Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

Barbados

Ved barerne er der feriestemning året rundt, og fra alle steelpans og højttalere lyder de rigtige toner om denne fantastiske Island in the Sun, der er fladere, tørrere, mere velordnet, rigere og mere engelsk end de andre.

 

Af Kenneth Bo Jørgensen

Officielt navn: Barbados
Landestatus: Selvstændig stat under Commonwealth
Areal: 431 km2 (lidt større end Mors)
Statsoverhoved: Dronning Elisabeth 2.
Lokal ledelse: Generalguvernør Clifford Husbands
Befolkning: 270.000
Befolkningstæthed: 616 pr. km2
Befolkningssammensætning: 92% af afrikansk herkomst, 3% europæere
Hovedstad: Bridgetown (102.000 indb.)
Højeste punkt: Mount Hillaby (340 m)
Sprog: Engelsk
Religion: 33% anglikanere; 29,8% protestanter; 4,4% katolikker.
Valuta: Barbados Dollars (1 B$ = 3 kr.)
Turisme: 450.000 besøgende årligt
Flag: Den venstre blå er himlen, det gule er sand, og den højre blå er havet. Den knækkede trefork i midten viser bruddet med England.

»Lille England« kaldes Barbados også. Her ligger der små typiske angelsaksiske kirker i hvert et sogn. Bilerne kører i venstre side. Der spilles cricket med en iver, som snildt matcher moderlandets. Politifolkenes flotte paradeuniformer er som fra en engelsk operette. Der drikkes afternoon tea under parasollerne, og den gamle oberst med det store overskæg spankulerer elegant rundt med stok på stranden. Jo, England i godt vejr. Men det er sandelig også Vestindien. For lige ved siden af drøner calypsoen. Sorte mænd sidder i rum-shops og ordner på deres kreolske dialekt hele det lille samfunds verdensproblemer, alt imens der dufter af vestindisk mad. Det engelske islæt har her fået lov at leve ugeneret, fordi øen ligger som spydspidsen mod Atlanterhavet, lidt afsides fra de andre øer. Englænderne nåede at have øen i fred i næsten 350 år, før den blev selvstændig, og landet er i dag veludviklet i enhver forstand.

Turismen er øens absolutte hovederhverv, så der er alle tænkelige tilbud om festlige aktiviteter til lands, til vands og i luften. Og Barbados byder på naturoplevelser, der varierer efter blot få minutters kørsel. Hovedstaden Bridgetown er en livlig handelsby, hyggelig og overskuelig. Her ligger fashionable forretninger side om side med kreolske markeder, rum-shops og gadehandlere. En turistø er og bliver det, men man bliver alligevel overrasket over, hvor få km man behøver at køre uden for turistområderne, før man kan opleve rigtig landsbyliv. Man kan roligt spørge, om man må spille med, når de spiller bold i forstæderne. Bajanerne, som de kaldes, er rare mennesker. De har også humoristisk sans. Læg fx mærke til deres gadenavne: Broad Street kan dårligt være smallere, Amen Alley ligger ved katedralen og Condemn Road ved fængslet.

Barbados har været igennem en lang årrække med stagnation og inflation, men alligevel er det en af de øer i Caribien, der har færrest fraflyttere. Hovedindtægtskilden var førhen sukker, og det dyrkes stadig i mindre målestok sammen med kartofler, gulerødder og frugt. Men i dag er det turisterne, der holder gang i hjulene. 50% af landets indtægter kommer fra turisme, og næsten 20% af befolkningen er beskæftiget med turismen.

Kultur
Barbados er et af verdens tættest befolkede lande. 90 pct. af bajanerne er sorte, og de er – trods store sociale forskelle – forholdsvis rige og veluddannede mennesker med en levefod som Spaniens. Alligevel bor mange meget beskedent i de små chattels. Det var særlige huse, de gamle slaver udviklede lige efter frigivelsen. Husene er små med helt faste mål, der er bestemt af de længder, det billige amerikanske fyrretræ blev leveret i. De kunne udbygges i moduler, i takt med at man øgede sin levefod eller fik flere børn, og det system fungerer den dag i dag. Landet har sit eget universitet og skolepligt. Der er en ret løs familiestruktur – næsten som på Jamaica. Det er ikke ualmindeligt, at mænd har børn med adskillige kvinder, som passer sig selv. Og man gifter sig generelt sent, hvis man overhovedet gør det, for mændene er klar over, at giftermål også er forbundet med forpligtelser. Der er i modsætning til de fleste caribiske øer en hvid underklasse på Barbados. Det er hvide, der er kommet hertil som kontraktarbejdere, der blev behandlet næsten lige så slemt som slaverne. De har siden holdt sig for sig selv i særlige områder, hvilket har givet store problemer med indavl. En del af dem tog til sydstaterne i USA og dannede de samfund, som man i dag betegner som hillbillies.

Historie
Barbados er en af de få øer i Caribien, som Columbus ikke opdagede. De første europæere var portugisere, der kom forbi i 1536 på vej til Brasilien. Øen var ubeboet, og det er stadig et mysterium hvorfor. Den seneste forskning har vist, at der formentlig har boet arawak-indianere, ikke carib-indianere. De fredelige arawakere kan være flygtet, fordi de hørte rygter om, at de ville blive overfaldet af europæere eller carib-indianere. Men det kan også have været en længere tørkeperiode, der har fået dem til at lede efter andre muligheder.

Portugiserne kaldte den øde ø Los Barbados (de skæggede) efter de skæglignende rødder på figentræet, som stod langs kysterne, men ellers gjorde de ikke andet end at sætte nogle svin ud, som de håbede ville formere sig til et senere provianteringsstop. Først næsten 100 år senere, i 1625, gik kaptajn John Powell i land og gjorde den til en bid af England. Han landede ved Holetown, som dengang blev døbt Jamestown efter den daværende konge. To år senere gik John Powells bror Henry sammen med 80 briter og 10 slaver i land og begyndte en egentlig kolonisering – med god hjælp fra arawak-indianere, som man hentede hertil, fordi de havde forstand på at dyrke jorden. De blev af gode grunde behandlet med lidt mere respekt end på naboøerne. I 1639 grundlagde guvernør Henry Hawley »House of Assembly« – Barbados’ parlament – som er det tredje ældste i verden.

