IntroduktionSanto DomingoDe caribiske strande og SydkystenSydvest og nationalparkerneSantiago og nationalparkernePuerto Plata og Isabella ParkenNordkysten og SamanaVærd at vide - det praktiskeFakta om den Dominkanske Republik

Det første land i den nye verden

Af Kenneth Bo Jørgensen
Den Dominikanske Republik har alt det, som gør et land rigtigt caribisk. Flere bjergkæder deler landet op i store frodige naturområder, de fleste er nationalparker. På få timer kan man bevæge sig fra de kølige alper ned til smukke dale, hvor man dyrker jordbær året rundt. Og lige ved siden af ligger tørre sletter med kaktus i blomst. Det hele er omkranset af en kystlinje med flotte strande. Det hvide koralsand og det azurblå vand danner den ramme, som har gjort Caribien til hele verdens drømme-destination.                  

Den Dominikanske Republik har været turistmæssigt noget tilbagestående i forhold til de mindre caribiske øer. Først sent kom de i gang med at opføre veje og hoteller. Siden har der været en voldsom vækst i turistmængden, men landet er alligevel stort, at det ikke væsentligt har berørt særpræget. Man kan sagtens bevæge sig rundt i flere dage uden at møde en turist. I stedet møder man dominikanerne og en kultur, der har rødder i både den indianske, den spanske, den franske og den afrikanske fortid. En kultur, der giver sig udtryk i masser af musik og dans - og masser af smil og imødekommenhed over for besøgende. Ingen dominikaner går i seng uden at have smilet, siger man.

 Det var her, at de første europæere etablerede sig, da Columbus havde fundet Den Nye Verden. Og især hovedstaden Santo Domingo har bevaret så meget fra den første tid, at man næsten kan få fornemmelsen af, at Columbus, Ponce de Leon, Cortes og alle de andre opdagelsesrejsende har gået her. Den Dominikanske Republik er en chance for at opleve hele den brogede og ofte brutale historie – og samtidig få en pragtfuld ferie i omgivelser, der må ligne Paradis.

Dominikanerne
Den dominikanske befolkning er så broget og sammensat af så mange racer, at man ligefrem har gjort det til en del af landets image, at ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud. De nationale keramikdukker har derfor ingen ansigtstræk – man kan selv sætte ansigt på efter eget valg. Indianerne var der først, men der er kun få træk tilbage i de nuværende indbyggere. Kun det sorte, glatte hår, siger man, stammer fra indianerne. Helt hvide europæere er her, men det er tilflyttere. De oprindelige hvide er forlængst blandet med afrikanere, der blev sejlet hertil som slaver.

Derfor udgør mulattos den største del af befolkningen. De vil dog ofte omtale sig selv som indianere - hvide eller mørke - indio claro eller indio oscuro. Man betragter det nemlig som finere at stamme fra indianere end fra afrikanere, og man vil helst være fri for at blive antaget for at være rigtig sorte, fordi man dermed kan blive forvekslet med haitianere, som man ikke har høje tanker om. På grund af den meget store blanding er der ingen raceuro, men man ser alligevel, at jo lysere folk er, jo højere sociale status opnår de.

Meget få dominikanere kan føre deres slægtsbånd ret langt tilbage, da øen har været nærmest tømt for mennesker adskillige gange. En egentlig nationalfølelse er først vakt i slutningen af 1900-tallet, men i dag er patriotismen høj, og med konstant propaganda præges befolkningen til stolthed og patriotisme. Det hindrer dog ikke en meget stor udvandring. Så mange dominikanere er udvandret til USA, at New York i dag regnes for den by i verden med flest dominikanere efter Santo Domingo. Udvandrerne har enorm betydning for landet, fordi de sender meget store beløb hjem til deres familier. Man regner med, at 1/8 af landets befolkning lever i udlandet. Der sker også en stor indvandring, fra nabolandet Haiti. De er primært beskæftiget i landbruget og udgør landets absolutte underklasse. Man har anklaget Den Dominikanske Republik for at kidnappe haitianere, når man ikke har kunnet få sin egen befolkning til at udføre beskidt arbejde. Det er rigtigt, at dominikanere ikke anser sig selv for egnet til slidsomt arbejde, men at de skulle have behov for at stjæle mennesker, er helt forkert. Tværtimod står haitianere i kø for at komme til Den Dominikanske Republik, for ligegyldigt hvor elendigt de får det, så er det bedre end i Haiti.

FN har erklæret Den Dominikanske Republik for et 3. verdens land. Der er mange rige, men langt flere fattige. Man anslår, at 25 % lever under fattigdomsgrænsen. Først i de senere år er der ved at udvikle sig en egentlig middelklasse, f.eks. dem der er beskæftiget i turisterhvervet. Den almindelige dominikaner lever under spartanske forhold. Familier i op til fire generationer bor i samme hus. Familiebåndene er meget stærke. Familien er enheden, som både udgør det arbejdsmæssige og sociale fællesskab. Det er et mandsdomineret samfund, hvor mændene går på arbejde, og kvinderne tager sig af børn og husholdning. Mindstelønnen er 2000 RD om måneden, cirka 1000 kroner om måneden.

Ingen ved præcist, hvor mange mennesker der bor i landet, for der er ingen central registrering. Folketællinger finder sted med skolebørn, der går fra hus til hus og tæller. Hvis ingen er hjemme, så gætter de. Nogen mener derfor, at landets reelle indbyggertal sagtens kan være næsten det dobbelte af de ca. 8 millioner, man officielt taler om. Man kender heller ikke de rigtige arbejdsløshedsprocenter. Det officielle tal er på 30 pct., men der er langt flere uden for høstsæsonen. Desuden er der en stor grad af selvforsyning og arbejde med småhandel, som ikke figurerer i statistikkerne.

