Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

Fakta om Caribien

Vestinderne - Religion - Sprog - Kultur - Samfundsforhold - Historie - Geografi

Af Kenneth Bo Jørgensen

Der er en drøm, de fleste af os har tilfælles, og som næsten altid foregår i dagtimerne. Den opstår ofte, når vi er stressede, eller når vejret er gråt og trist. Drømmen er enkel. Man forestiller sig liggende i strålende sol på den mest hvide, bløde sandstrand med det klareste turkisblå vand ved fødderne og en palme i ryggen. Rundt omkring bliver der pludret og spillet fremmedartede toner, og når man en enkelt gang bliver forstyrret, så er det, fordi der bliver puffet blidt med en forfriskende drink.

Drømmen kan efterlignes mange steder i verden. Men der er kun ét sted, hvor den rigtig går i opfyldelse: I Caribien. Ved et overfladisk kik kan den ene ø godt ligne den anden. Men man skal bare være få timer på hver ø, før man opdager, at de hver især har deres egen særlige atmosfære og kendetegn.

Vestinderne
Ca. 90 % af indbyggerne er efterkommere af de afrikanere, der blev tvunget hertil som slaver, men farverigdommen er stor, for der er sket mange blandinger mellem racerne siden. De fleste er mindst mulatter, og mange er mestizer, altså børn af mulatter eller af en mulat og en hvid. I Jamaica er mixet så stort, at man taler om Jamaica-hvide, for man kan næsten ikke se det sorte længere hos store dele af befolkningen. Derudover har mange øer store befolkninger, der er efterkommere af indiske og kinesiske kontraktarbejdere, der blev bragt hertil, da slaveriet blev forbudt. Inderne lever ofte stadig i samfund, der ligner deres hjemland, mens kineserne gennem ægteskaber er blevet integrerede, fordi kun kinesiske mænd kom til Caribien. Europæerne udgør en meget lille procentdel. Til gengæld er det nu som før ofte de hvide, der ejer jorden og produktionsmidlerne. Af de oprindelige indianere findes kun ca. 3000, der bor i reservater på Dominica eller på St. Vincent.

Og i det hele taget er det svært at finde oprigtigt oprindelige på de enkelte øer. For der har altid været stor flytteaktivitet mellem øerne og fra øerne til udlandet. Der er fx flere jamaicanere i udlandet, end der er på Jamaica. Og mange har bosat sig i de gamle moderlande eller i USA.
Der er 27 mio. indbyggere i De Store Antiller, men kun tre mio. i De Små Antiller.

Sprog
Sproget på den enkelte ø afhænger af kolonilandet, men det er ikke altid til at forstå. Engelsk er det mest almindelige, men tales ofte med stærke dialekter og med ord, som for længst er forsvundet fra vores skoleengelsk. Men langt lettere at udtale en britisk engelsk. For W bliver til V. Og th-lydene er ret belejligt lavet om til rene t’er. Thanks udtales bare tanks.
På de franske øer taler man fransk eller patois. På de gamle spanske øer er sproget spansk. De fleste taler kreolsk som andet sprog, et miks mellem afrikansk, spansk og engelsk eller fransk. Det hollandske papiamento er så stort et miks, at det minder om esperanto, og de fleste med lidt sprogøre kan læse det.

Uddannelse
Alle er forholdsvis veluddannede. Alle øer har skolepligt. En Unesco-undersøgelse har vist, at børn i Trinidad/Tobago læser lige så godt som danske børn. Mange øer har også deres eget universitetssystem, så man ikke længere behøver at rejse til udlandet. De største universiteter har i US Virgin Islands, Jamaica og Trinidad.

Religion
De franske og de gamle spanske øer er katolske, og de tidligere engelske øer protestantiske – som hovedregel. Alle afrikanerne blev døbt og integreret i menighederne og ser i dag ud til at gå mere op i kirkelivet end de hvide. Kirken er samlingspunkt på mange øer; ikke kun religiøst, men også socialt. De mange trosretninger, der har været samlet på små steder, har givet sammenblandinger, så ritualer fra én religion er blevet overtaget af andre. Udover hovedreligioner er der masser af sekter. På Barbados er der 140 sekter; dvs. 1 pr. 2000 indbyggere. Den største minoritetsreligion er rastafarisme (se læsestof). Der er også sort magi og åndemageri selv blandt de kristne. Man kan på visse markeder få en særlig spray med velsignelse, som man sprøjter rundt om huset for at undgå onde ånder. Voodoo finder man mest på Jamaica.

Erhverv
Caribien har på 100 år ændret erhvervsmønster fra rom og sukker til rom og cola. Sukkerrørsproduktion finder stadig sted på Barbados og Jamaica, men de fleste øer laver deres rom med importeret sukkersaft. Jamaica har store naturlige rigdomme i deres bauxit-miner, og St. Croix har et af verdens største olieraffinaderier. Andre øer har en stor bananproduktion – ikke mindst de franske øer, der forsyner Frankrig – og St. Lucia. Erhvervsfiskeri er ikke så udbredt, som man kunne tro. Tværtimod importeres meget fisk, fordi havområderne omkring øerne har for få næringsstoffer til store fiskebestande. Største fangster i havet er hummer og flyvefisk.
Øerne handler stadig mest med deres gamle moderlande. Handelen imellem øerne er ikke særlig udviklet, men er øget efter indførelsen af et fællesmarked i 1997.