Snart stod der tobak og sukker på markerne. Og lige så snart begyndte man at importere slaver fra Afrika. Det var forholdsvist roligt mellem plantageejere og slaver på nær et enkelt slaveoprør i 1816. Oprøret skyldtes, at slaverne havde fået den opfattelse, at plantageejerne skjulte, at man i England havde frigivet slaverne. Det var ikke rigtigt. Det engelske parlament havde derimod vedtaget, at slaverne skulle registreres for at have styr på situationen, når selve frigivelsen skulle finde sted. Men det forsøgte ejerne til gengæld at holde hemmeligt, fordi registreringen også skulle forhindre, at der blev indført flere slaver. Flere hundrede slaver blev dræbt, bl.a. oprørslederen Bussa, som nu har sin egen dramatiske statue lige uden for Bridgetown. 1223 slaver blev straffet med udvisning til Sierra Leone. Senere skete frigivelsen i 1834 på ret fredelig vis. De fleste slaver blev på øen. Hvor skulle de ellers tage hen?

Barbados fik egen regering i 1954 med Grantley Adams som landets første premierminister. Øen opnåede selvstyre i 1961 og reel selvstændighed i 1966 med egen forfatning. De to partier, der strides om magten i landet, er begge socialdemokratiske. Det ene hedder Democratic Labour Party, det andet Barbados Labour Party.
Den tidligere forbindelse til England er ikke helt så stærk mere. I dag støtter landet sig mere til USA, som har investeret stort på øen. Samtidig har mange af de sorte fået en større bevidsthed om deres afrikanske rødder og dyrker nu i stigende grad kulturen herfra.

Geografi
Barbados ligger 160 km øst for de andre Antiller. På østsiden hersker Atlanterhavet. Bølgerne brager ind mod klipperne og skaber et råt, smukt landskab. I vest er man i Caribien med de lange hvide palmestrande beskyttet af de store koralrev. Og midt på øen er der lavland til sukkerplantagerne. Her dyrker man stadig sukkerrør i stor stil, mest til rom. I undergrunden er der et helt landskab med drypstensgrotter. Regnvand har skåret sig ned gennem den porøse kalksten og dannet store underjordiske reservoirer, hvorfra man nu henter øens drikkevand. Den 500.000 år gamle Harrison’s Cave blev opdaget af en dansk geolog for en snes år siden (se læsestof til flyet).

De mange kløfter, der er dannet i tidernes morgen, har en fabelagtig vegetation, som man kan se i løbet af nogle få minutters vandretur. Kløfterne skyldes, at Barbados lige så langsomt har hævet sig fra havbunden. 80 pct. af øen er dækket af en op til 100 m tyk kalkstenskappe dannet af koraller på havets bund. Man kan derfor flere steder midt på øen se spor af de gamle kystlinjer med klipper og kløfter. Der er højder nok til at skabe et spændende landskab, men ellers er øen flad, og fra Mt. Hillaby kan man se hele øen rundt.

Barbados var tæt skov, da tilflytterne ankom, men på 40 år var øen ryddet. Nu er der kun skov tilbage på de steder, hvor det var for besværligt at dyrke noget. Der er stadig flere af de store figentræer, hvis luftrødder Barbados er opkaldt efter. Af særlig fauna kan nævnes det barbadianske kirsebærtræ. Grapefrugten, Citrus Paradisi, blev opfundet her ved et tilfælde i 1700-tallet. Man er ikke sikker på hvordan, men den blev kaldt forbuden frugt.

Der er slanger på Barbados. Endda den mindste i verden, og den er blind. Her findes også slangen Liophis Perfuseus, som kun bor på Barbados. Begge er harmløse. Mindre harmløs er den grønne abe, som er kommet hertil fra Afrika som kæledyr. Nu er den nærmest et skadedyr, for en abeflok kan rask væk rydde en bananmark. Man regner med, at der er 5-10.000 vilde aber. I mange år fik man dusør, hvis man skød kræene, men i dag får man kun dusør, hvis man afleverer dem til Barbados Primate Research Center. De eksporteres til Nordamerika, hvor de bruges som forsøgsdyr. En af de sejlivede fortællinger om dyret er, at det var den, der i sin tid spredte AIDS-viruset, fordi en abe løb væk fra laboratoriet.

I vandet og på strandkanten kan man se skildpadder – fem forskellige arter. Og der er 180 fuglearter på øen. Øen er tørrere end de fleste i Caribien med mindst nedbør fra februar til maj. Derimod regner det ca. 18 dage i juli. Der falder i alt 1275 mm regn om året.

Bridgetown - hovedstaden

Landets smukke hovedstad ligger lige ud til havet og simrer af liv. Den blev grundlagt i 1628 og opkaldt efter en bro, som indianerne havde bygget over floden. På grund af mangrovesumpene tog det lidt tid, før folk faldt til her. I dag er der 100.000 indbyggere, hvis man regner forstæderne med – i selve byen er der kun ca. 8000 indbyggere. Centralt i byen kiler havnen Careenage sig ind ved Constitution Rivers munding. Stedet har ikke nogen større betydning som havn længere, men det var her, de gamle skonnerter lagde til for at blive lastet fra de stadig bevarede varehuse, der nu er ved at blive omdannet til cafeer, restauranter og forretninger. I dag lægger krydstogtskibene til i Deep Water Harbour i byens udkant, hvor der er opført et helt forretningscenter Chattel Village til passagerne. Når krydstogtskibene er i havn, er byen som en hvepserede, men når de er væk, er her fredeligt. Supermoderne højhuse ligger side om side med gamle bygninger.