Dominikanerne elsker musik, dans og selskab. Landets folkemusik har rødder i de indianske og afrikanske rytmer, og den mest populære er merengue. Under det årlige karneval i februar står landet stille i en hel uge, mens det rystes af sang og musik. Hvad er det en dominikaner gør mindst to gange om dagen, lyder det ofte stillede spørgsmål fra dominikanerne selv. Svaret skal være: De smiler og danser merengue.

 

Religion
Den Dominikanske Republik er et multikulturelt samfund med religionsfrihed. De fleste bekender sig dog til den katolske tro. Desuden er der større menigheder af evangelister, syvende dags adventister, baptister og mormoner. Især på landet dyrker man voodoo sideløbende med de katolske handlinger. Men det sker langt mere stilfærdigt end i nabostaten Haiti, hvor det er hovedreligionen.

 

Sprog
Det officielle sprog er spansk. De mange illegale indvandrere fra Haiti taler fransk eller fransk kreolsk.

Uddannelse
En større omlægning i uddannelsessystemet har været i gang i de senere år, hvor man har satset på at komme analfabetismen til livs. Effekten har været stor, men 10 pct. af de voksne kan stadig hverken læse eller skrive. Der er 12 års undervisningspligt for børn. Undervisningen er gratis, men eleverne skal selv betale bøger og uniform. Derfor lader mange familier deres børn skiftes til at gå i skole - formiddag og eftermiddag, så samme uniform kan række til mindst to børn. Mange børn får kun de første 6 års skolegang, for den videre skolegang foregår på store centrale skoler. Det kan være afstande, som ikke bare kan klares på æselryg, og derfor må mange undvære. Efter de 12 år kan man tage ungdoms- og erhvervsuddannelser. Som regel må forældrene vælge et enkelt af deres børn til videreuddannelse, selv om flere måtte have evnerne. Forældre er generelt meget optaget af at få uddannet så mange af deres børn som muligt, dels fordi de selvfølgelig vil dem det godt, dels fordi deres børns senere indtjeningsevne betyder meget for forældrenes levefod i alderdom. Højere uddannelser tilbydes på otte universiteter og højere læreanstalter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er Amerikas ældste.

Kultur

Der er så meget kulturelt arvegods i landet, at det er svært at sige, hvad der er egentlig dominikansk. Kulturen kommer fra indianerne, fra spanierne, fra franskmænd, fra afrikanere. En del er bevaret oprindeligt, andre ting er smeltet sammen.

Billedkunst
Dominikansk billedkunst er stærkt spansk påvirket. Det skyldes, at mange kunstnere fra Spanien bosatte sig her under Franco-styret. De mest kendte er Manolo Pascual, Jose Gausachs, Jose Vela-Zanetti og Jose Fernandez Corredor. Der er flere gode landskabsmalere og portrætmalere, men ellers er den caribiske tradition for meget naive og meget farverige malerier også slået igennem her. Malerier sælges ligeså livligt som t-shirts i hver en by. 

Arkitektur
Fra den tidlige kolonitid er de markante regeringsbygninger i byerne mest bemærkelsesværdige. De er bygget fornuftigt og stærkt, så de kunne holde rigdommene inde og orkanerne ude. Men de skulle også imponere, og det gør de stadig. De store stenbygninger er flot udsmykkede med støbejern, gelændere og gesvejsninger. Bag facaderne er kølige indvendige gårde med brønde og haver. Landet var engang plettet med strålende plantagehjem, men orkaner og ild har taget dem.

Den almindelige borger bor i farverige små træhuse, lavet af palmertræ, der afspejler livsstilen: Man tager en dag af gangen. De har så tit set, at regeringen pludselig flytter en landsby, eller at en orkan rydder det hele, så der er ikke stor tradition for at fæstne sig for permanent. Husene består af et stuehus med soveværelser, og der skal helst være en lille veranda foran med en gyngestol. Bag til i en selvstændig bygning ligger køkkenet, som man holder adskilt af hensyn til brandfaren. Husene er ofte flot dekoreret med masser af træudskæringer og malet i en regnbue af pastelfarver. I de senere år er det blevet det helt store statussymbol at få et rigtigt cementhuse, men de er bestemt ikke kønnere.

 

Dans og musik
En dominikaner gør to ting hver dag, siger man: smiler og danser merengue. Merengue er nationalrytmen. Den har en afart, der kaldes bachata, som spilles meget i hovedstaden. Rytmerne brager løs fra alle kanter, jo højere volume, jo bedre. Som så meget caribisk musik opstod merenguen blandt de fattige. Man hørte den første gang i 1854, og den var meget lidt velset blandt bedre stillede, der betragtede den som vulgær. Den var vild og uden de formelle trin, som kendetegnede europæernes dans. Der blev ført kampagner for at stoppe den, men rytmen ville ikke stoppe. Til sidste gjorde man dyd af nødvendighed, og under diktator Trujillo blev den officielt anerkendt som nationalmusik. Den skulle konkurrere med Cubas bolero. Han opmuntrede og støttede derfor den bløde merengue-musik, så den kom til at dominere landets musikliv. Da Trujillo blev myrdet, vendte folket sig mod den bløde version i en bagudrettet protest, og genren tog nye former. Der kom mere fart på, og det er i dag den hurtigste dansemusik i verden.

 

Keramik
Taino-indianerne var dygtige keramikere, og de producerede små statuetter af deres forskellige guder. De fleste er forsvundet, men efter et jordskælv i Cibao-dalen dukkede flere op ad jorden. De blev attraktive souvenirs, og snart begyndte en større kopi-produktion. Det er små ansigtsløse figurer, der skal symbolisere den store race-mangfoldighed i landet. Da ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud, må man selv tænke sig til ansigtstrækkene. Onde tunger vil vide, at det snarere skyldes, at der ikke var folk, der kunne lave små fine ansigter på dukkerne. Men nu er det blevet en del af kulturarven. Der er mange keramikere, og man kan ofte gå ind på deres værksteder og se dem arbejde.