Turisme
Som afløser for sukkeret er turisterne kommet til, og på flere øer er turismen den afgørende indtægtskilde. De Små Antiller blev nordamerikanernes nye caribiske rejsemål, da Castro lukkede Cuba, og siden er rejsemålet også slået an i Europa. Øerne er så afhængige af turisme, at selv små konjunkturændringer i USA og Europa øjeblikkeligt mærkes. Flere af den slags perioder har understreget behovet for alternative indtægtskilder, men ingen af øerne har indtil nu haft særlig stor succes med det. Orkanerne er også med til at stoppe turiststrømmen i perioder, ligesom rygter om uvenlige befolkninger i en tid fik specielt amerikanerne til at blive væk. På visse øer, fx Barbados, hænger der nu plakater med appeller til befolkningen om at være venlig over for turisterne: Det er dem, vi skal leve af. Den samlede omsætning på turisme i Caribien anslås til 60 mia. kroner og beskæftiger 300.000 mennesker.

Kunst og kultur

Det særlige miks af engelsk, fransk, spansk og afrikansk kultur har skabt den vestindiske kultur. Specielt afrikanerne har haft en stærk indflydelse på både musik, dans og kunst. Overalt er der kunsthåndværkere, som kan få små kunstværker ud af et par stykker ståltråd eller et stykke træ. Mange afrikanere med kunstneriske evner slog sig ned som træskærere efter frigivelsen, fordi det ikke krævede de store investeringer, og den tradition er blevet videreudviklet gennem årene, så træskærer-arbejderne er rene kunstnere. Også maleriet begyndte efter de forhåndenværende søms princip, det vil sige med vægmalerier. Og den tradition fortsætter, så man ofte møder fremragende ting på den bare væg. Der er selvfølgelig en rig variation af stilarter, men gennemgående ser man mange malerier i en meget naivistisk stil med stærke farver. Der er gallerier og kunstudstillinger på alle øer.
Også en særlig fortælletradition er videreført fra slaverne. De handler fx om Anansi, der er halvt edderkop og halvt menneske. Han er lidt af en spilopmager, der som en anden nisse går ind og piller ved folks skæbne. Det er fabler, der ofte involverer dyr, og hvor de små altid narrer de store.

Byggestil
Over alt i landskaberne ser man små træhytter med små haver, der nærmest minder om kolonihaver. De er et levn fra tiden lige efter slavernes frigivelse, hvor de sorte flyttede fra plantagerne og etablerede sig med den smule træ, de havde. Til gengæld udsmykkede de dem med stærke farver, der giver et utrolig malerisk landskab. De små huse kunne hurtigt flyttes, hvis den lokale jordbesidder pludselig satte jordlejen op. Især på Barbados udviklede man stilen til »chattels«, der blev opført i moduler. At de blev så ens skyldtes, at det billige træ fra USA kom i faste mål, og for at spare en masse savearbejde satte man blot brædderne sammen på den mest enkle måde. Man begyndte med et modul med fire vægge, og når man så blev rigere eller fik flere børn, hægtede man et tilsvarende modul på det første. Var man rigtig ved muffen, kunne man til sidst have store huse bestående af 4-5 ens moduler. De velhavende byggede store plantagehuse – greathouses – der var mindst lige så overdådige som dem, man kunne præstere i hjemlandene. Mange af dem står endnu og er omdannet til museer.

Karneval
Den største kulturelle begivenhed på alle øer er det årlige karneval. Traditionen stammer fra Grækenland, men den har fået et helt specielt vestindisk præg. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Musikbands øver sig, og der sys kostumer. Når selve dagen oprinder, bliver byerne afspærret, og så går optog under høj musikledsagelse fra utallige bands igennem byen anført af jumbier, mænd på meget høje stylter. På Martinique fejrer man karneval hver eneste weekend fra nytår til askeonsdag. På Trinidad er der nærmest karneval året rundt, dog med det store De Mas før askeonsdag.

Musik
Da europæerne kom, var der kun få instrumenter i Caribien – trommer og fløjter. Så kom der harper og mandoliner fra Spanien, og en ny musiktradition blev født. Afrikanerne kom med deres instrumenter eller lavede dem selv, når de nåede frem, først og fremmest trommer. Deres musik blev forsøgt undertrykt og forbudt af både kirke og slaveejere. Kirken mente, at den var ugudelig, og plantageejerne mente, at der godt kunne ligge en protest i musikken, hvilket de havde helt ret i.
Siden har øerne præget hele verden med de specielle toner og rytmer fra calypso, reggae og mange andre afledte, såsom rapso og soca. Calypsoen stammer fra Trinidad i det 18. årh. Slaverne brugte den som en mulighed for at synge galden ud under det sure slid. De digtede satiriske sange om deres ejere eller om hinanden. Sangene havde ofte kraftige seksuelle undertoner. Tit blev de samme melodier brugt igen og igen med nye tekster. I dag er der konkurrencer i calypso, hvor man kan blive kåret som »konge«, hvis man kommer med den bedste tekst. Senere kom der nye musikinstrumenter til, fx cuatroen (en firstrenget guitar), men den største musikopfindelse var den bløde klangfulde lyd fra steelpans, der blev opfundet i Trinidad i 1940‘erne i et af de fattigste kvarterer i Port-of-Spain. Musiktalenter skar en olietønde over, vendte den med bunden opad og bankede rytmer på den. De opdagede, at tonerne ændrede sig afhængig af, hvor på låget de trommede, og snart var tønden møjsommeligt banket ud, så man kunne spille melodier. I dag fås de udbanket på forhånd, og der er store orkestre med steelpans. De står ved alle havne og lufthavne og byder turisterne velkommen. Man kan spille al slags musik på steelpans. Ved juletid giver musikerne såmænd de traditionelle julesange et touch af Caribien, og de kan også klare en klassisk koncert.

