Intro Læssning på flyet Tel Aviv og Jaffo Jerusalemkorridoren Jerusalem Vestbredden Fra sydkysten til det Døde Hav Negev Sharon Galilæa Golan Værd at vide Fakta om Israel

Fakta om Israel (Hent som PDF)
Inden for landets knap 500 km fra nord til syd er der en helt overraskende variation fra Hermonbjerget med sne til Eilat med koralrev. Derimellem finder man brændende ørken og frodig oase, brusende flod og udtørret wadi, moderne indkøbscenter og østerlandsk suq, transport på æselryg og i limousine - og Jordens laveste punkt, ved Dødehavet, ca. 400 m under havets overflade.

Af Nina Jalser

Befolkning – en smeltedigel
Indvandring af jøder fra hele verden har resulteret i en meget sammensat befolkning. Størstedelen af de seneste års immigranter kom fra eks-Sovjetunionen og Etiopien. Flere end 91% af befolkningen bor i byer og 1.9% i kibbutz (pengeløst, kollektivt samfund) og 3% i moshav (kooperativ eller andelsbevægelse). Der findes 268 kibbutzer og 433 moshaver.
Værnepligten er for mænd 32 mdr. med genindkaldelse 29 dage årligt, til de er 51 år. Kvinder har 2 års værnepligt.

Sprog

Israels officielle sprog er hebraisk og arabisk. Hebraisk er et semitisk sprog beslægtet med arabisk. Begge læses fra højre mod venstre.
I 100-tallet forsvandt hebraisk som almindeligt talesprog, men det benyttedes i synagogerne og som religiøst litterært sprog - og af enkelte digtere.
Eliezer Ben-Yehuda, der i 1881 immigrerede til Palæstina, »genoplivede« hebraisk talesprog, skabte nydannelser og udarbejdede ordbøger. I bibelsk tid havde hebraisk kun et ordforråd på 8.000, i dag er det på flere end 120.000.
Mange immigranter fra Central- og Østeuropa taler jiddish og tysk, og mange fra Nordafrika fransk og ladino. Russisk fra tidligere immigrationer øgedes voldsomt med 1990’ernes indvandringsbølge.
Unge israelere taler ofte kun hebraisk. Handelssproget er engelsk suppleret med fransk og tysk.

Religioner

Jødedom
Jødedommen er den ældste monoteistiske religion. Den er baseret på Tora (de fem Mosebøger), der bl.a. indeholder 613 bud og forbud. Toraen er den første del af den jødiske bibel, der også indeholder Profeternes Bøger, Salmernes Bog og mange andre skrifter. Fortolkninger til forskrifterne findes i det store værk, Talmud, som blev til i årene mellem 0 og 500, dels i Judæa og dels i Babylon. Fortolkningerne blev drøftet i forsamlinger af rabbinere, der er en art gejstlige i den jødiske tro. Fra Talmuds afslutning til vor egen tid har rabbinere fortsat deres tolkninger - det har givet anledning til dannelse af mange forskellige retninger inden for jødedommen. I Israel finder man ultraortodokse jøder, der mener, at staten Israel først bør skabes efter Messias’ komme. Derudover findes mange forskellige afskygninger inklusive helt verdslige jøder. Betegnelserne ashkenazi og sefardi henviser til forskellige oprindelseslande, hvor lidt afvigende traditioner udviklede sig.
For at være jøde skal man være født af en jødisk mor eller være konverteret til jødedommen. Konvertering er en længere proces, hvor man skal tilegne sig viden og også praktisere forskrifterne. Jødedommens ugentlige helligdag, sabbat (udtales shabbat på hebraisk), begynder ved solnedgang fredag og varer til solnedgang lørdag, hvor man kan gå i synagogen (forsamlingshus) og deltage i gudstjenesten. I synagogerne bærer mændene hat, og i de ortodokse menigheder sidder mænd og kvinder adskilt. Selvom de fleste jøder i Israel er verdslige, overholder ca. 80% de religiøse love og ritualer. Fx er det almindeligt, at drenge bliver omskåret 8 dage efter fødslen, og de fejrer deres bar mitzva (konfirmation) som 13-årige. Mange overholder spiselovene (se, Kosher) og ved indgangen til de fleste hjem og offentlige bygninger vil man se en mezuza, en kapsel, der indeholder citater fra Toraen, bl.a. med sætningen »Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én« (5. Mos. 6,4).
Samaritanere anser sig for de sande jøder, og bygger deres tro på Toraen og Josvas Bog (Josuabogen). De bor i Holon (syd for Tel Aviv) og på Garizimbjerget (se, Vestbredden) ved Nablus, hvor de byggede deres tempel, da jøderne i 538 f. Kr. udelukkede dem fra templet i Jerusalem. De er ca. 600, taler arabisk, og oldhebraisk til gudstjenester. De gifter sig kun indbyrdes, medmindre den udkårne »udefra« konverterer.
Karaitter/karæere er en sekt, der går tilbage til 800-tallet, men deres udgangspunkt svarer til tidligere sekter som saddukæerne, der eksisterede på templets tid. De følger Toraens love bogstaveligt og anerkender altså ikke senere talmudiske bestemmelser og fortolkninger. De fejrer ikke hanukka (lysfesten), der ikke er omtalt i Toraen. De tænder ikke sabbatlys fredag aften og afviger i det hele taget på mange måder fra den rabbinske jødedom. Der er ca. 40.000 i Israel.

