Intro Læssning på flyet Tel Aviv og Jaffo Jerusalemkorridoren Jerusalem Vestbredden Fra sydkysten til det Døde Hav Negev Sharon Galilæa Golan Værd at vide Fakta om Israel

Læsning til flyet (Hent som PDF)

Bemærk og husk! Pga. den til tider kaotiske politiske situation kan åbningstider være ændret og seværdigheder midlertidigt lukket.
Hoteller, restauranter, forlystelser og private museer kan være gået konkurs pga. al-Aksa-intifadaen, der fik turister til at aflyse rejser.

Allerede før korsfarertiden har skandinaver valfartet til Det Hellige Land. Nogle nåede aldrig frem, andre opnåede titlen»Jorsalafar« - dvs. én, der har været i Jerusalem: Bisp Svein Nordbagge 1086, Dronning Bodil 1104, Kong Sigurd 1. 1107, Bisp Svend og hans bror, hirdmand Eskild 1153, Erik Jarl 1180, Hellig Anders af Slagelse 1204, Kong Valdemar Atterdag 1347, Hellig Birgitta 1372 og Erik af Pommern 1424. Omkring 1411 beordrede Dronning Margrethe 1. danske pilgrimme til Jerusalem og Betlehem. Tore Hund angrede drabet på Knud den Hellige og tog på bodsrejse. Grevinde Danner krydsede landet på hesteryg i 1871.

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf opholdt sig i 1900-01 i Det Hellige Land for at skrive romanen »Jerusalem«, som i 1909 indbragte hende Nobelprisen. Få en folder på Hotel American Colony i Østjerusalem om historien, der inspirerede hende.

Den israelske møntenheds navn, Shekel, stammer fra Bibelen. 2. Mos. 30,12-13: »en halv sekel som offerydelse til Herren«.

Rotembusken findes mange steder i ørkenen, og to uger i jan.-feb. dækker dens små hvide blomster hele busken, der har mangfoldige anvendelser.
De meget miljøbevidste beduiner hugger hele busken af til brænde, vel vidende at den vokser op igen. Den bruges også i romantisk øjemed: Beduindrengen følger efter beduinpigen på hendes vandring med fårene og lytter til hendes fløjtespil. Er han interesseret i hende, slår han en knude på rotembusken. Når hun ser knuden, undersøger hun, hvem der har fulgt hende det sidste par dage. Kan hun lide ham, slår hun også en knude, og alt bliver idel lykke - synes hun ikke om ham, løser hun hans knude, og han har forstået budskabet!
Drukket som bitter te modvirker den graviditet.

I johannesbrødstræets frugt er de tørre frø er så ens, at de før i tiden var vægtenhed for guld og diamanter. En karat! Frugten hedder på arabisk qur’at = karat = kharuv på hebraisk.

Kosher
Kosher betyder ren. Bibelen (1. Mos. 1,29; 3. Mos. 11; 5. Mos. 14,3) foreskriver, hvad jøderne må spise:
Urter, som bærer frø og frugt med kærne. Fisk skal have finner eller skæl. Alt i vandet, som ikke har det, er urent - altså ingen skaldyr. Kvæg skal have spaltede hove og tygge drøv. Svinet har klove, men tygger ikke drøv, de er urene (intet svinekød). Kamelen og haren tygger drøv, men har ingen klove (intet kamel- og harekød). Alle rene fugle, ikke ådselsspisere eller rovfugle, må spises.
Slagtningen skal foregå efter særlige regler, og alt kød skal renses for blod.
Der står også skrevet: »Du må ikke koge et kid i dets moders mælk«. Det tolkes således: kød- og mælkeretter må ikke blandes. Nogle venter op til seks timer, før der må indtages mælkeprodukter. Dvs. efter en kødret ikke flødeis til dessert, ikke mælk i kaffen (men der fremstilles erstatningsprodukter). Skal det være helt korrekt, må man have to sæt service: et til kødretter og et til mælkeretter.
Alt dette var yderst fornuftigt i en tid uden køleskabe. Svinekød fordærves hurtigere end oksekød, og blandet med mælk bliver det endnu værre. Men forskrifterne følges den dag i dag, dog mest af de religiøse. Andre overholder kosher hjemme, men spiser, hvad der bliver serveret ude. Spørger man en ikke-religiøs jøde, om han overholder kosher, får man tit svaret: »Jeg spiser min skinke med smør« - tydeligere kan det ikke siges. Men for at være på den sikre side, er det mest praktisk, at man serverer fisk.

Falaffelopskrift
Falaffel er egentlig en egyptisk spise. Den går helt tilbage til faraonernes tid. I dag er den populær i hele Mellemøsten. Her er den israelske version:
625 ml kikærter
5 ml stødt koriander
1 fed hvidløg
2 ml cayennepeber
50 ml mel
salt og kommen
olie til friturestegning
Læg kikærterne i blød natten over. Si vandet fra, hæld ærterne i en blender og bland det. Tilsæt koriander, hvidløg, kommen, cayennepeber og salt. Det blandes. Tilsæt mel og bland igen.
Af farsen formes små kugler, 3 cm i diameter. Hæld olie på en pande og varm op til 190°C. Frituresteg et par kugler ad gangen i 2-3 min., til de er gyldne. Læg falaflerne i et varmt pitabrød med masser af friske grøntsager.
Be-te’avon! God appetit!