Markeder
Handelslivet foregår primært i Broad Street. Her ligger de store forretningskæder og souvenirbutikker. Derudover er der en række markeder. Specielt om lørdagen sprudler byen, når folk fra hele øen kommer ind med deres hjemmeavl og husflid for at handle. Der er Fairchild Market ved siden af den store busterminal og det overdækkede Cheapside i Broad Streets vestlige ende ved siden af posthuset. Et mere tilrettelagt marked for turisterne, der gerne vil have lokalt kunsthåndværk, finder man i Pelican Village på Princess Alice Highway tæt ved havnen. Her er også et kunstgalleri og spisesteder. Der er som regel åbent 10.30-17, men ikke altid, for de forretningsdrivende bestemmer selv, hvornår de har åbent. Vil man se mere liv, så er Baxter Road stedet. Gaden har ry for aldrig at sove. En lille smule forsigtighed anbefales om aftenen, men der er atmosfære omkring de små rum-shops, hvor anstændige kvinder ikke formodes at komme. Der er masser af små restauranter, men man kan også bare købe en flyvefisk af en gadesælger. Musikken drøner ofte til kl. 4 om morgenen.

Byen har også sit eget mini-Christiania i Temple Yard ved posthuset og Cheapside. Her holder rastafarierne til, fordi bystyret ønskede dem samlet. Hashtågerne stiger herfra, og man kan købe deres hjemmelavede læderarbejder. Heller ikke her er de vilde med at blive fotograferet. Mange af dem har et lille skilt i skurvinduet, hvor der står, hvad de skal have for en optræden for amatørfotografer. Det kan se lidt skummelt ud, men der er ingen grund til ængstelse. De lever af turister.

Byen rundt
I midten af byen har man noget så engelsk som et Trafalgar Square med en bronzestatue af Lord Nelson. Han var på øen i 1805 og brød sig ikke ret meget om den. Alligevel rejste man en statue af ham i 1813 – 36 år før »den rigtige« i London. Den har været et stridens æble i mange år, fordi bajanerne ikke brød sig om dette levn fra kolonitiden. Foreløbig er striden endt med, at Nelson er drejet 180 grader, så han ikke længere kikker formynderisk ned ad Broad Street. På Trafalgar Square mindes Fountain Garden fra 1865, at byen fik rindende vand – Barbados var den første ø i Caribien, der fik rindende vand. Der er også et mindesmærke for krigsofre. På pladsen ved statuen ligger Public Buildings fra 1872 med rødt tag og grønne skodder, her holder parlamentet til. Der er fri adgang til parlamentssalen, når der er møde en gang om ugen. Møderne indledes som i det engelske underhus med, at et stort messingscepter bæres højtideligt ind og placeres foran talerstolen. Man sidder også over for hinanden som i England – opposition og regering. Der er portrætter af de engelske regenter i glasmosaik. En fin udsigt til parlamentet har man fra den anden siden af broen, hvor der er en flot portal til minde om uafhængigheden fra England. Neden for denne portal finder man flere barer og restauranter med udsigt til by og havn.
                     
St. Michael’s of All Angels Cathedral blev bygget i 1665. Dengang var den enorm med det største tag i Caribien og kunne rumme 3000 besøgende. En orkan ødelagde den i 1780, og den genopførte kan kun rumme halvt så mange. Her residerede biskop William Hart Coleridge i begyndelsen af 1820‘erne. Han gjorde en stor indsats for at uddanne slaverne, så de var parat til friheden. Han var en af årsagerne til den fredelige overgang. På kirkegården hviler Sir Grantley Adams (1858-1971) i et af de få velholdte gravsteder ved siden af et stort brødfrugttræ. Han var den første premierminister på Barbados og første og eneste premierminister i den vestindiske føderation, der kun havde en kort levetid. Få meter fra ham hviler hans søn Tom, der var premierminister fra 1976 til sin død i 1985.

Følger man vejen videre, kommer man til Queen’s Park, der er en rar, stille park lidt uden for byens tumult. Den er et yndet udflugtsmål for bajanerne. Her er restaurant, bar og teater og udstillinger i Queen’s House, som indtil 1906 var bolig for den britiske øverstbefalende. Der er også et par bure med grønne aber. Det store baobabtræ er 18 m i diameter og over 1000 år gammelt.

Udflugter fra Bridgetown
Atlantis Submarine, Shallow Draught, Reservér plads på tlf. 436-8929.
En rigtig ubåd dykker morgen og eftermiddag. Man begynder med at se en kort video, der fortæller om livet under havet omkring Barbados. Derefter sejler man til neddykningsstedet ved Paradise Beach. Gå sidst om bord i båden, så skal man først af og kan komme til at sidde forrest i ubåden og kikke ud ad førerens vindue. Hele turen tager halvanden time, heraf 60 min. under vand. Samme firma tilbyder udflugter med både, hvor der er glas i skroget, hvorfra man kan kikke ud i havlandskabet, men man kommer altså ikke så dybt ned som i ubåden.

Piratudflugt med Jolly Rogers, Deep Water Harbour. åbent ma.-lø. kl. 10-15.
Kik efter sørøverflaget. Den fire timer lange sejltur er en klassiker og bestemt underholdende fra første sekund. Romdunken står klar på dækket og er fyldt til bristepunktet, og der er fri bar. Så inden man når frem til målet, stranden ud for Holetown, er der vild gang i skuden med dans og sang. Så bliver der kastet anker, og man kan i sin salige brandert svinge sig ud i det smukke vand. Det kan virke lidt for festligt for nogle, og det er ikke noget for små børn. Ved Holetown kan man vælge at blive sejlet ind til stranden, indtil man sejler tilbage. Eller man kan snorkle fra en tømmerflåde.

Bajan Queen åbent on. kl. 18 og lø. kl. 17.
Er Jolly Rogers for meget af det gode, kan man i stedet tage en mere stilfærdig aftentur med en kopi af en Mississippi-floddamper. Underholdning med steelband og middag er inkluderet i prisen.

