Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

St. Lucia

En af Caribiens ubestridte grønne perler med masser af bjerge, vulkaner, regnskov og skønne strande. Vartegnet er øens to spidse højdepunkter, Pitons, og hovedattraktionen er vulkankrateret, som man kan køre lige ind i.

Af Kenneth Bo Jørgensen


Kort om St. Lucia
Officielt navn: Commonwealth of Saint Lucia
Landestatus: Uafhængig stat
Areal: 616 km2
Statsoverhoved: Dronning Elisabeth 2.
Lokalledelse: Generalguvernør Dr. Calliopa Pearlette Louisy
Hovedstad: Castries (60.000 indb.)
Befolkning: 150.000
Befolkningstæthed: 231 pr. km2
Befolkningssammensætning: 86% sorte, 8% blandede, 4% indere og 2 % hvide
Højeste punkt: Mount Gimie (950 m o.h.)
Sprog: Engelsk (kreolsk blandt lokale)
Religion: 79% katolikker, 15% protestanter
Valuta: Eastern Caribbean Dollar (ECD)
Turisme: 600.000 årligt
Nationalfugl: St. Lucia-papegøjen/jacquot (Amazona versicolor)
Flag: Anerkendt 1979. De to trekantede figurer er symbol på Pitons.

St. Lucia hører til de mere trendy øer, hvor kongelige, millionærer og stjerner af alle slags kommer til. For den er så smuk og varieret. Hotelområderne er koncentreret i nord, mens man i området syd for hovedbyen Castries kan køre – i øvrigt ad rigtig gode veje – til små fiskerlejer og byer uden at se ret mange turister. Befolkningen på St. Lucia regnes blandt de mest gæstfrie over for turister. Dog tog mange det ilde op, da Hilton-hotelkæden for få år siden fik lov til at bygge helt op i nakken på Pitons-bjergene, øens mest følsomme sted. Så udviklingen går stærkt. Før var der mest endagsturister fra krydstogtskibe, i dag vælger flere og flere at blive længere.

Kultur
Øen er præget af den fransk-engelske fortid. Det franske er tydeligt i sproget, for selv om engelsk er det officielle sprog, så taler man mest patois med hinanden, franske ord i en afrikansk grammatik, helt uforståeligt for os andre, men så udbredt på øen, at ca. 40 pct. slet ikke forstår engelsk. Der er franske by- og gadenavne, og man fejrer nytår, som franskmænd gør det, og med lige så stor ildhu fejrer man dronning Elisabeths officielle fødselsdag i juni. Næsten alle har afrikanske forfædre, nogle få er efterkommere af carib-indianerne. Folk er generelt meget venlige på øen, men man kan, især i hovedstaden, møde anti-hvide, der kan være lettere uforskammede. Øen har en meget stor bananproduktion, tre forskellige arter, som eksporteres til England. De har udviklet bananer til alt muligt: banan som ketchup, chips, barbeque sovs m.m. Som de siger: »We go Bananas«. Desuden har man produktion af kaffe, sukker og kokosnødder. Turismen er inden for få år blevet hovedindtægtskilden, og den beskæftiger 15 pct. af arbejdsstyrken. Hollywood er en ikke sjælden gæst. St. Lucia er velegnet til filmoptagelser, og mange af scenerne fra film som »Doctor Doolittle« og »Superman 2« er optaget her.