Reggaen opstod på Jamaica som et miks mellem ska, blues, calypso og rock. Det blev til dette folks måde at synge protestsange om social og økonomisk undertrykkelse. Navnet betyder »kongens musik« og har derfor en direkte forbindelse til rastafarismen. Den mest betydelige reggaekunstner var den troende rastafari Bob Marley.

Danse
Der bliver danset alle steder i Caribien – gerne midt på gaden, hvis det er dér, lysten springer ud. Den lokale befolkning elsker at danse. På Barbados siger man, at børnene kan danse, før de kan gå. Mange af dansene stammer fra gamle gavotter og quadriller, som specielt franskmændene har indført, og siden har de fået et vestindisk præg. Mest kendt er limboen, hvor man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må ikke bøje sig forover – kun bagover. Skaftet bliver sat længere og længere ned, hvorefter det bliver sværere og sværere at få overkrop og hoved med. Dansen kommer oprindelig fra Afrika, hvor den repræsenterede en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er det sted, hvor man hverken er i himmel eller helvede eller på jorden. Den danses nu især på turiststederne, hvor det ikke behøver at være et kønt syn, når en stivbenet turist under indflydelse af masser af rom skal gøre sig smidig. Når de lokale gør det, er det nærmest kunst.

Sport
Den engelske indflydelse på sport har været stor. Det ret stille og velordnede spil cricket spilles med en lidenskab, som man ikke kan gøre efter i moderlandet. Nogle af de største cricketstjerner kommer fra Vestindien. Fodbold (vores slags) er også meget populært alle steder, ligesom man spiller baseball.

Historie

Vi ved kun lidt om, hvad der skete på øerne før Columbus. Europæerne havde andre ting på programmet end antropologiske studier. Det gjaldt om at få lokalbefolkningen til at arbejde, om de så skulle dø af det – og det gjorde de. Europæerne mødte flere stammer af indfødte, men primært de fredelige arawakere og de krigeriske caribere. Cariberne var forholdsvis nytilflyttede fra Sydamerika, da Columbus kom, mens arawakerne havde befolket Caribien, siden de selv var sevet op fra de sydamerikanske regnskove omkring år 0. De var opdelt i flere understammer, blandt andet tainoerne, der dominerede mange af øerne.

Arawakerne var et fredeligt folk, og hvor de kom frem, integrerede sig hurtigt med andre lokale stammer. De levede stille og velorganiseret i små samfund, anført af caciquen, som både mænd og kvinder kunne være. Caciquen var høvdingen, der forhandlede med andre stammer og afgjorde familietvister. Han havde visse rettigheder: Han måtte have flere koner, og så havde han ret til at blive kvalt, hvis han blev syg, så han ikke skulle lide. Der er mange tegn på, at det var et ret lige samfund, hvor kvinderne havde en del at skulle have sagt. Dog var arbejdet opdelt, så mændene tog sig af skovrydning, fiskeri i de op til 20 m lange kanoer og forsvaret af byen, mens kvinderne styrede den daglige husholdning, passede børn, plantede og høstede. De primære afgrøder var yams, majs, jordnødder, bønner, tobak og især rodfrugten cassava, som de udvandt saft af og bagte brød af. De var så afhængige af denne rod, at de tilbad guden Jocuahuma, som betyder cassavaens fader. Ifølge deres religion kom man efter døden til coyaba, hvor der var fest og glade dage fra morgen til aften. Kulturelt var de på et forholdsvis højt udviklingsniveau. De var dygtige pottemagere og træskærere, og de pyntede deres ting med farver og gik med make-up. De havde et veludviklet kulturelt liv. Bl.a. på St. Croix er der udgravet et helt kulturcenter, hvor boldbanerne var i centrum. Indbyggerne spillede ligesom mayaerne bold med gummibolde, som spillerne skulle holde i luften ved hjælp af alle kropsdele undtagen hænderne. Arawakerne dræbte dog ikke taberne, sådan som mayaerne gjorde.

Alle havde gode livsvilkår på øerne. Ingen behøvede at sulte, alle udviklede sig til høje, flotte mennesker, der blev meget gamle. Rene lækkerbiskener for nye barske tilflyttere, der begyndte at strømme op fra Sydamerikas jungler omkring år 1200. Det var de barske caribere. Ø efter ø indtog de på bestialsk vis. De åd de mandlige arawakere – ordet kannibal kommer fra cariberne – og de tog kvinderne som slaver. De havde næsten udryddet arawakerne i store dele af de små antiller, da Columbus kom ind på scenen.

Kolonitiden
Christoffer Columbus opdagede Amerika i 1492 uden at vide det. Han troede, han var kommet til Indien i sin søgen efter en vestlig søvej fra Europa, og derfor kaldte han de indfødte for indianere. Han ramte en af de nordlige Bahamaøer – formentlig San Salvador – hvorefter han sejlede videre til øen, som han kaldte Hispaniola (nu: Haiti og Den Dominikanske Republik). Her lod han 39 soldater etablere et fort, mens han selv vendte hjem for at fortælle om opdagelsen. På sin den rejse i 1493 satte Columbus kursen noget sydligere i håb om at finde endnu mere land på vej tilbage til Hispaniola. Her opdagede han først Dominica – på en søndag, så han kaldte den søndag på spansk – og senere Maria Galante, som han opkaldte efter sit elegante skib Santa Maria. Og så tog han ellers hele striben op til Jomfruøerne og over til Hispaniola, hvor han ankom med 1000 mand – både soldater, håndværkere, smede, bønder og læger, så der kunne ske en egentlig bosættelse. De oprindelige 39 mænd var i mellemtiden dræbt af de indfødte, der blev sure over, at de tog lokale piger til fange og brugte dem som legetøj.