Et par virksomhedsbesøg af de mere interessante kan man opleve omkring hovedstaden:

Banks Breweries Highway 4 ud af Bridgetown i industrikvarteret på venstre hånd. Rundtur ti. og to. 10 og 13. Her er den lokale øl blevet fremstillet de seneste 30 år.
West India Rum Refinery on. entré. Der er rundvisning, men også buffet, musik med steelbands og transport fra hotellet. Firmaet hed oprindeligt Hanschell Inness Ltd. og blev stiftet af danskeren Valdemar Hanschell i 1884.
Mount Gay Barbados Rum, Spring Garden, åbent ma.-fr. 9-16, entré, blev grundlagt i 1663 og er dermed verdens ældste rom-destilleri. Rundvisningerne varer 45 minutter, og så er der smagsprøver bagefter.
West India Cigar Company, rundvisning. Firmaet er grundlagt af danskeren John Møller og er et af de få steder, der stadig laver håndrullede cigarer.

Uden for Bridgetown

Ved Needham Point kan man se resterne af Fort Charles, der var det vigtigste fort til beskyttelse af Barbados. Ruinerne af det indgår nu i haverne omkring Hilton-hotellet, og der er en udmærket strand. Yderligere kan man se 24 kanoner fra 1824 og resterne af en militærkirkegård.

Garrison Savannah
To km syd for byen ligger forskellige seværdigheder samlet i 1800-tals militærbygninger bygget af engelske mursten, der kom over som ballast på skibene. De ligger omkring den gamle paradeplads, Savannah, der nu bruges til hestevæddeløb om lørdagen og forskellige sportsarrangementer. Parader har man stadig på uafhængighedsdagen, hvor generalguvernøren inspicerer de væbnede styrker. I den gamle hovedvagt med det store tårnur er der et lidt pauvert informationscenter med udstillinger om det vestindiske regiment. Uden for kan man se en opstilling af 30 kanoner. Det siges at være verdens største samling af kanoner fra det 17. årh. De er opstillet på metal-stativer, men når de skulle bruges, blev de sat over på nogle tilsvarende af træ, som kunne absorbere stødene.

Barbados Museum St. Ann’s Garrison, åbent ma.-lø. 10-18. www.barbados.org/museum2.htm
Det var engang hospital, siden militærfængsel, og nu er cellerne udstillingslokaler. Det er et af de bedste og mest fyldestgørende museer i Caribien. Hele øens historie bliver gennemgået, der udstilles forskellige levn fra indianertiden, og der er forklaringer på øernes dyre- og planteliv. Museet udmærker sig ved, at det hele tiden bliver opdateret, så den seneste viden om øens historie straks kommer med. Der er galleri med en stor samling malerier, der viser livet dengang, og et særligt rum fremviser de ældste kort af landet, bl.a. et fra 1657. Der må ikke fotograferes i værelserne med malerier og kort. Til sidst i museumskomplekset finder man et meget pædagogisk børnemuseum, hvor børn kan lege sig frem til, hvordan børn og slavebørn havde det i kolonitiden. Og endelig har man efterladt en af de gamle fængselsceller, så man kan se, hvor slemt det var. Plancher fortæller om menuerne. De var nøje afstemt efter, hvor længe man skulle sidde der. Langtidsfanger fik mindst at spise, for chancen for at de overlevede opholdet, var alligevel så lille. Maden var bedre investeret i korttidsfangerne. Ønsker man særlig guidede ture, kan man kontakte en Education Officer. Museet har en café. Hver torsdag og søndag aften (og ved særlige arrangementer) vises forestillingen »1627 and All That«. Det sker ofte i forbindelse med kulturaftener, hvor der også er koncerter med steelbands, bespisning, fri bar og guidede ture i museet.

På den anden side af vejen ligger St. Anne’s Fort, som stadig bruges af Barbados’ militær. Man kan ikke komme ind, men læg mærke til flagstangen på signaltårnet. Det var en del af det sindrige system af signalposter, der er sat op over hele øen, så man hurtigt kunne alarmere, hvis der var angreb fra enten fremmede skibe eller slaver.

Vestkysten

Det er nemt at finde rundt på Barbados. Der er 11 hovedveje at vælge imellem. Highway 1 tager én lige fra Bridgetown ad vestkysten til St. Lucy på nordspidsen og følger kysten det meste af vejen. Man kan i stedet vælge 2A, der kører parallelt inde i landet gennem sukkerrørsmarker og små landsbyer.

Kystområdet i St. James sogn er Barbados’ mest intense turistområde. På denne guldkyst ligger de store fashionable og dyre hoteller og rigmandsvillaerne. Før betragtede bajanerne stedet som usundt, så de tog til østkysten på ferie. Men nu er turisterne rykket ind, og barerne og restauranterne ligger tæt ud til de kridhvide strande. Man kan gå langs hele vestkysten – det hele er offentligt. Men det kan i praksis være lidt besværligt, for stranden er meget smal visse steder. Det er ikke nødvendigvis ud for de dyreste hoteller, stranden er bedst. Visse steder er der skyllet afbrækkede koraller ind, så sko kan være en god idé til længere vandreture, ligesom korallerne visse steder kan gøre badning noget anstrengende. Men så skal man bare gå lidt væk og finde et område, hvor fødderne sænker sig ned i det blødeste sand. Der er en del sælgere, der insisterer på, at man trænger til en tur på vandscooter, ligesom beachboys kan være lidt af en plage for kvinder. Et venligt nej tak er rigeligt, men mange af dem er faktisk ret sjove at slå en sludder af med. De gør ingen fortræd.
                     
På den første del af vestkysten ligger de meget dyre steder, fx Sandy Lane Hotel, som er i Mick Jagger-Tom Jones-kategorien. Ved Batts Rock Bay kan man se et eksemplar af det skæggede figentræ. Jo længere op ad vestkysten man kommer, jo mindre befærdede er strandene, men de er lige så gode. Og hvis man er til solo-solbadning, er der masser af oaser, hvor man kan have det hele for sig selv.