Shabbat shalom
Med et »shabbat shalom« (fredfyldt hviledag) ønsker jøderne hinanden god weekend hver fredag, før de skynder sig hjem med den sidste bus, inden aftenens fred og stilhed sænker sig over landet.
De ortodokse iler til synagoger eller Grædemuren, hvor præsten i tempeltiden blæste i shofar (vædderhorn) ved sabbat, og alt arbejde standsede.
Selve sabbatten begynder fredag aften ved solnedgang (det nøjagtige tidspunkt kan læses i Jerusalem Report). Hele familien er samlet, ingen må sidde alene på sabbatten. For »et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på sabbat« (Abba Kovner). Også ikke-jøder inviteres med hjem. Huset er nettet, pyntet med blomster, og der dufter af mad. Mændene tager deres kippa (kalot) på hovedet. På det veldækkede bord tændes de to sabbat-lys. Moderen står op. For helt at koncentrere sig holder hun hænderne for øjnene, mens hun beder den gamle bøn: »Velsignet være Du, o Herre ...«. Derefter velsigner faderen børnene, vinen i sølvbægeret og brødet. Så kan festmåltidet begynde.
En fast bestanddel er hallah, et flettet sabbatbrød. Ofte er der to brød. Thi da israelitterne vandrede i ørkenen, samlede de fredag en dobbelt portion manna (den føde, der faldt ned fra himlen). På sabbat måtte de intet samle. Over brødet ligger et klæde, der ifølge traditionen gør det muligt at velsigne vinen før brødet. Man synger zmirot, de specielle sange om sabbattens glæder, og først flere timer senere afsluttes middagen med en bordbøn. Sabbatlysene skal brænde helt ned.
De ortodokse overholder sabbatreglerne: Man må ikke ryge, tage fotos, telefonere, se TV, høre radio, tænde ild eller betjene el-kontakter. Nogle religiøse klarer det med et automatisk tænd-sluk ur, så der er lys til at læse Bibelen. Hoteller har sabbat-elevator, der standser ved hver etage, uden brug af en knap. Man må ikke gøre rent, og mand og kone skal så vidt muligt dele seng på sabbatten.
Busser og biler må ikke køre. I Mea Shearim, Bnei Brak m.m. spadserer de religiøse med alle deres mange børn iklædt stadstøjet, men de ikke-ortodokse tager bilen og kører på udflugt, og der er trængsel på vejene med lange køer som i vor hjemlige weekendtrafik.
Lørdag aften, når tre stjerner lyser på himlen, slutter sabbatten hos de ortodokse med, at faderen tager en lille æske (af sølv, guld eller træ, ofte i form af et tårn, migdal), med velduftende urter, besamim. Den stilles ved et stearinlys og et glas vin. Han velsigner vin, urter og lys (det første Gud skabte). Alle holder deres hænder tæt ved lyset. Faderen reciterer en velsignelse, nipper til vinen og slukker lyset i vinen. Sabbatten er forbi (1. Mos. 2,3 og 2. Mos. 20,8).

Kalendere
Hvilken dag er det i dag? Det kommer an på, hvem man spørger. Og nytår er ikke altid 1. januar!
Jøderne fejrer nytår i september. Dagene begynder og ender ved solnedgang. Måneder følger månen, men året følger solen, hvorfor man i løbet af 19 år må indsætte 7 ekstra måneder. Deres tidsregning begynder ved verdens skabelse, ifølge Bibelen 3760 f.Kr., så de har år 5771 i det meste af 2011. Deres ugentlige helligdag er lørdag (sabbat). Samaritanerne mener, at verden blev skabt tidligere, og bruger en anden tidsregning.
Muslimer bruger en månekalender, hvor hver måned begynder ved nymåne. Da deres år kun har 354 dage, går de hvert år ca. 11 dage tilbage i forhold til vores kalender. De regner deres årstal fra 15. juli 622, den dag Muhammed flygtede fra Mekka til Medina, og er derfor kun nået til år 1432. Man kan forholdsvis let omregne fra muslimsk kalender til vor kalender på følgende måde: Træk 3% fra og læg 621,54 til (fx 1432-42,96 + 621,54 = 2011!). Deres ugentlige helligdag er fredag, men de store højtider flytter året rundt. Drusere og tjerkesser følger mere eller mindre den muslimske kalender, hvorimod baha’i bruger en solkalender inddelt i 19 måneder a 19 dage (+4) og tidsregning fra 22. maj 1844, da el-Bab bragte sit budskab.
De kristne kan heller ikke blive enige. Ortodokse og orientalske kristne følger den julianske solkalender, hvor helligdagene falder 13 dage efter vore. Men også her er der undtagelser. Den gamle egyptiske kalender sætter sit præg: Kopterne bruger deres egen Martyrernes Kalender, der nok følger solen, men begynder 29. august 284 med Diokletians tronbestigelse! Etioperne begynder deres tidsregning fra Jesu fødsel, 8 år efter os, og i september 1998 begyndte deres 1991. Årene kører i en cyklus på 4 opkaldt efter evangelisterne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Deres døgn har også 24 timer med dag fra 7 til 19 og nat fra 19 til 7. Det lyder indlysende, men deres kl. 1 om dagen svarer til vores kl. 7, og kl. 6 om aftenen til kl. 24. Man skal lige sikre sig, hvilken tidsregning, man laver en aftale efter!
Den julianske kalender blev i 1500-tallet justeret af Pave Gregorius 13. til den gregorianske kalender, som katolikker, anglikanere, protestanter, lutheranere, maronitter og mormoner (der har hviledag mandag!) følger.
Vor tidsregning er baseret på, at Jesus blev født år 0. Men det blev han slet ikke! De lærde er som altid uenige: Er Jesus født under Kong Herodes (død 4 f.Kr.) (Matt. 2,1), må han være født 6-5 f.Kr. Er han født under Kvirinius’ første folketælling (Luk. 2,2) er fødselsåret 6-7. Ikke mere om kalendere!
Læs om helligdage i Værd at vide – det praktiske