Islam

Islam betyder at underkaste sig Guds vilje. Muslimer anerkender bl.a. Abraham (Ibrahim), Moses og Jesus som profeter. Den største profet var Muhammed, født i Mekka 570. Han var tiltrukket af jøde- og kristendommens monoteisme. Efter en åbenbaring begyndte han at prædike og måtte i 622 flygte til Medina. Muslimernes hellige bog, Koranen, er nedskrevet i år 651 og indeholder Muhammeds åbenbaringer og de budskaber, han modtog fra Gud. Deres leveregler er »Islams Fem Søjler«: Der er kun én Gud (Allah), og Muhammed er hans profet; hjælp de fattige; i Ramadan-måneden skal man faste mellem solopgang og -nedgang; man skal foretage mindst én hadj (pilgrimsrejse til Mekka) i sit liv; man skal bede fem gange dagligt, når muezzinens stemme fra minareten kalder til bøn.
Fredag er helligdag, hvor moskeen fyldes til bøn, ledet af en imam. Mænd og kvinder sidder adskilt, og inden man går ind i en moske, tager man skoene af og dækker hovedet. Muslimer må ikke spise svinekød eller drikke vin. Mændene må have fire koner (Israel accepterer dog kun én). I islam er det faderen, der bærer religionen: Er han muslim, er hans barn muslim. Man kan konvertere til islam.

Drusere er en sekt, der brød med islam i 900-tallet. Den har navn efter grundlæggeren Ismael al-Darazi og har både hedenske og kristne elementer, men kun de »vidende« kender indholdet af den drusiske læres 111 afhandlinger. Man ærer Moses’ svigerfar Jethro, hvis grav nær Tiberias er valfartssted (se, Galilæa). Drusere må kun gifte sig indbyrdes, og man kan ikke konvertere til deres religion. 99.000 drusere bor på Carmel (se, Galilæa) og i Golan.
Tjerkesser er muslimer uden arabisk kulturel baggrund. De kom fra Kaukasus i 1870, efter Krimkrigen, holder sig til deres egne og blander sig hverken med jøder eller andre muslimer. 3.000 bor i Kfar Kama. De taler arabisk og tjerkessisk.

Baha’i

Baha’i blev stiftet af Mirza Hussein Ali (Bahaullah). Hans forløber Mirza Ali Muhammed (el Bab = Porten) blev dræbt i Persien under forkyndelse af sin tro. Med islam som baggrund tror de på en forening af alle religioner. De har 5 mio. tilhængere i verden og hovedsæde i Haifa (se, Galilæa).

Kristendom

De fleste kristne i Israel bor i Nazareth, Betlehem, Haifa og Jerusalem. Mange kirkesamfund er repræsenteret: græsk-ortodokse, russisk-ortodokse, armenske, syrisk-ortodokse, koptiske, etiopiske, romersk-katolske, græsk-katolske, melkitter, armensk-katolske, anglikanere, baptister, adventister og tyske og skandinaviske protestanter.

Økonomi
Israels økonomi er nok af vestligt tilsnit, men med sit eget særpræg: Produktionsjord er stats- eller institutionsejet, og landbrug drives kollektivt eller kooperativt. Det gælder også bustransport. Dele af industrien (byggeri og levnedsmidler) drives af fagbevægelsen, men er sideordnet en dynamisk privatsektor, hvis produktion er specielt eksportorienteret. En stadig større privatisering og liberalisering videreføres.
Perioden 1948-73 var præget af stærk vækst pga. jødiske immigranter, som frem til 1970 femdoblede indbyggertallet. Det medførte en kapitalgave fra USA og en vesttysk kompensation, men udgifter til forsvar, krige og bosættelser på Vestbredden har været enorme.
Inflationen faldt fra 450 % i 1984 til 8% i 1998 og er i 2010 på 3.2 %. Arbejdsløsheden er på 7.4 %.
Israels hovederhverv er: højteknologi (især computer- og mikroteknologi, solenergi, højteknologisk landbrug), industri (diamantslibning, metal, fly og tekstil), landbrug, fiskeri (dambrug), turisme samt produktion af fosfat og potaske.

