dgl. 9-17.
Museet ligger lidt gemt - over for Akademiet for klassisk ballet - Gå lige ud fra Calle de Sol forbi Casa de Cultura - gå til højre af Lopez til 3. sidevej på venstre hånd. Museet er etableret i 1962 af Tomas Morel, der bare havde gået og småsamlet hvad som helst. Derfor er udstillingen en broget samling, der viser lidt om tobak, lidt om rom og rigtig meget om karneval, fordi han har samlet karakteristiske masker fra store dele af landet. Hvis man ikke er i landet i karnevalssæsonen, så kan man her få en fornemmelse af, hvor omfattende det egentlig er. Der er masker, der nærmest er hele landskaber eller skibe med master og sejl. Samlingen er ikke spor videnskabelig sat sammen. Der er sjældne arkæologiske fund fra indianer-tiden sammen med krukker fra Columbus-tiden og køkkenudstyr fra i går. Museet har også en del sjove detaljer fra diktator-tiden, blandt andet et kladdehæfte med et stort foto på forsiden af Trujillo, så de arme skoleelever ikke glemte ham. Museumssamleren kan også fremvise et personligt brev fra Trujillo. Stedet er vældig hyggeligt, og guiderne vil gøre alle de fagter, man ønsker sig for at kompensere for, at de ikke kan engelsk. Den spanske skiltning er nu heller ikke noget særligt. Museet er gratis, men man må gerne give et bidrag i papkassen på vej ud, eller bare købe en sodavand.

Fortsætter man væk fra byen, kommer der endnu en park med gadeboder. Især ved karnevalstid kan man købe mange slags masker her. Går man tilbage til byen – og fortsætter lige ud, vil man snart stå over for et imponerende bygningsværk.

Monumento a los Heroes de la Restauracion de la Republica - åbent 7-14, gratis.
Det 67 meter høje marmormonstrum er bygget af Trujillo i 1940, rejst til minde om, at han havde holdt landet ude af konflikter i ti år. Efter hans fald omdøbte man det til mindested for de helte, der genskabte (restauracion) republikken i 1860´erne ved at smide Spanien ud for sidste gang. Ved indkørslen står en ridderstatue af general Luperon, og parken op til monumentet er omkranset af billeder af dominikanske berømtheder. Selve monumentet gør ikke meget ud af at forklare sig. Det er bare den slags lagkage-monumenter, der skulle være kolossale – ikke ukendt fra Sovjettiden. I den pompøse hall er der ingenting, men en elevator, der nærmest med garanti er ude af drift, fører op til de fem etager. Der er også en smal trappe, der kan bruges. På hver etage er der en museumsafdeling med mange detaljerede beskrivelser af perioder af landets historie, kun på spansk. På femte etage - inden tårnet – er der en hal med flere vægmalerier af den spanske kunstner Vela Zanetti. Fra balkonen er der en flot udsigt over Santiago, og vover man sig helt til tops, kan man se langt ud over Cibao-dalen. Der er mange historier om monumentet. Nogen mener, at Trujillo byggede det netop her, fordi han ikke kunne fordrage Santiago. Det grimme monument skulle så stirre hårdt ned på indbyggerne dag og nat for at understrege, hvem det var, der bestemte. Over for indgangen til monumentet ligger byens moderne teater - det er en tro kopi af nationalteateret i Santo Domingo - bare langt mindre. På toppen af monumentet er en statue af Maria Sanchez, den dominikanske kvinde, der syede det første dominikanske flag. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Værd at vide:
Shopping:  Den store handelsgade er Calle de Sol,  men der er også flere forretninger i gaderne op til katedralen. Lige før ”Operahuset” på Calle de Sol ligger det lokale marked Mercado Modelo. Her er alt udi tingeltangel, så skal man have lidt billige souvenirs med hjem, er det et oplagt sted. Husk at prutte om prisen.

Karneval: I ugen op til påske. Kendt som det bedste i landet næstefter Santo Domingo.

Rum-fabrik: Bermudez Rumfabrik, på hjørnet af Avenida J Armando Bermudez og Blanca Mascaro, har guidede ture med smagsprøver, åbent ma-fr. 9-12, 14-15.

