Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

St.Martin - St. Bart - Anguilla - Saba

St. Martin er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam alvorlig. Holland og Frankrig har hver deres bid, og begge lande sætter deres præg på øen, selv om det efterhånden først og fremmest er et amerikansk turistmål
 

Af Kenneth Bo Jørgensen

Kort om St. Martin
Officielt navn: Sint Maarten/Saint-Martin
Areal: 88 km2 (34 hollandsk, 54 fransk)
Statsoverhoved: Dronning Beatrix/Præsident Jacques Chirac
Lokal ledelse: Hollands del ledes af en viceguvernør. Frankrigs del er et sub-prefecture til Guadeloupe
Hovedstad: Philipsburg/Marigot
Befolkning: 70.000 (40.000 hollandsk, 30.000 fransk)
Højeste punkt: Paradise Peak (424 m)
Sprog: Engelsk og fransk
Religion: Protestanter/katolikker
Valuta: Gylden/Franc
Turisme: 1,3 mill.

Legenden
I 1648 boede nogle få franskmænd og hollændere fredeligt sammen på den lille caribiske ø, St. Martin. Det gik jo ikke i længden. Men i stedet for at slås om det, som man plejede, blev de to lande enige om at dele øen: En franskmand og en hollænder blev placeret med ryggen til hinanden på stranden ved Oyster Pond, og så skulle de bare gå derudad. Da de mødtes igen cirka på den anden side af øen, trak man en grænse tværs over landet til det punkt, hvor gåturen var begyndt. Det stykke, som hollænderen havde skridtet af, blev hollandsk, og resultatet af franskmandens spadseretur blev fransk. Den hollandske del blev ikke helt så stor som den franske, fordi hollænderen havde meget små ben, og så havde han slingret en del på grund af rigelig indtagelse af genever undervejs. Til gengæld var den hollandske bid mest frodig, så alt var godt. Sådan opstod Sint Maartin/Saint-Martin ifølge legenden. Danskerne kaldte den i kolonitiden Sankt Morten, men i dag går den mest under den engelske betegnelse: St. Martin. Hverken Frankrig eller Holland vil give afkald på del, til gengæld har man strøget alle formaliteter ved grænseovergangen, hvor skilte fortæller, nu skifter man land, måske for femte gang den dag.

Kultur
Det lyder jo fornøjeligt med to kulturer på ét så lille område, men selv om der bestemt er hollandske og især franske kendetegn i de to halvdele, så er øen i dag kulturelt set nærmest amerikansk. Man handler ganske vist med euro, men selv små forretninger tager imod amerikanske dollars. Vanskelighederne med to sprog er også klaret ved, at man taler engelsk overalt, dog med den traditionelle træghed i den franske del, der ikke giver sig så let. Hollænderne har helt opgivet at bevare hollandsk som hovedsprog, og børn bliver nu undervist i engelsk på alle klassetrin. Der tales også papiamento, som man har fået fra den hollandske ø Curacao. Det er et blandingssprog, som næsten er forståeligt. Masha danki betyder mange tak, motosaikel motorcykel og buki bog. Der er en enkelt avis på øen, »La Prensa«, som skrives på papiamento. Der har været et betydeligt folkeligt pres for at give mere plads til en udvikling af øens særlige tve-nationale identitet. Men øen har været hærget af uprofessionelle politikere – ofte korrupte i fængslende grad – og af amerikanske entreprenører, der forstod at udnytte de svage led. Derfor synes øens kystlinie visse steder tynget af al den beton, der er blevet spredt ud over den, og i øens midte er der efterhånden større og større ørkenlandskaber på grund af ringe planlægning af skovene. Specielt i den hollandske del, hvor politikerne ofte har sluttet karrieren med en tid bag tremmer, er udviklingen gået stærkt. Stolt står stadig den koloniale retsbygning på hovedtorvet i Philipsburg, men den største privatejede bygning på pladsen er Burger King, og Front Street er næsten morsom med al dens kunstige kolonitidsatmosfære. Til gengæld er byen toptunet til at tage imod de tusinder af gæster fra krydstogtskibe, der kommer hver eneste dag til dette toldfri El Dorado. Der bliver shoppet »to the max«.  Franskmændene er noget mere følsomme om deres aner. Hovedstaden Marigot har ikke nær så voldsomt ryk-ind som Philipsburg, dels fordi lufthavnen er lille, dels fordi de store skibe ikke kan lægge til, så her kan man sagtens føle sig næsten som en pariser i troperne, med caféliv og spruttende cappuccino-maskiner.

