Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

De franske - Guadeloupe og Martinique

Man føler sig næsten som en pariser, når man går rundt i de meget franske byer Pointe-a-Pitre og Fort-de-France. Alligevel finder man på de to franske caribiske øer det største miks af europæiske, afrikanske og kreolske kulturer.

Af Kenneth Bo Jørgensen

Guadeloupe

Kort om Guadeloupe
Officielt navn: Département d’Outre-Mer de la Guadeloupe et Dépendances
Landestatus: Fransk departement
Areal: 1780 km2 (som Lolland-Falster)
Statsoverhoved: Præsident Sakosy
Leder: Prefekt Jean Fedini, udpeget af Frankrigs indenrigsminister (1997)
Hovedstad: Pointe-a-Pitre (100.000 indb.)
Befolkning: 431.000
Befolkningstæthed: 243 pr. km2
Befolkningssammensætning: (75% er blandet race, 25% europæere)
Højeste punkt: Grande Soufrière (1467 m o.h.)
Sprog: Fransk
Religion: 86% romersk katolske
Valuta: Franc
Turisme: 165.000 årligt (hovedsaglig franskmænd)
Nationaldyr: Vaskebjørn
Flag: Trikoloren

Den sommerfugleformede Guadeloupe har det hele, men på hver sin vinge. Den ene vinge i vest er en stor vulkanhalvø med regnskov, floder, vandfald og den slumrende vulkan La Soufriere, som man kan stå på kanten af og kikke direkte ned i. På østvingen er landskabet tørt og let bakket, omkranset af hvide, venlige strande sine steder vekslende med stejle klipper. Mange øer har meget at byde på, men i Caribien sker det sjældent i så stor og smuk en størrelse som her.
                     
Kontraster er der ikke kun i naturen, men også i kulturen. På markedspladsen ved havnen i hovedstaden Pointe-à-Pitre sidder kvinderne klædt i de traditionelle kreolske dragter med skørter i strålende gule og orange farver og et stort tykt hovedtørklæde bundet op i en trekant. Og lige ved siden af spankulerer slanke franske modeller af sted iført stiletter og sidste skrig fra Paris. Man skal ikke langt uden for byen for at opleve snørklede veje, der fører frem til landsbyer, som lige så godt kunne have ligget i Frankrig.
                     
I 1946 blev øen et departement på linie med Frankrigs øvrige 96 departementer. Øen er også administrativt hovedkvarter for St. Bart og St. Martin og sender i alt fire deputerede og to senatorer til det franske parlament. En prefect udpeget af det franske indenrigsministerium fungerer som en slags guvernør eller amtmand, men der er også et lokalt råd valgt på øen.

Kultur
Indbyggerne er blandet på kryds og tværs af afrikanske, europæiske og indiske indvandrere. Guadeloupe kaldes også det kreolske centrum i Caribien, fordi mikset virker stærkest her. Her er flere hvide end på de fleste andre øer i Caribien, og mange unge franskmænd kommer hertil for at arbejde en tid. Alle taler fransk, men også kreolsk. Som i Frankrig taler kun få engelsk rigtig godt, men man kan dog klare sig. Øen har en meget høj levefod i caribisk forstand, hvilket bl.a. skyldes store bloktilskud fra moderlandet. Derudover dyrkes der sukkerrør på 40% af den opdyrkede jord, næsten halvdelen bruges til romproduktion. Der er mange bananplantager – to tredjedele af Frankrigs bananer kommer herfra, og øerne fik et stort fortrin, da EU for nogle år siden blokerede for bananer fra Mellemamerika. Det skulle støtte Afrika, men gav i stedet gyldne tider for de franske Antiller. Derudover dyrkes mange blomster og meloner. Der er kun en smule industri.
                     
Turismen er stærkt på vej til at blive en af hovedindtægtskilderne, og man gør meget for at udvide turiststrømmen, bl.a. ved at forklare franskmændene, at de skal være lidt mere høflige, hvis de vil have amerikanerne hertil. Hidtil har de nemlig holdt sig langt væk. 70% af turisterne kommer fra Frankrig.

Historie
Columbus opdagede øen 14. november 1493 og opkaldte den efter Santa Maria de Guadeloupe de Estremadure – et løfte han havde givet en af sine munkevenner. Men han gik først i land på Maria Galante, som blev opkaldt efter et af skibene. Spanierne opgav at indtage øen, da carib-indianerne gjorde stor modstand. Indianerne kaldte deres ø Karukera – »landet med det smukke vand«. Det lykkedes dog franskmænd at fordrive dem i 1635, så de kunne anlægge den første sukkermølle og indføre slaver. Englænderne indtog øen i 1759, men forlod den igen i 1763 i forbindelse med Paris-aftalen, hvor franskmændene opgav krav på Canada mod at få bl.a. Guadeloupe tilbage. Under den franske revolution kom englænderne igen til fadet. Frankrig sendte en hær med den konservative nationalist, negeren Victor Hugues, og han smed englænderne på porten og befriede slaverne, men han gik over gevind. 1000 kolonister blev dræbt, og han skød mod amerikanske skibe, så USA til sidst erklærede Frankrig krig. I 1802 måtte Napoleon sende nye tropper af sted for at få styr på de gamle. Han genindførte slaveriet, og øen blomstrede op, indtil slaveriet igen blev ophævet i 1848 foranlediget af den franske koloniminister Victor Schoelcher, der var stærk modstander af slaveriet. I stedet hentede man arbejdskraft fra de franske kolonier i Asien til at klare det hårde arbejde i sukkerplantagerne.