Nabatæerne og krydderivejen
Nabatæerne var et folk, som dominerede Mellemøsten i tiden mellem ca. 300 f.Kr. og 106. Deres store handelsrige strakte sig fra Gaza til Arabien og mod nord til Damaskus (I 2. Kor. 11,32 nævnes den nabatæiske kong Aretas 4. (9 f.Kr.-40) som regent i Damaskus).
De skabte pragtfulde byer med avancerede vandsystemer og udviklede en landbrugsekspertise, der fik ørkenen til at blomstre. Hvor de kom frem, huggede de cisterner i klipper og tætnede dem med gips for at opsamle og opbevare ørkenens værdifulde regnvand og nattens dug. Det gjorde dem i stand til at leve, hvor ingen andre kunne. De levede af mælk og kød fra deres dyreflokke og af vilde planter. Fra Arabia Felix - sydspidsen af Den Arabiske Halvø - samt Indien og Kina bragte deres karavaner krydderier, røgelse og myrra, perler, bomuld og silke til den blomstrende handelsby Gaza for videre søtransport til Europa. Hvor længe de har behersket krydderivejen, er lige så uvist som deres oprindelse. Oldtidens historieskrivere har dog givet en del oplysninger. Fra nabatæerne selv har vi kun mønter, potteskår, deres arkitektur og vandsystemer, inskriptioner i sten og på papyrusruller. Nabatæisk tale og skrift er udviklet fra aramæisk (det sprog Jesus talte), et søstersprog til arabisk.
Som alle andre i Mellemøsten nedstammer nabatæerne fra Abraham. Det siges, at deres stamfar »Nabajoth er Ismaels førstefødte« (1. Mos 25,13). Deres navn kommer af Nabatu, der betyder at grave efter vand - meget betegnende, for de havde »næse for vand«.
Nabatæerne omtales første gang i 6. årh. f.Kr. som nomader og karavanerøvere fra Arabia Felix. Senere slår de sig ned i Edom (Jordan), bliver seminomader og - mod et pænt beløb - beskytter de karavaner.
Anden gang, man hører om dem, er efter deres store sejr i 312 f.Kr. over grækerne i Syrien, som ville udplyndre dem: »De overgår alle andre arabiske stammer i rigdom, skønt de ikke er flere end 10.000 i antal«. De lever af kvægavl, handel, kobberminedrift og udvinder asfalt fra Dødehavet.
Efter at have drevet edomitterne (Esaus efterkommere) ud af den rosenrøde »by« Petra (i det nuværende Jordan), gør de den til deres hellige begravelsesplads og skatkammer. Nabatæernes første konge, Aretas (ca. 168 f.Kr.) gør Petra til hovedstad. Herfra styrer de et fantastisk handelsnet.
Fra 3. årh. f.Kr. oplever nabatæerne en blomstringstid uden lige. De hersker bl.a. over hele Negev. Kostbare, aromatiske laster transporteres fra Arabia Felix til Petra og videre til Gaza eller el-Arish. De opfører karavanseraier og senere ørkenbyer til forplejning på ruten. Ifølge Plinius den Ældre var der 65 »kamelstationer«.
Kong Aretas 3. (86-56 f.Kr.) udvidede rigets grænser til Damaskus, men efter 100 gyldne år begyndte det at gå tilbage efter Pompejus’ indtagelse af Damaskus i 64. Flere romerske kejsere forsøgte at underlægge sig hele det nabatæiske kongerige, men hver gang »købte« nabatæerne sig fri og forblev uafhængige. Først ved kong Rabel 2.s død i 106 lykkedes det kejser Trajan at indlemme Nabatæerriget i den nye romerske provins, Arabia. Men også her forstod nabatæerne at få det bedste ud af situationen: Bedre romerske veje gav udvidet handel, og romerske arkitekter sørgede for gode bygninger bl.a. i ørkenbyerne. Deres religion forblev den samme de næste 200 år, og de fortsatte med at dyrke Dushara (solgud), al-Uzza (frugtbarhedsgudinde), al-Kutba (skrift- og handelsgud), Shai al-Kaum (karavanebeskytter) m.fl. - efterhånden blev de dog tilpasset de romerske guder. Da kristendommen nåede Negev, lod de sig døbe og byggede her imponerende kirker over deres templer.
Så gode var nabatæerne til at tilpasse sig, at de opgav handelslivet og blev landbrugere med et lige så formidabelt resultat. Efterhånden blandede de sig med byzantinske tilflyttere.
Finder man et porcelænstyndt, fint potteskår, dekoreret med streger og enkle mønstre i mørkere rødt eller sort, er det uden tvivl nabatæisk. Foruden at udnytte ressourcerne omkring sig forstod de også at bruge hænderne. Og et lille raffinement var, at kvindernes øreringe havde fordybninger til parfume.
Måske kan man snart drage ad krydderivejen i nabatæernes fodspor hele strækningen fra Yemen via Petra til Gaza - en tur, der dengang varede 100 dage. Indtil da må man »nøjes« med at opleve den sidste strækning. Den kan gøres til fods, på dromedar eller i jeep på tre dage, hvis man vil have det hele med. En del af ruten går gennem militært område, så turen skal foretages omkring lørdag, hvor der ikke er øvelse. Turistinfo i Arad.
En dromedar kunne gå 30 km om dagen med 150-300 kg last. Karavanerne gik fra et karavanserai til det næste. Mellem dem var der opført vagtposter, for at sikre den dyrebare last mod røvere.
Nabatæerne drog fra Petra ned ad de stejle sandstensbjerge og krydsede Wadi Arava. Det første stop inden for Israels grænser i dag er Moa (3 km vest for V90). Når en klippe formet som en flodhest passeres ved grusvejens sydside (2,4 km), kan man i det fjerne skimte Moa på en høj. Der er fort og karavanserai med 17 rum, bad og olivenpresse. Den var godt sikret mod fjender bl.a. ved at indgangen »knækker« 90°, som det ses i korsfarerborge. Værdier blev læsset af på gårdspladsen omgivet af mindre rum, og dromedarerne »parkeret« neden for fortet. Det ses tydeligt, at højen er forstenet havbund. Moa kan nås i bil, men derefter er »vejen« kun til dromedar eller jeep – eller apostlenes heste!
Metzad Katzra. (11 km fra Moa). Det lille fort ligger som en ørnerede, bygget af sten med fossiler.
Metzad Nekarot (10 km fra Katzra) er rester af et stort karavanserai og et lille fort til en permanent garnison. De imponerende cisterner er næsten intakte.
Gennem den smukke Wadi Nekarot når man Saharonim (11 km fra Nekarot), et stort karavanserai i Makhtesh Ramons syd-østlige hjørne. Omkring gårdspladsen er der 24 rum og køkken med ovne. Det ligger bekvemt ved Saharonim-kilden med oase hele året (bemærk de romerske milesten).
Vejen går videre i en lige linie over kraterbunden til skrænten. Nabatæernes vej op er styrtet sammen, men man kan kravle op! I jeep må man op i kraterets nordøstlige side, der er stejl og stenet. Husk at nyde den mageløse udsigt over krateret.
Metzad Mahmal (11 km fra Saharonim) er et lille fort øverst på kraterkanten. (Lidt længere væk ligger endnu et fort med vandkanaler og cisterne).
Herfra går det langs wadier til *Avdat (23 km fra Mahmal, 35 km fr Halutza), som var nabatæernes militære og administrative center. Videre forbi landbrugene *Shifta og Rehovot til *Halutza, deres politiske og økonomiske hovedstad i Negev. Så er der ikke langt (50 km) til Gaza. Vejen til El-Arish gik via det militære og religiøse centrum, *Nizzana.
NB! De med * mærkede ørkenbyer kan nås med bil eller bus og er beskrevet i afsnittet om Negev.