Øen er først og fremmest et turisttrækplaster på grund af strandene, som der er 37 af – alle af den helt rigtige slags. Desuden har den et veludviklet tilbud til turisterne med masser af hoteller, næsten 200 restauranter, natteliv, flotte golfbaner, 8 kasinoer og masser af vandaktiviteter. Alle kan få deres lyster styret. Der er også flotte scenerier at se på, man kan faktisk køre hele øen rundt på en halv dag og se både ørkenlandskaber, regnskove, gamle plantagehuse og bjerge. Fra St. Martin er der dagsudflugter til øerne Anguilla, St. Barths, Sint Eustatius og Saba.

Geografi
St. Martins kystlinie danner masser af bugter og vige, og ud til kysterne er der flere saltsøer. Inde på øen er der bakker og grønne enge, visse steder har skovhugsten dog været så voldsom, at frodige områder i dag er ørken, så mellem de grønne lunde står der høje kaktus. Den vestlige del af øen er mere vand end land med den store lagune Simpson Bay. Fuglelivet er udviklet, men ellers er der ikke meget dyreliv – bortset fra leguaner.

Historie
Der er ikke videnskabeligt belæg for den indledende beretning om, hvordan St. Martin blev delt. Lige så usikkert er det, om Columbus virkelig så øen den 11. november 1493 og opkaldte den efter St. Martin af Tours – ham fra Mortensaften. Det var måske Nevis, han så, men skidt med det. Indianerne kendte øen som stedet, hvor de kunne hente salt. Europæerne bosastte sig først i 1631, da hollændere slog sig ned ved Little Bay, senere bosatte franskmænd sig i Orleans-området. Også de kom efter salt, som var guld værd i en tid uden køleskabe. Spanien forsøgte at stoppe disse bosættelser, men forlod øen i 1648 for at pleje andre interesser. Herefter strømmede hollænderne og franskmænd til, og trods den søde »vandre-historie«, begyndte de også her at kriges. De sloges om øen i årevis, englænderne blandede sig og overtog den i 16 år, og først i 1817 faldt der ro om den nuværende grænse.

Slaverne blev frigivet i to omgange på St. Martin. I 1848 på den franske side, men først i 1863 på den hollandske. Som på de øvrige øer gik St. Martin i stå økonomisk efter slavernes frigivelse. Folk flygtede herfra, og i 1950 var der kun nogle få tusinde indbyggere tilbage. Grundlaget for øens senere opsving blev 2. Verdenskrig. Da tyskerne havde taget Holland og Frankrig, besatte USA øen og byggede en stor militærlufthavn. Det blev senere til Princess Juliana Airport (opkaldt efter den senere – nu afdøde - dronning af Holland). Lufthavnen betød, at man tidligt fik fat i turismen. Det første større hotel blev bygget i 1955.

Den hollandske side

Philipsburg
Den hollandske hovedstad er opkaldt efter skotten, John Philips, der udviklede byen i 1700-tallet. Den er anlagt på det lange, smalle stykke land, der skiller Great Salt Pond fra Great Bay. En livlig by stærkt præget af det toldfri salg til krydstogtgæster. Nogle kalder det et mini-Charlotte Amalie, men der er snart ikke så meget »mini« over det længere. Efter at man har indviet en helt ny mole, der kan tage selv de største krydstogtskibe, kan der være flere end otte skibe ad gangen. På de dage bliver Front Street gågade, og det hele ligner Strøget ved juletid. Hvis man hellere vil være fri, skal man såmænd bare gå en blok længere ind til Back Street, hvor der straks er mere caribisk stemning. Bymidten er Wathey Square. Her står det gamle domhus fra 1793 som vartegn for byen. Det har været vejerstation, fængsel og bibliotek, men nu er det igen domhus efter en stor renovering i 1990‘erne. Der er en meget fin, hvid badestrand langs hele byen i Great Bay, og i Bobby’s Marina er der restauranter og cafeer. Der er nogle få seværdigheder.