Trafik: Til Santo Domingo (2 timer), Puerto Plata (1,5 time). Metro holder til på Calle Maimon, tlf 809 582 9111 Caribe Tours, Av 27 de Febrero, tlf 809 576 0790. Taxaer fra busstationen til midtbyen koster ca. 50 RD.

Moca
21 km syd for Santiago på en bjergside ligger provinsen Espaillats hovedstad med 50.000 indbyggere. Byen blev grundlagt i 1700-tallet og har tjent store penge på kaffe og kokusnødder.

I Parque Central ligger den meget moderne betonkirke Nuestra Senora del Rosario med fine gotiske vinduer. Hvis man fra parken kører mod San Francisco, kommer man forbi et lille lokomotiv, der står på et skinnestykke i Plaza Viaducto. Det er et mindesmærke for jernbanen Santiago-La Vega-Sanchea. Denne jernbane skyldte man den meget store rigdom, som byen oplevede i begyndelsen af 1900-tallet. Man kan køre videre til Salcedo, men mest hvis man er historie-interesseret.

Salcedo
På vej til San Fransisco kommer man forbi den lille by Salcedo, der ikke har ret meget at vise frem, men har en uhyggelig historie. Man ser mindesmærket for den blodige begivenhed på det lille bytorv, hvor der hænger portrætter af tre kvinder, som i dag er en institution i den dominikanske historie, Tres Hermanas Mirabal – de tre Mirabel-søstre. De tilhørte en af de rigeste og mest respekterede familier i landet, og deres mænd havde protesteret offentligt mod diktator Trujillo i slutningen af 50´erne. Mændene var blevet fængslet, men det var ikke nok for Trujillo. Han sendte en mord-patrulje til Salcedo, og søstrene blev likvideret 25. november 1960. Mordene vakte international opsigt og var en af grundene til, at USA fik nok af Trujillo. Herefter planlagde CIA mordet på ham et halvt år senere. Især søsteren Minerva har fået nærmest helgeninde-status, fordi hun meget åbenlyst kæmpede mod diktator-styret. Masser af gadenavne er opkaldt efter hende i landet, og hun pryder også frimærker.

5 km uden for byen i retning mod Tenares finder man et lille Museo de las Hermanas Mirabel, Her er fotografier af søstrene Patria, Minerva og Maria Teresa, der døde som henholdsvis 36, 33 og 25-årig. I udstillingen indgår også flere af deres personlige ejendele, heriblandt de tørklæder de bar under myrderierne – i dag er de blodstænkede.

Der er ikke mange grunde til at køre videre herfra til San Francisco de Macoris. Det er en velhavende by med 175.000 indbyggere, der primært dyrker ris. Men de mange flotte villaer skyldes efter sigende mere narko end ris. Der er ingen nævneværdige seværdigheder i byen. Det kan bedre betale sig at køre tilbage til Moca og videre ad landevej 21 til La Vega. Før La Vega vil man passere to seværdigheder, Pueblo Viejo og Santo Cerro.

Pueblo Viejo
Dette var stedet for den første La Vega, i dag er der kun ruinerne tilbage. Blandt andet ruinerne af klosteret Convento San Francisco. Og 2 km derfra er der ruiner af et franciscanerkloster fra 1502 -  formentlig det første i Amerika. Der er dog kun grundridset tilbage. Man byggede også fortet Fortaleza Nuestra Senora de la Concepcion efter sejren over indianerne. Der er et enkelt tårn tilbage og et lille museum med hverdagsting fra både indianer- og spaniertiden. I den gamle by blev også opført den første møntfabrik i den nye verden, og det første officielle bordel.