Geografi
Guadeloupe består af de to store øer, Grand-Terre og Basse-Terre, der er adskilt af en lille kanal, Rivière Salée, som man knap lægger mærke til, når man kører fra den ene ø til den anden. De to vinge-navne kan forvirre lidt. For Grand-Terre er den mindste og den fladeste, mens Basse-Terre, som betyder fladt land, er den største og højeste. De er ikke opkaldt efter størrelsen, men efter vinden. Den er nemlig stor (grand) ind over Grand-Terre, men bliver flad (basse), når den rammer bjergene på Basse-Terre. Guadeloupe består desuden af tre andre småøer: Les Saintes, Marie-Galante og La Désirade, som er mindre turistede og gode til endagsudflugter, når man vil lidt væk fra det hektiske ferieliv. Basse-Terres vulkan La Soufrière er stadig aktiv. Sidste gang den rørte på sig var i juli 1976, hvor hele byen Basse-Terre blev evakueret, men det viste sig at være falsk alarm. Blandt øens dyr er vaskebjørnen, som holder til på Basse-Terre, men mest i bur. Dyret bruges i markedsføring af nationalparken. Der er også eksemplarer af den næsten uddøde Guadeloupe-gærdesmutte. Det regner ikke lige meget på de to vinger. I Pointe-à-Pitre falder der kun 1814 mm årligt, mens der på vulkanen gennemsnitligt falder næsten 10.000 mm om året. De tørreste måneder er februar til april, mens der er vådest fra juli til november med regn halvdelen af tiden.

Pointe-à-Pitre
Hovedstaden Pointe-à-Pitre er en af de få storbyer i Caribien. Den blev grundlagt i 1654 af en hollandsk fisker ved navn Peter, der etablerede et fiskemarked ved havnen. I dag har byen over 100.000 indbyggere med rigtige motorveje og storbyggeri. Byen har store forretningskvarterer og en hektisk bymidte. Bymidten er omkring Place de la Victoire, den tidligere guillotineplads. Pladsen er indrammet af franske cafeer, der sælger café au lait og croissanter, som var man midt i Paris, men den er noget skæmmet af parkerede biler. I midten er der flere krigsmonumenter, der fortæller om alle de øboere, der er døde for Frankrig. For enden af pladsen ligger havnen La Darse med markedsplads styret af kreolsk-klædte kvinder, der sælger frugt, grønt og fisk. De kan have lidt svært ved at forstå, at man som turist ikke altid har brug for store mængder frugt og grønt. Og ve den, der begynder at fotografere dem uden at købe noget først.
                     
Nordvest for Place de la Victoire ligger katedralen St-Pierre et St-Paul, der er godt støttet af jernbjælker for at kunne modstå jordskælv.

Schoelcher Museum, 24 Rue Peynier åbent ma.-lø. 8.30-12.30, 14-17.30, on. lukket.
Et helt museum til ære for den franske koloniminister, Victor Schoelcher, der var den største fortaler for frigivelse af slaverne. Museet rummer mange af hans personlige ting, ligesom der er adskillige buster af ham. Desuden vises flere historiske redskaber og klenodier fra slaveperioden.

Museum Saint-John Perse, Rue de Noziéres, åbent ma.-fr. 9-17; lø. 8.30-12.30. tlf. 590 900192.
Det kommunale museum er opkaldt efter Alexis Léger (1887-1975), der fik Nobelprisen i litteratur i 1960 under sit forfatternavn Saint-John Perse. Perse er ikke født her, men i nr. 54 i samme gade. Museets toetagers kolonibygning fra det 19. årh. med støbejernsbalkon udstiller hele værelser fra kreolske hjem fra kolonitiden.

Overnatninger i byen:
****              La Créole Beach Hotel, BP 19, Gosier, tlf. 904646
***                Canella Beach Residence, Pointe de la Verdure, Gosier, tlf. 904400
**                  Bungalow Village, Montauban, Gosier, tlf. 840447
**                  Derudover kan man bo på små familiehoteller eller værelser. Kontakt Gites de France i Pointe-à-Pitre, tlf. 82 09 30

Grand-Terre
Det østlige Guadeloupe er det mest befolkede. Her bor turisterne ved de lange strande, og specielt langs sydkysten er der store beskyttende rev, der giver ideelle bademuligheder. Ved Bas du Fort ligger den største marina og hotelkoncentration, mens østkysten ligger åben ud til Atlanterhavet og har et mere brutalt landskab. Midt på øen er der landbrug.