St. Maarten Museum, Front Street, åbent ma.-fr. 10-16; lø. 10-14, tlf. 24917.
Et lille museum på første sal med mange spændende genstande fra øens historie – også fra før europæerne. Der er flere interessante skulpturer og redskaber fra indianertiden. Mange fotografier giver et indtryk af øen før turisternes ankomst. Man kan læse og høre øens egen nationalsang, og der er video, der viser orkanen Luis’ hærgen på øen i 1995. Orkanen kostede seks mennesker livet og ødelagde for 7 mia kr. Der er stadig hoteller, der ikke er genåbnet efter uvejret.

Fort Amsterdam ligger på halvøen mellem Great Bay og Little Bay. Fortet blev bygget i 1631 i forbindelse med hollændernes første koloniseringsforsøg. Spanierne udvidede det og tilføjede en kirke. Kun meget lidt står tilbage, men der er en flot udsigt over bugten til Philipsburg.

St. Maarten Zoo og Botanisk Have, nær New Amsterdam Shopping Center, åbent 9-17.
En meget lille zoo på nordsiden af Great Salt Pond med høns, kaniner, kalkuner og bavianer.
Strandene

Strandene
Der er 37 strande på øen, og de er alle værd at besøge:
Maho Bay har en specielt skøn strand – verdensberømt blandt fly-nørder. For stranden ligger lige i fodenden af landingsbanen til den internationale lufthavn, og den havde med garanti været forbudt i Danmark. Men her står folk jublende og ser jumboerne fra Paris og Amsterdam sætte hjulene ned lige ved siden af badehåndklædet. Specielt jumboerne kan til stor henrykkelse rydde stranden for badebolde, håndklæder, solbriller og andet løsøre, så det er ingen overdrivelse, at man skal holde på hat og briller. Der er et advarselsskilt, der fortæller, at ophold på stranden kan give fysiske skader, men den er meget velbesøgt alligevel, og om søndagen er her fest og musikkonkurrencer. Kører man lidt ind i Maho-området ligger kasinoer, de mest fashionable forretninger og hoteller på stribe.
Mullet Bay er ét stort hotelkompleks med en golfbane, der går helt ud til vejen. Det er i øvrigt en farlig vej at køre for fartdjævle. Der er meget høje bump, der skal få folk til at tage farten af. Det er klogt at lade en passager holde udkik, for de er ikke særlig godt afmærkede.
Cupecoy Bay er en fredelig, men ikke helt øde strand. Den er især kendt for sit kridhvide sand og de lave sandstensklipper, hvor man kan finde sig et lille aflukke og ligge helt ugeneret.
Dawn Beach er også dejlig, men her er ofte stærke bølger.

Den franske side

Marigot
Den franske hovedstad ligner visse steder noget, der er taget direkte fra den franske riviera, men med flotte, kulørte vestindiske bygninger med balkoner. Den franske trikolore vajer midt i rundkørslen ved havnen. Der er masser af gode restauranter og cafeer langs havnepromenaden og forretninger i hovedgaden Rue de Liberte. Er man blevet træt af den meget tynde amerikanske kaffe i den hollandske del, er det et godt sted at få en rigtig kop kaffe. Ved havnefronten er der et marked, der er specielt onsdag og lørdag formiddag. Her finder man også turistkontoret. I den anden ende af byen ligger Port La Royale Marina med flere restauranter og butikker. Baguetterne står i kurve, og café au lait’er slynges over disken.

St. Martin Arkæologiske Museum, på vej til Sandy Ground, åbent ma.- lø. 9-13 og 15-18.
Udstillingen har temaet »På sporet af arawakerne«. Her er pilespidser og lerkrukker fra den tidlige indianerperiode. Der er også historiske indtryk fra det franske plantageliv og billeder fra det gamle Marigot. Tekster er på fransk og engelsk. Med tiden vil de seneste arkæologiske fund fra Orient Bay fra 2001 også blive udstillet.

Fort St. Louis
Der er ikke meget tilbage af det gamle franske fort fra 1789 St. Louis, der skulle beskytte mod pirater. Man kan se de oprindelige stenvægge og nogle kanoner, og der er en fin udsigt over byen. Man skal køre forbi hospitalet, parkere og tage trapperne to minutter op eller gå 15 min. fra havnen. Følg skiltene fra turistkontoret.