Historie
Øen var beboet af carib-indianere, da europæerne kom til St. Lucia. De kaldte øen for Iguanalao – stedet, hvor leguanerne bor. Det første forsøg på kolonisering i 1605 endte med en massakre, da en stor gruppe englændere gik i land og blev dræbt på stedet. Kun et par stykker undslap, og de gjorde efterfølgende krav på øen, for nu de havde jo været der. Den franske konge mente dog, at der også havde været franskmænd blandt de dræbte, og derfor var den fransk. Han sendte endda en guvernør dertil, men han blev også dræbt på stedet. Først i 1660 gav indianerne nogle franskmænd lov til at etablere plantager på øen. De fik også lov at have deres egen by, Soufriere, men fred fik de ikke. For englænderne ville have den, og i en endeløs række af krige nåede øen at skifte flag 14 gange. Det interesserede ikke indianerne, for de var i mellemtiden nærmest blevet udryddet af europæiske sygdomme. I 1814 blev St. Lucia engelsk for sidste gang, og den var kronkoloni indtil 1979, hvorefter den har haft fuld selvstændighed, men stadig under den engelske krone. I 2001 fik øen sin første kvindelige generalguvernør.

Geografi
St. Lucia har det hele: bjerge, dale, vulkaner, regnskov og ørken. Der er 132 strande, de fleste i nord. Øen har en af Caribiens mest berømte landkendinger: de næsten lige store, spidse bjergtoppe, der ligger side om side. De hedder Gros Piton (798 m) og Petit Piton (750 m). De ligger i den sydlige del af øen ved Soufriere, hvor man i det hele taget finder de helt store naturoplevelser – heriblandt hvad de selv lancerer som verdens eneste »drive-in-vulkan« med kogende muddersøer og svovldunster. Øen har en særdeles aktiv undergrund, som man udnytter til at udvinde elektricitet. Der har dog ikke været vulkanudbrud siden 1766. Den sydlige del af øen er langt mere frodig end den nordlige, og det er derfor i syd, at den store bananproduktion finder sted. 10 pct. af øen er dækket af regnskov med vilde orkideer og lianer. Der er 1179 blomsterarter. Visse steder har dog inden for de seneste 25 år udviklet sig til ørken på grund af rovdrift efter tømmer. St. Lucias flotteste dyr er nationalfuglen jacquot-papegøjen, som bruges i markedsføringen af øen. Papegøjen er en truet dyreart, som der kun er omkring 500 tilbage af i skovreservaterne øst for Soufriere. Bedste chance for at se den er på vejen mellem Mahaut og Soufriere. Man skal dog have vandretilladelse hertil fra skovmyndighederne. 60 fuglearter holder til her, og i nord er der vilde aber. Der er fire slags slanger på øen, heriblandt den meget giftige fer-de-lance. De øvrige slanger er harmløse. St. Lucia har været ramt af orkaner utallige gange. I 1995 blev den ramt hårdt af både Iris, Luis og Marilyn.

Castries

Hovedstaden ligger smukt placeret omkring den naturlige havn med en malerisk bjergbaggrund. Byen bærer præg af, at den er bygget hurtigt og fornyligt. Alle de gamle huse fra kolonitiden er brændt. Den sidste større brand var i 1948, hvor man igen måtte bygge op nærmest fra grunden. Kun nogle få bygninger syd for Derek Walcott Square og bag ved Brazil Street er af ældre dato. Ikke desto mindre er det en rar og livlig havne- og handelsby med masser af atmosfære. Byen er i øvrigt venskabsby med Taipei i Kina, der har skænket alle byens skraldespande, i det hele taget gør man meget ud af rene gader, og der er en hel forurenings-patrulje, der skal sørge for ryddelighed. Byen er mest berømt for sit marked, som regnes for et af de største i Caribien. Det ligger i en stor hal tæt på havnen, men strækker sig udendørs i Jeremie Street og videre ned til pladsen.
                     
Byens centrum er Walcott Square, med springvand og et grønt område, hvor folk mødes. På pladsen finder man øens største kirke, Cathedral of the Immaculate Conception (Den Ubesmittede Undfangelse). En stor stenkirke bygget i 1897. Den er kendt for sine meget farverige og meget caribiske indvendige dekorationer, der viser portrætter af helgener, motiver fra biblen og scenerier fra St. Lucia.