Statsform og politik

Israel er en parlamentarisk, demokratisk republik. Landet har ingen formel forfatning, men følger principperne i Uafhængighedserklæringen af 14. maj 1948 og en række vedtagne love.
Statsoverhovedet, præsidenten, vælges af Knesset (Israels parlament) for en syvårig periode. Præsidentens rolle er repræsentativ. I 2007 blev Shimon Peres valgt til præsident.
Knessets 120 medlemmer vælges for fire år og kun premierministeren eller et flertal i Knesset kan beslutte at udskrive valg inden for en valgperiode.
Israelsk politik domineres af de to største partier: Arbejderpatiet (Labor, socialdemokrati) går ind for »land for fred« og forlig med palæstinenserne; Likud (højre) er mere høgeagtigt, og vil have »fred for fred«; men vil overholde tidligere indgåede aftaler - og styrke bosættelserne; desuden er der Kadima (centrum), Yisrael Beitenu (Israel Vort Hjem, nationalt højre) og flere små religiøse partier.
Ved seneste valg, 10. feb. 2009, fik Kadima 28 mandater, Likud 27, Yisrael Beitenu 15, Labor 13 og Shas (højre, religiøst) 11. Netanyahu dannede en koalitionsregering den 31. marts 2009.

Historie
- vigtigste årstal før staten Israel
Bibelen er bogen om det jødiske folks og Israels historie. Tiden efter Bibelen har ikke været mindre blodig for det lille omstridte land.

Forhistorisk tid

600.000 f.Kr. Ældste beboelse
50.000 f.Kr. Huleboere og jægerkultur
8000 f.Kr. Jeriko og de første landsbyer opstår
4000 f.Kr. BeerSheva-kulturen
3760 f.Kr. Verdens skabelse ifølge den jødiske kalender
3000 f.Kr. Kanaanæerne kommer fra Arabien

Bibelsk tid

2750 f.Kr. Noas Ark og syndfloden
1800 f.Kr. Abraham drager fra Ur i Kaldæa til Kanaans land
1600-1200 f.Kr. Israelitterne er slaver i Egypten. Moses fører dem efter 40 års ørkenvandring til Kanaans land, som Josva erobrer og deler mellem de tolv stammer
1200 f.Kr. Filistrene slår sig ned ved kysten
1020 f.Kr. Saul salves til konge
1000 f.Kr. David indtager Jerusalem og gør den til hovedstad
965-930 f.Kr. Salomon bliver konge og bygger det 1. tempel i Jerusalem (tiden 965-587 f.Kr. kalder israelerne 1. tempelperiode). Det er en ren guldalder. Efter hans død i 922 f. Kr. deles riget i Judæa og Israel. Sidstnævnte med hovedstad i Samaria, hvor bl.a. Akab (874-853 f.Kr., den tids Christian 4.) og Jezabel regerer
800-722 f.Kr. De to riger strides. Assyrerne erobrer Israel, men Judæa holder stand

Babylonisk og persisk tid

587 f.Kr. Nebukadnesar ødelægger 1. tempel og fører jøderne til Babylon
538 f.Kr. Babylon indtages af Kyros, som lader jøderne vende hjem og genopbygge templet (538 f.Kr.-70 betegnes 2. tempelperiode)

Hellenistisk tid

332 f.Kr. Alexander d. Store erobrer landet, der efter hans død regeres af ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien. Hellenismen blomstrer, templet vanhelliges
300 f.Kr.-106. Nabatæerne hersker i Negevørkenen og over dens krydderirute
167-164 f.Kr. Makkabæeroprøret ledet af Mattathias og Judas Makkabæus, der renser templet (hanukka, lysfesten)
164-37 f.Kr. Hasmonæisk (makkabæisk) kongedømme med Jerusalem som hovedstad
63 f.Kr. Pompejus erobrer Jerusalem

Romersk tid

37-4 f.Kr. Herodes d. Store bliver konge i den romerske provins Judæa, gør templet til en pragtbygning, bygger havnebyen Caesarea samt flere paladser
Mellem 6 f.Kr. og år 7. Jesus fødes
30 eller 34. Jesus korsfæstes
66-73. Jødisk oprør mod romerne
70. Titus plyndrer Jerusalem og ødelægger 2. tempel
73. Efter tre års belejring begår Masadafæstningens forsvarere kollektivt selvmord
132-135. Simon Bar Kochba leder det 2. oprør mod romerne, men forgæves
135-300. Hadrian ændrer provinsen Judæas navn til Palæstina (Filistrenes Land), som en ekstra tort mod jøderne, hvis ærkefjende var filistrene. Han genopbygger Jerusalem som romersk by, Aelia Capitolina, med adgang forbudt for jøder de næste 300 år