La Shellmann Museum, Concordia, åbent 9-17 efter aftale.
Museet åbnede i 1998 på initiativ af Christian Loze. Det er det mindste museum på øen. Han har samlet ting fra strandene, muslinger og konkylier, og brugt dem til fantasifulde, kunstneriske udsmykninger.

Vest for Marigot er der gode strande ved Baie Rouge og Baie Nettlé, men de har kun få faciliteter og restauranter. Det er til gengæld gode steder at snorkle. Fortsætter man mod vest kommer man igen til Holland.

Øst for Marigot

Øens højeste punkt, Pic du Paradis, ligger lidt inde i landet, men der er tydelig afkørsel fra hovedvejen. Kik efter radiotårnet på toppen. Her er man pludselig i tyk skov med meget fugleliv. Der er flotte udsigter og mange muligheder for lette vandreture. Den sidste kilometer til toppen må man gå. Der er også betydelige kvægbestande, så man skal ikke blive overrasket, hvis vejen er blokeret af en stor, olm tyr. Vend i givet fald om. På vej op til Paradispunktet kan man se nogle sølle lave buske. Det er de sidste rester af en storindustri på St. Martin. Man dyrkede indigobuske, som blev brugt til at farve tøj, fx cowboybukser. Det var dog som blåt farvestof til militære uniformer i 1700-tallet, at beboerne her tjente penge på den.

Grand Case
Den anden større by på den franske kyst er gourmetcentret Grand Case. Byen ligger helt ud til en smal strand, og de rare små spisesteder og lokale lolos (barbecues) sørger for havudsigt til næsten alle spisende langs hovedgaden, Boulevard Léonel Bertin-Maurice. Her er livligst om aftenen, men det er også en hyggelig, lidt søvnig by om dagen, skønt stranden ikke er noget særligt. Hveranden lørdag er der fiskekuttervæddeløb fra Anguilla. De plejer at bruge Grand Case som mål. Fra byen er der mulighed for at tage på udflugt i en halv-ubåd. Man sidder to meter under havoverfladen og kikker ud ad panoramavinduet. Båden er altså ikke nedsunket. Turen tager halvanden time ud til revet med afgang on. og fr. kl. 14.

Orient Beach
St. Martins mest berømte strand har hvidt sand og det helt rigtige klare, turkise vand. Arkæologiske fund i 2001 afslørede, at her tidligere har ligget en stor indianerlandsby. Stranden er især kendt som nudiststrand, men man vælger selv, om man vil være nøgen eller ej. Langs den nordlige del af stranden er der masser af butikker og restauranter helt ud til strandkanten, og der kan være noget overfyldt, når også de lokale skal være her i weekenderne. Havet kan have ret stærke understrømme, så man skal være meget forsigtig. Men hvis man ikke er spor forsigtigt anlagt, bliver man måske fristet af et af strandens tilbud: Et luftbåret bungy jump, hvor man slippes ud i et 100 m frit fald fra en parasailer. Stranden er også udmærket til jetskiing og anden vandaktivitet. Der er massageboder og alle slags forretninger. I den sydlige del af stranden ved Club Orient dyrkes nøgenbadningen mere seriøst. Inden man træder ind, bliver man advaret, og det er forbudt at fotografere i det område. Betjente vil bede en om at pakke fotoapparatet væk. Lige før man drejer af til Orient Beach ligger View Point med flot udsigt og en masse boder.

La Ferme Des Papillons, (Tæt på Orient Beach) La Galion Beach Rd., åbent 9-15.30.
Sommerfuglefarmen består af smukke tropiske haver med vandfald og søer med japanske fisk. Og så selvfølgelig sommerfugle, der sværmer vildt rundt. Meget oplysende rundtur, der fortæller, hvordan sommerfugle udvikler sig. Tag godt med parfume og farverigt tøj på, så sommerfuglene bliver tiltrukket.

Old House Museum, åbent ma.-sø. 9-16.
Dette gamle plantagehjem hed tidligere Spring Plantation, og i dag viser indehaverne, Pierre og Pierre, gerne rundt og fortæller alle hemmelighederne om rom-produktion i gamle dage. Man ser også møbler og boligindretning fra den tid. Lige ud til hovedvejen.