Beduiner i Negev
Siden 1950 har israelerne søgt at flytte beduinerne (ordet betyder »ørkenboere«) til nyopførte beduinbyer. Efter rømningen af Sinai har forsvaret brugt Negev til øvelser, og der skal også være plads til bosættelser for nye immigranter. Men mange af beduinerne, »ørkenens prinser«, som kender ørkenen som deres egen lomme og gør frivillig tjeneste i den israelske hær som stifindere, ønsker ikke at bo i de syv anviste byer nær BeerSheva. De vil hellere danne mindre samfund omkring fx Mitzpe Ramon, hvor de kan dyrke deres jord og holde deres dyr, som engang gav dem uld til tøj, mælk til mad og ekskrementer til brændsel.
Beduinerne bor i telte, der altid sættes op nord-syd med indgangen mod øst - solopgangen symboliserer liv og solnedgangen søvn eller død. Teltet er af et udsmykket tæppe delt i to afdelinger: en lille gæstedel, shig (til mænd), og en større mahram (forbudt) til de arbejdende kvinder og børn. En søn opdrages som sin far til at sidde i teltdøren og modtage gæster, mens koner og døtre tager sig af børn, dyreflok, madlavning, indsamling af brænde og dyrkning af jorden.
Tidligere var beduinernes vintertelt vævet af uld fra sorte geder, hvis fedtlag gør det regntæt, men efter israelernes nedskæring af gedebestanden for at beskytte plantelivet ses mest telte af jute og plastic.
Beduinernes gæstfrihed er legendarisk. Fra Abrahams tid har manden siddet i teltdøren fra solopgang og ventet på gæster, og det er en stor fornærmelse at afslå en invitation. Før aviser og TV var en gæst den eneste nyhedskilde, men man spurgte aldrig »Hvor kommer du fra? Hvad vil du?« En gæst kan overnatte 3 1/3 døgn og behøver ikke at sige sit navn.
Der serveres et glas sød myntete, mens kafferitualet følges. Grønne kaffebønner ristes over ilden, til de bliver sorte, og stødes derefter i en stor, udskåret træmorter. Stødene frembringer en rytmisk melodi, som undertiden ledsages af en enstrenget violin, rabába. Den stærke og bitre kaffe serveres med kardemomme i minikopper, finjan. Der drikkes tre kopper: en for gæsten, en for glæden og en for sværdet. En beduins telt er et tilflugtssted, hvor værten har pligt til at beskytte og forsvare sin gæst. Maden, der serveres på en stor fælles pande, rulles med fingrene og kastes - vupti - ind i munden.
Beduinerne lever under to sæt love: de israelske og deres egne, der er langt strengere - blod kræver blod.
Oprindeligt kunne beduiner tage så mange koner, de lystede. Men da de blev muslimer måtte de nøjes med fire. Den israelske stat anerkender kun én, men det efterleves nu ikke altid - en sheik fortalte i 1998 om sine 50 børn! En god kone kunne koste tre-syv dromedarer. Piger er giftefærdige fra 14 år, drenge fra 17 år. Moderen sover ved siden af det yngste barn og de andre på række efter alder. Faderen sover på skift hos alle konerne. Når børnene sover, sniger de sig ud af teltet for at nyde hyrdetimen under stjernerne. Vil en ægtemand skilles, siger han det blot tre gange: »Talhka, talhka, talhka«, og den muslimske dommer, kadi’en, berigtiger det. En kone kan ikke lade sig skille, men hun kan forlade manden. Brudeprisen, mohar, som blev betalt for hende (9-30.000 kr. i smykker) er hendes særeje, som hun kan tage med.
Hver beduin var engang sin egen læge. Man brugte ørkenurter som medicin. For at gøre små børn immune over for skorpionstik lod man børnene indtage asken fra brændte skorpioner sammen med modermælken.
Af Negevs ca. 120.000 beduiner er 80% efterhånden flyttet til byer, mens resten nægter at ændre deres tusindårige traditioner. Nogle slog lejr foran statsministerens kontor i flere måneder, og mange taler beduinernes sag.
Endnu lever 16.000 beduiner langs vejene i Negev som seminomader. Dvs. at teltet bliver på næsten samme sted året rundt og flyttes kun pga. vejrforhold, fx højere op om vinteren. Ved teltene er mange dromedarer udskiftet med minilastbiler, i teltet ses batteridrevet TV, og posten bliver bragt til teltdøren. Mange beduiner er stadig iført traditionelt tøj, der beskytter mod ørkensol og sandstorm. Kvinder i lang, sort kjole med slør, bælte og sort sjal, der dækker hovedet. Manden har hovedtørklæde, kefiah, og et reb, agahl, der holder tørklædet fast, en lang kjortel og kappe, abaya, som også kan bruges som tæppe.
Se også afsnit om Sydkysten og Det Døde Hav - og Negev