Byzantinsk tid

325. Med Kejser Konstantin d. Stores indførelse af kristendommen, kommer hans mor Helena til Det Hellige Land og får udpeget steder for Jesu liv og gerning. Kirker og klostre opføres, og pilgrimme ankommer
395. Romerriget deles og Palæstina kommer under Byzans
529. Samaritansk oprør, de fleste samaritanere udvises
614-29. Perserne erobrer landet, der generobres af byzantinerne
622. Muhammed flygter fra Mekka til Medina, og muslimsk tidsregning begynder

Muslimsk tid

638. Kalif Omars hærfører indtager Jerusalem, som overgiver sig uden kamp. Byen kaldes nu al-Quds, Den Hellige. Landet regeres først fra Damaskus af umayyaderne (661-750), derefter fra Bagdad af abbasiderne (750-974) og endelig fra Cairo af fatimiderne (975-1171)

Korsfarertiden

1099. 1. korstog, ledet af Godfred af Bouillon og hans bror Balduin (som i 1101 krones til konge af Jerusalem) og Wilhelm Erobrerens bror, Robert. Korsridderne indtager Jerusalem, og med den som hovedstad opretter de et kongedømme, der i løbet af 30 år kommer til at strække sig fra Beirut i nord til El-Arish i syd
1147. 2. korstog, ledet af Frankrigs Ludvig 7., er en fiasko. Damaskus bliver ikke indtaget - men Lissabon befries
1187. Kurderen Saladin (Salah-al-Din = religionens redder), der kontrollerer både Cairo og Damaskus, slår korsridderne ved Hittin og får Jerusalem
1189. 3. korstog ledet af bl.a. Richard Løvehjerte gør Akko til korsfarerrigets centrum
1219. Frans af Assisi besøger Det Hellige Land, og ti år senere bygger franciskanerne deres første kloster
1227. Tyske kejser Frederick 2. ankommer til Det Hellige Land
1260. Mongolsk invasion. Mamelukkerne stopper mongolerne i slaget ved Ein Harod. Det regnes for et af de vigtigste slag i historien. Kommandør Baybar udnævner sig selv til sultan
1291. Under det 8. korstog falder Akko og til sidst Atlit. Korsfarertiden er forbi, og mamelukkerne har magten de næste 200 år
1492. Den spanske inkvisition driver mange jøder på flugt og ad omveje til landet

Osmanniske Rige

1517. Osmannerne (tyrkerne) erobrer landet
1538. Sultan Suleiman (med tilnavnet den Prægtige) er periodens eneste lyspunkt. Han genopbygger Jerusalems mure
1550. Safed bliver et centrum for jødiske mystikere
1799. Napoleons forsøg på at indtage Akko mislykkes, og han vender tilbage til Egypten og derfra til Frankrig
1882. Den første jødiske indvandringsbølge (aliya) kommer fra Østeuropa
1897. Påvirket af Dreyfussagen indkalder Theodor Herzl til den første zionistkongres, hvor man vedtager zionismens mål: oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina
1917. Balfourdeklarationen, hvori England lover jøderne et nationalt hjemsted i Palæstina. General Allenby erobrer landet og dermed Jerusalem - fra tyrkerne

Den britiske mandatperiode

1920. Efter 1. Verdenskrig fratages tyrkerne Palæstina og Transjordanien, der overtages af England, mens Frankrig får Libanon og Syrien
1929. Muslimsk massakre på jøder i Hebron
1933-39. Stor jødisk indvandring fra Nazityskland. 400.000 jøder i Palæstina
1936-39. Strejker og uroligheder mellem jøder og muslimer
1939. England udsender en Hvidbog, som begrænser jødisk immigration, men denne øges illegalt
1939-45. 6 mio. europæiske jøder, sigøjnere m fl. tilintetgøres af nazisterne
1946. Overlevende forsøger i tusindvis at komme til Palæstina. Mange pågribes af englænderne og anbringes på Cypern - i lejre bag pigtråd! Jødernes kamp mod englænderne føres af modstandsgrupper som Hagana, Irgun og Stern
1947. FN anbefaler Palæstina delt i to stater: en arabisk og en jødisk, og Jerusalem med international status. FN’s afstemning giver 33 for, 13 imod, og 10 undlader at stemme
1948. Jødisk massakre på den arabiske landsby Deir Yassin, der udraderes. 650.000 arabere flygter fra landet.