Området omkring havnen er præget af en tæt trafik til krydstogtskibe, hvis gæster skal hentes og bringes til udflugter. Mange af dem bliver dog i indkøbscentrene – et af dem ligger på den lille halvø Pointe Seraphine, hvortil der er hyppige færger fra havnen. Det flotteste billede af Castries får man ved at køre op ad bjerget Morne Fortune (852 m). Der er et udsigtspunkt med mange salgsboder lige neden for generalguvernørens residens. På toppen af Morne Fortune, ved Fort Charlotte, fandt nogle af de mest blodige slag mellem englænderne og franskmændene sted. I dag er fortet lavet om til college, opkaldt efter nobelpristageren i økonomi bysbarnet Arthur Lewis, men der er stadig lidt ruiner, et par kanoner og krigsmindesmærker. Desuden er der et lille museum, der viser fund fra indianertiden.  Fra Castries går der en tværvej over øen til Dennerly og helt til Vieux Fort, hvor man vil se masser af flotte naturscenerier og små landsbyer, men de fleste tager enten nord- eller sydpå.

Nord for Castries
Hele nordvejen fra Castries til Gros Islet er turistområde. Her er tørt og rart, og hotellerne ligger lige ud til vandet. Det hele kulminerer ved Rodney Bugt med det store ret traditionelle ferieområde Reduit Beach og byen Gros Islet. På vej hertil kan man dog gøre en afstikker til Union Agricultural Station (kør til højre mod Babonneau). Her er en lille udstilling og en afmærket naturvandring på ca. 20 minutter. Der er også bure med St. Lucia-papegøjer og en lille botanisk have.

Reduit var oprindelig amerikansk flådestation, der skulle beskytte Panamakanalen, men den blev nedlagt efter krigen, og i dag er der indrettet hoteller og turistaktiviteter. Imellem Reduit og Gros Islet er der skabt en kunstig kanal, der giver adgang til lagunen, hvor det hele sker. Den store marina har plads til 1000 både, og der er masser af shoppingmuligheder, restauranter og en swimmingpool.

Gros Islet er mest kendt for sit jump-up (asfaltbal) hver fredag aften, hvor folk fra hele øen valfarter til for at få fest i gaden. Men derudover er der ikke nogle egentlige seværdigheder ud over en enkelt kirke og en markedsplads, hvor man kan handle med de lokale fiskere.

Pigeon Island var oprindelig en ø, men siden har man skabt en kunstig landtange, der desværre har gjort stor økologisk skade på de omkringliggende koralrev, men nu kan man da hurtigt komme derud. Øen har haft en dramatisk historie. Da indianerne var fordrevet, var den tilholdssted for flere berømte pirater. Englænderne brugte den indtil 1904 som karantænestation, og indtil 1979 var den lejet af en skuespillerinde, der brugte den til private fester. Nu er det nationalpark. Her ligger resterne af Fort Rodney, åbent ma.-lø. 9-17, med en lille udstilling med bl.a. rester fra arawakindianerne i den gamle officersmesse. Der er restaurant og bar. Strandene nord for Gros Islet har fået lov at ligge uberørt meget længe, men nu er der planer om at udnytte dem til mere hotelbyggeri.

Syd for Castries
De fleste vælger at tage en tur op og ned langs den fantastiske vestkyst, som har meget fine veje. Starten af turen skæmmes noget af de enorme opsamlingstanke, der er placeret her for oliegiganten Hess. De indeholder 9 millioner tønder olie, der kommer hertil fra Arabien og venter på videre forarbejdning. Vejen kurver sig gennem jungler, plantager og regnskov ned til øens hovedattraktioner, og undervejs er der flere maleriske små byer.

Marigot Bay har en lang dyb havn, som er eftertragtet af fritidssejlere. Det var her, at filmklassikeren »Dr. Doolittle« blev optaget i 1967. En lille færge forbinder de to sider af havnen. Her kan være meget varmere end på resten af øen, fordi byen ligger beskyttet mod briserne af bjergene.