Columbus tredje rejse i 1498 gik endnu sydligere, og han opdagede Trinidad, Tobago og Grenada. I dag er der mindestene på alle øer, hvor Columbus gik i land, men det var nu sjældent, at han ligefrem besøgte øerne. Af frygt for de blodtørstige indfødte nøjedes han tit med at sende nogle soldater i land, mens han selv nød synet fra skibsdækket.

Spanierne tog i første omgang beslag ejerskab for hele den nyopdagede verden, men koncentrerede sig mest om de større øer: Puerto Rico, Cuba og Hispaniola med hovedkvarter i byen Santo Domingo. Da de fandt guld i Mexico, svandt interessen for de besværlige caribiske øer, hvor man var nødt til at arbejde for føden. Spanierne trak sig, og det gav friere spil for nye kolonimagter. Portugiserne var hurtigst på banen, og paven delte derfor den ny verden mellem Spanien og Portugal. Men det kunne de øvrige europæiske magter ikke blive ved med at finde sig i, da de så de enorme rigdomme lande på de spanske kyster. Dermed blev der indledt lange krige, både indbyrdes mellem de europæiske lande og med de indfødte.

Folkedrab
De første spaniere havde brug for arbejdskraft fra første dag. Det behov skulle indianerne opfylde, selv om de ikke var egnede til hårdt fysisk arbejde i marker og miner. De havde været vant til et frit, nærmest ubekymret liv på jord, så nu dejsede de om som fluer. Mange tog deres eget liv, fordi det dog var bedre end den død, som den hvide mand stillede dem i udsigt. Arawakerne var nemmest at slide ned. Allerede i 1496 var en tredjedel af de indfødte på Hispaniola, hvis ikke af overanstrengelse så af de sygdomme, som spanierne nøs ud over det hele. Indianerne havde ikke immunforsvar mod almindelige forkølelser, for slet ikke at tale om kopper og mæslinger. En epidemi kunne dræbe hele byer på få uger. Det var også nys, der fik krammet på cariberne, for de var alt for stærke for spanierne i fair kamp. Men en lille snue, så var de udryddet.

Indianerne blev mishandlet, og nogle protesterede. En munk, Bartolome de las Casas, satte i 1515 sindene i kog i Spanien, da han beskrev, hvad man gjorde ved disse mennesker. Spanien havde man aldrig været meget for slaveri, men uanset sympati kunne man ikke stoppe folkedrabet, og i 1520 var indianerne i praksis udryddet. Og da man så manglede arbejdere på øerne, fandt man nye menneske-markeder på den anden side af Atlanterhavet.

Nye magter
Englænderne kom officielt til Caribien omkring 1623. Først på St. Kitts, senere Barbados, Antigua og Jamaica. Franskmændene ilede efter og gjorde Martinique og Guadeloupe til kolonier i 1630. Hollænderne indtog St. Martin, Saba og St. Eustatius. Danskerne var også lige om hjørnet. Og så gik man i gang med at kæmpe om øerne. Ofte holdt europæerne sammen mod indianerne, men når de var fordrevet, gik man løs på hinanden. Kun på Dominica holdt carib-indianerne stand helt indtil 1784, hvor de til sidst måtte give op. De fleste øer har skiftet flag adskillige gange – ofte som følge af fredsaftaler i Europa. England gav fx Guadeloupe og Martinique tilbage til Frankrig, da franskmændene opgav krav på Canada. Visse steder kunne den kulturelle udvikling dårligt nå at følge med. Befolkningen talte stadig engelsk efter længere tid under fransk flag og omvendt. St. Lucia gik frem og tilbage mellem England og Frankrig 14 gange, men rekorden har den lille ø Statius, der skiftede ejer 22 gange. Kun få øer, som Barbados, der ligger lidt afsides, slap for kampe – den har kun været britisk.

Der var krige i området til enhver lejlighed. Jenkins’ Øre-krigen blev fx opkaldt efter en englænder, der fik skåret et øre af, da en spansk soldat ville vise, hvad han syntes om englændere. Det fik England til at melde en krig, som de tabte. For at gøre tingene endnu mere komplicerede satte de enkelte nationer også pirater og sørøvere ind mod hinanden.

Pirater
De havde mange navne: pirater, sørøvere, buccaneers, fribyttere, kapere. Men de gjorde det samme: stjal det, som andre havde stjålet. De havde bare forskellige grunde til det. Nogle gjorde det i fædrelandets navn og med støtte fra deres konge eller dronning sådan lidt på freelance-basis. Andre gjorde det for blive rige i en fart, oftest var motivet lidt af begge dele. Målet for England og Frankrig var at røve så meget af det spanske rov som muligt og gerne svække spanierne så meget, at de kunne fravriste dem mere land. Pirateriet var en slags anerkendt krigsform, der kun sjældent påvirkede magtbalancen i Europa. Det var en uskreven regel, at der var én lov i Europa og en anden i Caribien. En mand kunne være pirat i ét land og helt i et andet. Notoriske sørøvere som Francis Drake og John Hawkins blev ligefrem adlet af Englands dronning Elisabeth 1., fordi de så bravt havde plyndret spanske skibe i Caribien. Frankrig havde på et tidspunkt 40 skibe af sted med det ene formål at røve fra spanierne, men englænderne var de værste. I 1713 var spanierne møre og accepterede, at de andre også måtte være der. Der blev fred mellem de europæiske lande, og øerne blev endeligt fordelt. Pirater blev arbejdsløse og jagtet som almindelige forbrydere.