Gosier
Forstaden få km fra Pointe-a-Pitre har de fleste hoteller, restauranter og natteliv, så det er her turisterne bor og går aftentur op og ned ad promenaden. Området ligger omgivet af mangrovesumpe med et rigt fugleliv, så regn med en del fuglekvidder.

Fort Fleur d´Epée (åben 8-18, gratis) skulle engang forsvare øen mod angreb fra øst. I dag er det en behagelig have at gå i, og i de gamle officersmesser har man skiftende kunstudstillinger. Her er fin udsigt over Pointe-à-Pitre og mod bjergene i Basse-Terre.
                     
Aquarium de la Guadeloupe, Place Creole-Marina åbent 9-19, tlf. 909238.
Efter sigende et af Frankrigs bedste akvarier. Det har 60 arter tropefisk, skildpadder og hajer. I september og oktober er der to timers middagslukning. Man kommer dertil fra Pointe-a-Pitre ved at køre mod Gosier og dreje til højre ved den store Elf-tankstation.

Pointe des Chateaux på Grand-Terres østsnude er nationalpark. Der er en afmærket gåtur til korset på Pointe de Colibris, hvor der er store kompasborde. Herfra er der i godt vejr udsigt til alle småøerne og Dominica 75 km ude.
                     
Nord for Le Moule, som var øens første hovedstad, finder man Musée d´Archéologie Prècolumbienne Edgar Clerc, La Rosette Rd. åbent 9-12, 14-17; lukket on. eftermiddag, tlf. 235757. Museet blev bygget, da arkæologer afdækkede en meget intakt gammel arawak-indianerlandsby. Siden har man gravet ud og udstiller indianernes petroglyffer, skaller og skåle og andet isenkram, de har brugt i deres hverdag.

De bedste strande på Grand-Terre er La Souffleur og Pointe de la Grand Vigie, som også har meget fine dykkermuligheder.

Basse-Terre
En femtedel af den vestlige vinge er nationalpark, Parc National. Der er ingen særlig indgang til parken og heller ingen entré. Parken på 300 km2 udforskes bedst i bil eller på cykel, så man har mulighed for at stoppe, når man vil. Her er høje bjerge, vandfald og regnskov. Og som den store attraktion, vulkanen La Soufriere, som man dog sjældent kan se i fuldt flor, fordi den altid er dækket af skyer. Hvis der en dag er fri udsigt, så se at komme af sted.
                     
Parken er særdeles publikumsvenlig. Der er brede asfaltveje på de fleste strækninger, og der er ikke så langt mellem informationstavlerne, hvor man kan få nærmere besked, hvis man ellers kan fransk. Selv de mange stier, der går ind i junglens dyb, er afmærkede med angivelse af, hvor langt man nu er kommet. Ved alle interessante træer og planter er der røde skilte med navnene på fransk og latin. Meget velegnet til familieudflugter med madkurv.
                     
En af de bedste ture er ad Route de la Traversée, der skærer tværs over øen gennem den frodigste regnskov. Det tager mindre end en time at køre igennem, men er man naturinteresseret, er der nok at kikke på til en hel dagsudflugt.
                     
Man skal følge hovedvejen N1 et stykke sydpå, før der kommer skiltning mod Route de la Traversée. Et stykke inde kommer der skilte til Cascade aux Ecrevisses, hvor der er P-plads og en lille souvenirbod og kun få minutters gang gennem frisk regnskov til et lille vandfald. Der bliver skiltet knap så meget med de to vandfald, der ligger på højre side af vejen, men de er lige så flotte. Er man sulten, kan man spise sin medbragte mad her og eventuelt grille.
                     
Længere fremme kommer Maison de la Forét (åbent 9.30-16.30) med en lidt søvnig udstilling om parkens historie. Mere interessante er tre afmærkede vandreruter ind i regnskoven, som begynder bag museet, når man har passeret en stor hængebro. Der er forskellige turforslag, der varierer i længde fra 10 min. til flere timer, og de er så godt afmærkede, at man skal gøre sig umage for at fare vild. Undervejs fortæller skilte, hvad det er for træer og bregner, man passerer.
                     
Landevejen fortsætter – omgivet af grønt, som man sjældent ser grønt – og der er flere udsigtspunkter, hvor man kan se til Pointe-à-Pitre i godt vejr. Vejen slutter ved en lille zoologisk have, hvor man tager 30 F i entré. Selv om det er inklusiv en dejlig frugtpunch i restauranten, er det på kanten af åger, for det zoologiske begrænser sig til en vaskebjørn og nogle duer i små bure. Kikker man igennem buskadset, kan man også se en ko. Der er dog masser af flotte tropiske blomster, men de vokser jo alle vegne.