Anse la Raye er en lille malerisk fiskerby med 6000 indbyggere, opkaldt efter den rok, som var hovedindtægtskilde for mange år siden. Byen ligger helt ud til stranden, og omkring de farvestrålende fiskerbåde er der boder, som især dukker op, når krydstogtsskibenes gæster kommer forbi. Der er to vandfald nær byen, en lille hyggelig plads med en alt for stor kirke i udkanten. Hele bugten er et yndet mål for fotografer.

Canaries er en lille autentisk by, der ikke er stort mærket af turisme. Her vasker kvinderne stadig tøj i floden, fordi de mener tøjet bliver renere end i maskinen.

Soufriere var den første by, her fik franskmændene lov til at bygge af indianerne. Navnet hænger sammen med stanken fra vulkanen, der udspyr svovldampe. Der er 9000 indbyggere, og der er en hyggelig caribisk stemning. De fleste kører bare forbi, men der er faktisk mange interessante huse i byen, og det lokale turistråd arrangerer arkitektur-vandringer. Men det er svært at hamle op med de naturlige skønheder omkring byen. Også her er der optaget film, fx Superman2.

Pitonbjergene
Pitonbjergene – det store og det lille, er St. Lucias vartegn. Det kan være farligt at bestige specielt det lille. Flere er faldet ned, men der er mange, der forsøger at sælge sig selv som guider derop. De fleste gør klogest i blot at nyde udsigten nedefra. Selv om øen bryster sig af at vise store miljøhensyn, så har man alligevel tilladt opførelsen af et stort amerikansk hotel lige mellem de to Pitoner. Så nu ligger Jalousie Plantation der, trods omfattende protester. Under tennisbanen skulle der ligge en gammel indianerbegravelsesplads. Et andet af Piton-hotellerne er Anse Chaseret, hvor værelserne ingen vægge har, der er heller ingen telefon eller tv og alligevel koster det en formue for en nat. Det er freden, man betaler for, siger de.

Sulphur Springs, ud ad Vieux Fort Road åbent 9-17. Entré + drikkepenge til guiden.
Vulkanen betegnes som verdens eneste drive-in-vulkan, fordi man kan køre lige ind til kraterets midte. Der er tale om et såkaldt caldera – fra det spanske ord gryde – det vil sige, at der engang for 40.000 år siden har stået en vulkan, der har blæst så meget galde af sig, at den til sidst var tømt. Derefter har dens skal ikke kunne bære længere, og den er kollapset med et brag. Det er bunden af dette caldera, man nu kan se, og her bobler og syder det. Det, der ligner kogende mudder, er vand. Men på grund af mineralsammensætningen er det helt mørkt. Man kan ikke længere gå direkte rundt i månelandskabet, for en turist faldt for 14 år siden ned i den bløde varme jord. Han kunne nøjes med en 3. grads forbrænding og efterlod sig et hul, som nu er opkaldt efter ham, Gabriels hul. Derefter byggede man gangbroer hen over søerne. Der lugter fælt af rådne æg, men træk endelig vejret tungt, for dampene skulle være helsebringende.

Diamond Gardens, åbent 10-17, sø. 10-15, entré, tlf. 452-4759.
Neden for Sulphur Springs finder man en botanisk have med mange små vandfald. Det var her, at Superman i filmen plukkede en orkidé til Lois Lane. Stedets mineralske bade blev opdaget i 1784. Prøver fra badene blev sendt til Paris, og her blev man overbevist om, at det havde helsebringende virkning, især mod gigt. De franske soldater fik nærmest pålæg om at lægge sig i dem, for de var sikkert også gode for alt mulig andet. Bassinerne blev ødelagt under den franske revolution, men siden restaureret. Om de egentlig virker, vil ingen rigtig ud med, men rart er det at slappe af i. Det siges at kejserinde Josefine har badet her.