Staten Israel

14. maj 1948. Ben Gurion proklamerer staten Israel. Dagen efter angriber fem arabiske nabolande. Ben Gurion bliver premierminister. 17. september myrdes FN’s fredsmægler, svenskeren Folke Bernadotte, i Jerusalem af en jødisk gruppe
1949. Våbenhvile med Egypten, Jordan, Syrien og Libanon. Østjerusalem kommer under Jordan
1951. Israels efterretningstjeneste, Mossad (hebraisk = institutionen), oprettes
1956. Efter egyptiske terroristangreb i Negev, deltager Israel i det engelsk-franske angreb på Egypten og erobrer Sinai og Gaza
1957. Israel giver Sinai og Gaza tilbage, og FN etablerer vagt
6
1960. Adolf Eichmann fanges i Argentina og føres til Israel, hvor han dømmes til døden og hænges. Hans aske blev spredt over Middelhavet, uden for Israels terratorialfarvand
1964. PLO oprettes
1966. Grænsestridigheder bl.a. om vand mellem Israel og Syrien
1967. Syriens og Egyptens hære tager opstilling langs grænserne og blokerer Tiranstrædet. Israel angriber begge fronter, og Jordan går i krig mod Israel. Israel vinder Seksdageskrigen og besætter Golan, Vestbredden, Gaza, Sinai og annekterer Østjerusalem
1968-72. På trods af våbenhvile fortsætter grænsekampe og terroristangreb på Israel. Golda Meir bliver premierminister i 1969
1973. På yom kippur, forsoningsdagen, den vigtigste jødiske helligdag, angriber Syrien og Egypten samtidigt. Israel er uforberedt og lider de første dage store nederlag. Krigslykken vender, og 18 dage senere standser israelerne 35 km fra Damaskus og 101 km fra Cairo. Men Israel er desillusioneret, begraver sine 2.500 faldne og underskriver troppeadskillelsesaftale. Golda Meir afløses af Yitzhak Rabin
1976. Entebbeaktionen. Israelske kommandosoldater befrier 100 jødiske gidsler i Uganda
1977. Højrepartiet Likud får for første gang magten, og Menachem Begin bliver premierminister. Egyptens præsident Anwar Sadat kommer til Jerusalem på eget fredsinitiativ
1978. Rammeaftale for fred mellem Israel og Egypten. Sadat og Begin modtager Nobels Fredspris
1979. Fredsaftalen mellem Israel og Egypten underskrives i Camp David i USA
1981. Israel bomber Iraks atomreaktor. Begin opfordrer til bosættelser i de besatte områder
1982. Israel rømmer Sinai i henhold til Camp David-aftalen. Israel invaderer Libanon efter talrige terroraktioner mod israelere. I juli 1983 trækker israelerne sig tilbage til »sikkerhedszonen«
1987. Intifadaen, den palæstinensiske opstand, begynder i Gaza 9. december med strejker og stenkast
1988. PLO-lederen Arafat proklamerer oprettelsen af en palæstinensisk stat og anerkender Israels ret til at eksistere
1990. Yitzhak Shamir (Likudpartiet) danner mindretalsregering. Sovjetunionen bryder sammen, og en immigrationsbølge vælter ind over Israel: 200.000 jøder alene i dette år! Saddam Hussein invaderer Kuwait. PLO tager parti for Irak og fordømmes af det meste af den arabiske verden. Under ledelse af USA, England og Frankrig forberedes et angreb på Irak
1991. Israel forbereder forsvar mod kemiske våben: I hver bolig laves et forseglet rum, og alle får en gasmaske. 17. jan. Starter »Operation Ørkenstorm« - Golfkrigen er i gang. Israel udsættes for 39 missilangreb uden gas, men de volder materiel skade. Hårdt presset af USA holder Israel sig uden for konflikten. Mod slutningen af krigen følger USA’s udenrigsminister James Bakers pendul-diplomati. En mellemøstlig fredskonference forberedes. I oktober holdes første møde i Madrid, hvor israelerne sidder ved forhandlingsbord med syrere, libanesere, jordanere og palæstinensere
1992. Shamirs princip »fred for fred« accepteres ikke, og forhandlingerne går i hårdknude. Efter valget i juni danner arbejderpartiets leder Yitzhak Rabin en koalitionsregering med Shimon Peres som udenrigsminister. Partiets fredspolitik er »land for fred«
1993. Hemmelige forhandlinger mellem Israel og PLO i Oslo. Israel anerkender PLO og underskriver i Washington en rammeaftale om begrænset selvstyre i de besatte områder, afsluttet med det velkendte håndtryk mellem Rabin og Arafat foran Det Hvide Hus