Holetown
Her bosatte englænderne sig første gang. Obelisken i bymidten siger 1605, men det var altså i 1625. Omkring monumentet er der en række farverige pistaciegrønne bygninger, der bl.a. huser politi og domhus. Der er også flotte skilte til museet, men det har kun åbent i februar, når der er karneval. Byen er ret ny og moderne, men der er en yndig lille kirke små 500 m nord for obelisk-pladsen. St. James Church er bygget i sten i 1680. Døbefonten er fra 1684, og klokken fra sidst i 1600-tallet hædrer den engelske Kong William. Mange engelske pionerer er begravet her. Kirken blev renoveret i 1986.

Folkestone Marine Reserve and Museum, åbent ma.-fr. 9.30-17; lø.-sø. 10-18.
Det er hovedkvarteret for en undersøisk park lige ud for. Parken er delt i fire zoner. I den rekreative zone kan man snorkle i det nærmeste rev, og man kan hyre både til at sejle sig ud til revet længere ud for kysten. Ved stranden er der mulighed for at få lidt mere at vide om det maritime liv omkring øen. Der er et lille museum, der kører et diasshow hver time. Stranden er meget lille, men mægtig populær ikke mindst hos de lokale. Der kan lejes snorkleudstyr på stedet.
Kun en km ude fra kysten ligger det 10 km lange klipperev, og dykkere kan følge et undervandsspor. Hovedattraktionen er undervandsparken med et kunstigt rev dannet af det 11 meter lange fragtskib Stavronikita, der blev sænket i 1978. Det står lige ret op og ned i vandet på 42 m vand, en km fra kysten – det anbefales dog kun øvede dykkere. Både med glasbund sejler ud til revet og en platform 100 m ude, hvorfra man kan snorkle og kikke på fiskene.

Et stykke inde i landet fra kysten ligger Sugar Machinery Museum, ma.-fr. 10-17. Her viser man redskaber fra sukkerdyrkningen. Ved siden af ligger sukkerfabrikken, Portvale Sugar Factory.

Speightstown
Barbados’ næststørste by blev oprindelig kaldt Little Bristol, fordi den i aktivitet mindede om den engelske bade- og havneby. Siden blev den opkaldt efter grundlæggeren William Speight. Her kommer kun få turister, selv om det er en meget hyggelig by, der står i en næsten uspoleret kolonistil. Der er fin hvid sandstrand langs hele byen med en god skyggefuld parkeringsplads. Byens kirke hedder St. Peter og er fra 1837. Byens berømte spisested er Mangos, hvor der også er kunstgalleri, som er åbent om aftenen eller efter aftale. Lige nord for bymidten ligger den nye store marina, Port St. Charles, som har kostet 360 mio kr. at udvikle. Det åbnede i 2000 og har plads til 140 både, også de helt store millionær-yachter. Der er hoteller og restauranter og mondæne lejligheder, og også en helikopter-landingsbane.

Nordspidsen
På »hatten« af øen er man i St. Lucy sogn. Her støder alle landets forskellige naturoplevelser sammen. Fra vest er der de sidste rester af eksotiske strande, men det bliver stadig mere landligt, og bølgerne slår kraftigere ind mod land. Og når man er kommet hatten rundt i øst, så hersker det rå Atlanterhav. Inde i selve hatten er der stille land. Langs kysten er der mange beskyttede bugter med sandstrand, hvor man har det hele for sig selv. Er man heldig, kan man se skildpadder svømme i havet. St. Lucia-kirken ligger i ensom majestæt midt på markerne og er en af de største og mest velholdte kirker på øen.

Animal Flower Cave.
På nordspidsen har havet udgravet en serie af grotter ind i øens klippeside. Dem har driftige folk forstået at spinde guld på med organiserede rundvisninger. Hovedattraktionen er små søanemoner, som lynhurtigt folder sig sammen til ingenting, hvis man rører dem bare let. Guiden fortæller om grotternes klippeformationer, der både kan ligne en skildpadde og en flodhest, hvis man har fantasien med sig. Hulerne kan være lukkede på grund af vejret, men man er velkommen til at ringe om morgenen kl. 9.30 for at forhøre sig. Inde i billet-skuret er der en enorm samling visitkort klæbet op på væggen. Samlingen har skaffet ejerne en plads i Guiness Rekordbog, men de har ikke stoppet indsamlingen, så hvis man har visitkortet med, er man velkommen til at klistre det op (mit sidder på døren). For at øge turistinteressen har man sat en vejviser op, så man kan se, hvor langt man er hjemmefra.

Østkysten

Det er ikke badetøjet, men vandrestøvlerne eller våddragten, man skal have med på østkysten. Havet er næsten altid vildt. En del af området ligger i Scotland District, og navnet er ikke tilfældigt valgt. Her er klippelandskaber med stejle ufremkommelige veje og fantastiske udsigtspunkter. Men samtidig kan man kikke ind på fredelige grønne marker, hvor kvæget græsser. Er man til lange vandreture, finder man ikke bedre område. Men tag gode sko på – der kan være glat, og klipperne er skarpe. Østkysten er et fornemt supplement til den eksotiske badeferie på vestkysten. Det er forholdsvis uspoleret, og sådan har man besluttet, at det skal holdes. Derfor er her heller ingen store hotelsammenhobninger. Området er ideelt til surfing, her holdes bl.a. den årlige »Soup Bowl« surfkonkurrence.

Der er flere gode udsigtspunkter, fx fra Paul’s Point – et af øens smukkeste steder og et populært picnicområde for bajanerne. Herfra kan man se den 75 m høje Pico Tenerife – en sten, der har form som Barbados, men sømænd opkaldte den efter Tenerifes vulkan, Teide, som den også ligner. Man kan se hele kystlinien til Bathseba. Det hele er fredet og fredeligt. En del af vejen bliver til East Coast Road, der følger det gamle jernbanespor, som blev lukket i 30‘erne. Vejen løber helt ud til kysten og er meget smuk.