Østkysten
Der er udmærket vej hele vejen fra Castries tværs over øen til Viex Fort. Der er ikke mange turistattraktioner på vejen, men masser af små landsbyer, plantager og naturreservater. Blandt andet på de små øer ud for østkysten. The Maria Islands Nature Reserve har slanger og krybdyr og masser af fugleliv. Man kan komme på arrangerede ture derud med St. Lucia National Trust, tlf. 452-5005, dog ikke i yngletiden.
                     
The Fregate Islands Nature Reserve på nordsiden af Praslin Bay er ynglested for fregatfugle. Her er også et lille besøgscenter. Lige før Viex Fort kommer man til industrikvarteret. Byen er værd at se på grund af de mange traditionelle huse. Der er dog ingen særlige seværdigheder eller rigtige strande i nærheden – derfor er her sjældent turister.

Allersydligst finder man Cape Moule a Chique, hvor man kan se Atlanterhavet og Det Caribiske Hav mødes med hver deres farver. I godt vejr kan man skimte St. Vincent.

Lokale forhold

Se også praktiske oplysninger for hele Caribien under punktet Værd at vide.

Aktiv ferie
St. Lucia Naturalist Society holder møder jævnligt i Castries Bibliotek, hvor også turister er velkomne. tlf. 452 2611.
St. Lucia National Trust tlf. 452-5005 arrangerer ture ind i naturområderne.
Atlantic Rally for Cruisers: Yacht-race over Atlanterhavet fra Canarieøerne slutter i Rodney Bay i december
Dykning: Der er flere muligheder. Især ved Anse Chastanet Marine park og Key Hole Pinnacles undervandsbjerge. Vragdykning ved Anse Cochon. Og det er godt at snorkle og dykke ved de to Pitons. Buddies Scuba tlf. 452-5288
Golf: The Cap Estate Golf Course tlf. 450 8523, 18 huller. Alt kan lejes

Alarm
Tlf. 999

Helligdage
Uafhængighedsdag 22. feb., Whit Monday i mar./apr., Frihedsdag 3. aug., Nationaldag 13. dec.

Information
St. Lucia Tourist Board, Pointe Seraphine, Jeremie St. overfor havnepolitiet, Castries. åbent 10-12 tlf. 452-4094. Skranker i begge lufthavne og ved havnen

Karneval
To dage før askeonsdag.

Kendte navne
Derek Walcoot, Nobelpristager i litteratur 1992, og Sir Arthur Lewis (1915-91), nobelpristager i økonomi 1979.

Konsulater
Royal Danish Consulate: Rodney Bay Waterfront, Seagrape Crescent, Rodney Bay,
Eksp.tid: ma-fr 10-12, tlf.: 450 0190, fax: 450 0191, E-mail: royalknight@candw.lc

Kriminalitet
Forholdsvis lav, men i Castries bør man gå med varsomhed om aftenen. Ved det store jump-up i Gros Islet skal man passe på pengene, her er tradition for lommetyve.

Telefon
Fra Danmark 001-758 + lokalnummer.

Trafik
Venstrekørsel. Krav om lokalt kørekort. Hastighed: 15 mph i byer, 30 mph uden for. Meget fine veje i store dele af landet. Pitons kan nås fra Castries på halvanden time.

Transport
Fly: Til Martinique, Guadeloupe og Dominica. www.stlucia.org/planner/interisland.asp, tlf. 452-2211.  Lufthavne. Én til internationale fly, Hewanorra i sydenden. Mange vælger at komme med lokalfly via Barbados til Vigie Airport tæt ved Castries.
Busser: Privatejede minibusser kører hele dagen. Det er straks sværere om aftenen.
Taxa: tlf. 452-1599 i Castries; tlf. 454-6136 i Vieux Fort. Husk at aftale pris, inden turen begynder. Taxaer til udflugter koster ca. 20 US$ i timen
Billeje. National tlf. 450-8500 (fra 50 US$); Avis tlf. 452-2046 (fra 65 US$)

Åbningstider
Ma.-fr. 8.30-12.30 og 13.30-16.30; lø. 8-12.

(C) GG