Slaveri
Den store velstand, man kunne pine ud af Caribien, var afhængig af billig arbejdskraft. Især da alle øerne koncentrerede sig om at dyrke sukkerrør. Sukker var dengang vild luksus i selv fine kredse. I herskabshjem var det låst inde og blev kun taget frem ved særlige lejligheder. Efterspørgslen var enorm, men det var et sejt slid at producere. Man begyndte derfor at købe slaver i Afrika, og snart kom de i så stor hast, at de var i overtal.

Slaveri blev ikke opfundet i Caribien, det havde altid eksisteret – i øvrigt også blandt indianere og afrikanere. Men det var i Caribien, at det udviklede sig til storindustri. Og man bød dem ubeskrivelige rædsler – både under transporten over Atlanten og under det senere arbejde. Slaveindustrien hvilede på de såkaldte trekantsruter: Skibe ladet med våben, tøj, spiritus og knive blev sejlet til de europæiske handelsstationer langs Afrikas vestkyst. Med skibenes last købte man afrikanere. I begyndelsen var det folk, som den lokale høvding havde som slaver i forvejen, men da de var udsolgt, gik afrikanerne selv på jagt efter nye varer. Europæerne selv gik aldrig på slavejagt, det var alt for farligt.

Skibe blev fyldt til bristepunktet med afrikanere og sejlet til Amerika, hvor de blev solgt som slaver for fem gange det beløb, de havde kostet i Afrika. Lastrummet blev herefter fyldt med sukker, tobak, kakao, kaffe, salt eller eksotisk træ og sejlet hjem til Europa. Og så begyndte man forfra. Da handelen var på sit højeste, kom 75.000 slaver over om året. Indtil 1850 blev der sejlet 12-15 mio. afrikanere til Amerika – heraf ca. halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika.

Slaverne skulle arbejde fra fem morgen til halv syv aften med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe sig ved at dyrke frugt og grøntsager omkring slavehytterne. Værst havde markarbejderne det, de blev regnet for store dumme dyr. De blev konstant overvåget af bombaen – en slave, der var udnævnt til opsynsmand. Han svingede pisken, for ellers fik han selv tæsk af plantageejerens opsynsmand, den hvide mesterknægt. Langt mildere gik det for hustjenere, der skulle varte ejeren op, fx havde både herren og fruen en slave, der skulle tørre dem efter toiletbesøg. En plantageejer kunne have fra 5 til 25 husslaver – afhængigt af sin rigdom. Desuden kunne talentfulde slaver uddanne sig til håndværkere, som deres herrer så kunne leje ud. Især de slaver, der mestrede processerne omkring det komplicerede sukkerkogeri, kunne få meget høj status og ligefrem tjene penge, så de med tiden kunne købe sig fri. De heldigere stillede slaver var ofte børn af slaveejeren.

For alle slaver gjaldt det, at der var et organiseret sadistisk straffesystem, hvis de brød reglerne. Man nøjedes ikke med at piske dem, radbrække dem, partere dem eller pine dem med gloende tænger; nej, ofte skulle de også straffes efter døden og slæbes rundt i gaderne bundet efter heste, så de øvrige slaver kunne se, at man ikke vendte hjem til Afrika efter døden. Det gjaldt om at statuere eksempler konstant, og det var helt officielt – også på de danske øer. Straffene blev udført af en dødsdømt slave, der slap for galgen mod at påtage sig bøddeljobbet. Han skulle svinge pisken over sine landsmænd. En slaveejer ville kun nødigt straffe sine slaver selv, for hvis han kom til at dræbe dem, skulle han betale en erstatning. Kom bødlen derimod til at dræbe slaven under afstraffelse, så fik slaveejeren erstatning. Man skal selvfølgelig huske, at magthaverne i Danmark og resten af Europa på den tid heller ikke var spor venlige ved deres fæstebønder. De var også på det nærmeste slaver og blev pint og plaget, men dog ikke i så voldsom og organiseret grad.

Slaveoprør
De hvide plantageejere måtte leve i konstant frygt for oprør, og dem kom der nogle stykker af. Et af de værste var på den danske ø, St. Jan, i 1733, da slaver holdt øen belejret i et halvt år. Men overalt var der oprør med slaver, der flygtede fra deres plantager ind i regnskovene. De blev kaldt marooner efter det spanske ord for vild, cimarrón. Flere øer, bl.a. Jamaica, førte regulære guerillakrige mod maroonere i årevis.

I slutningen af 1700-tallet begyndte modstanden mod barbariet. Historier fra Vestindien oprørte europæerne, fx historien om den engelske Thomas Inkle, som led skibbrud i 1647. En indfødt ung pige tog sig af ham, de blev forelskede, og hun sørgede for, at han kom Barbados, hvor han så solgte hende. Eller englænderen Arthur W. Hodge, der dræbte en slave, som ikke plukkede mangofrugterne ordentligt. Det mente han at være i sin gode ret til, fordi slaven var hans ejendom. Han blev dog hængt for det efter folkeligt pres i England. Men det var økonomi, der blev afgørende. I løbet af 1800-tallet svandt efterspørgslen på sukkerrør, fordi man kunne udvinde sukker af roer i stedet. Dermed dalede den europæiske interesse for Caribien. Plantageejere var interesserede i at give slaverne fri, fordi de dels regnede med at få en erstatning af staten, dels blev de så fri for at forsørge slaver, de ikke længere havde brug for.

Danskerne var de første, der forbød slavehandel, men fortsatte med stor ildhu indtil 1803. Englænderne stoppede handelen i 1807 og frigav slaverne i 1833. Danskerne frigav dem efter et slaveoprør i 1848 samtidig med franskmændene. Hollænderne frigav først slaverne i 1863. I mange tilfælde forlod negrene straks deres ejere og søgte op i bjergene og de fjernere egne for at dyrke lidt jord selv. Men de fleste blev på plantagerne og arbejdede videre for en ussel løn under forhold, der ikke var meget anderledes end før. For at erstatte slaver indførte mange øer indere og kinesere, der kom over på femårige kontrakter, hvor de skulle trælle som slaver.