Grænsen til Holland kommer lige efter Orient Beach ved Oyster Pond. Det er herfra, de to vandringsmænd siges at have begyndt deres gåtur rundt om øen, da den skulle deles. I dag er stedet mest kendt for sine gode dykkermuligheder ved revet udfor. Her ligger fregatten HMS Proselyte, som sank for 200 år siden. Den er næsten forsvundet i korallerne, men man kan stadig se både kanoner og anker. Området er nu nærmest ørken.

Lokale forhold

Se også punktet Værd at vide med praktiske oplysninger om alle øerne:

Alarm
Hollandsk side: tlf. 22222
Fransk side: tlf. 875014

El
220 volt på den franske side, 110 volt på den hollandske.

Helligdage
Holland
Dronningens Dag 30. april, Regeringsdag 1 måned efter påske, Sint Maarten Dag 11. nov.
Frankrig
Bastille Dag 14. juli, Assumption Dag 15. aug., Concordia Dag 11. nov.

Information
St. Maarten Tourist Bureau, Imperial Building, 23 Walther Nisbeth Rd., Philipsburg. Desuden i lufthavnen, ved havnemolen og i Bobby’s Marina
St. Martin Tourist Office, Waterfront, Marigot, åbent ma.-fr. 8.30-13 og 14.30-17.30; lø. 9-12.

Karneval
På den franske side er der Mardi Gras i de fem dage op til askeonsdag. Den hollandske side har det største karneval, der begynder anden uge efter påske og varer i to uger. Det foregår i Carnival Village på nordsiden af byen.

Påklædning
Man kan bade nøgen ved flere strande på den franske del af øen, specielt Orient Beach. Topløst er tilladt på stranden.

Telefon
Fra Danmark: 00-590 + det lokale nummer til den franske del. Til den hollandske er det 00-5995 + lokalnummer.

Trafik
Højrekørsel på hele øen. Der er meget dramatiske bump på vejene, og de er ofte dårligt markerede. Der er mange bilkøer, men trafikken foregår generelt i et fredeligt og roligt tempo.

Transport
Fly: Prinsesse Juliana Airport ved Maho Bay er hovedindfaldsvejen. Den franske lufthavn Esperance tager kun små fly fra de franske øer. Der er lufthavnsskat på 20 US$ på alle internationale afgange.
Færger: til Anguilla fra Marigot hver halve time kl. 8-19. Båden returnerer hver halve time kl. 7.30-17. 18 US$ retur + 2 US$ i afgangsskat
Til St. Barth er der katamaran eller motorbåd fra Great Bay Marina i Philipsburg kl. 9 og hjem igen kl. 17. Bobby’s Marina i Philipsburg ma.-sø.-on. og fr. kl. 8.30. 90 min. hver vej. Til Saba et par gange om ugen. Fra Philipsburg on., fr., og sø. Kl. 9. fra Bobbys Marina to. Og lø. Kl. 8.30.
Busser: kører fra Marigot til Philipsburg. Mindre busser til Mullet Bay og Simpson Bay. Der er stoppesteder i Back Street. Bus mellem Grand Case og Marigot. Taxier holder ved Wathey Square i Philipsburg og ved turistkontoret i Marigot.

Åbningstider
Hollandsk side: ma.-lø.: 8-12, 14-16.
Fransk side: ma.-lø. 9-12.30-15-17.

Øer nær St. Martin

Anguilla
Bare 20 minutters sejlads fra St. Martin, er man i en anden verden. Anguilla er stadig uspoleret. Den har aldrig haft nogen værdier ud over de fantastiske strande, og de stod ikke i særlig høj kurs indtil for nogle år siden. I dag kaster turisterne sig over øen i et forsøg på at finde den rene caribiske vare. Anguillas redning fra det store turistpres er, at den slet ikke er gearet til masseturisme. Først i 1980‘erne besluttede politikerne på denne meget engelske ø at åbne for strømmen – men kun for de pengestærke. Hotellerne er i luksusklassen, og øen er derfor meget mondæn.

Anguilla er på størrelse med St. Martin og giver formodentlig et meget godt billede af, hvordan der har set ud dér for mange år siden. Men trods beliggenheden nær St. Martin har Anguilla haft en ret udramatisk historie, for siden englænderne tog den i 1650, har den været kronkoloni. Det er en af de få øer i Caribien, som ikke slæber rundt på en historie præget af slaveri og undertrykkelse. Her eksisterer raceforskelle nærmest ikke. Der var slaver, men de levede fredeligt sammen med de hvide og passede sig selv i århundreder. Befolkningen har brugt havet som den væsentligste indtægtskilde, og derfor er traditionen for fiskeri udviklet til en kunst. Ingen glemmer en aften med grillstegt hummer her. Indbyggerne er så begejstrede for England, at de gik til væbnet modstand, da England i 1967 forsøgte at løsne båndene. Da engelske tropper i 1969 kom for at nedkæmpe oprøret, blev de mødt med jubel i gaderne.

