Intro Læssning på flyet Tel Aviv og Jaffo Jerusalemkorridoren Jerusalem Vestbredden Fra sydkysten til det Døde Hav Negev Sharon Galilæa Golan Værd at vide Fakta om Israel

Jerusalemkorridoren (Hent som PDF)

Grønne, flade sletter, Judæas høje bjerge og Latrun midtimellem. Mange
krige her har vist, at »den, der kontrollerer Latrun, kontrollerer Jerusalem« (Ben Gurion) - og herfra drager man op til Jerusalem både med andagt og helt bogstaveligt.
I årtusinder har vejene fra Jaffa til Jerusalem været af stor handels- og militærstrategisk betydning.
På Ayalonmotorvejen V1, kører busser i pendulfart mellem Tel Aviv og Jerusalems centralbusstationer (50 min.). Man passerer her bl.a. Ayalons Dal, hvor månen på Josvas befaling stod stille (Jos. 10, 12-14). Dalen er en af landets historiske slagmarker. Her sejrede Judas Makkabæus over grækerne, og her har romere, arabere, korsfarere og englændere kæmpet.
I 1947-48 udkæmpedes nogle af de største og blodigste slag om Jerusalem i den første bitre strid mellem jøder og muslimer. I øvrigt er V1 ret kedelig. Langt smukkere er den nordlige V443, hvor man kan nyde det pragtfulde bibelske landskab. Sidste del af vejen går gennem Vestbredden. Den sydlige V44 er en hyggelig omvej med et par ekstra seværdigheder. Den smukke strækning fra Tel Aviv til Jerusalem med tog åbnede igen i 2005.

Latrun

Af Nina Jalser

Ad den sydlige vej, V44
Lod (Lydda)
Byen (61.100 indb.) var befæstet på Josvas tid. Apostelen Peter helbredte Ænæas i Lydda (Ap.G. 9,32-35). Mange lærde jøder boede i byen, der også var kendt for sine handelsmænd. Byzantinerne kaldte den Georgiopolis efter Skt. Georg, som skulle være født her. Han døde som martyr i 303 og ligger begravet i Skt. Georg-kirken. Den græsk-ortodokse kirke og en moske er bygget over en korsfarer- og byzantinsk basilika. Trapper fører ned til graven i kirkens krypt.
Bus: Tel Aviv og Jerusalem, www.superbus.co.il

Ramla (20 km SØ for Tel Aviv)
Ramla, »sandpletten«, er den eneste by i Israel, der er grundlagt af muslimer. Det skete i 716, da umayyade kalif Suleiman manglede en by på handelsvejen mellem Cairo og Damaskus. I dag er 1/5 af byens 65.000 indbyggere muslimer, der lever i fred med deres naboer. Men også korsfarerne satte sig spor. Deres Skt. Johannes Basilika er omdannet til el-Kabir-moskeen.

Ramla Museum, Herzl Av. 12, åbent sø.-to. 10-16, fr. 10-13, 6 NIS (kan købe kombibillet til flere seværdigheder), tlf. (08)9292650, www.museum-ramla.org.il Er byens turistinfo og historiske museum.

Skt. Nicodemus og Skt. Josef af Arimathea-kirken, Bialik St., ring på klokken, åbent ma.-fr. 9-12. Franciskanerne byggede i 1396 Casa Nova som kloster og herberg. I 1500-tallet blev kirken opført her, hvor man mener, at det bibelske Arimathea lå. Det var Josef og Nicodemus, der stod for Jesu begravelse (Johs. 19,38). Kirkens altertavle er malet af Titian: Nedtagelsen fra korset.
Da Napoleon i marts 1799 overnattede i klostret, kaldte muezzinen til morgenbøn oppe fra minareten ved den nærliggende Yamani-moske. Napoleon blev så rasende over at blive vækket, at han befalede en grenadér: »Luk munden på ham«. Grenaderen greb sit gevær og skød muezzinen. Næppe havde Napoleon forladt Ramla, før muslimerne nedslagtede mange af byens kristne som hævn. Herberget er i dag en del af et større kloster og

Ved ruinerne af Den Hvide Moske, Jamaa al Abiad fra 700-tallet og dens cisterner står
Mamelukkernes forsvarstårn / minaret, åbent sø.-fr. 7.30-14.30, lø. 7.30-15.30, 5 NIS. Tårnet kaldes også De 40 Martyrers Tårn efter deres grave tæt ved. Er det åbent, er udsigten fra taget de 119 trin værd.