Langs kysten
Tager man nordkysten ad N2 kommer man til Musée du Rhum (sydøst for Sainte-Rose åbent Ma.-lø. 9-17; sø. 10-13 og 15-17, tlf. 287004). En udstilling indrettet i et gammelt plantagehjem. Her fortæller man om sukkerets og rommens historie. Der er et gammelt destilleri og andet udstyr fra produktionen i 1700-tallet. Desuden udstilling af insekter og gamle skibsmodeller. Hvis man vil se sukkerproduktion i praksis, kan man køre til Le Lamentin. Her er der rundvisninger og smagsprøver.
                     
Ved vestkysten kører man næsten hele tiden langs vandet, og der er ofte nedkørsler til ret øde strande, hvor man kan tage sig en dukkert. En del turistseværdigheder er der også. Lidt nord for Route de la Traversées slutning finder man Maison du Bois (Pointe-Noire), der har et lille museum for møbelsnedkeri. I byen er der også et gammel fort med kanoner. Kører man i sydlig retning efter Route de la Traversée, fører vejen til Bouillante, der har et geotermisk center, en botanisk have og en zoo.

Pigeon Island
Den største attraktion på østkysten er Pigeon Island, der er et kendt dykkersted. Området er udpeget som undervandspark. Man kommer dertil fra Malendure Beach. Glasbundsbådene har afgang kl. 10.30, 12, 14.30 og 16. Turen tager 75 min. og koster 80 F, børn 40. Man kan leje snorkeludstyr om bord. Der er også flere dykker-firmaer, der tager både uøvede og trænede derud.

La Soufriere
Man kan komme til vulkanen både fra øst- og vestkysten, men det er nemmest fra øst. Ved Saint Sauveur kører man ca. 8,5 km mod Chûtes du Carbet. Det er en smuk køretur gennem bananmarker og regnskov. Der er nogle enkelte stejle punkter, men ikke noget som almindelige biler ikke kan klare. Flere skilte på vejen fortæller om naturoplevelser i gå-afstand, både søer og vandfald. Man er dog ikke i tvivl om, hvornår man er det rigtige sted, for man kan ikke komme videre, og der er som regel mange parkerede biler. Husk håndbremsen! Fra Chûtes du Carbet er der udsigt til to flotte vandfald, man kan vandre ned til. Turen til søen ved det højeste vandfald (110 m), tager to timer. Den anden tur tager kun 30 min., og der er ikke mere end fem meters forskel på vandfaldenes højde. Hvis man ikke er i topform, anbefales det at tage den lille tur. Den er rigeligt krævende for de fleste. Her kommer man tæt på vandfaldet, når man har passeret en meget lang hængebro, hvor der er en flot udsigt til faldet. Til højre for vandfaldet er der termiske bade, hvor man kan lægge sig i 40-50 grader varmt vand. Vil man op til vulkanen, skal man tage Trace Michael, der byder på tre timers hård vandring og fantastiske naturoplevelser. Ved Chûtes du Carbet er der flere små restauranter, souvenirbutikker og gadesælgere.
                     
Man kan også komme til La Soufriere fra Basse-Terre by og Trois-Rivière. Følg skiltene til Saint-Claude og derefter skiltene til La Soufriere. Undervejs kommer man til Maison du Volcan, en lille udstilling om vulkanen, inden man når Savane à Mullets (1142 m). Herfra kan man tydeligt lugte vulkanens svovldampe. Vil man helt til tops, kræver det halvanden times ganske hård vandring til krateret. Der er sti hele vejen, og man kan faktisk vandre helt over til Chûtes du Carbet, men det er en firetimers tur for de trænede. Man skal huske, at det er en kold fornøjelse at vandre i disse højder, så husk godt med tøj og regntøj, selv om det koger på landjorden.

Lokale forhold

Se også praktiske oplysninger om alle øerne under punktet Værd at vide.

Aktiv ferie
Camping Traversée, ved Anse de la Grande Plaine få km syd for Pointe-Noire. Også små hytter tlf. 98 21 23
Dykning: Det mest populære dykkermål – både til flaskedykning og snorkling – er Réserve Cousteau ved Pigeon Island på Basse-Terres vestkyst. En km fra kysten kan man bl.a. se sværdfisk. Afgang hver dag kl. 10, 12.30 og 15.
Les Heures Saines, Rocher Malendure, tlf. 988663, taler engelsk (200 F for et dyk)
Chez Guy et Christian, Page de Malendure, 988243 (150 F for et dyk)
Equator Moto, tlf. 845994. Cykler koster ca. 600 F pr. uge
Golf: de St. Francois, tlf. 884187, 18 huller. (250 F pr. dag)

Alarm
Tlf. 17 til politi, tlf. 18 brand

El
220 V

Helligdage
Sejrsdag 8. maj, Slavernes befrielse 27. maj, Bastilledag 14. juli, Schoelcher Dag 21. juli, Armistice Dag 11. nov.

Information
Place de la Victoire, 5 Square de la Banque åbent ma.-fr. 8-17, lø. 8-12. tlf. 820930. Bliv orienteret om øens historie og seværdigheder på computere. Bed om »Bonjour Guadeloupe«.