Der bor 8000 mennesker på øen, mange af dem i The Valley – den eneste rigtige by på øen. Øens hovedbegivenhed er karnevalet, der finder sted første mandag i august.
Turistkontor på Wallblake Rd. Åbent ma.-fr. 8-17. Bod ved Blowing Point færgeterminal

St. Barth
Her er så fint. Alt er så rent. Ikke så meget som et cigaretskod på gaden. Alle er velplejede og velklædte. Selv en herreløs køter ser ud som om, den lige er blevet føntørret. Er vi i himlen? Næsten. Vi er i de riges ferieparadis: den lille saxofonformede caribiske ø Skt. Bartholomeus (eller på fransk: Saint-Barthélémy), der aldrig bliver kaldt andet end St. Barth.

Øen er ikke større end Anholt. I den stille havn i Gustavia ser man Bob Dylan sejle ind. Han ankrer op lidt fra land og ror ind til byen for at hygge sig på en af de fashionable barer. På den anden side af øen ligger Madonna og solbader ved strandkanten, mens en lille armada af flådebårne paparazzier – sensationslystne pressefotografer med mægtige telelinser – holder vagt ude i havet. De fanger et skud af den mægtige ejer af Fiat-koncernen, der lader sit meget nøgne legeme dykke ned i det azurblå vand. Rockstjerner, fotomodeller, kongelige og multimilliardærer blander sig med hinanden. Ingen kikker specielt efter nogen, for de er alle sammen noget alligevel. De kommer for at nyde den helt specielle atmosfære på øen. Trods dens lidenhed har den uendeligt mange oplevelser. På de 25 km2 finder man stejle bjerge, kaktuslunde, saltminer, masser af blå vandlommer langs den krøllede kystlinie – og ikke mindst de 32 strande, der ligner forstørrede postkort. På alle måder ligner det et land tæt på himlen. Her er både sorte og hvide, men som på Anguilla har de haft mange år til at vænne sig til hinanden. Der har aldrig været nogen slaveimport af betydning, og ægteskab mellem racerne er mere almindelig end på andre øer.

Den kriminalitet, som ellers hærger visse dele af Caribien, findes ikke her. Syv politibetjente tager sig af lov og orden i et område med 5000 indbyggere og 100.000 besøgende årligt. Men ingen af dem kan huske, at der er sket noget af betydning i de senere år. Ingen biltyve, for hvor skulle de køre hen? Her er heller ingen tiggere eller påtrængende taxichauffører. Der pruttes ikke i de fornemme og meget dyre forretninger. Og den sødlige duft af smårådnende grøntsager på markedet kildrer ikke her. Markedet er tre boder, og der bliver ryddet grundigt op, når salget slutter. Der er ingen brølende calypso fra ghettoblasters i vinduerne. Det er faktisk kun den strålende sol og det skønne vand, der afslører, at vi er i Caribien.

Den lille idyl har en fortid som en af Sveriges meget få kolonier. Gustav 3. fik den i 1784 af sin gode ven, den franske kong Louis 16. Louis fik til gengæld lov at oprette en handelsbase i Göteborg. Svenskerne opkaldte hovedstaden Gustavia efter kongen og forvandlede øen til en mønsterkoloni i de første år. St. Barth blev toldfri, men der var hård konkurrence fra bl.a. danskerne på St. Thomas. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet begyndte øen at afblomstre. Den blev hærget af både orkaner og jordskælv, og efter 92 år som koloniherrer gad svenskerne ikke det mere. De solgte den med stor glæde tilbage til franskmændene for 320.000 franc i 1878. Det svenske flag hænger der alligevel endnu, ligesom der står mange svenske huse, bl.a. rådhuset og byens vartegn: klokketårnet med det antikke ur, der skal trækkes op hver dag. Gadenavne som Oscar II Gatan, Kungsgatan, Ôstra Strandgatan og Drottningsgatan er også bibeholdt.