Skt. Helenas Pool, ved Haganah St., åbent sø.-to. 8-14.30, fr.8-14, lø. 8-16, 8 NIS. Cisternen er fra 700-tallet og siges at være bygget til Harun al Rashid (fra 1001 nat); men navnet henviser til Kejser Konstantins mor, Skt. Helena.

Karaittersynagogen afviger fra andre synagoger. Man tager skoene af, inden man går ind på det bænkeløse, tæppedækkede gulv, hvorpå der knæles og bukkes, som man gør i Indien, Yemen og Iran.
Ramla har både en armensk og en græsk-ortodoks kirke samt smukke bygninger fra tyrkertiden. Hver onsdag er der stort marked.
Bus og tog hvert 20. min fra Tel Aviv, hvert 30. min fra Jerusalem

Nær Ramla fandt man i 2006 under en klippesprængning en 2.5 km lang underjordisk hule, Ayalonhulen (Israels næststørste). Her fandt man otte ukendte arter af smådyr, som havde overlevet den lukkede hules mørke, bl.a. en hvidlig, blind skorpionlignende skabning. Hulen er endnu ikke åbnet for offentligheden

Tel Gezer
Oldtidshandelsbyen Gezer (5 km fra V424) var velkendt i Egypten, hvor man har fundet billeder af den. Kong Salomo fik byen som medgift af Farao, da han ægtede hans datter (1. Kong. 9, 16-17). Under hasmonæerne opførtes en fæstning, men senere blev byen glemt. I 1908 fandt man den berømte Gezerkalender (om landbrug 950 f.Kr.), der nu befinder sig i Istanbul. På Tel Gezer ligger fæstnings- og vandtunnelruiner og et
kanaanæisk kultsted med ti monolitter, nogle højere end 3 m.
Arkæologiske udgravninger 2011: http://gezer.swbts.edu

»Burmavejen«
I 1948 under Uafhængighedskrigen skabte jøderne denne »vej« og rensede den for sten i nattens mulm og mørke. Araberne havde forinden afspærret den eneste vej mellem Latrun og Jerusalem og hindrede derved forsyninger i at komme frem til de belejrede og sultende jøder i Jerusalem. Burmavejen gik uden om de arabiske stillinger og op til Jerusalem. I dag er den historiske grusvej bevaret som natursti. Den kan passeres i bil, men check reservehjulet først!

Syd for Burmavejen ligger landsbyen
Neve Shalom / Wahat al-Salam (Fredens Oase), tlf.(02) 9917160, www.nswas.org stiftet i 1972 af en jøde, der blev dominikanermunk. Ca. 60 jødiske, kristne og muslimske familier bor, går i skole og arbejder sammen for fred. Mange står på venteliste. I 1997 modtog den en dansk fredspris. Café, restaurant, hotel og svømmepøl.

Soreq-hulen (20 km V for Jerusalem)
Åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-15, 23 NIS, tlf. (02) 9911117. Gennem Beit Shemesh (21.000 indb.), sendte filistrene Pagtens Ark tilbage (1. Sam. 6, 11-15). 2 km øst for byen ligger den berømte Soreq-hule, hvor millioner af års aflejringer har dannet en enestående variation af nåleformede stalaktitter (fra loft) og stalagmitter (fra gulv). Av-introduktion og omvisning.

Flam “boutique”vin, Ya’ar Hadoshim, Eshtaol, tlf.9929923, www.flamwinery.com
Flam blev grundlagt i 1998 af to brødre efter uddannelse i Italien og Australien og producerer vin af høj kvalitet. Vinsmagning og omvisning på den moderne fabrik, 60 NIS
Herfra kan man nå Jerusalem via Ein Karem eller ad Ayalonmotorvejen.