Karneval
Fem dage op til askeonsdag med parader, dans og musik. En anden sjov fest er Féte des Cuisinières – en farverig fest i begyndelsen af august, hvor kvinder går igennem Pointe-à-Pitres gader med traditionel kreolsk mad i kurvene.

Kendte navne
Saint-John Perse fra Guadelope fik Nobelprisen i litteratur i 1960. Hans mest kendte værk er »Anabase« fra 1925.

Konsulater
Dansk konsul: Charles J.J. Collin de La Roncière. Immeuble ISLOA 4, Moudang Centre, 97122 Baie-Mahault. tlf. 32 19 82, fax 32 19 60 åbent ma.-fr. 8-16, on. 8-14.

Kriminalitet
Niveauet svarer nogenlunde til Danmarks.

Telefon
Fra Danmark: 001-590 + lokalt nummer

Transport
Fly: Guadeloupe Pole Caraibes Airport har direkte fly dagligt til og fra Paris. Desuden til Martinique, St. Martin og Dominica. Ligger 5 min. kørsel fra Pointe-à-Pitre, 15 min. fra Gosier. Ingen lufthavnskat. Busser til byen hver halve time
Færger:         Til Martinique: Brudey Frères, ma., on., fr.-sø. kl 8., tlf. 91 60 87, pris 305 F. Til Martinique via Dominica: L´Express des Iles: ma.-lø. kl. 8; fr. 12; lø. 14. Turen koster 325 F. tlf. 83 12 45 eller i billetsalget. Til St. Lucia (via Martinique): ti. kl. 8, fr. kl. 12. Tager 5t 30 min.
Til Frankrig: Compagnie Générale Maritime har hver uge bananbåde, der tager passagerer tlf. 83 04 43
Busser:          Centralstation i Pointe-à-Pitre tæt på havnen. Mini-busserne kører først, når de er fyldt. Til Gosier tager det 15 minutter og koster 5,50 F. Man betaler, når man stiger af
Taxi: kører på taxameter, næsten danske priser. tlf. 820000. Pris fra lufthavn til byen 80F, til Gosier 100F
Billeje: ca. 300 F om dagen. Avis, tlf. 84 22 27; Budget, tlf. 82 95 58; Hertz tlf. 84 23 23.

Underholdning
Der er masser af natteliv i Gosier, hvor der også er kasino. Hanekampe finder sted hver lørdag og søndag eftermiddag fra november til april i galledromes rundt om på øen. Der er hestevæddeløb i Hippodrome Saint-Jacques.

Åbningstider
Butikker: ma.-fr. 9-13, 15-18

Martinique

Kort om Martinique
Officielt navn: Département d’Outre-Mer de la Martinique
Landestatus: Fransk departement
Areal: 1080 km2 ( som Lolland)
Statsoverhoved: Præsident Jacques Chirac
Lokal ledelse: Præfekt Jean-François Cordet
Hovedstad: Fort-de-France (102.000 indb.)
Befolkning: 388.000
Befolkningstæthed: 344 pr. km2
Befolkningssammensætning: 90% afrikanske, 5% europæere, 5% indere, libanesere og kinesere
Højeste punkt: Mount Pelée (1397 m)
Sprog: Fransk og kreolsk
Religion: 90% katolikker, 5% hinduisme og afrikanske religioner
Valuta: Franc
Turisme: 367.000 årligt
Flag: Trikoloren

Carib-indianerne kaldte den Blomsterøen. Det er ikke svært at forstå. Tag en bus ud af hovedstaden Fort-de-France, og man bliver straks imponeret over alle de farver, der folder sig ud. Øen er en stump Frankrig i tropisk vejr, og den minder meget om Guadeloupe i stil og tempo. Også her er der franske landsbyer og en fransk storby midt i troperne. Folk kommer hertil pga. de flotte strande, men også for at se ruinerne efter en af de største naturkatastrofer i Caribien: den tidligere hovedstad Saint-Pierre, der blev ryddet af vejen af et vulkanudbrud. Og så har den historisk interesse, fordi det var her, Napoleons kejserinde Josefine blev født og voksede op.
Selv om turismen er voksende, så er det nu stadig sukker, bananer og ananas, der giver de fleste beboere smør på brødet. 70% af eksporten går til Frankrig, som øen er afhængig af på alle måder.

Historie
Columbus opkaldte øen efter St. Martin, men ellers fik indianerne lov at beholde deres blomsterø helt indtil 1635, hvor franskmændene vovede sig i land ved Saint-Pierre, som blev hovedstad. Slavestrømmen begyndte, og i 1640 anlagde franskmændene Fort-de-France. I 1660 fik de sidste indianere lov til at blive på øen, hvis blot de holdt sig på Atlanterhavssiden, men det løfte holdt franskmændene selvfølgelig ikke, og få år efter var de udryddet. Mange af dem begik selvmord ved den klippe, der i dag hedder Tombeau des Caraibes, caribernes grav. Englænderne blev inviteret til at overtage øen i 1794 af de franske plantageejere, fordi de frygtede, at den franske revolution ville betyde, at slaverne blev givet fri. Frankrig fik dog øerne tilbage i 1815, og slaverne blev fri i 1848. I 1902 ødelagde Mont Pelée-vulkanens udbrud Saint-Pierre og dræbte 30.000. Derefter blev hovedstaden flyttet til Fort-de-France. Martinique blev oversøisk departement under Frankrig i 1946. En uafhængighedsbevægelse har fået fire ud af 41 sæder i det regionale råd.