 

Film
Landet har ikke selv nogen filmproduktion af betydning, men mange berømte film er optaget i landet, fordi der er perfekte lysforhold og ideelle scenerier til mange slags film. Dele af filmen Jurassic Park af Steven Spielberg blev indspillet tæt på Puerto Plata. Instruktøren fik blandt andet sin inspiration på rav-museet i byen, hvor han så de store ravstykker med indkapslede insekter fra millioner af år siden. Hollywood bruger også landet, når man skal indspille film, hvor handlingen udspiller sig i Cuba, På grund af den amerikanske boykot af Cuba, må man bruge Den Dominikanske Republik. Godfather 2 med Al Pacino er delvis optaget i Santo Domingo, der her havde rollen som Havana. Også filmen Havana med Robert Redford er filmet i Den Dominikanske Republik.

 

Sport
Umiddelbart kunne man tro, at domino eller billard var nationalsport, for det spilles over alt på gader og pladser og i klubber. Men ingen sport sætter sindene mere i kog end det amerikanske baseball, på spansk beisbol. Visse tv-kanaler sender baseball nonstop på gader og barer. I byernes sportsbarer hænger man gerne 4-5 fjernsyn op, som larmer hver deres kamp, og så er der åbent for væddemål. Dominikanerne er selv blandt de bedste baseball-spillere i verden, og der er en stor eksport af spillere til de fineste klubber i USA. I 1956 skrev den første dominikaner kontrakt med et amerikanske superhold, og i dag er Den Dominikanske Republik det land, der har flest topspillere på hold i USA. Det store nationale hold i USA, The Dodgers, har taget konsekvensen og lagt et af klubbens træningscentre i Den Dominikanske Republik, så drengene kan være hjemme under træning i ny og næ. Det ligger i Campo de Palmas tæt ved San Pedro de Macoris, Byen har alene leveret 1/3 af de mange topspillere, der i dag stiller op på amerikanske hold. En af de mest kendte er Sammy Sosa, der har gude-status i landet. Han gik fra at være skopudser på torvet i San Pedro de Macoris til mangemillionær i baseball.

 

Hanekampe
Enhver landsby har en arena til hanekamp – en gallera. Sporten kaldes også fattigmands kasino, og det går stort set ud på at få to haner til kæmpe, indtil den ene segner. Hanerne bliver udstyret med sporer af skildpaddeskjold på fødderne, så de kan lemlæste modparten. Man lader dem dog sjældent kæmpe til døden som andre steder i verden, dertil er hanerne for dyre. Man skal lægge sine våben, inden man går ind i la gallera – man ved af erfaring, at gemytterne kan komme i kog, for der er penge på spil.

Samfundsforhold

Sociale forhold
Den Dominikanske Republik er et fattigt land, især på landet, hvor befolkningen i høj grad må klare sig selv. Ingen ligefrem sulter, men mange lever tæt på eller under fattigdomsgrænsen. Der er intet socialt sikkerhedsnet. Når voksne sætter mange børn i verden, er det netop for at sikre sig, at de har nogen til at forsørge sig, når de bliver gamle. Børn er folkepension. Og når familien har en særlig gris gående, som de ikke rører, selv om de har lyst, så er det for at have en reserve, hvis et familiemedlem skulle blive sygt. Grisen er sygesikring. Lægehjælp er ganske vist gratis, og der er klinikker i næsten alle landsbyer, men man skal selv betale medicin. Den er dyr, og så ryger grisen. Især i fattigkvarterne barrios i Santo Domingo er der direkte nød med stor børnedødelighed og fejlernæring. I visse landområder er der kun ringe adgang til rent vand, og så må al husgerning og toilette foregå i den nærmeste flod. Flere danske ulands-organisationer har arbejdet i landet, heriblandt Danida og Plan.

Erhverv
De vigtigste erhverv for den dominikanske økonomi er turisme og landbrug. Sukker er fortsat en betydelig eksportvare, men nikkel indbringer mere. Selv om landbruget er stort, må man importere næsten alle fødevarer – også fra Danmark, der har en stigende eksport til landet. Som tidligere spansk koloni er Den Dominikanske Republik omfattet af EU's Lomekonvention, og derfor har bl.a. sukkereksporten fortrinsret til EU's marked.

Landbrug
De vigtigste afgrøder er sukkerrør, ris, bønner, kaffe, tobak, bananer, kakao og cassava. En meget stor del af den mest frugtbare jord er ejet af udenlandske frugtavlere, der eksporterer til USA og Europa. Tobaksindustrien hører til de største, og man forarbejder selv tobak til cigaretter og cigarer. 20 millioner cigarer eksporteres om dagen (Læs om cigarer under læsestof). Enorme områder er forbeholdt sukkerrør. Noget bearbejdes til sukker eller rom, mens andet sendes som sukkersaft til andre caribiske øer, der ikke længere dyrker sukkerrør, men stadig har en stor romproduktion, bl.a. den tidligere danske ø, St. Croix. Tre meget rige familier i landet står bag det meste af romproduktion: Bermudez, Brugal og Barcelona. Deres reklameskilte vil man se overalt i landet, ofte som bynavneskilte. 95 pct. af landets færdigproducerede rom drikkes på øen. De fleste almindelige familier supplerer husholdning med mindre husmandsbrug.

Småhandel
Det er en nation af småhandlende. De slår sig ned hvor som helst og sælger mel, nødder, hjemmelavet marmelade, bananer eller appelsiner. Folk kan så købe en kop eller en sæk, det gør ingen forskel. Andre slagter en gris om morgenen, hænger den ud til gaden og sælger bidder af den hele dagen. Langs landevejene sælger man bagte søde kartofler til lastbilschauffører. Der er ingen tal for, hvor stor en del af landets økonomi, der holdes i sving af småhandel, men man regner med, at den bidrager betydeligt til landets velfærd.