Massadas fald
Frit efter Flavius Josefus
Året er 70. Romerne har plyndret og ødelagt templet i Jerusalem. Byen ligger i ruiner. Landet er undertvungent, og mange jøder er ført til Rom som slaver. Men ét sted holder jøderne stand: på Masada. Her har de sidste oprørere forskanset sig.
I 66, i begyndelsen af det jødiske oprør mod romerne, flygtede en gruppe zeloter fra Jerusalem ud i Judæaørkenen til Herodes’ gamle fæstning, som de erobrede fra en romersk garnison. I fire år har de levet i kasematter og Herodes’ paladser, opført rituelle bade og indrettet synagoge.
Neden for Masada ligger 15.000 mand fra den romerske 10. legion anført af Flavius Silva. Om bjergets fod bygger de mure, vagttårne og otte militærlejre, for at ingen skal undslippe. De venter bare på at oprørerne overgiver sig pga. mangel på vand og mad. Men takket være Herodes’ vandcisterner er der så meget vand, at de kan dyrke korn og frugt på plateauets jord - forrådskamrene er fyldt.
Der går to år. Flavius Silva er til grin i Rom, fordi han ikke kan indtage Masada og dens sølle 967 zeloter. På Masadas vestside bygger han af jord, træ og sten en rampe, hvorpå han kan rulle sine krigsmaskiner op til fæstningsmuren. Det tager 10 mdr. Han benytter jødiske slaver, vel vidende, at zeloterne ikke vil kaste dræbende våben ned mod deres egne. Fortvivlede ser zeloterne romerne nærme sig. Alt kasteskyts preller af på romernes skjolde og skærme, og romernes rambuk slår hul i forsvarsmuren. Men bag den har zeloterne bygget endnu en skanse af hårdt stampet jord holdt sammen af træstammer, jo mere den bliver bombarderet, jo hårdere bliver den. Da sender romerne brændende pile og fakler, som fortærer træet.
Zeloternes leder, Eleazar Ben Yair, indser, at det er ude med dem og holder en sidste tale til sit folk: »Mine loyale følgesvende. For lang tid siden vedtog vi aldrig at tjene romerne eller andre, kun Gud. Vi var de første, der begyndte oprøret, og vi vil være de sidste, der opgiver kampen. Vore fjender kan ikke forhindre os i at vælge en ærefuld død som frie mennesker sammen med vore kære, selv om de hellere vil have os levende, men vi kan heller ikke vinde slaget over dem. Lad vore kvinder dø umishandlede og vore børn uden kendskab til slaveri. Men først skal vi brænde alle vore ejendele. Kun ét skåner vi: vore madlagre. Det vil vidne om, at vi ikke overgav os pga. mangel på føde, men valgte døden frem for slaveriet. Vi er trods alt alle født til at dø, men ikke til overgreb og slaveri. Er nogle for blinde til at se, hvor rasende de vil blive, hvis de får os levende. En mand vil se sin kone blive slæbt væk, hans barn vil råbe »far«, mens hans egne hænder er i lænker. Kom, mens vore hænder er frie og kan holde et sværd, lad dem yde en nobel tjeneste. Lad os forlade denne verden som frie mænd med vore koner og børn.«
De ødelægger og brænder deres ejendele. Derefter skriver de navne på potteskår og trækker lod om hvilke ti, der skal dræbe de andre, hvem der skal dræbe de ni og til sidst sig selv.
Da romerne næste morgen forcerer fæstningsmuren klar til angreb, møder de kun en uhyggelig stilhed. Da romerne bryder ud i et krigsskrig kommer to kvinder og fem børn frem fra en cisterne, hvor de har gemt sig. De fortæller romerne, hvad der er sket. I paladset ser de 960 lig. Familier ligger i en sidste tæt omfavnelse. Romerne står tavse - uden sejrsglæde - den første dag i den jødiske påske år 73.
Se også afsnit Sydkysten og Det Døde Hav

Syv berømte Dødehavsruller (skriftruller med bl.a. bibelske tekster skrevet på hebraisk) blev fundet i 1947 af en beduindreng nord for Qumran i en klippehule, hvor de lå i store lerkrukker. Efter at skriftrullerne faldt i hænderne på en antikvitetshandler i Betlehem, blev de fire købt af den syriske ærkebiskop (i Skt. Markus Klostret i Jerusalem), der siden smuglede dem til Beirut og USA, hvor de blev averteret til salg. Skriftrullerne blev gennem en mellemmand købt af den israelske arkæolog Yigal Yadin, hvis far tidligere havde erhvervet tre i Betlehem, og i hemmelighed bragt til Israel. Alle syv skriftruller er i dag udstillet i Bogens Helligdom på Israel Museum i Jerusalem. Alle bogruller blev i 2001 offentliggjort i et videnskabeligt værk på 37 bind.

Israel i tal
Befolkning: 7.6 mio. (2010)
Areal: 20.770 km2 (uden Vestbredden, Gaza og Golan)
Total kystlinie: 199 km
Befolkningstæthed: 272/km2 (DK: 122/km2)
Befolkningstilvækst: 2,4% (DK:0,4%)
Gennemsnitlig levealder: kvinder 82 år (DK: 78 år), mænd: 78 år (DK: 73 år)
Klima: Middelhavsklima, tempereret, subtropisk og ørken - generelt sommertørke og
vinterregn
Tid: 1 time foran Danmark
Nabolande: Libanon, Syrien, Jordan, Egypten
Hovedstad: Jerusalem (760.000 indb.)
Vigtigste byer (indbyggertal):
Tel Aviv (1,5 mio. indb.)
Haifa (272,000 indb.)
Rishon Le-Zion (222,000 indb.)
BeerSheva (200,000 indb.)
Netanya (170,000 indb.)
Eilat (58,200 indb.)
Sprog: Hebraisk og arabisk
Religion: Jøder (80,8%), muslimer (14,6%), kristne (2,9%), drusere og andre (1,7%)
Hovederhverv: Højteknologi, industri, landbrug, fiskeri, og turisme
Vigtigste handelspartnere: EU, USA, Japan
Arbejdsløshed (procent af arbejdsstyrken): 7,4% (DK: 5,1%, N: 3,3%)
Inflation: 3,2% (DK: 1,8%)
BNP (pr. indbygger): 145.700 dkr., (DK: 220.000 dkr.)
Statssform: Parlamentarisk republik med præsident og statsminister
Møntfod: 1 shekel (NIS) = 100 agorot = ca. 1.40 dkr. (jan. 2011)
Turister pr. år: 1.9 mio. (1998), 24.100 fra DK, 13.700 fra N, 31.900 fra S.
(Statistical Abstract of Israel, www.cbs.gov.il )