Geografi
Vulkanen Mont Pelée på nordøstsiden hænger sammen med bjergkæden Pitons du Carbet, der når 1207 m.s højde. Der er masser af regnskov i indlandet, indtil man når ud til den rå Atlanterhavskyst. Der er hvide sandstrande på sydkysten og mørke og sorte sandstrande i nord. Bedste strande ligger på sydvestkysten mellem Grand Anse og Les Salines. Øen har en meget giftig slange, fer-de-lance, og det tilrådes at have støvler på, når man færdes i skovene. Der er også en ubehagelig stor edderkop, som heldigvis sjældent ses.

Fort-de-France
Hovedstaden er en lidt grålig, ret larmende storby. Den største aktivitet foregår ud til den lange havn, hvor der ligger både franske cafeer, dyre forretninger og småskure med lokale varer til salg.
Midtpunktet er den store park, La Savane, der også er rammen om det årlige karneval. Til daglig sidder her gamle mænd på stribe og spiller domino dagen lang. Der er et krigsmonument, men parken er mest berømt for sin statue af bysbarnet Josephine, der står og kikker i retning af sit fødehjem Trois Ilets. Hun er lige så kendt som den lille havfrue på de kanter, og hendes hoved har såmænd også været savet af. Josefine blev kejserinde af Frankrig via sit ægteskab med Napoleon – den kendte af dem. Hun er dog ikke nogen heltinde på øen, for man mener, at det var hende, der overbeviste sin mand om, at slaveriet skulle fortsætte. Frigivelsen ville nemlig gå alt for hårdt ud over hendes families plantage i Trois Ilets. Medaljonen i hendes hænder bærer Napoleons portræt.

Fort Saint-Louis, Blvd. Alfassa åbent ti.-lø, guidede ture kl. 10, 11, 12, 14 og 15, tlf. 60 54 59.
Fortet blev bygget i 1638 med voldgrav og det hele. Det viste sit værd allerede i 1674, hvor det holdt stand mod hollænderne, men alligevel lavede man det om til en zoo i begyndelsen af århundredet. Der er dog ingen dyr tilbage, for den franske flåde fik det igen, og nu er det hovedkvarter for den øverstkommanderende i Fransk Vestindien. Læg mærke til de lave lofter. De blev med vilje bygget sådan, så de høje englændere ville få det besværligt, hvis de en dag overtog det.

Musee Departemental d´Archéologie, 9 Rue de la Liberté åbent Ma.-fr. 8.30-13 og 14.30-17; lø. 9-12.
Her vises 2000 genstande fra indianertiden: stenværktøj, lerkrukker og hytter. Man får mest ud af besøget, hvis man kan fransk.

Bibliothèque Schoelcher, Rue de la Liberté, åbent ma.-fr. 8.30-12 og 14.30-18.
Også Martinique hædrer den franske koloniministers kamp mod slaveriet. Udstillingen viser politikerens egne skriverier og hans bogsamling, som han i 1883 skænkede til Martinique for at understrege behovet for, at negerbefolkningen blev uddannet. Samlingen består af 10.000 bind. Selve bygningen stod færdigsamlet i 1893. Den var nemlig først opført i Paris i jern i 1887, men blev pillet fra hinanden og afskibet til Caribien. Det er en meget usædvanlig bygning.

Saint-Louis-katedralen i Rue Schoelcher er i romersk byzantinsk stil med et 57 m højt tårn. Den blev bygget i 1856 af arkitekten Henri Pick, som også tegnede Schoelcher-biblioteket.

Saint-Pierre
Martiniques største turistattraktion er Saint-Pierre i nord. Vejen derop tager en times tid i taxi eller minibus fra hovedstaden, og undervejs kan man se, hvor velholdt og grøn øen er med flotte rigmandsvillaer op ad bjergvæggene. Der er flere gode stop undervejs.
                     
Paul Gauguin Museum (Anse Turin le Carbet åbent 10-17). Bygget i 1979 tæt på det sted, hvor den verdensberømte maler boede i fem måneder. Han er mest kendt for malerierne fra Tahiti, hvor han flyttede til, men han malede også flere værker i Martinique. Udstillingen har flere kopier af malerierne, ligesom man udstiller malerens private breve til hans kone. En halv km nord for museet er der en sommerfuglepark i ruinerne af en gammel plantage.
                     
St. Pierre har i dag 6000 indbyggere og er stille og afslappet. Ved århundredskiftet var det et kosmopolitisk centrum med et sprudlende liv og 30.000 indbyggere. Den blev kaldt »Lille Paris«. Men alt det ændrede sig på et øjeblik den 8. maj 1902.
                     