Turisme
Der kommer 2,6 millioner turister om året, og de indbringer landet ca. 15 milliarder kroner. Landet har flere end 50.000 hotelværelser, og der bygges nye hele tiden. Regeringen har sat store udviklingsprojekter i gang, der skal styrke turismen. 750 mio. kroner er investeret i vejbyggeri og udbygning af vandforsyningen. 2,8 mia. kr. er afsat til udvikling af lufthavnen i Santo Domingo, og der skal også bygges ny havn til krydstogtskibe. Det er først og fremmest amerikanere og tyskere, der kommer til Den Dominikanske Republik, blandt andet fordi kriminaliteten er så lav. Især amerikanere er skræmt væk fra de øvrige caribiske øer på grund af øget kriminalitet. Derudover udgør tyskere den største turistgruppe.

Politik

Efter en næsten uafbrudt turbulent historie med diktatorer og invasioner fra fremmed magter, er Den Dominikanske Republik i dag et nogenlunde normalt demokrati med valg hver fjerde år. Der er stemmepligt for alle over 18 år – ægtepar skal stemme uanset alder, mens borgere ansat i politiet eller i militæret ikke må stemme. Landet fik i 1966 en demokratisk forfatning, der i de store linier minder om USA's. Præsidenten har den udøvende magt og vælges ved direkte valg hver 4. år. For at undgå flere diktatorer kan præsidenten ikke genvælges umiddelbart efter en regeringsperiode, men han kan godt stille op ved et senere valg. I 1996 afløste Fernandez den gamle og mangeårige præsident Balaguer. Han var da den yngste præsident nogensinde - 39 år. Han kunne ikke genopstille til valget 16. maj 2000, men det kunne Balaguer, der er 94 år, døv og blind. Præsidenten må ikke have haft tilknytning til politi eller militær i et år, før han stiller op til valg.

Den lovgivende magt er lagt i to kamre. Et senat med 30 medlemmer – et fra hver provins og en fra hovedstaden. Derudover er der kammer med 149 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg som i Danmark. Tre store partier slås om magten: det konservative Partido Reformista Social-Cristiano (PRSC), det socialdemokratiske Partido Revolucionario Dominicano (PRD), Socialdemokratisk, og det liberale Partido de la Liberacion Dominicana (PLD). Den Dominikanske Republiks regering besluttede meget overraskende i marts 2000 at søge om særlig medlemsstatus i EU på grund af landets historiske tilknytning til Spanien.

Historien

Indianerne - Opdagelsen - Udryddelsen - Selvstændigheden
Den Dominikanske Republik fik sit navn og selvstændighed i 1800-tallet. Indtil da talte man om øen Hispaniola, og den var spansk. De første indbyggere kaldte øen for Quisqueya – som betyder Moder Jord – de regnede ikke med, at der var ret meget andet. Columbus døbte den lille Spanien – La Isla Espaniola – som senere blev til Hispaniola, som den hedder i dag. Øen var befolket af et stenalderfolk, som Columbus kaldte indios – indianere, fordi han troede, at han var kommet til Indien. Selv kaldte de sig for tainoer. Tainoer hørte til de såkaldte arawakerne, som var udvandret fra Sydamerika og beboet de caribiske øer omkring år 0. På Hispaniola fandt de hurtigt ud af, at de boede kun to numre fra paradis. Alt var fred og idyl. Der var mad nok, der var plads nok, alle blev smukkere og smukkere og mere og mere tilfredse,  der var sjældent stridigheder. Alt foregik kollektivt. Alle kunne dyrke, hvad de ville og hvor, og afgrøderne spurtede op af den frodige jord flere gange om året. Deres vigtigste føde var maniok, som de bagte til casabe - kassavabrød. De spiste også batata (søde kartofler), mani (peanuts), yams og chili. Kød blev serveret, når lykkedes at fange marsvin, iguaner eller slanger. I havet kunne de fange lamantinere – en stor grim søko, som Columbus af uforståelige grunde troede var en havfrue. Fra calabash-træet fik de hårde skaller til vaser og skåle, sådan som man stadig gør i dag. Når de slappede af, røg de tobak i små piber (tabaca), som de puttede op i næsen. Solen beskyttede de sig imod ved at smøre sig med ler, så de kom til at ligne rødhuder. De boede i buhios - runde huse af træ og palmeblade. Mange familier sov i samme hus, men de rodede aldrig rundt i hinanden, for de sov i hængekøjer i snorlige rækker. Kanoer byggede ved at udhule maghognitræ.

Samfundet var styret af en høvding – caciquen. Han eller hun havde en lille adel at støtte sig til, og en medicinmand som skulle godkende alle beslutninger, for uden hans opbakning ville befolkningen ingenting. Mændene tog sig af jagt, byggeri og dyrkning af jorden, mens kvinderne passede børn og lavede mad. Men arvefølgen var den mødrene linje,  hvis høvdingen ikke fik en søn. Så gik arven til høvdingens ældste søsters ældste søn eller datter. Deres kultur har været veludviklet. De udsmykkede deres brugsgenstande, og i San Juan de la Maguana findes en Corral de los Indios – en cirkel af store sten, der har stenhuggerier med ornamenter – enten har det været en boldbane eller en plads til religiøse ceremonier. Så selv om de ikke engang havde opfundet hjulet, havde de det godt, da to store katastrofer opstod i slutningen af 1400-tallet.

Den ene fare var andre sydamerikanske stammer. Fra Venezuela begyndte de blodtørstige cariberne at trænge op i De Små Antiller omkring år 1000. De spredte skræk og rædsel, for de var ikke interesseret i at blive integreret og leve lykkeligt – de var jægere og krigere og udryddede alle tainoer og arawakstammer på deres vej. De brugte forgiftede pile til at nedslagte mændene, nogle af dem spiste de. Kvinderne blev taget til fange som slaver. Den anden katastrofe var spanierne, der var på vej over Atlanten. Det blev de sidste, der udryddede tainoerne, men de kan så trøste sig med, at hvis ikke europæerne ikke havde pint dem ihjel, så havde cariberne gjort det.