Lidt inde fra østkysten i nord kommer man ad en lang imponerende allé med mahognitræer til St. Nicholas Abbey (ma.-fr. 10-15.30). Det er et af de ældste plantagehjem i Amerika, formentlig fra før 1660. Et rigtigt engelsk herresæde med smuk have og engelske gavle og kaminer. Der er tre etager med guidede ture i stueetagen. Filmshow i stalden bag et 400 år gammelt sandbox-træ. Her viser man billeder fra livet i plantagen i 30‘erne. Også en lille legetøjsudstilling.

Morgan Lewis Sugar Mill, ma.-lø. 9-17, er en gammeldags sukkerplantage med vindmølle to km sydøst for Cherry Hill. Her er også gamle fotografier og redskaber fra dengang. Udsigt over både øst- og vestkysten.

Tre af øens store seværdigheder ligger samlet ved Farley Hill – ikke langt fra St. Nicholas. Der er en samlet entré, og der skiltes hertil fra alle veje på øen:

Barbados Wildlife Reserve, åbent 10-17, tlf. 422-8826.
Et vildtreservat anlagt i frodig mahogniskov. Man går ad pyntelige stier og kikker på eksotiske dyr og fugle, der (for det meste) ikke er i bur. De grønne aber render ubekymret rundt, og man skal ikke nusse dem for meget, for de kan bide. Der er også vaskebjørne, oddere, skildpadder, minikænguruer, papegøjer, leguaner, pelikaner og såmænd en alligator. Fodringstid er kl. 16.
                     
Grenade Hall Forest. Man kalder det en undervisningsskov, fordi der er lagt vægt på at forklare landets historie igennem floraen. Den har 2 km naturstier med bl.a. mangrovetræer. Derudover viser man nogle af de planter, som slaverne tog med sig fra Afrika som lægemidler. Det siges, at også de hvide brugte dem, fordi slavernes metoder var langt mere effektive. De fleste planter kunne bruges mod forskellige betændelsestilstande, men meget andet kunne de. Fx siger man, at Dog’s Grass var uhyre effektivt mod tisseproblemer. Den lille skov rummer også en af de mange signalstationer, hvis opgave det var at advare andre dele af øen om eventuelle slaveoprør eller piratangreb. Der er en lille udstilling om, hvordan signalsystemet virkede. Desuden kan man se nogle af de 6000 redskaber og genstande, som man fandt her ved udgravningen.

Farley Hill House, åbent 8.30-18, tlf. 422-3555.
En gammel plantageruin med mange træer og planter, og herfra kan man gå den lange vej op til øens top, Mt. Hillaby, gennem skove og sukkerplantager. Der er masser af aber på vejen og en smuk udsigt.

Bathseba
Den lille by lige ud til vandet har en god surfstrand. Øens flotteste udsigtspunkt er nok det, der ligger lige før, man kører ind i byen fra nord. Det er et af de mest fotograferede punkter på Barbados. Selve byen er meget stille. Men her ligger en lille botanisk have. Kommer man til Bathseba om søndagen, så prøv frokost på Atlantis Hotel kl. 13 d 433-9445. Her disker man op med den helt store lokale buffet med bajan-specialiteter. Det er øens ældste hotel fra 1882, og man kan altid nyde lækkerier på terrassen med udsigt over Atlanten.

Andromeda Garden, åbent 9-16.30 tlf. 433-9261
Det er en nærmest labyrintisk have, hvor fine stier med håndskårne fliser med forskellige bladaftryk leder én rundt til grupper af tropiske blomster, der er arrangeret efter deres oprindelsessted. Haven er i blomst året rundt. Man kan bl.a. se et enormt eksemplar af det skæggede figentræ, som gav navn til øen, og der er alle de blomsterarter, man ellers kan møde på øen. Der er hibiscuspark og en hibiscus café. Det hele er præget af rigtig britisk orden og idyl med en stille å, der risler igennem, når der ellers er vand nok. Der er også en kølig pool, man kan benytte sig af, hvis turen har været for hed.

Et af øens store udsigtspunkter er fra St. John’s Church, der er bygget i 1645. Selve kirkerummet er enkelt og smukt med mange mindetavler. Prædikestolen er lavet af seks forskellige træsorter. Her er også en spændende kirkegård. En gravsten siges at være hvilested for Ferdinando Paleologus (1655-1678), som hævder at være direkte efterkommer af de sidste græske kejsere. Omkring kirkegården står der flere træer med forklarende tekst, fx Barbados Royal Palm, der kan blive op til 30 meter høj. Lille souvenirbutik.

Den sydøstlige del

Sydkysten er det andet større turistområde på Barbados. Strandene er ikke helt så Bounty-agtige som på vestkysten, til gengæld er hotellerne til at betale og tiltrækker specielt det lidt yngre publikum. Nattelivet er visse steder intenst, specielt i St. Lawrence, mens det er mere roligt i Maxwell. Oistin er en lille fiskerby, hvor de lokale fiskere lander deres fangst hver eftermiddag. Man må gerne kikke på, men ikke fotografere. Fiskemarkedspladsen er rammen om store fester med soca-musik hver fredag og lørdag aften. Et stykke inde i landet fra sydkysten er der flere gamle plantager, som nu er åbne for offentligheden.