Løsrivelser
I 1900-tallet ændrede de politiske forhold sig betydeligt, da USA i stigende grad overtog de europæiske landes førerrolle. USA støttede frihedsbevægelsen i Cuba i 1898 og fik smidt spanierne ud. Og de greb dybt i pengepungen og købte danskerne ud for 25 mio. dollars. Så kom første verdenskrig og adskilte øerne yderligere fra Europa. I 30‘erne begyndte uafhængighedsbevægelserne, der én efter én løsnede båndene til de gamle moderlande. Briterne forsøgte at samle deres engelske kolonier i en union af hensyn til de mindste øer, som ikke ville have mange chancer som selvstændige nationer. Man etablerede Den Vestindiske Føderation med hovedkvarter i Trinidad i 1958, men øerne havde ingen tradition for at have noget med hinanden at gøre, og de store meldte sig ud en for en. Siden har de fleste gamle engelske kronkolonier fået en eller anden form for selvstændighed med den engelske dronning som officielt overhoved.
De franske kolonier derimod fik ingen uafhængighed – tværtimod blev de endnu stærkere integreret i den franske stat. Guadeloupe og Martinique blev departementer. Hollænderne ønskede ligesom briterne at forene deres gamle kolonier i forbund, så de kunne passe lidt på hinanden. I 1954 etablerede man dem som selvstyrende dele af Nederlandene med hovedkvarter på Curacao. Men der har ikke været stor tilfredshed. Aruba sagde fra og blev selvstændig i 1996, og St. Martins hollandske del bryder sig ikke om at blive regeret fra Curacao, så hellere fra Amsterdam. Så der har været stribevis af forsøg på at danne foreninger og fællesmarkeder og organisationer, der kunne slutte øerne tættere sammen, men uden de store resultater. Alle øerne har hver især så megen nationalstolthed, at man ikke bryder sig om indordning under nogen former. I 1997 skabte 14 lande dog et fællesmarked (CARICOM), som svarer lidt til vores EU.
Det skal blandt andet hamle op med den ny situation efter den kolde krigs afslutning, hvor USA’s interesse for øerne er mindsket, fordi de ikke længere har nogen strategisk betydning.

Geografi

De caribiske øer ligger lunt og beskyttet mellem Nord- og Sydamerika med Atlanterhavet i øst og Mellemamerika i vest. Området kaldes Vestindien, fordi europæerne i første omgang troede, at de havde ramt Indiens vestkyst. Øerne opdeles i De Store og De Små Antiller. De Store Antiller omfatter øerne Jamaica, Cuba, Puerto Rico og Hispaniola (Den Dominikanske Republik og Haiti). De Små Antiller ligger i øst og danner en 1500 km lang bøjet arm fra Jomfruøerne i nord til de hollandske Antiller langs Venezuelas kyst. De østligste Små Antiller er igen opdelt i Leeward Islands fra Jomfruøerne til Dominica og Windward Islands fra Martinique til Grenada. Dertil kommer Barbados, Trinidad og Tobago og de sydamerikanske caribiske øer.

Øerne ud mod oceanet består af hævet havbund, og det giver et fladt landskab med bløde grønne bakker i midten. Disse øer har de hvideste sandstrande – nogle med lidt lyserødt skær – dannet af koraller i vest, mens østsiden ofte er mere rå med klipper og barske bølger fra Atlanten. De indre øer er som regel af vulkansk oprindelse, meget bjergrige og grønne. Langt de fleste af vulkanerne er uddøde, men nogle af dem rører på sig i ny og næ, så man ser røg stige op fra krateret, og der gylpes svovldampe og varmt vand op fra undergrunden. Bl.a. er Mont Pelée på Martinique stadig aktiv. Den var sidst i udbrud i 1902, hvor den raserede den daværende storby Saint Pierre og dræbte ca. 30.000 mennesker. Sidste vulkanudbrud var fra Soufriere på Montserrat i 1999, men der skete kun materiel skade.

Trinidad og de øvrige øer langs Venezuelas kyst er udbrydere fra det sydamerikanske kontinent, og deres landskab er derfor mere sydamerikansk end caribisk. De fleste af øerne er omgivet af store koralrev, der bryder bølgerne fra havet, så der bliver rolige badeforhold ved stranden. Døde koraller sørger desuden for friske forsyninger af sand.

De Små Antiller ligger lige der, hvor to kontinentalplader mødes, og der er derfor mulighed for jordskælv, når de støder sammen. I 1692 blev Jamaica ramt så hårdt, at piratbyen Port Royal blev rystet i havet. 2000 blev dræbt, og millioner af sørøverskatte røg i havets dyb.

Klima
Vi er i troperne – behøver man at sige mere? Vejret er skønt året rundt, og der er meget små udsving i såvel temperaturer som døgnrytme. Dagen begynder med brat solopgang ved 6-tiden og slutter lige så brat med dyb mørke ved 18-tiden. Gennemsnitstemperaturen er 27 grader. Om sommeren kan den snige sig op på 37 grader, men det føles aldrig helt sådan. Fidusen ved det caribiske vejr er de mange passatvinde, der konstant stryger ind over øerne og køler dem ned og samtidig fjerner ubehagelig fugt. Vindene betyder også, at der bliver køligt om aftenen, så man kan få lov at have rigtigt tøj på. Om sommeren svækkes vindene dog lidt, så heden, og luftfugtigheden mærkes mere i den periode. Klimaet kan variere meget på den enkelte ø. Man kan ofte køre fra dårligt vejr på under en halv time. Den stærke atlanterhavsvind kan gøre det køligt på østsiden, mens der er varmt på vestsiden. Trænger man til kølighed på en hed dag, kan man altid køre op i bjergene, så daler temperaturen markant. Det kan komme som lidt af en overraskelse, at der også er skyer her, når man nu er blevet lovet perfekt vejr. Der er ca. 3000 solskinstimer om året – næsten dobbelt så mange som i Danmark – men så grønne øer kræver nu engang regn.