I dag er øen så populær, at alle indbyggerne bliver her, også selv om de har været i Paris og fået fornemme uddannelser. For på St. Barth kan en tjener tjene det samme som en fransk direktør og en taxichauffør det samme som en læge i Danmark. Og man skal ikke betale skat. Det betingede svenskerne sig, da de solgte øerne tilbage. Det eneste problem for de 5000 indfødte er, at grundpriserne er blevet de højeste i verden. For de megarige kan betale hvad som helst for et lille hus med havudsigt. Det gør det svært at finde en bolig til overkommelig pris. Derfor prøver man at begrænse turismen, alt hvad man kan – så det kun er Rockefeller & co., der kommer og ikke så gerne for tit. Man siger det ligeud i flere af turistbrochurerne: »No bums, please!«

Baren Le Select er en slags svensk museum holdt i live af barejeren, Marius Stakelborough, der også er svensk honorær konsul. På Fort Gustave kan man få indtryk af, hvordan det var, at være udstationeret svensker her. Svenskerne byggede i alt 14 forter på øen.

Turistkontor på Quai du General de Gaulle, tlf. 278727. åbent ma.-to. 8.30-12.30 og 15-19; fr. 8.30-15. Man kan flyve til St. Barth, hvis man har nerver til det. Der er kun en meget lille landingsbane, og flyet skal kante sig ind mellem to bjergtoppe.

St. Eustatius
Fra St. Martin kan man sejle til den hollandske ø med kælenavnet Statia. Der er kun en enkelt by, øens hovedstad Oranjestad. Fra søsiden er det en oplevelse at se den høje grønne vulkanø tone frem. Her er ligesom i gamle dage. Alt går langsomt. Befolkningen lever af at fiske og en smule turisme. Der er kun 1600 indbyggere. Øen var engang en værdifuld frihavn, hvor 300 skibe om måneden gik i havn, og den blev kendt som Caribiens gyldne sten. Den er lige så lille som St. Barth, men her er næsten ingen strande. Tværtimod styrter øen nærmest brat ned i havet de fleste steder.
                     
Oranjestad er bygget på klipperne og delt mellem Upper Town og Lower Town. Fort Oranje blev opført af franskmænd i 1629. Det er et komplet fort med kanoner og bastioner og en brolagt gård (gratis adgang). Omkring vulkanen The Quill er der tæt regnskov. Man kan vandre derop ad to stier. Den nemmeste begynder for enden af Rosemary Laan i Oranjestad, og det tager 45 minutter at nå kraterkanten. Den lille ø har karneval sidst i juli, men man fejrer også Statia-America Day den 16. november, fordi man hævder at være det første land i verden, der hilste det amerikanske flag med en kanonsalut i 1776 – en hæder, som Fort Frederik på St. Croix dog også gør krav på.

Der er blevet travlere på øen med årene. Mange unge, der vil studere præ-columbianske steder, kommer hertil, og der er nu desuden åbnet for krydstogtskibe. Der er godt at dykke omkring øen, hvor der findes 30 punkter med koralformationer på den gamle lava. Alle dykkere skal have en guide med for at sikre, at de ikke tager souvenirs med hjem eller ødelægger revet.

Sint Eustatius Museum, Simon Doncker House åbentma.-fr. 9-17. Entré 2 US$, giver et glimrende indblik i overklassens liv på Statia i et restaureret 1700-tals hollandsk handelshus.

Saba
Øen er kun på 13 km2, og så kan det næsten ikke blive mindre uden at blive et rev. Det kan undre, at nogen overhovedet har fundet det værd at kæmpe for øen, men det gjorde hollænderne. Bjergene har gjort samfærdsel på øen nærmest umulig. Man har måttet bygge tusinder af trappetrin for at kunne komme rundt. Først i 1940 blev The Road etableret, så man kunne komme tværs over øen. Elektricitet fik man først i 1970.

I byen Windwardside kan man komme op på toppen af bjerget via 1064 trin og få et imponerende vue ud over havet. Indbyggerne, som der kun er omkring 1000 af, laver flotte kniplinger, som de sælger til turisterne. Og så er her god rom. Saba har ingen strande, men mange muligheder for vandreture og trappebestigninger. Det er et glimrende sted at dykke med koralskove og undervandsbjerge.

 

 

(C) GG