Ad den nordlige vej, V443
Der går bus fra Tel Aviv til Jerusalem via Modi’im samt fra Lod.

Neot Kedumim
Åbent sø.-to. 8.30-17.45, fr. 8.30-12.45 (udgang lukkes to timer senere), entré, tlf. (08) 9770777, www.neot-kedumim.org.il . Naturparken er et bibelsk landskab med Bibelens flora. Det er et »grønt arkæologimuseum«, et lille paradis, men uden Livets og Kundskabens Træ!

Modi’im
De såkaldte Makkabæergrave (4) er udhugget i klippegrund og ligger tæt ved V443. Her skulle Mattathias og hans sønner være begravet. På arabisk kaldes de Qubur el-
Yehud (Jødegravene). Ved udvidelse af vejen i 1994 fandt man i nærheden 20 knoglekister med makkabæernavne.
Længere fremme ses på højre side af vejen det moderne Modi’im (50.000 indb.), den eneste by i Israel, der er planlagt helt fra grunden (af Moshe Safdie). Der bliver boliger til 200.000 - de første indflyttere kom i september 1995. På venstre side, inde på Vestbredden, ligger Modi’im Illit med 20.000 ultra ortodokse.

Gibeon og Quibeibe
Fortsæt ad V443 og kryds »Den Grønne Linie« (»grænsen« til Vestbredden). Lidt før Nebi Samwil passeres el-Jib, Gibeon, hvor Josva bad: »Sol, stat stille« (Jos. 10,12). Her blev fremstillet speciel vin til templet i Jerusalem. Fund af vinpresse og vandingsanlæg.
Længere fremme fører en vej mod vest til Quibeibe (åbent dgl. 6-18, tlf. (02)2473612), som var korsfarernes Emmaus, hvor Jesus åbenbarede sig for to disciple, hvoraf Kleofas, gift med Marias søster, var den ene (Luk. 24,13-31). Franciskanernes Emmauskirke (1800-tallet) er bygget over Kleofas’ hus og ruiner af kirker fra 300-og 1100-tallet. Nord for kirken er rester af romernes vigtige vej fra Jerusalem til Jaffa og Caesarea - vejen ad hvilken Paulus gik. Stor valfart 2. påskedag.

Nebi Samwil
På lang afstand ses højt på en bakketop en stor bygning med minaret. Det skulle være profeten Samuels grav. Jøderne har deres bederum med sarkofag i underetagen, muslimerne ovenpå. Der er intet kristent kapel, selv om Justinian byggede en stor kirke over graven og korsfarerne ligeså. De kaldte det Mont Joie, Glædens Bjerg, for herfra så de for første gang Jerusalem. Nyere arkæologiske udgravninger har afsløret bygninger fra korsfarertiden.
Herfra er der 6 km til Jerusalem.