Allerede i foråret samme år var vulkanen begyndt at røre på sig. En sø ved krateret blev til kogende vand, og der steg svovldampe op ad krateret. Det var helt normalt, sagde eksperterne, det var nemlig sket før. Men søen sprang og hældte kogende mudder ned over Rivière Blanche og druknede en hel plantage. Det var stadig ikke nok til en evakuering. Sidst i april sprøjtede en askesky ned over byen, men de fleste tog det stadig ret roligt og nøjedes med at lade sig fascinere af naturens luner. Byens guvernør hentede oven i købet hele familien hjem fra ferie for at overbevise folk om, at der ikke var nogen fare. Kl. 8 om morgenen den 8. maj eksploderede vulkanen med gas og brændende aske med en kraft, der svarede til fire Hiroshima-bomber. På få minutter lå byen i ruiner. Det siges, at der kun blev fundet tre overlevende. To af dem døde hurtigt, men den tredie var Cyparis, en lokal drukkenbolt, som var blevet smidt i fængsel dagen før. Cellen var så solidt bygget, at han kunne gå oprejst fra den, da redningsfolkene nåede frem. Han havde voldsomme forbrændinger, og arrene blev hans livs chance, for efter ulykken blev han benådet og fik arbejde i det amerikanske cirkus Barnum & Bailey, hvor han ikke skulle gøre andet end at vise sine ar frem og være et levende bevis på den fantastiske historie. Fantastisk er den også. Den stemmer ikke rigtig overens med beretningerne om det enorme redningsarbejde, der gik i gang og dokumenter om, hvor mange liter vand og tæpper man brugte. Men fakta er, at katastrofen krævede omkring 30.000 liv.
                     
Musée Vulcanologique, Rue Victor Hugo, åbent 9-12.30 og 15-17. Entré.
Blev oprettet i 1932 af amerikaneren Frank Perret på det gamle kanonbatteri. Det er ikke meget mere end ét stort rum med udsigt over bugten, men der er mange spændende ting fra katastrofen, som viser, hvad der sker med ting, når de udsættes for så voldsom en belastning. Pragtstykket er den store kirkeklokke midt på gulvet. Den er helt krøllet. Desuden kan man se søm og metalting, der er smeltet sammen til hele skulpturer. Udstillingens store fotosamling giver også et godt billede af, hvor livlig byen egentlig var på tidspunktet for katastrofen. Der står mange frivillige på museet, der meget gerne vil fortælle, men man skal være heldig for at finde en, der kan andet end fransk. Fra museets parkeringsplads kan man se ud over flere ruiner, der i dag er groet en del til og virker meget fredelige med et dække af gule og røde blomster. Den flotteste ruin er det gamle teater 100 m nord for museet. Man kan stadig forestille sig, hvor prægtigt det må have været – et underholdningscenter af international kapacitet med plads til 800 mennesker. Der ligger en flot nøgen kvinde af bronze på trappen. Gå ligeud og hen til det nordøstlige hjørne – over væggen kan man se den lille fængselscelle, hvor Cyparis overlevede.
                     
Hvis man forstår fransk, kan man tage Cyparis Expressen (ma.-fr. kl. 9.30, 13, 14.30 og 16.30) fra havnen ved benzintanken, hvor også minibusserne holder. Turen tager 40 minutter.

Omkring Saint-Pierre
Fire km nord for Saint-Pierre mod Le Précheur finder man de store kalkstensklipper, der kaldes Tombeau des Caraibes. Her skulle carib-indianerne være hoppet ud i massevis, fordi de hellere ville dø end blive taget til fange af franskmændene. Kører man videre, kommer man til en øde strand, og det er i det hele taget en dejlig tur.
                     
Man kan lidt længere nordpå besøge sukkerplantagen Habitation Céron, åbent ti.-lø. 9.30-17. Når vejen slutter, er der mulighed for at fortsætte til fods og på ca. seks timer tilbagelægge de 20 km til Grand-Rivière på nordspidsen.
                     
En anden mulighed er at køre fra Saint-Pierre ind i bjergområdet og tage bjergvejen hjem til Fort-de-France. Det er en fantastisk tur. Tag N3 mod Fort-de-France før Morne Rouge. Når vejen snor sig så meget, skyldes det ifølge det lokale vid, at den blev bygget af jesuitermunke, der godt kunne få sig en tår over tørsten. På vejen vil man ud over at nyde de store naturoplevelser kunne gøre holdt ved Jardin de Balata, åbent 9-17. Her kan man se en mindre kopi af Sacré Coeur-kirken i Paris, og der er en flot udsigt over hovedstaden. Hvis man i stedet for at dreje mod Fort-de France fortsætter ad N3 nordpå fra Saint-Pierre, når man til Atlanterhavet og byen Basse Pointe. Langs den rå kyst er der seværdigheder som Fond Saint-Jacques to km nord for Sainte-Marie. Det er et gammelt dominikansk kloster med sukkerplantage fra 1660, der nu er kulturcenter. Både kirken og hovedbygningen står intakt.
                     