1994. I feb. bliver 29 bedende muslimer myrdet i Hebron af en ortodoks jøde. En aftale om begrænset selvstyre i Jeriko og Gaza underskrives i maj, og israelsk militær overlader den lokale sikkerhed til et nyuddannet palæstinensisk politi. TIPH kommer til Hebron. Arafat flytter fra Tunis til Gaza. Israel og Jordan underskriver en fredsaftale i oktober, diplomatiske forbindelser etableres og grænserne åbnes. Rabin, Peres og Arafat modtager Nobels Fredspris
1995. Terroraktioner afbryder flere gange forhandlingerne med PLO. I sep. underskrives Oslo II-aftalen, der baner vej for anden fase af palæstinensisk selvstyre, og giver det kontrol over 27% af Vestbredden. 4. november rystes Israel af mordet på Yitzhak Rabin, udført af en rabiat jødisk modstander af fredsprocessen. Shimon Peres overtager premierministerposten. Israel får en udvidet handelsaftale med EU. Fredsforhandlingerne med Syrien og Libanon har endnu kun resulteret i enkelte fremskridt.
1996. Operation »Vredens Druer« i april er et 16 døgns israelsk angreb mod den iransk støttede hizbollah-milits i Sydlibanon. Den 29. maj vælger israelerne en højreregering ledet af Benjamin Netanyahu. Åbningen af en arkæologisk tunnel langs Vestmuren i Jerusalem (fra Grædemuren til Via Dolorosa) i september fører til israelsk-palæstinensiske sammenstød, der efterlader 85 døde og 120 sårede
1997. Størstedelen af Hebron kommer i januar under palæstinensisk selvstyre. I marts fortsætter Israel sin udvidelse af jødiske bosættelser i Østjerusalem: Jebel Abu Ghneim (Har Homa) og senere Ras el-Amud og Efrat ved Betlehem. Fredsprocessen går i stå.
1998. I feb. står israelerne igen i kø efter gasmasker pga. en Irak-krise, der denne gang løses diplomatisk. Pga. mange tab i Sydlibanon kræver folkestemningen i Israel i marts hæren trukket hjem fra den såkaldte sikkerhedszone. Israels regering er parat, men søger internationale garantier for fred ved grænsen. Arafat udtaler, at han 4. maj 1999 vil proklamere en palæstinensisk stat. Israelerne fejrer 30. apr. 50-året for staten Israels oprettelse den 14. maj (som palæstinenserne kalder al-Nakba, katastrofen). I okt. mødes Netanyahu og Arafat i Wye (USA) og underskriver en forløbig fredsaftale (»land for sikkerhed«), hvori begge accepterer allerede indgåede aftaler, som skulle have været gennemført. Men fredsprocessen er på vejen igen
1999. Det går trægt med at gennemføre Wyeaftalen. Knesset er splittet og vedtager i jan. at udskrive valg i utide. 17. maj bliver Ehud Barak valgt til premierminister. Han lover at trække hæren ud af sikkerhedszonen i Sydlibanon, som har kostet 1400 israelske soldater livet. Israel åbner »safe passage« mellem Vestbredden og Gaza.
2000. 24. maj forlader den sidste israelske soldat den besatte zone i Sydlibanon. I marts er Pave Johs. Paul 2. på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. I juli er der topmøde i Camp David, hvor Barak, Arafat og Clinton deltager for at opnå en endelig aftale om det palæstinensiske selvstyre – men uden held. 28. sep. besøger Likudleder Ariel Sharon, under højeste sikkerhedsberedskab, Tempelpladsen/al-Haram al-Sharif. Besøget er ikke årsag men anledning til en ny palæstinensisk opstand, al-Aksa-intifadaen, med bølger af sammenstød. To israelske soldater lynches i Ramallah, israelske helikoptere affyrer missiler mod mål i palæstinensiske byer. Topmøde i Sharm el Sheik i okt. slutter med en skrøbelig aftale om at stoppe volden. Tidl. US senator George Michell leder en international undersøgelseskommission, med bl.a. det norske stortingsmedlem Thorbjørn Jagland, der skal udfærdige en rapport om forholdene under al-Aksa-intifadaen. Barak udskriver valg i nov. Topmøde i dec. i Sharm el Sheik for at drøfte et amerikansk fredsforslag.
2001. Al-Aksa-intifadaen fortsætter. Sharon vælges i feb. til premierminister med 62%. 27. maj offentliggøres Michell-rapporten – Sharon følger den, indfører bosætterstop og ensidig våbenhvile på trods af fortsatte palæstinensiske selvmordsbomber.