Israels nationalsang: Hatikva (Håbet)
Så længe den jødiske følelse
endnu bruser
dybest inde i hjertet,
og så længe øjet endnu skuer mod Zion
i øst, mod solopgang -
så længe er ej svundet vort inderlige håb
- det totusindårige håb -
om at blive et frit folk i vort land
i Zions land og i Jerusalem. Forfattet i Jerusalem i 1886 af Naftali Hertz Imber

Israels premierministre
David Ben-Gurion 1948-53
Moshe Sharett 1954-55
David Ben-Gurion 1955-63
Levi Eshkol 1963-69
Golda Meir 1969-74
Yitzhak Rabin 1974-77
Menachem Begin 1977-83
Yitzhak Shamir 1983-84
Shimon Peres 1984-86
Yitzhak Shamir 1986-92
Yitzhak Rabin 1992-95
Shimon Peres 1995-96
Benjamin Netanyahu 1996-99
Ehud Barak 1999-2001
Ariel Sharon 2001-2006
Ehud Olmert 2006-2009
Benjamin Netanyahu 2009-
Israels præsidenter
Chaim Weizmann 1949-52
Yitzhak Ben-Zvi 1952-63
Zalman Shazer 1963-73
Efraim Katzir 1973-78
Yizhak Navon 1978-83
Chaim Herzog 1983-93
Ezer Weizman 1993-2000
Moshe Katsov 2000-2007
Shimon Peres 2007-

De Palæstinensiske Selvstyreområder i tal
Befolkning: 3,5 mio., halvdelen under 15 år
Areal: Flere end 180 enklaver spredt over Vestbredden=39,8% af Vestbreddens
5.800 km2 og Gazas 360 km2. Selvstyreområderne på Vestbredden er
inddelt i tre zoner: A (17,2%), fuld palæstinensisk kontrol – men Israel
kontrollerer færdsel til og fra disse områder; B (23,8%), palæstinensisk
civilansvar og offentlig orden – men israelsk sikkerhedskontrol; C (59%),
palæstinensisk civilansvar – men israelsk kontrol over offentlig orden og
sikkerhed.
Befolkningstæthed: Vestbredden: 180 pr. km2, Gaza: 2.800 pr. km2
Befolkningstilvækst: 5,7%
Gennemsnitlig levealder: kvinder 74 år, mænd 70 år
Vigtigste byer: Gaza By (400.000 indb.), Ramallah (19.000 indb.), Jeriko
(17.000 indb.), Nablus (101.000 indb.), Hebron (120.000 indb.), Betlehem
(35.000 indb.)
Sprog: arabisk
Religion: 97% muslimer, 3% kristne
Erhverv: Håndværksvirksomheder: tekstil, fødevarer, keramik, bygge- og anlæg
Handelspartnere: Israel (96% af eksport, 90% af import) og Jordan
Arbejdsløshed i pct. af arbejdsstyrken: Vestbred 30%, Gaza 60-80% i 2010
BNP pr. indbygger: ca. 1,971 US$ (Vestbred), 1.666 (Gaza)
Analfabetisme i pct. af befolkningen: 14,5%
Regeringsform: Palæstinensisk National Myndighed (PNA, 13. sep. 1993) har
en præsident: Mahmoud Abbas, et kabinet bestående af 32 ministre (premierminister Salah Fayad), et lovgivende råd (PLC, parlament) med 88 folkevalgte medlemmer, der arbejder på en grundlov; Palæstinensisk Centralråd (PCC) har 124 medlemmer (hvoraf 18 danner en eksekutiv kommité (EC)), der ikke er valgt men udvalgt blandt Palæstinensisk Nationalråds (PNC) 669 medlemmer, der repræsenterer palæstinensere i hele verden.
Forhandlinger om selvstyreområdernes endelige status der ifølge aftalen
(principerklæringen fra 1993) skulle være bragt til ende i maj 1999, blev udsat til
13. sept. 2000 og – efter adskillige topmøder - udsat indtil videre. Disse omhandler bl.a.
Jerusalem, bosættelser, fordeling af vandressourcer, 5 mio. palæstinensiske flygtninges
hjemvenden, sikkerhed, ydre grænser og udenrigspolitik.
(Palestinian Central Bureau of Statistic, www.pcbs.ps )
(Palestinian Academic Society for the Study of International Affairs, www.passia.org )