Sunbury Plantation, åbent .9-16.30, entré, tlf.  423-6270.
Huset er 300 år gammelt, men det meste er splinternyt. Huset brændte nemlig nærmest ned til grunden i 1995, men blev genopført i sin oprindelige skikkelse og genåbnet i 1996. Det er det eneste af de gamle hjem, som er helt åbne, fordi ejerne ikke bor der. Det blev opført af ireren Matthew Chapman, som var en af de første kolonister på øen. Det fik først sit nuværende navn af de senere ejere, brødrene John Henry og George Barrows, der opkaldte det efter deres barndomshjem i England. Den enes søn, John Barrows, var en af frontkæmperne imod slaveoprøret, og ejendommen led omfattende skader, da plantagens 250 oprørske slaver raserede den. Senere blev den købt af Thomas Daniel – en god ven til landpiraten Sam Lord, og Thomas var mægler mellem Sam og hans kone Lucy (#109). I 1981 blev plantagedriften opgivet. Den nye ejer holdt i stedet heste, deraf den store samling hestevogne i udstillingen. Huset blev museum i 1984. Da alle de oprindelige møbler gik til i branden, samlede man værdifulde mahognimøbler fra hele Barbados for at erstatte dem. Derfor giver udstillingen et godt generelt billede af det typiske bajanske plantagehjem. Blandt andet ser man den caribiske planterstol, hvor plantageejeren kunne lægge sine hævede ben op til afsvaling, inden støvlerne blev hevet af. Og en fru-planter-stol, som er noget lavere, fordi det ikke var passende med dameben i herre-højde.
                     
Der er en fin rundvisning i huset, hvor man ser noget så vigtigt som et ganske almindeligt toilet. I husets kælder er der en omfattende udstilling af briller med genstande helt tilbage fra 1600-tallet. Det skyldes, at en af husets beboere var landets første linsesliber. Huset byder på mange andre sindrige ting som en effektiv fluefanger og en særlig dims, som fruen satte på tjenestefolks fingre, som hun så kunne hive dem rundt med, når der skulle gives ordrer.

The Rum Factory and Heritage Park åbent ma.-lø. 9-17; sø. 13-18, entré tlf. 420-1977.
Man kommer hertil ad en lang allé, hvor man er totalt omgivet af sukkerrørsmarker. Det er en rigtig fabrik, selv om det i første omgang ligner et lille tivoli. Fabrikken er simpelt hen anlagt med henblik på turister. Den er fuldautomatisk – kun 12 mand er der om at producere store mængder rom af mærkerne E.S.A. Fields White Rum, Old Brigand og Doorly’s. Den guidede tur i fabrikken tager 20 minutter. Man ser et lille videoshow og oplever derefter rommen i dens forskellige udviklingsfaser, og man får lov at lugte til det. Men derudover er der bygget et farvestrålende amfiteater til koncerter. Der er forretninger og en hel lille park for børnene. Der er også keramikerværksted, galleri og en café.

Oughterson House. Det nydelige gule hus har haft en dramatisk historie. Ikke blot har det været ødelagt af orkaner flere gange, men der har også været så stor blæst om ejerskabet på grund af indviklede familieforhold, at det har berørt hele Barbados. Den oprindelige ejer hed Franklin. En af hans efterkommere testamenterede i 1784 en del af herligheden til sønnen Joseph Pitt Washington Franklin, som han havde fået sammen med slaven, Leah, der var mulat. Drengen var altså trekvart hvid, og både farens søn og slave. Den hvide del af familien ønskede testamentet omgjort. Selv om sønnen kunne købe sig fri, og i øvrigt havde ret til arven, så var det forbudt for farvede at komme i datidens retssale. Derfor kunne han ikke tale sin sag, og derfor frakendte retten ham arven. Det skulle den aldrig have gjort, for drengen blev alvorligt sur og blev en af initiativtagerne til slaveoprøret i 1816. Han dannede en oprørsgruppe sammen med Bussa, der boede på naboplantagen. Franklin blev leder af slavernes ny regering, fordi han kunne læse og skrive. De nåede at sætte 40 plantager i brand, inden oprøret blev slået ned. Joseph blev sat i fængsel og henrettet 34 år gammel. Men i taknemlighed har slaverne siden kaldt mange af deres børn for Franklin, og det er derfor det mest almindelige navn på disse kanter. Der har tidligere været zoo ved huset, men det var lukket ved redaktionens slutning, og der er derfor heller ikke adgang til huset.

Sam Lord’s Castle, guidede ture 8-17. Entré, børn gratis.
På sydøstkysten finder man en af Barbados’ mest omtalte bygninger. Det skyldes udelukkende en god historie. Man siger nemlig, at slottets oprindelige ejer, englænderen Sam Lord, kun fik råd til at bygge slottet ved at sørøve – fra landsiden. Han skulle i begyndelsen af 1800-tallet have hængt lygter op i palmerne og i køernes horn, så sejlende troede, at de var tæt på en by. Når skibene forsøgte at sejle i havn, gik de på grund på Cobbler’s Reef, og så stod Lord og hans mænd klar til at røve skibet og dræbe sømændene. De førte byttet til slottet gennem en hemmelig underjordisk gang i kalklaget. Der er ikke skyggen af bevis for, at det er sandt. Man ved, at manden ikke var rar, og at han tævede sin kone og holdt hende indespærret i kælderen. Men pirateriet har man ikke fundet beviser for, og man har heller aldrig fundet nogen hemmelig tunnel. Men historien trækker folk til, og det passer Marriott Hotel vældig godt, for de har nu udlagt et stort hotelkompleks omkring dette slot – som ærlig talt ikke minder meget om et slot. Der er guidede ture i det gamle hus, som i dag rummer hotelreceptionen. Man kan komme ind i Lord’s eget soveværelse og se den imponerende himmelseng, som skal bestiges med trappe og i øvrigt er udstyret med skjulesteder, hvor han kunne gemme sine rom-forsyninger. Værelset udlejes også. Selve hotelområdet er vældig smukt, og stranden er himmelsk at se på, men der er kraftige understrømme, så det kan ikke anbefales at bade her.