Santo Cerro – det hellige bjerg – 8km før La Vega.
Stedet er kendt for sit hellige trækors. Ifølge legenden havde Christoffer Columbus på en tur i området skåret et stort kors, som han satte i jorden til ære for dronningen. Det gjorde han så tit. Men i dette tilfælde angreb et stort hold indianere pludselig, og spanierne var solgt til stanglakrids. Ud af det bare ingenting tronede den hellige jomfru Virgen de Mercedes og beskyttede korset og tvang indianerne til at underkaste sig spanierne. Et mirakel var sket. Der, hvor korset stod, har man nu bygget en kirke. Der er ikke noget tilbage af korset, men hullet er der stadig. Den 24. september er der hvert år pilgrimsfærd til hullet. Uden for kirken, der blev opført i 1886, står der et andet trækors, og det hævdes, at det er fremstillet af det samme træ, som Columbus skar det oprindelige af. Her er en flot udsigt over dalen, som Columbus kaldte La Vega Real – De kongelige enge.

 La Vega
Byen blev navngivet Conception de La Vega. Der er 225.000 indbyggere, der næsten alle er beskæftiget i Cibao-dalen med landbrug. Den er stor og larmende, men der er flere interessante bygninger at kikke på, ikke mindst de fine gamle victorianske, f.eks. Justitspaladset, teateret og brandstationen. Den pompøse Nueva Catedral på hjørnet af Independencia og Restauracion er fra 1992. En enorm betonkirke, der er bygget op efter det bibelske tal 12 – med 12 porte og 12 vinduer.

Cordillera Central
Den store bjergkæde går fra nordvest til sydøst lige igennem landet. I midten er der etableret to store nationalparker, Armanda Bermudes og Jose del Carmen Ramirez, på tilsammen 1500 km2. En af indgangsvejene til bjergområdet – også kaldet de dominikanske alper er fra Jarabacoa. Fra hovedvej 1 kører man af Carretera 28.

Jarabacoa
Det er en stejl tur op af Cordillera Centrals skråninger, før man i en halv kilometers højde når en af de mest søgte dominikanske alpebyer på Rio Yaque del Nortes østbred. Her er klimaet som dansk forår hele året, og det er et af de få steder, hvor man kan dyrke jordbær. Det behagelige klima tiltrækker ikke bare turister, men også velhavere fra hele landet, der har sommerhuse i byen.

Byen har gode hoteller og mange restauranter, og så er der mange bureauer, der tilbyde ture i området. I byens omegn er det især de tre flotte vandfald, der trækker. Det mest besøgte er Salto de Jimenoa, der brager fra 40 meters højde ned i stor dyb sø. Man kan bade i søen, der er spændt sikkerhedsliner ud, for her er dybt. Ved søbredden er der boder med øl og småsnacks.. Man kommer til vandfaldet ved at køre mod La Vega, dreje til højre ved Shelltanken og køre yderligere 6 km til en lille hydrostation. Herfra er der 20 minutters flot gang langs flodbredden, blandt andet over en hængebro. Hvis man ikke er i bil, kan man hyre enten taxa eller motorconcho til turen. Salto de Baiguate er noget lignende, men det er en langt mere besværlig vej, som man bedst tilbagelægger i jeep eller på hesteryg. Man kan inde i byen melde sig til ture herud. Faldet er ikke så imponerende som Jimenoa, men det er kendt på grund af vandfaldets legende. Den går ud på, at en spanier druknede en hellig munk i søen, fordi munken beklagede sig over den måde, spanieren behandlede indianerne. Munken nåede at lægge en forbandelse på spanieren, inden han gik til bunds, og kort tid efter døde spanierens kone af en mystisk sygdom. Spanieren ville derfor væk i en fart, men da han passerede vandfaldet, blev hesten hys af nogle skrig fra vandfaldets dyb. Hest og rytter faldt i. I dag siger man, at man allerede 100 meter fra vandfaldet, hvis man hører godt efter, kan høre munkens skrig. Det sidste vandfald er Salto de Jimenoa Uno – det er det højeste (60 m), men det er ret svært at finde. Derfor bør man have guide med eller tilmelde sig en organiseret tur. Der er i det hele taget masser af aktiviteter med udgangspunkt i byen. Der er flodture på Rio Yaque, der er de naturlige bassiner ved Balneario La Confluencia, der er ture på hesteryg og ture i jeep, og så er byen bare generelt en god base for de mange vandrere, der vil ind i nationalparkerne. Udflugter: Rancho Baiguate, tlf. 809 574 6890