Opdagelsen
Da Columbus kom til Caribien i 1492 var næsten alle øerne i De Små Antiller besat af de krigeriske caribere, og derfor var disse øer svære at indtage. Men De Store Antiller havde de ikke nået, her boede de fredsommelige tainoer. På hispaniola var der cirka en halv million tainoer fordelt på fem små kongedømmer.  Columbus var ikke i tvivl om, at den nydøbte ø Hispaniola skulle være centrum for den videre udvikling af Vestindien. For her havde han for første gang set indianere prydet med guldsmykker, og det var guld, han ville have. Julenat 1492 gik Santa Maria på grund ved Hispaniolas nordkyst tæt på det nuværende ferieområde ved Punta Plata, træet fra skibet blev brugt til at bygge et fort, som blev kaldt La Navidad i dagens anledning. 39 besætningsmedlemmer blev udstationeret på fortet, mens Columbus tog hjem for at blive berømt og hente flere pionerer. Da Columbus vendte tilbage præcis et år efter med 17 skibe og 1200 mand, var alle 39 døde. Udryddet af indianerne, som ikke brød sig om, at de havde taget deres unge piger som sexslaver. De hvide var derfor ikke så populære mere, og derfor valgte Columbus at finde et andet sted til sin første bosættelse. Han sejlede små 100 km mod øst og etablerede byen, La Isabela, opkaldt efter den spanske dronning. Her blev det også hurtigt hårde tider, og de medbragte spanske adelsmænd gjorde oprør mod, at de skulle arbejde. Der var for mange myg, og de blev syge og mange døde. Til sidst blev man enige om, at man hellere måtte begynde forfra, og da Christoffer sejlede hjem til Spanien i 1496, blev hans bror Bartolome sat til at etablere en ny by, nu på sydkysten. Det blev Santo Domingo. Og efterhånden strømmede tusindvis af spaniere til landet, fuldstændig ligeglade med hvor skønt her var, de ville bare finde guld. Og dertil skulle de have arbejdskraft.

Udryddelsen
For at sikre arbejdskraft i guldminerne opfandt man et system, så spanierne var i deres gode ret til at indfange hele landsbyer af indianere og sætte dem i arbejde. De blev ikke officielt slaver, sådan som afrikanerne blev. Men det gik ud på det samme. De skulle arbejde for de hvide under umenneskelige forhold. De døde som fluer. De blev udmattede af arbejde, de sultede, og de blev udsat for sygdomme, som de ikke havde noget immunforsvar overfor. Tusinder af dem begik selvmord for at slippe for de hvides ydmygelser. Hvis man forhindrede dem i at springe ud fra klipper, spiste de jord for at dø. Mødre dræbte deres børn ved fødslen. Snart blev der så meget mangel på indianere, at man begyndte at kidnappe indianere fra øer i nærheden. 40.000 indianere blev kidnappet, alligevel dalede det samlede antal for grusomhederne og udnyttelsen fortsatte uhæmmet.

Der var selvfølgelig folk, der var imod folkemordet. Især præsten Bartolome de Las Casa tordnede mod misbruget. For at undgå den totale udryddelse tog man indianerne fra mineejerne og tildelte dem nogle få spanske herrer, som så skulle misbruge dem på en ordentlig måde. I 1515 lykkedes det Las Casa at overtale den spanske regent, Cardinal Cisneros, til at tage affære. Han sendte præster afsted, der skulle fjerne samtlige indianere fra deres spanske herrer og placere dem i landsbyer med deres egne høvdinge. Men ak, en koppe-epidemi brød ud, og netop fordi man havde fået samlet så mange, døde 8000 i projektet. Derefter var alle redningsforsøg umulige. Tainoerne uddøde få år efter.

Kvæg og sukker
Indianernes udryddelse passede med, at guldminerne var tømte. Derfor slog flere spaniere sig på sukkerproduktion, og til den produktion skulle man bruge slaver fra Afrika. Men de fleste forlod dog øen til fordel for de nyopdagede områder i Mexico og Peru, der både havde guld og sølv og indianere. Selv om det blev forbudt at forlade øen, faldt befolkningstallet i 1528 fra 6000 til 1000 spaniere. De blev til gengæld velhavende af sukker og – kvæg. Så meget kvæg var kommet fra Spanien og havde fået lov at passe sig selv, at det havde udviklet sig til en bestand på 100.000, de skulle bare fanges. Der var så rigeligt, at man slagtede kvæget bare for hudernes skyld. Sukker og kvæg gjorde Santo Domingo til en rig by, og befolkningen steg igen. 1546 var der 5000 hvide, 12.000 slaver og 3000 slaver, der var stukket af. Fra 1536 til 1565 sejlede 800 skibe til og fra Santo Domingo med sukker og huder.

Tvangsflytning
Den velstand blev ødelagt af pirater og elendig politik. Da Caribiens pirater gjorde havene usikre, måtte Spanien vælge, hvilke havne den ville anløbe med konvojer – de valgte Havanna, og Santo Domingo blev lagt stikken. I stedet begyndte de lokale at handle med andre lande, men det blev regnet for smugleri. Derfor flyttede folk mod nord, hvor de kunne handle med de fremmede i fred for myndighederne i Santo Domingo. Det endte tragisk. Kongen dekreterede, at alle skulle tvangsflyttes tilbage til Santo Domingo, hvor man kunne holde øje med dem. I Puerto Plata fik folk 24 timer til at pakke, hvorefter byen blev brændt af. Indbyggerne marcherede sydpå, fuldstændig forarmede. Deres fede kvæg måtte de efterlade, kun nogle få tusinde køer lod sig drive med. I de nye byer blev folk ramt af sygdom og hungersnød, og snart var hele Santo Domingo forarmet. Da en ny guvernør ankom, var der ingen til at modtage ham - af den simple grund, at folk ikke havde ordentligt tøj at tage på. Og oppe i det ryddede nord bosatte franske pirater sig og dannede et af Caribiens bedste tilholdssteder for pirater. I 1630 var der end ikke slaver tilbage på øen. De var enten flygtede eller døde af sult. Landet udviklede sig til anarki og elendighed.