2002. Operation Forsvarsskjold: Efter massive terroristangreb genbesætter Israel større palæstinensiske byer, og Arafat spærres inde i regeringskomplekset al-Muqata’a i Ramallah. Fødselskirken i Betlehem, hvor 200 palæstinensere har taget ophold, belejres af Israel. Israel begynder opførelse af 4-8 m høj Sikkerhedsmur (også kaldt Adskillelsesmur, Apartheidmur) omkring Vestbredden. Den nedsætter – men stopper ikke – antallet af selvmordsbombere; MEN forværrer også palæstinensernes levevilkår, mange bliver adskilt fra deres marker og skoler – og fra mange huse er der kun udsigt til den grå betonmur.
2003. Sharon bliver genvalgt. Arafat udnævner (under internationalt pres) Mahmoud Abbas (Abu Mazen) til premierminister. Både Mellemøstenkvartetten (FN, USA, EU og Rusland) og Israel håber, at han vil bringe fornyelse og reformer. Køreplan for Fred. På topmødet i Aqaba, mellem Sharon og Abbas, lover de at stoppe volden – som alligevel fortsætter. Abbas træder tilbage.
2004. International ret dømmer, at Sikkerhedsmuren skal rives ned. Selvmordsangreb i Sinais turiststeder og Taba Hilton. 1.11. Yassir Arafat dør på et militærhospital i Paris.
2005. Abbas vælges til præsident for PNA (Palestinian National Authority) og genoptager fredsprocessen. Topmøde i Sharm el-Sheikh: Sharon, Abbas, Egyptens præsident Mubarak og Jordans kong Abdullah 2. Sharon og Abbas er enige om at stoppe volden, Israel vil løslade 900 palæstinensiske fanger og trække sig ud af palæstinensiske byer. Egypten og Jordan vil sende ambassadører til Israel. Al-Aksa intifadaen er slut. 15.-24. aug. evakuerer Israel alle bosættelser i Gaza og fire på Vestbredden. Israels højesteret dømmer, at Sikkerhedsmuren ikke er imod international lov. Sharon forlader Likud-partiet (højre) og danner Kadima-partiet (centrum).
2006. Sharon rammes af en hjerneblødning og ligger stadig (2011) i kunstig coma. Ehud Olmert, Jerusalems tidligere borgmester, overtager premierministerposten. Hamas vinder stort ved palæstinensisk parlamentsvalg. Håbet for fred svinder, og donorlande stopper direkte hjælp. Olmert bliver valgt til premierminister. Operation Sommerregn: Israel invaderer Gaza i forsøg på at befri den to dage før kidnappede soldat, Gilad Shalit og stoppe raketangreb fra Gaza. I nord begynder den fem uger lange 2. Libanonkrig, efter Hizbollah har kidnappet to israelske soldater og dræbt tre. Raketter ryger i begge retninger, først 14. aug. bliver der våbenhvile.
2007. Shimon Peres vælges til præsident. Hamas angriber Fatah, som tvinges ud af Gaza. Fra Gaza sender Hamas tusindvis af raketter mod Israel, og Gazastriben blokeres. Topmøde i Annapolis: israelere og palæstinensere enes om at implementere Køreplan for Fred med det mål, at nå en løsning i 2008.
2008. Hamas »åbner« Rafah grænseovergangen til Egypten, hvor i hundredtusindvis tager til, inden Egypten igen får lukket Rafah. Ehud Olmert tvinges til at gå af efter anklager om korruption. Udenrigsminister Tzipi Livni vælges til Kadimas leder; men hun opgiver at danne en koalitionsregering og udskriver valg. Efter adskillige raketangreb mod Israel angriber Israel Gaza for at ramme raketramper og –fabrikker og smuglertunneler.
2009. Våbenhvile med Gaza. Valg i Israel: Selvom Kadima får flest stemmer, danner Netanyahu fra Likud regering med Labor og Yisrael Beitenu. Netanyahu støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat; men nægter at stoppe bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne nægter at forhandle fred, medmindre Israel indfører byggestop. Pave Benedict 13. besøger Israel. Første al-Fatah kongres i 20 år: man vedtager al-Fatahs udenrigspolitiske program. PA vil inden for to år udråbe staten Palæstina. I nov. »fryser« Netanyahu nye bosættelser indtil sep. 2010.
2010. USA's vicepræsident Joe Biden ankommer til Israel for at føre fredsforhandlinger, samtidig annoncerer den israelske indenrigsminister udvidet byggeri i Østjerusalem! Israel begynder opførelse af sikkerhedshegn langs den egyptiske grænse.
2011. 28. maj åbner Egypten Rafiah-grænseovergangen til Gaza