I stedet for en varm og en kold årstid har man i Caribien en våd og en tør. Regntiden sætter som regel ind fra maj/juni til oktober/november – i snit falder der ca. 1600 mm regn om året, men der er store variationer afhængig af vegetation og højdeforskelle, idet fordampningen fra jorden har indflydelse på, hvor mange skyer der dannes. I den våde sæson er der næsten daglige regnskyl på de fleste øer, dog mest om natten. Men man skal ikke lade sig afskrække af de regnfulde måneder. Bygerne gør hele landskabet friskt og frodigt, og man bliver hurtigt tør.

Orkaner
Største klimatiske minus ved Caribien er orkanerne – hurricanes på engelsk efter det indianske ord urricane. Selv om de rammer sjældent, er orkaner en rædsel, man aldrig glemmer. Orkanerne får personnavne, og ofte tidsangiver indbyggerne vigtige personlige begivenheder såsom bryllupper og dødsfald i forhold til orkanerne: »Vi blev gift to år efter Hugo«. Orkanerne kommer adstadigt susende, de bevæger sig i en stor cirkel, der kan være op til 800 km i diameter med en helt fredelig midte med godt vejr – orkanens øje. Ofte sker de største skader, fordi folk ånder lettet op, når første del af orkanen har passeret. De tror, at faren er drevet over, men de befinder sig i virkeligheden i orkanens øje og bliver blæst væk, når orkanens bagende kommer. Hver ø har sin egen orkanhistorie, for de rammer meget individuelt. Én ø kan være totalt raseret, mens naboøen intet mærker. Med moderne teknologi kan man nu 48 timer før forudse nogenlunde, hvor en orkan vil ramme. I gennemsnit er der fire orkaner om året i hele Caribien. I 1933 var der 21, andre år er der slet ingen. Visse øer er mere udsatte end andre – fx er Barbados kun blevet ramt fire gange i historien. Der har været flere slemme orkaner, bl.a. Hugo i 1989, der ødelagde store dele af Dansk Vestindien, specielt på St. Croix. 1995 var et hårdt orkanår. I september hærgede Luis på Guadeloupe og St. Martin og Marilyn i Dansk Vestindien. Specielt St. Thomas og St. John blev hårdt ramt. Ligesom de samme to øer måtte stå for skud i juni 1996, da orkanen Bertha ramte.

På de gamle danske øer har man orkanhelligdage. Fjerde mandag i juli beder man til, at øerne må blive fri for orkaner, og tredje mandag i oktober siger man tak, hvis øerne er blevet skånet. Her har man også en lille huskeregel for, hvornår orkaner kommer og går. Man siger: »June to soon, July stand by, August prepare you must, September remember, October all over«.

Natur
Caribien havde engang en overdådig natur. I dag ville det formentlig kun være øen Dominica, Columbus kunne genkende. For menneskets ubetænksomhed har gjort et voldsomt indhug på de naturlige herligheder. Værst er det gået værst ud over plantelivet. Rotter fra skibene er gået fra borde efter turen over Atlanten og har ædt løs af de eksotiske retter. Rotterne blev til sidst så stor en plage for plantageejerne, at de importerede burmesiske desmerdyr for at udrydde dem. Man overså bare, at desmerdyr sover, når rotter er vågne og omvendt, så i stedet kastede desmerdyrene sig over fugleunger og æg. I dag er desmerdyret – mongoose – et stort problem alle vegne. Meget af vegetationen er gennem tiderne blev fældet for at gøre plads til dyrkning af jorden og til byggeri af skibe og huse. Geder og svin er blevet importeret som føde, men er smuttet ud af indhegningen og har tæret på det frodige liv i regnskoven uden at tage hensyn til det sarte økologiske system. Men trods alle anstrengelser for at få udryddet naturen er der stadig meget at se på, og en ny miljøbevidsthed breder sig, så man får bevaret og udviklet naturværdierne. Der er etableret nationalparker på alle øer, og der er indført forbud mod at fange truede dyrearter. Forbuddet er dog stadig svært at opretholde på steder, hvor den lokale befolkning nu engang er vant til, at man går ud og provianterer i skoven eller havet, når spisekammeret er tomt.

Dyrelivet
Vi ved, at indianerne havde hunde, der ikke kunne gø, da Columbus ankom. Men hundene var meget velsmagende, så spanierne fik spist dem alle. I dag er køterne i gaderne meget europæiske, og ellers er der ikke meget dyreliv at tale om, bortset fra det man kan se på enhver dansk bondegård. Allerede under opdagelserne satte europæerne svin, muldyr og geder ud på alle øer i håb om, at de ville formere sig, så der var forsyninger at hente, næste gang man kom forbi. Efterkommerne af de oprindelige geder og svin kan stadig ses ikke blot i skovene, men også i visse byer. Det eksotiske dyreliv, der er tilbage, har i de fleste tilfælde ikke sin oprindelse i Vestindien. Det gælder fx aberne, som er kommet med slaveskibene fra Afrika. Specielt på Barbados lever de grønne aber frit og betragtes som en plage, fordi de æder af plantagerne. Den uduelige rottefænger, desmerdyret, har i det mindste sørget for, at der næsten ingen slanger er. Der er også vaskebjørne, specielt på Guadeloupe, hvor de bliver brugt som vartegn. Og så er der masser af flagermus. Visse øer har også bæltedyr.