Øen deles
Flere franskmænd – og bønder og handlende - kom til øen og bosatte i vest. Omkring 1680 var spanierne i mindretal, med 500.000 franskmænd i vest og kun 100.000 spaniere i øst. Derfor importerede man familier fra Canarie-øerne, der skulle virke som levende hegn op til de franske bebyggelser. I 1731 delte man så øen, og i 1777 trak man en egentlig grænse. Franskmændene kaldte deres del Saint-Dominique, mens spanierne ikke kaldte deres noget. Den øgede handel med franskmændene specielt med kød, betød en ny opblomstning for den østlige del, der også fik gang i sukkerproduktionen igen. Men sidst i århundredet måtte den spanske konge - på grund af krige i Europa-  opgive sin del af Hispaniola. De spanske indbyggere fik et år til at forlade øen, ellers var de franske. Herefter var hele øen fransk. Den blev derfor stærkt påvirket af slaveoprøret i den vestlige del i 1801, hvor den tidligere slave Toussiant L´Ouverture tog magten. I 1804 udråbte han den vestlige del til Republikken Haiti. Man havde altså pludselig franske ex-slaver i vest og franskmænd i øst. I 1822 angreb Haiti den østlige del og overtog hele øen. Man forsøgte i besættelsestiden at få den østlige del på niveau med den vestlige. F.eks. forsøgte man at få spanierne til at bestille noget, og regeringen forbød festerne og indskrænkede hanekampe til weekenden. Det blev den ikke populær af.

Frihedsbevægelse
I de efterfølgende år opstod de første bevægelser, der ville have den østlige del som selvstændigt land. Et forsøg på at udråbe en dominikansk republik skete første gang i 1821, men oprøret blev slået ned. Derefter opstod den mere velorganiserede bevægelse La Trinitaria anført af trekløveret Juan Paul Duartes, Francisco del Rosario Sanchez og Ramon Mella. I 1843 gik de til angreb, og oprøret bredte sig. Haiti slog hårdt igen, og Duarte måtte flygte til den danske koloniø, St. Thomas. Haiti forsøgte at komme visse spanske krav i møde, f.eks. måtte de igen tale og skrive spansk. Men 27. februar 1844 blev der igen oprør, og denne gang vandt dominikanerne. Datoen regnes for Den Dominikanske Republiks fødselsdag. Duarte udråbte sig selv til præsident, men det varede kun to dage, så var han afsat igen. De forskellige modstandsbevægelser kom i strid, og general Santana (1801-1884) blev præsident. Han havde så svært ved at styre gemytterne, at han i 1860 skrev til dronningen af Spanien, om hun ikke nok ville gøre landet til en spansk provins og beskytte landet. Derfor kom den østlige del igen på spanske hænder, selv om der egentlig var meget lidt spansk tilbage på øen.

Landet var uregerligt. I to år kæmpede modstandsbevægelser i den såkaldte ”Restauracions”-krig for at få genskabt republikken, og i 1864 gav spanierne op, da mere end 10.000 spanske soldater havde mistet livet. Landet var igen ruineret af krig og ødelæggelser. En ny regering forsøgte i 1871 at få USA til at indlemme området som en selvstændig amerikansk stat, USA's præsident Grant nåede at underskrive traktaten, men senatet nægtede at godkende den. I stedet blev Den Dominikanske Republik styret af stærke lokale chefer, coudilloer. Den første diktator Ulises Heureaux (1845-99) kom til magten i 1882. Landet oplevede økonomisk fremgang, og der blev investeret i jernbaner, telegraf og telefon. Heureaux blev myrdet, og så var alt igen kaos. I begyndelsen af århundredet overtog USA driften af landets toldsystem, så kreditorer fik sikkerhed for tilbagebetaling af gæld. Fra 1916-24 overtog USA reelt styret, indtil der herskede næsten demokratiske tilstande under præsident Vasquez. Den udvikling satte en brutal general en stopper for.

Trujillo-regimet
Ved et ublodigt kup overtog republikkens hærchef overraskende magten i 1930. Ingen mistænkte ellers General Rafael Trujillo for at være andet end en loyal hærchef, der opdraget af det amerikanske militær ville støtte de demokratiske kræfter i landet. Ingen kunne gribe til våben og gå til modstand, for amerikanerne havde tømt landet for våben netop for at forhindre nye kup. Trujillo blev kort efter kuppet valgt til præsident uden modkandidat, og han herskede over Den Dominikanske Republik i 31 år. I perioder indsatte han marionet-præsidenter og styrede landet uden egentlige politiske titler. Men ingen var i tvivl om, at han var El Jefe – Chefen. Han kørte landet som sin egen lille købmandsbutik. Han købte alle miner og landbrug og jorder til sig selv, og i løbet af få år var han så rig, at han simpelt hen var nødt til at forbedre landet og dets infrastruktur, hvis han ville være rigere. Det betød en voldsom vækst. Materielt blomstrede landet, men politisk var det på stenalderniveau.

En af Trujillos største ugerninger var den brutale nedslagtning af den haitianske befolkning, der  levede fredeligt langs grænsen. Dem ville han have væk, og ca. 25.000 haitianere blev slagtet af hæren i 1937. Han vedkendte sig drabene – omtalte dem som ”grænseepisoder” - og betalte en erstatning til Haitis regering. Reaktionerne fra udlandet var voldsomme, men ikke nok til at få ham fjernet. Ikke mindst USA holdt hånden over ham, fordi han sikrede landet mod kommunister. Hans brutale styre omfattede ikke kun drab af landsmænd, han sendte også dødsbander ud for at dræbe modstandere i udlandet, og da han nærmest utilsløret forsøgte at dræbe Venezuelas præsident, blev det for meget, også for USA. Samtidig vakte det stor opmærksomhed, at han sendte en dødspatrulje ud for at myrde tre søstre af en højt estimeret dominikansk familie, der talte ham imod. Organisationen af Amerikanske Stater OAS iværksatte boykot af landet, og CIA stod bag, da Trujillo i 1961 blev skudt, da han i sin bil var på vej til et af sine utallige stævnemøder. (Se Læsestof om Trujillo)

Marionetpræsident Balaguer overtog reelt styret, konfiskerede diktatorens ejendomme og tillod begrænset demokrati. Der blev sat reformer i gang, men i 1963 blev han styrtet ved et nyt militærkup. Det førte til nye oprør og uroligheder, der endte med, at USA mere eller mindre besatte landet 1965-66. Siden 1960´erne har der været ført en stram økonomisk politik, og der har stort set været demokratiske tilstande siden forfatningsændringen i 1966. Men korruptionen, der konstant truede med at knække landet, var det svært at gøre op med. Præsident Guzman (1911-82) begik selvmord, da det viste sig, at også hans familie havde gjort sig skyldig i svindel og magtmisbrug. Så sent som i 1991 blev den tidligere præsident J. Blanco idømt 20 års fængsel for ulovlige våbenkøb.