Musee du Rhum, ved Saint-James Plantation, åbent ma.-fr. 9-17, lø.-sø. 9-13. Gratis.
Et aktivt destilleri 200 m vest for N1. Der er en udstilling om gammeldags sukkerfabrikation og udstyr, og man kan få smagsprøver og se en sukkermølle.

Syd for Fort-de-France
Det sydlige Martinique har de bedste strande og den største koncentration af hoteller. Der er et sukkermuseum og en botanisk have, men den største attraktion ud over ferielivet er den lille landsby Trois Ilets, hvor Josephine trådte sine barnesko. I den lille by kan man se den kirke, hvor hun blev døbt.
                     
Der er også et helt museum for hende: Musée de la Pagerie, ti.-sø. 9-17.30. Napoleons kejserinde blev født her og døbt Marie Joseph Rose Tascher de la Pagerie. Plantagens gamle køkken er omdannet til museum med ting fra hendes barndom, bl.a. hendes vugge. Her fortælles også om fiflerierne med hendes vielsesattest, hvor hun blev gjort jævnaldrende med sin mand, skønt hun var seks år ældre. Der er også kærlighedsbreve fra Napoleon.

Diamantstenen ved landsbyen af samme navn er en 180 m høj sten ude i vandet, som er tilholdssted for havfugle. Før i tiden var den tilholdssted for snurrige englændere. I 1802 satte man 120 marinesoldater af på stenen og lod dem bo i huler og grotter. De placerede kanoner på øen, og så var der vel ikke noget mere naturligt end at udnævne stenen til krigsskib. Den blev officielt registreret som HMS Diamond Rock. I 17 måneder sejlede skibet, som nok var det mest synkefri, verden endnu havde set. »Skibet« generede franskmændene med utallige angreb og var umuligt at indtage. En fransk admiral blev dog stenskibets banemand. Han satte en masse tønder rom på en tømmerflåde og skubbede den ud mod stenen. Det blev englænderne glade for. Og da de var helt bedøvede af den gode rom, ankom franskmændene og indtog stenen. Siden har også den været fransk.

Lokale forhold

Aktiv ferie
Camping de Sainte-Anne, BP 9, Sainte-Anne, tlf. 76-72-79
Det er tilladt at campere langs stranden ved Les Salines. Lej telt hos T.S. Auto, 38 Ave. Maurice Bishop, Fort-de-France, tlf. 63-42-82.
Dykning: Et godt dykkested er ud for Saint-Pierre, hvor der ligger mange vrag og rev. De fleste skibe er sunket i 1902 under vulkanudbruddet. Det bedste sted at snorkle er omkring Grand Anse. Tropicasub, Saint-Pierre, tlf. 783803. Vragdykning kl. 9.30
Golf: Golf de l’Impératrice Joséphine, Trois Ilets, tlf. 683281

Alarm
Politi tlf. 17, Brand tlf. 18, Ambulance tlf. 751515

Information
Departemental du Tourisme, 2 Rue Ernest Deproge, 97206 Fort-de-France, Martinique. tlf. 63 79 60 åbent ma.-fr. 8–13, 14-17; lø. 8-12

Karneval
Fem dage op til askeonsdag med stor fest på La Savane i Fort-de-France.

Kendte navne
Maleren Paul Gauguin har boet her i fem måneder. Napoleons Josefine er født og opvokset på øen.

Konsulater
Dansk konsul
Konsul Ghislain de Jaham, 13 Rue Victor Sévère, 97200 Fort-de-France, tlf. 713786
Norsk konsul
Konsul Luc Hayot, c/o Sovjm, Acajou, 97232 Lamentin. træffes på tlf. 58 91 00, fax 58 91 29 åbent ma.-fr. 8-12 og 13-17, lø. 8-12.

Kriminalitet
Som i Danmark.

Telefon
Fra Danmark: 00-596 + det lokale nummer.

Transport
Fly:  Lamentin International har fly direkte til Paris hver dag. Fly til Guadeloupe, St. Martin, St. Lucia, Antigua og Dominica. Mange udenlandske flyafgange.
Færger: Til Dominica og Guadeloupe, dagligt, til St. Lucia: ti. og fr. Vedettes fra La Savane til Pointe du Bout og Anse Mitan ca. hver halve time. Til Frankrig: Compagnie Générale Maritime har hver uge bananbåde, der tager passagerer.
Minibusser holder ud til Pointe Simon i den vestlige side af havnen med TC på nummerpladen. De kører, når de er fyldt. Til St. Pierre: (1 time). Hvis man skal nå tilbage til bestemt tid fx til et skib, kan man få dem til at køre ikke-fyldte, hvis man betaler for de resterende pladser.

Åbningstider
Butikker: ma.-fr. 8.30-18; lø. -13

 

 

(C) GG