Geografi

Israel ligger ved østenden af Middelhavet og har grænser til fire arabiske lande (Libanon, Syrien, Jordan og Egypten) og kyst til Middelhavet og Rødehavet.
Ved Seksdageskrigen i 1967 erobredes Golanhøjderne (1.250 km2) fra Syrien, Vestbredden (5.800 km2) og Jerusalems gamle bydel fra Jordan samt Gazastriben (360 km2) og Sinai fra Egypten. I 1982 rømmedes Sinai atter, og i 2000 var 39,8% af Vestbredden under palæstinensisk myndighed. Uden disse områder har Israel et areal på ca. 20.700 km2 (som 70% af Jylland), hvoraf Negevørkenen udgør 2/3. Libanons bjerge fortsætter gennem landet som Samaria og Judæa Bjerge samt Carmel ved kysten. Højeste punkt mod nord er Meron (1.208 m) og mod syd Ramon (1.035 m).
Ved Ramon findes en geologisk specialitet, makhtesh, et dybt »krater« (40 x 12 km), dannet ved erosion.

Den Afro-Syriske Kløft med Jordanfloden, Genesaret Sø (212 m u.h.) og Dødehavet (ca. 400 m u.h.) gennemløber landet fra nord til Rødehavet i syd. Kystområdet omfatter bl.a. Sharondalen. Yizreeldalen strækker sig fra Haifa til Beit Shean.
Efter dræning og tilplantning med eukalyptustræer er tidligere malariasumpe blevet til frugtbar landbrugsjord. Naturparker er spredt over hele landet. Jordanfloden (med bifloderne Dan, Hesbani og Banias, der udspringer i Sydlibanon og Golanhøjderne), danner basis for kunstvanding og er dermed landets livsnerve.

Klima

Sommeren er tørketid, og vinteren (nov.-mar.) er regntid, som ofte »pyntes« med solskin.
Fire klimatiske zoner dækker landet. Kystsletten har middelhavsklima med fugtigvarme somre med en frisk havbrise sidst på dagen og milde vintre. I bjergområdet er sommeren varm og tør og vinteren kold, ofte med sne. Jordandalen har subtropisk klima meget varme somre og milde vintre. Negevørkenen har det klima, ørkener skal have: stegende hede sommerdage og kolde nætter. Når hamsinen, den tørre ørkenvind, blæser fra øst, bliver himlen gullig og folk irritable.
Den årlige nedbør varierer fra 800 mm i nord til 25 mm i Eilat, så det er forståeligt, at man må føre vand fra Genesaret Sø til den sydlige del. Det meste af landet er afhængigt af kunstvanding. Snefald kan være stort og sætte Jerusalem ud af funktion, ligesom voldsom regn kan gøre ørkenens tørre wadier til brusende syndfloder, der river alt med sig og spærrer veje.

Natur

Landet har gennem århundreder været udsat for systematisk ødelæggelse af både plante- og dyreliv. Nogle planter kendes i dag kun fra pilgrimmes herbarier, og flere dyrearter er fuldstændigt udryddet, men man prøver at reetablere en del ved indførsel.
Nok forbandede David Gilboas bjerge efter tabet af Saul og Jonatan: »Ej falde dug eller regn på eder« (2. Sam. 1,21), men regnen falder, og når det sker på slette, bjerg eller ørken, vælder et både spraglet og tæt blomsterflor frem. Varigheden er kort og afhængig af art og nedbør.
Kystsletten har den sædvanlige middelhavsflora med nerie, myrte, pinje og oliven. En gren af oliventræet har, siden duen vendte tilbage til Noa med én i næbbet, betydet »godt nyt«. Johannesbrødstræet (carob) er også ret almindeligt.
Landets oprindelige skove er hensynsløst blevet ryddet under krige lige fra oldtiden til vore dage (tyrkerne), men operation »Plant et træ«, med mindeskove plantet til ære for eller af kendte personer, bl.a. mange danske, har bragt skovarealet op på 10% af landets areal. På bjergskråningerne er der i dag varierende bevoksning af fyr, ege-arter og ceder. Huladalen har ægte afrikansk papyrus. Mange steder vokser figenkaktus, hvis frugt, sabra, har givet navn til israelskfødte jøder: begge er »hårde og stikkende udenpå, men bløde og søde indeni«!
Krokodille, løve, leopard og struds lever ikke længere vildt i Israel, men det gør sjakal og hyæne samt flere rævearter og vildsvin. Den behændige ibex og den henrivende ørkengazelle betager alle. Mere end 100 forskellige arter krybdyr omfatter skildpadde, gekko og kamæleon.
Fuglelivet er et kapitel for sig. Forår og efterår passerer millioner af trækfugle Israel. Der registreres tusindvis af rovfugle, og storkeflokke slår sig ned i vådområderne. Gribbe, pelikaner, vadefugle ses, og isfuglen bor ofte i fortidens ruiner. Mod nord samles skovhornuglerne i småflokke om aftenen for at jage »natmad«. Ved hus og have lever bulbul, Israels nattergal, der synger sin varierede staccatosang, mens hærfuglen hopper rundt.
En ganske særlig fauna har Rødehavet med et mylder af fisk i sære former og strålende farver midt i et eventyr af koraller.
SPNI, Israels naturfredningsforening, og Field Schools uddanner befolkningen i naturbevarelse.

(C) GG