Geologi

Geologi -  Natur  - Planter - Klima - Orkaner

Hispaniola er en del af øgruppen De Store Antiller i Det Caribiske Hav. Det er den næststørste ø i Caribien efter Cuba. En tredjedel i vest udgør Republikken Haiti, de to tredjedel i øst er Den Dominikanske Republik. Øen ligger i kort afstand mellem Cuba i vest og Puerto Rico i øst. I øst kun adskilt af den 40 km brede Mona-passage, der er fyldt med hajer.Landet er krøllet – stærkt kuperet med masser af frodige dale. Det meget bakkede land er en af grundene til, at landbrug bedst klares ved håndkraft. Det er ikke til at få traktorer rundt i landskabet. Af samme grund har man ingen  kornproduktion. Landet er meget grønt med store skovområder i modsætning til Haiti, der er helt bar. Det skyldes, at Den Dominikanske Republik tidligt fik sat en stopper for afskovning. I 1960´erne vedtog man en lov, der forbyder, at man fælder de fleste træ-arter uden tilladelse. Halvøen Barahona nåede dog at blive nærmest ørken.

Tre store bjergkæder går hen over øen fra øst til vest. Imellem dem finder man de frugtbare dale, som er rygraden i landets landbrugsproduktion. Den vigtigste er Cibao-dalen fra Samana i øst helt op til det nordlige Haiti. Nord og syd adskilles af den høje smukke bjergkæde Cordillera Central med omfattende fyrreskove og små alpine dale. I dens dybe dale dyrkes der jordbær og æbler, som et af de eneste steder i Caribien. Cordillera de Baoruco dominerer den sydvestlige del, en stor del af bjergkæden er dog efterhånden eroderet på grund af flere århundreders udpining af jorden.

Geologi
Øen er af vulkansk oprindelse. Den er dukket op af havet som følge af vulkanudbrud for millioner år siden. Der er dog ingen vulkansk aktivitet mere, men den ligger så ubelejligt placeret på jordskorpen, at der altid er risiko for jordskælv.

Navidad Revet lige nord for Samana står tæt på kanten til en af Atlanterhavets dybeste undervandsdale – det går ned til 9000 km. Det er det dybeste punkt i Atlanterhavet, og det næstdybeste i verden.

Undergrunden har specialiteter, som kun Den Dominikanske Republik kan byde på. Som det eneste sted i verden finder man her Larimar - den dominikanske turkis. Det er en blå halvædelsten, der er ligeså stærk som agat. Den findes mest i Bahoruco bjerge i den sydlige del af landet. Stenen blev først opdaget i 1974 af en ulandsfrivillig. Den er opkaldt efter hans datter Larissa og det spanske ord for hav - mar.  Det er i dag landets nationalsten. Endnu mere kostbar er de store forekomster af rav. Det kommer ikke som i Danmark fra havet, men udvindes fra bjergene (Læs mere om rav under læsestof)

Planter
Den Dominikanske Republik er et af de få caribiske lande, der har formået at holde fast ved sin oprindelige frodighed. Dels har man fredet de fleste træer, dels har man et stort genplantningssystem, hvor man opdyrker træer i frodige egne for at sætte dem ud over hele landet. Soldater bruges som gartnere, når de nu alligevel ikke er i krig.

Øen har flere end 5000 plantearter, heraf er mindst 1500 planter, der ikke vokser andre steder end på Hispanioloa (endemiske).  Det er langt flere end på de fleste caribiske øer og skyldes de store højdeforskelle, der giver alle mulige slags vækstbetingelser. Der var langt flere planter, da europæerne kom, men de bragte rotter og geder hertil, der åd løs uden en økologisk tanke. Mange nye planter er kommet til fra Europa eller Afrika. Det gælder sukkerrør fra De Canariske Øer, og den nok så karakteristiske kokospalme fra Afrika. Brødfrugttræet blev indført af den navnkundige kaptajn Bligh fra Bounty (ham med mytteriet). Han kom med planten fra Fiji for at ”brødføde” slaverne. Mangrovetræer vokser specielt på nordkysten og har uvurderlig betydning for bevarelsen af kyststrækningerne og fiskeriet. Maghonitræet har været brugt af indianerne til både og byggeri. I ørkenområderne vokser alle former for kaktus.

Det afrikanske tulipantræ kan blive 15‑20 m højt og blomstrer med flotte orange tulipaner fra september til marts. Af andre blomstrende vækster kan nævnes: hibiscus, bougainvillea, jasmin, flamboyant, agaver, jacaranda, bregner, vandhyancinter, orkideer og papyrus.

Der er omkring 200 palmearter i landet. Den vigtigste er Kongepalmen - Palme Real, som er endemisk og blev brugt af indianerne til hytter og kanoer. Den er karakteristisk ved den lange lige antenne, der stikker ud i toppen. Under antennen sidder palmens hjerte, som er eftertragtet til salater. Man må dog ikke tage det, for palmen dør, hvis man hiver hjertet ud. På træstammen lige under palmebladene sidder et grønt stykke. Det plukker man og tørrer til en plade, hvorefter det er vandtæt og kan bruges som tagplader. Under det grønne stykke vokser bær, som bruges til grisefoder. Træet er ideelt tømmer, fordi det ikke rådner eller bliver angrebet af termitter.