Kort om Hamas
Hamas (= mod og mål, Harokat al-Muqawama al-Islamiya) er, som Muslimsk Broderskab (dannet i 1928 i Egypten af Hassan al-Banna), en islamisk fundamentalistisk oppositionsbevægelse, som blev stiftet af Sheik Ahmad Yassin i Gaza i 1987 og støttes financielt af Saudi Arabien, Iran og tilhængere i Europa og USA. Hamas har etableret en række sociale, religiøse, medicinske centre og ungdomscentre, hvorfra de rekrutterer medlemmer.
I februar 1988, kort efter intifadaens begyndelse, blev dele af Hamas en militant modstandsbevægelse, Izz al-Din al-Qassem (opkaldt efter en syrisk sheik og guerillaleder, dræbt af briterne i 1935), og under Golfkrigen vajede deres dystre, sorte flag i de besatte områder. I begyndelsen støttede 5% af Gazas befolkning Hamas, men med økonomisk nedgang, social nød og desperation steg støtten til 20%. Hamas’ mål var at befri Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet, og de brugte alle midler: kidnapning, terrorhandlinger, selvmordsbomber, likvidering.
Hamas er ligesom den anden militante fundamentalistiske gruppe, Islamisk Jihad (Hellig Krig), imod fredsprocessen og et stort problem for både Israel og PLO.
Fra 1995 blæste lidt blidere vinde, og Hamas var i gang med en forvandling fra bevægelse til politisk parti, men stillede ikke op til valget i 1996. Enkelte medlemmer var dog opstillet som uafhængige kandidater og blev valgt til selvstyrerådet. I september 1997 udveksledes Sheik Ahmad Yassin, Hamas’ åndelige overhoved, med to Mossad-agenter, som blev pågrebet efter et mislykket attentat mod en Hamas-leder i Amman. Yassin vendte tilbage til Gaza, efter otte år i israelsk fængsel; men efter en række selvmordsaktioner mod Israel blev han dræbt af et israelsk helikoptermissil i 2004.
I 2006 vandt Hamas stort i Gaza og Hamas har nu fuld kontrol med hele Gazastriben.

Kort om PLO og al-Fatah
1964: Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation grundlægges.
1969: al-Fatah (=erobring, sejr, grundlagt 1959 af Yassir Arafat) overtager ledelsen af
PLO med Arafat som formand.
1970: Efter at PLO har kapret tre fly og tvunget dem til Jordan, udviser kong Hussein i
sep. PLO af landet.
1974: På et arabisk topmøde anerkendes PLO som eneste lovlige repræsentant for
palæstinenserne. Arafat taler i FN’s generalforsamling, som anerkender PLO.
1982: PLO (11-14.000 personer) udvises af Libanon og får hovedkvarter i Tunis.
1983: Arafat udvises af Syrien og hans tropper flyttes til Tripoli.
1987: Intifadaen begynder i Gaza 9. december.
1988: I Algier proklamerer Arafat oprettelsen af en palæstinensisk stat og anerkender
Israels ret til at eksistere.
1990: Arafat støtter Saddam Hussein under Golfkrigen og mister derved økonomisk
støtte fra mange arabiske lande.
1993: Hemmelige forhandlinger mellem PLO og Israel begynder. Israel ratificerer
»Gaza-Jeriko-først«-planen.
1994: Palæstinensisk politi ankommer til Gaza og Jeriko. Arafat slår sig ned i Gaza.
1996: Valg til Det Palæstinensiske Selvstyreråd giver al-Fatah 60 af de 88 pladser (de
udvides i 2005 til 132 pladser) og Arafat vælges til præsident med 88% af stemmerne.
Stemmeprocenten i Gaza var 90. I april ændrer selvstyrerådet sit charter og ophæver
bestemmelsen om staten Israels udslettelse.
1998: Den skrøbelige fredsproces er gået i stå. Arafat mister tålmodigheden og udtaler,
at han den 4. maj 1999, hvor Osloforhandlingerne skal være afsluttet, vil proklamere
staten Palæstina.
2000: 4. jun. vedtager Det Palæstinensiske Centralråd (PCC) at udråbe staten
Palæstina den 13. sept. d.å. Clinton beder Arafat om at udsætte »staten«
2004: Arafat dør i Paris, Abbas bliver formand
2006: al-Fatah lider et kæmpe nederlag ved valget til PLC, forlader Gaza og flytter til
Ramallah.
2011: al Fatah og Hamas forsones

Tanzim (=operationsafd.), en ungdomsbevægelse i al-Fatah, opstod under al-Aksa-intifadaen. Dens medlemmer organiserer demonstrationer, vold og skyderi.
Hizbollah (= Allahs parti). Libanesisk Hizbollah blev dannet i 1982, efter Israels invasion og USA's tilstedeværelse i Libanon; men inspireret og støttet af iransk Hizbollah, der i 1979 medvirkede i kampen mod shahen.

Kendte navne
Abbas, Mahmoud (Abu Mazen) (1935-) f. i Safed, flygtede i 1948. Voksede op i
Damaskus, læste Mellemøstkundskab i Sovjet og skrev doktorafhandling om Israel og
zionismen. Medgrundlægger af Fatah og PLO. 1984 chef for PLO’s kontor for nationale
(arabiske) anliggender. En af PLOs vigtigste fredsforhandlere og hovedmand bag
Osloaftalerne. Vendte i 1995 tilbage til Gaza. Arafats stedfortræder og efter hans død i
2004 valgt til præsident.

Arafat, Yassir (1929 i Cairo-2004 i Paris). Ingeniør og leder af guerillagruppen al-Fatah
og fra 1969 af PLO (Palestine Liberation Organization). Skiftede fra terrorisme til
fredsforhandling. Bosat i Gaza. Leder af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza

Barak, Ehud (1942-) f. i Kibbutz Mishmar Hasharon. Tidligere generalstabschef, nu
politiker. Efter en markant militærkarriere 1959-95, hvor han blev indenrigsminister og
samme år udenrigsminister, valgtes han i 1997 til leder af arbejderpartiet, 1999-2001
premierminister og 2009 forsvarsminister

Begin, Menachem (1913-92), kom fra Polen i 1942. Leder af Irgun Zeva’i Leumi, som
bl.a. sprængte en del af Hotel King David i Jerusalem i 1946. Den tidligere terrorist var
premierminister i 1977-83, underskrev fredsaftale med Egypten og modtog Nobels
Fredspris i 1978

Chagal, Marc (1889-1985). Russisk maler, boede I Frankrig. Hans surrealistiske
malerier viser emner fra jødisk liv og folklore. Gobeliner i Knesset og glasmalerier i
Hadassasynagogen

Ben Gurion, David (1886-1973). Israels første premierminister (1948-53 og 1955-63).
Kom fra Polen i 1906, udvist af tyrkerne, ophold i USA. Grundlægger af Mapai, det
senere arbejderparti. Udgivet historiske essays og erindringer
Ben Yehuda, Eliezer (1858-1922), sprogforsker. Kom fra Polen i 1881. Genoplivede
hebraisk fra et liturgisk sprog til »ivrit«, der tales i Israel i dag. Udarbejdede den første
hebraiske ordbog