Ad Ayalonmotorvejen, V1

Latrun
Pga. de blodige slag i 1948 kalder israelerne området for »Uafhængighedskrigens åbne sår«. Som en tunge ind i Israel var Latrun på jordanske hænder i 19 år indtil Seksdageskrigen, hvor det tog israelerne 30 minutter at erobre den (området er stadig en del af Vestbredden, men er af praktiske hensyn omtalt her).
På højen ses ruiner af korsfarerfæstningen Le Toron des Chevaliers, Riddernes Tårn, som siges at have givet stedet navn. Andre mener, at Latrun stammer fra det latinske ord latro (røver), fordi den gode røver, som blev korsfæstet ved siden af Jesus (Luk. 23,39-43), skulle komme herfra.
Neden for korsfarerruinen (og gamle skyttegrave) ligger det franske trappistkloster Latroun, opført i 1926. Trappisterne er en gren af cistercienserordenen, der har navn efter La Trappe-klosteret i Normandiet. Det er en særlig streng, kontemplativ orden, hvor munkene lever af landbrug - og i tavshed. I de senere år er de blevet mere talende, men de er stadig fåmælte.
Der findes 160 trappistklostre i verden, hvert med sin specialitet, her vin. Hjulpet af arabiske arbejdere producerer de 300.000 l vin årligt. I vinudsalget (åbent ma.-lø. 8.30-11.30 og 1.30-18.30, tlf.(08)9220065/9255180) tv. for klosterindgangen er en talende trappistmunk behjælpelig med valg af olivenolie, vin - og likør, som munke altid har været mestre i at fremstille. Klosterets enkle, smukke kirke i cistercienserstil (1890) er seværdig.
Overfor ligger den tidligere britiske politistation. Den blev opført i 1942 og var i brug til briterne forlod den i 1947. I dag er der kampvognsmuseum (åbent sø.-to. 8.30- 16.30, fr. 8.30-12.30, lø. 9.30-16, entré, av-intro, tlf.(08)9255268, www.arem-latrun.org.il ) et af verdens største og mindesmærke for panserstyrkerne, som afholder deres edsaflæggelse her.
Nordøst for klostret ligger Canada Park. I dens sydlige udkant ses rester af romerske bade, villa og en byzantinsk/korsfarer basilika (åbent ma.-lø. 8.30-12 og 14.30-17.30, 5 NIS). På Madabakortet er stedet angivet som Nikopolis (Sejrsbyen), og det oprindelige, byzantinske Emmaus.

Mini Israel
åbent fredage 10-14 ellers dgl. apr-maj 10-19, jun 10-21, jul-aug 10-22, sep-okt 10-20, nov-mar 10-18, 72 NIS (audioguide 10 NIS), tlf.(08)9130010, 1-700 599599, www.minisrael.co.il. 350 af Israels bedst kendte bygninger, opført i lilleputstørrelse og yderst detaljeret. Under vandringen mellem bygningerne høres landets forskellige sprog.

4 km efter Latrun, ved Sha’ar Hagay/Bab el-Wad (døren til dalen), ses et restaureret karavanserai. Her begynder opstigningen til Jerusalem. På begge sider langs vejen ligger kampvognsvrag fra slagene i 1948. På mindedage lægges kranse.
I 1995 blev det store skovområde hærget af brand og 2 mio. træer ødelagt.

Abu Gosh (13 km fra Jerusalem)
Den arabiske landsby (6000 indb.) har navn efter en muslimsk familie fra 1500-tallet, hvis sheik krævede told af pilgrimme til og fra Jerusalem.
Ved indkørslen til Abu Gosh, i dalen (vsa. en moské), ligger Korsfarerkirken (åbent ma.-lø. 8.30-11 og 14.30-17, gudstjeneste sø. 10.30 og 17, hvd. 11.30 og 18, alle er velkomne, tlf. (02)5342798, www.abbaye-abugosh.info ), opført i 1142. Det er en af Israels bedst bevarede, og bebos af franske benediktinere. Den bruges ofte til koncerter pga. den fantastiske akustik.
Efter at filistrene havde bragt Pagtens Ark tilbage, stod den her i det bibelske Kiryat Yearim i 20 år, indtil David under stor festivitas bragte den til Jerusalem (1. Sam. 7,2 og 1. Krøn. 13,5-8). Arkens Kloster (åbent dgl.8-11.30 og 15.30-18), fra 1924, øverst oppe tilhører Skt. Josefsøstrene, og der er sket mirakler ved søster Josefas grav. Deres kirke er bygget over Abinadabs hus, hvor arken stod (1. Sam. 7,1), og over en byzantinsk kirke med mosaikgulv. Stedet kaldes også det 3. Emmaus.
Restaurant Caravan, tlf.(02) 5342744, åbent dgl.8-20

Syd for motorvejen finder man naturparken Ein Hemed / Aqua Bella (åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, entré, tlf. (02) 5342741) med bække, bassiner og et befæstet korsridderkloster
6 km før Jerusalem viser et skilt mod Castel (åbent som Ein Hemed, tlf.(02)5330476). Mindesmærket viser bl.a. en model af slag og skyttegrave fra de hårde kampe i april 1948.

(C) GG