Dyr
Da Columbus kom var der stort set ikke andre dyr end fugle, krybdyr og insekter. Siden har man fået tilføjet alle de almindelige bondegårdsdyr, men ude i naturen er der ikke noget særligt vildt. Det mest vilde er vildsvin, der holder til i de fjernere bjergområder. Der er masser af firben, og i de fleste træer kan man se leguaner sidde og sole sig. Rotter blev indført af europæerne og blev så stor en plage, at man importerede burmesiske desmerdyr for at udrydde dem. Man overså bare, at desmerdyr sover, når rotter er vågne og omvendt, så i stedet kastede desmerdyrene sig over fugleunger og æg. I dag ses desmerdyret – mongoose – stadig i landskabet. Ved Lago Enriquillo finder man alligatorer.

Der er flere slanger på øen, bl.a. Hispaniola boan, men ingen giftige. Til gengæld skal man tage sig i aft for skorpioner. Der er også edderkopper, der kan bide fra sig, men de er ikke dødelige. Fuglelivet er knap så voldsomt som på andre caribiske øer, men der er rigeligt. Flere papegøje- og spættearter lever kun her. Der gælder Hispaniola-papegøjen, herunder nationalfuglen Palm Chat og Hispaniola spætten.  Derudover finder man masser af pelikaner, fregatfugle, parakitter, trogonfugle og flamingoer.

Havet
Den Dominikanske Republik har vand på tre af sine grænser og 1200 km kystlinie. Så hvad der måtte mangle af liv på landjorden, kompenseres der for i havet. Man skal kun lige putte hovedet få centimeter under vand, før en helt ny verden åbenbarer sig. Der er flotte tropiske saltvandsfisk. Koraller har gode vækstbetingelser i det varme vand med masser af lys. Øen er omgivet af tre store koralrev i nord: Ambrosierne, Sølvrevene og Navidad Revet. I Sølvrevet bryder hundreder af koralhoveder Atlanterhavet. Der er flere end 50 koralarter – nogle af dem er giftige, så rør dem ikke.

Et af øens største naturlige trækplastre er den meget store bestand af pukkelhvaler, der boltrer sig ud for Samana halvøen fra januar til marts. Stedet regnes for et af de bedste i verden til at betragte disse dyr. Pukkelhvalerne forlader i efteråret deres arktiske eller antarktiske vande for at tilbringe vinteren i tropiske farvand. De parrer sig og leger og springer op. De udstøder høje lyde, man kan høre hundrede af kilometer væk i vandet. Gerne sange, der varer i 10-15 minutter. De kan blive op til 19 meter lange og vejer 30-45 tons. Der kommer omkring 3000 af dem til området om vinteren.

Desuden finder man i havet den caribiske søko, lamantinen, og fire ud af verdens otte havskildpaddearter holder til ved øens bredder.

Klima
Klimaet er caribisk og tropisk. Det betyder generelt et mildt og venligt klima, hvor den fugtige varme fejes væk af passatvindene, så den stærke hede føles behagelig. Gennemsnitstemperaturen er på 27 grader året rundt. Der er aldrig under 20 grader – bortset fra på bjergtoppe – og selv i de varme måneder juli og august er der sjældent over 34 grader. Men øen bliver ikke så grøn uden regn. Derfor er den flotte blå himmel som regel piftet op med flotte hvide cumulusskyer, der jævnlig sender et forfriskende dusch. På grund af bjergene er der to regnfulde perioder. I nord er det i vintermånederne, mens der er tørt i syd. I maj ændrer det sig, så det bliver fugtigt i syd og tørt i nord. Man skal dog ikke være bange for regnperioderne. De hårde byger falder mest om natten, og det frisker det hele dejligt op. Når man mangler vand i landet, så skyldes det ikke mangel på regn, men mangel på ordentlig infrastruktur og de nødvendige akvadukter. Passatvindene og det meget bjergrige og bakkede landskab betyder, at der kan være store forskelle på vejret, selv inden for korte køreafstande. I nordøst presses regnen ud af skyerne, når de støder på de høje bjerge, og det efterlader et varmt, tropisk klima med masser af floder og bække. Helt omvendt i sydvest, som er så tørt, at det nærmer sig ørken med masser af kaktus. Generelt er der frodigt i øst og tørt i vest - men først rigtig tørt bliver det, når man kommer over grænsen til Haiti.

Orkaner og jordskælv
Der kan forekomme jordskælv med styrker på op til 6 på Richterskalaen. Men efterhånden har man fået bygget på en måde, så ødelæggelserne ikke er så voldsomme som før i tiden. I 1562 ødelagde et jordskælv hele Santiago og La Vega. I 1666 gik det ud over Santo Domingo, der blev lagt i ruiner. I 1751 blev Azua udryddet, og igen i 1842 gik det voldsomt ud over Santiago. Indianerne kaldte dem hurracan – hvilket blev til hurricane på engelsk og orkan på dansk.

Orkanerne bevæger sig i en stor cirkel, der kan være op til 800 km i diameter med en helt fredelig midte med godt vejr – orkanens øje. Ofte sker de største skader, fordi folk ånder lettet op, når første del af orkanen har passeret. De tror, at faren er drevet over, men de befinder sig i virkeligheden i orkanens øje og bliver blæst væk, når orkanens bagende kommer.

Orkanerne hærger generelt i Caribien, men meget forskelligt fra år til år. Én ø kan være totalt raseret, mens naboøen intet mærker. Med moderne teknologi kan man nu 48 timer før forudse nogenlunde, hvor en orkan vil ramme. I gennemsnit er der fire orkaner om året i hele Caribien. I 1933 var der 21, andre år er der slet ingen. Orkaner kommer først og fremmest i august og september. Man siger: „June to soon, July stand by, August prepare you must, September remember, October all over“.

(C) GG