Dayan, Moshe (1915-81), f. i Palæstina (Kibbutz Deganya). Israelsk militærleder.
Generalstabschef under Sinaifelttoget i 1956, forsvarsminister og Seksdageskrigens helt
i 1967. Fik skylden for, at Israel ikke var parat før Yom Kippur-krigen og gik af i 1974.
Amatørarkæolog, har udgivet flere erindringsbøger

Herzl, Theodor (1860-1904). Ungarsk jøde, journalist og grundlægger af moderne
zionisme. Mente, at den eneste løsning på antisemitisme var oprettelsen af en jødisk
stat. Besøgte Palæstina i 1898, men immigrerede ikke selv! Udgav bl.a. »Jødestaten«
1896 og »Altneuland« 1902

Josefus, Flavius (37-ca. 100), f. i Jerusalem. Historieskriver, hvis hebraiske navn var
Josef ben Mattiahu. Var tæt på essenerne. En af lederne i oprøret mod romerne i 66-73,
men overgav sig i Yodfat og sluttede sig til romerne. Anses af nogle som forræder og af
andre som patriot, da han derved kunne skrive værker til jødernes forsvar bl.a.
»Jødernes Historie«. »Den Jødiske Krig«, en vigtig kilde om forholdene i Palæstina på
den tid, er i dag arkæologernes »Bibel«

Meir, Golda (1898-1978), f. i Rusland, opvokset i USA, kom i 1921 til Palæstina. Lærer,
zionist og aktiv i arbejderpartiet. Arbejdsminister 1949-56, udenrigsminister 1956-66,
premierminister 1969-74, hvor hun gik af efter kritik af forsvarsberedskabet før Yom
Kippur-krigen. »Jernkvinden«, blev af Ben Gurion betegnet som »det eneste mandfolk i
regeringen«. Selv citeres hun for: »Jeg har en god og en dårlig nyhed. Den gode:
Russiske jøder er fri; den dårlige: De kommer på torsdag!«

Netanyahu, Benjamin (»Bibi«) (1949- ) f. i Tel Aviv. Israelsk politiker (Likud). Uddannet
i USA. Militærtjeneste 1967-72. 1984-88 FN-ambassadør, 1988-91 viceudenrigsminister,
fra 1993 leder af Likud , 1996-99 og 2009- premierminister.

Peres, Shimon (1923-). Israelsk politiker (arbejderpartiet), kom fra Polen 1934.
Forsvarsminister 1974-77, premierminister 1984-86, udenrigsminister 1986-88 og 1992-
95, finansminister 1988-92 og stats- og forsvarsminister 1995-96

Rabin, Yitzhak (1922-95), f. i Palæstina. Israelsk general og politiker. Officer i Palmach
1943-48, generalstabschef 1964-68, hvor han fik æren for sejren i Seksdageskrigen.
Ambassadør i USA 1968-73, valgt (arbejderpartiet) til Knesset, arbejds- og
premierminister 1974-77, forsvarsminister 1984-90. Partileder, premier- og
forsvarsminister 1992-95. Myrdet i Tel Aviv 4. nov. 1995 af en fanatisk jøde

Rothschild, Mayer Amschel (1743-1812), bankier, opvokset under fattige kår i
Frankfurts jødiske ghetto. Arbejdede sig op under mottoet: »Betjen de store i samfundet
- og betjen dig af dem!« Han tog navn efter husets røde skilt: Rotes Schild blev til
Rothschild. Giftede sig rigt. Fem sønner blev placeret i filialer i Wien, London, Napoli,
Paris og Frankfurt. Under diverse krige blev de grundlæggere af international
pengeoverførsel. Alle blev baroner, en titel, der fortsætter i familien. Edmond de
Rothschild fattede i 1880’erne interesse for zionismen og hjalp jøder i Palæstina

Sharon, Ariel (1928-) f. I Kfar Malal, Palæstina. Medlem af Haganah i 1942,
underofficer i 1948, grundlægger og leder af antiterrorkorps 101, chef for
faldskærmstropperne i 1956, leder af en kampvognsdivision i 1967, generalmajor i 1973,
hvor han grundlægger Likud og bliver medlem af Knesset. Sikkerhedsrådgiver for Rabin
i 1974, landbrugsminister 1977.81, forsvarsminister 1981-83 (træder tilbage/afsat efter
massakren på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Libanon),
handelsminister 1984-90, boligminister 1991-92 (udvider bosættelserne), 1999 leder af
Likud, 2000 valgt til premierminister – og så spillede han violin. Rammes i 2006 af en hjerneblødning og ligger stadig i kunstig coma.

Weizman, Ezer (1925-2005) f. i Tel Aviv. Israels 7. præsident (1993-2000). Var 1942-48
pilot i RAF, 1948 oberst i det nyoprettede israelske flyvevåben og 1958-66 chef for dette.
1966-92 besad han i flere perioder ministerposter, bl.a. forsvar og videnskab, i
Laborregeringer.

Weizmann, Haim (1874-1952), f. i Hviderusland. Israels første præsident, professor i kemi. Israels videnskabelige Weizmann Institute er opkaldt efter ham

Yadin, Yigal (1917-84), arkæolog. Medlem af Hagana, generalstabschef 1942-52,
politiker. Udgravede Hazor og Masada. Har udgivet videnskabelige værker om disse.

Spørger man to israelere, får man tre forskellige meninger!

USA's præsident Harry Truman mødte Israels præsident Chaim Weizmann, kort efter Israels »fødsel« i 1948. De talte om, hvem af dem, der havde det hårdeste job.
Truman:»Ja, ja, jeg er altså præsident for 140 mio. mennesker«, hvortil Weizmann replicerede: »Sandt nok; men jeg er præsident for 1 mio. præsidenter«

(C) GG