Øerne har en del krybdyr. Der er masser af firben, og i de fleste træer kan man se leguaner sidde og sole sig. De går også frit rundt i byerne, selv om de er i fare for at blive fanget og spist af mennesker – de skulle smage som kylling. Der er mange gekkoer, og dem skal man såmænd byde hjerteligt velkommen, for de holder værelset fri for myg.

Giftige slanger er der kun få af. Der er den dødelige fer-de-lance på Martinique og St. Lucia, hvor det anbefales at have støvler på, hvis man færdes i skovene, og der er også slanger på Trinidad og Barbados, men de er harmløse. Enkelte edderkopper kan godt bide lidt fra sig, men de ses meget sjældent. Insekter er der rigeligt af – specielt myg. Dertil kommer de endnu mindre sandfluer, som også kaldes mampi. De har en høj hvinende lyd, men man ser dem næsten aldrig, og deres stik er ligeså kløende som myggenes, dog noget mere kortvarigt. Til gengæld slipper man for bistik. På flere øer er det så småt med bier, at man er nødt til at håndbestøve visse planter.

Fugle
Fuglelivet er meget righoldigt, og hver ø har sine arter, som ikke findes andre steder. Der er stadig papegøjer, der lever vildt i skovene, selv om de også er truede. De holdes i dag som kæledyr på de fleste hoteller, nøjagtigt ligesom indianerne gjorde. Caribien er desuden stoppested for de fleste fugle på træk over det amerikanske kontinent. De største fugleøer er Jamaica og Trinidad, hvor der kan ses 400 arter, men alle øer har fx pelikaner, fregatfugle, parakitter, papegøjer og spætter af enhver art.

Havet
Hvad der måtte mangle på landjorden, kompenseres der rigeligt for i havet, der er én stor zoologisk have. Man skal kun lige putte hovedet få centimeter under vand, før en helt ny verden åbenbarer sig. Der er flotte tropiske saltvandsfisk, som vil få enhver fiskeinteresseret til at svømme hen af glæde. Koraller er her også. De har specielt gode vækstbetingelser i Caribien, for de kræver varmt vand og masser af lys i en jævn strøm året rundt, og det får de her. Der er ikke mindre end 50 forskellige slags – nogle af dem er giftige, så rør intet. Der er desuden store chancer for at se de hvaler, der kommer hertil fra november til december for at parre sig (h Praktiske oplysninger). Skildpadderne kommer op på kysterne fra maj til august for at lægge æg. Der er otte arter havskildpadder, heraf er de fem kun repræsenteret i Caribien.

Planter
De fleste øer er grønne og duftende blomsterhaver, og selv om det ikke altid er den oprindelige fauna, er det pænt alligevel. De fremmede planter er enten skyllet i land efter en tur over Atlanten, har siddet som frø på fugle eller er taget med på skibene for at blive dyrket. Det gælder fx sukkerrør, som indtil opdagelsen af Amerika næsten kun blev dyrket på De Canariske Øer. Også kokospalmen, som nærmest er blevet øernes vartegn, er importeret fra Sydamerika og Afrika. Overalt på øerne skal man passe på faldende kokosnødder, selv de små gør ondt at få i hovedet. Også kålpalmen eller kongepalmen kommer fra Afrika. Den kan blive op til 30 m høj. Den blev i sin tid brugt til at afmærke markskellene. Også tulipantræet, der kan blive 15-20 m højt og blomstrer fra september til marts, kom fra Afrika. Og mahognitræet indførtes fra Mellemamerika. Brødfrugttræet, som blev slavernes hovedernæring i mange hundrede år og stadig spises – for turisterne mest i suppe – blev indført af den navnkundige kaptajn Bligh fra Bounty (skibet med det berømte mytteri). Han kom med et helt skib fyldt med planten fra Fiji for at få gang i produktionen. Der er også figentræer med de lange skægagtige luftrødder. De vokser kun på nogle få af øerne, bl.a. St. Lucia og naturligvis Barbados, som har sit navn derfra.
Mangrovetræer vokser overalt og har uvurderlig betydning for bevarelsen af kyststrækningerne og fiskeriet. 25 pct. af kysterne er bevokset med mangrove, hvorpå alle mulige skaldyr og fisk har deres hjemsted. Spanierne troede, at østers voksede ud af træernes rødder.

Mange træer har caribiske navne, der giver mere mening end de mere komplicerede latinske, fordi de ofte fortæller om en væksts form og egenskaber. Der er fx touch-me-not, der har små nåle, der borer sig ind i huden. Der er også catch-and-keep, jumbi cutlass, clashie melashie, jump-up-and-kiss-me og det tornede træ, som man helt naturligt kalder monkey-don’t-climb, fordi det ville gøre temmelig ondt at forsøge. Der er også lianer, der kan forsvare sig – de løsner sig foroven, hvis man driller dem forneden. Derudover er der selvfølgelig alle tænkelige frugttræer, fx papaya, avocado, banan og mango. Som rigtig tropisk fauna finder man overalt flamboyanten med de orangerøde blomster. En anden udbredt art er bougainvilleaen, der blomstrer i alle mulige farver. Hibiscusarten mahoe hører til de oprindelige og blomstrer langs strandene. Der er også et overdådigt udbud af vilde orkideer. Mange af arterne findes kun her på øerne.

(C) GG