Nationalparkerne
De to nationalparker Armanda Bermudes og Jose del Carmen Ramirez blev først og fremmest oprettet i 1950´erne af frygt for, at landet skulle lide samme skæbne som Haiti, der var ved at forvandle sig til ørken på grund af skamhugst i skovene. I dag er det 1500 km2 store område et fantastisk naturområde, der tiltrækker vandrere fra hele verden. Her ligger ikke bare landets højeste punkt, men hele Caribiens. Hele 12 floder løber igennem parkerne, og der er frodig natur i så at sige alle stilarter (afhængig af hvilket niveau man bevæger sig i). Dyrelivet er også eksotisk med næsten 50 forskellige paddearter, heraf flere endemiske, og i visse fjerne egne af parken lever der vildsvin. Fuglelivet er måske det mest imponerende. Så at sige alle landets fugle kan holde ud at være her, og man har gode chancer for at se både Hispaniola papegøjen, Hispaniola spætten og nationalfuglen palm chat. Indianerne har naturligvis boet her i sin tid, og man kan derfor ofte se klipper, hvor der er skåret motiver ud.

Parken har et behageligt klima året rundt - fra 12 til 20 grader, naturligvis koldere på toppen, hvor der kan være helt ned til 5 minusgrader. Parkernes højeste punkt er Pico Duarte, 3175 m, dernæst kommer Pico La Pelona, 3087 m, og Pico La Rucilla 3045 m. Pico Duarte blev først besteget i 1944. Det skete for at fejre 100 året for Den Dominikanske Republiks uafhængighed.

Adgangsveje: Der er flere indgange til parkerne. Og der er flere turoperatører i byerne omkring parkerne, der arrangerer ture. Men man kan gøre det selv. Fra Jarabacoa kører man de ca. 40 km til La Cienaga. Her er der en parkstation, hvor man betaler entre på ca. 25 kr. Man skal have guide med ind. Påbuddet blev indført i 1988, efter en turist forsvandt sporløst. Parkbetjentene vil anvise en guide, som koster ca. 200 kroner pr. dag, hvis det er flere dage – ellers bare 100 kr. for en dagsomvisning. De ser også gerne lidt drikkepenge til sidst. Desuden kan man hyre mulddyr, som man både kan ride på og bruge som trækdyr. Man skal have al proviant med ind i parken, herunder også vand, selv om det er muligt at drikke vand fra bække, hvis man koger det først. Inde i parkerne er der omkring 20 hytter, som man kan benytte gratis. De er meget spartanske.

Man kan vælge mellem lettere eller sværere ruter til Pico Duarte eller til Valle del Tetero, der ligger i 1500 meters højde. Fra La Cienaga til Pico Duarte er der 23 km begge veje, og man skal sætte mindst to dage af til turen mindst. Arrangører: Maxima Aventura, Rancho Baiguate, tlf 809 574 6890 – 5 km øst for Jarabacoa  - De har en særlig tur Pico Express på to dage til omkring 3000 kroner med al forplejning under vejs. Desuden er der ture arrangeret fra Cabarete hos Iguana Mama, tlf 809 571 0908. Men ellers spørg på hotellerne i Jarabocoa.

Constanza
En kølig rar by 1300 m.o.h. i en smuk dal. Blandt de 50.000 indbyggere er der mange efterkommere af 50 japanske familier, der kom hertil på Trujillos invitation i 50´erne for at dyrke området. Det gjorde de godt, for i dag er det et af de smukkeste opdyrkede områder med kaffeplantager og en stor produktion af eksotiske blomster. I dalen og i bjergene omkring byen kan man vandre i de skønneste omgivelser. Blandt andet til vandfaldene Agua Blanco – 10 km syd for byen.

Bonao
Provinshovedstad er lige ved hovedvejen. Den er kendt for keramik og landbrugsprodukter, men det kan alt sammen købes fra vejkanten. Det er desuden en mineby, for i nærheden er der store forekomster af både nikkel, bauxit og sølv.

(C) GG