Crane Beach
Stranden er noget mere badevenlig end ved Sam Lord – især de lokale unge bruger den til mini-surfing, og der er altid fredeligt liv omkring den enlige bod med kolde forfriskninger. Oprindeligt var stedet damernes badested. Det var nemlig ikke anstændigt for kvinder at blive set badende, så Crane Beach var reserveret til damer. Navnet Crane skyldes, at klipperne tidligere tillod skibe at komme ind til stranden. Derfor var der en stor kran, der hejste gods op til hotellet, Crane Hotel, som mange betragter som et af verdens smukkeste. Det er 200 år gammelt og har bl.a. en meget smuk pool med hvide søjler, og der er flere store statuer omkring i haverne. Blandt andet en af balletmesteren David Hall fra 1975 med titlen Grand Jeté, der er lige ved at springe ud over skrænten. Hotellet har kun 18 værelser, som er vidt forskellige og spændende indrettet – alle med havudsigt, og de er såmænd billigere end det noget mere industrialiserede hotel ved Sam Lord. Flere berømtheder har boet på hotellet, blandt andet Buffalo Bill. Som på mange andre hoteller kan man benytte poolen mod et gebyr.

Inde i landet

Det meste af det indre Barbados er dækket af marker med sukkerrør. Når man kommer kørende i bil under høsten og smiler pænt, skærer de lokale gerne en bid af til én, så man kan smage sukkersaften. En køretur i øens midte giver samtidig muligheder for at besøge de mange små landsbyer, hvor livet passerer, uden at man lægger stort mærke til turisthalløjet ved kysterne.
                     
Rock Hall Village ved highway 1A er ikke meget af en by, men den har stor historisk betydning for bajanerne. Her boede engang en plantageejer, der ikke brød sig om slaveri. Han besluttede derfor, at hans slaver skulle sættes fri, når han døde, og når det skete, skulle de have en pose penge hver. Det mente hans tjener Godfrey ikke kunne gå hurtigt nok, så han snittede halsen over på ejeren. Godfrey havde misforstået meget. Han blev hængt, og slaverne blev ikke sluppet fri før alle andre i 1848. Men pengene fik de, og de opkøbte plantagens jord. Byen blev kaldt Cut-Throat Village i mange år.
                     
Det er kalkstenshulerne og de mange slugter i klipperne, der er den største attraktion inde på øen. Flere steder kan man gå på ekspeditionslignende ture både til lands og under jorden. Slugterne skærer sig ind i klipperne og den eksotiske bevoksning har fået frit spil, fordi det har været for besværligt at udnytte dem til noget.
Welshman Hall Gully, åbent 9-17. Entré, tlf. 438-6671. En én km lang slugt ind i et køligt landskab med masser af tropiske planter og blomster. Der er anlagt stier, der sikrer, at man får set det hele: bambus, judastræer, figentræer, palmer og kæmpe bregner. Der er også damme med frøer og tudser. Pas godt på aberne – de er ikke særlig velopdragne.

Harrison’s Cave, åbent 9-16, entré, tlf 438-6640.
Den største underjordiske hule under øen. Den er dannet af vandstrømme, der igennem årtusinder har skåret sig ind i kalkstenen og dannet eller dryppet utrolige formationer i sten. Man kan se stalaktitter og stalagmitter. Der er restaurant og forretninger og en lille udstilling om lokal geologi. Turen ned i hulen foregår med små elektriske tog, og der er to stop, så man kan fotografere. Et af stoppene er ved et 500.000 år gammelt bassin, der har form som Barbados. Det er 9 meter dybt. Det virker som om, at man kører meget dybt ned i jorden, og man er da også 150 meter under jordfladen, men alligevel 100 meter over vandoverfladen, hvis det kan hjælpe folk med angst for det underjordiske. Læs artikel sidst på siden.

Flower Forest, nord for Welshman Hall Gully ad Highway, 9-17. Entré, tlf. 433-8152.
En stor botanisk have med alle Barbados’ planter. Der er skilte med både de latinske og de engelske navne. Det er også et godt udsigtspunkt. Cafeteria.

Gun Hill Signal Station, åbent ma.-lø. 9-17, entré, tlf. 429-1358.
Et fuldt restaureret signaltårn, som man kommer til ad Highway 3B og Fusilier Road. På vej op ad bakken er der en meget britisk hvid løve, som en engelsk soldat skar ud i klippen i 1868 – det kunne godt blive lidt kedeligt på disse signalposter. Der var i alt seks af disse poster spredt ud over Barbados, og på grund af det flade land kunne de både se hinanden og holde udkik med havet. De kunne så alarmere hinanden, hvis der kom angreb fra skibe eller slaver. Signalstationerne blev bygget i 1818, men mistede hurtigt deres militære betydning. I dag ligger her en fredelig park med masser af kolibrier. Fra tårnet, hvor der er en lille udstilling om livet i et signaltårn, kan man se ind over Bridgetown. Der er også en lille restaurant, der serverer bajan fast-food: kylling og ris.

Strandene
Hele vestkysten er én lang tropisk strand: Paynes Bay, Sandy Bay og Mullins Bay. Strandene er rolige og sikre. Der er altid barer og restauranter i nærheden, hvis de da ikke ligger lige ned til vandkanten. Sydkystens strande er gode, men badeforholdene er ikke helt så forudsigelige. Der kan bades på østkysten, men man skal være varsom – og respektér advarselsskiltene.

Lokale forhold

Se også praktiske oplysninger generelt under punktet Værd at vide.

Aktiv ferie
Wilcox Riding Stable ved lufthavnen, d 428-3610; Brighton Riding Stables i Black Rock nord for Bridgetown, d 425-9381
Sejlbåde: Calypso Charters, d 426-7166
Windsurfing: Specielt gode forhold november-juni. Maxwell er ideelt for begyndere, mens Silver Sands er for de øvede. Udstyr for en dag koster ca. 80 B$ hos Barbados Windsurfing Club Hotel, Maxwell Christ Church, d 428-9095. Der er 70 skibsvrag omkring Barbados, og de har dannet nye hjem for tropiske fisk og koraller.
Det flade land er ideelt til cykeludflugter. Club Mistral i Maxwell udlejer mountainbikes
Dykning: Dive Boat Safari ved Hilton, Needham’s Point, tlf. 427-4350; The Dive Shop, Aquatic Gap; Jolly Rogers Watersports, Sunset Crest, tlf. 432-7090.
Golf: Sandy Lane Hotel and Golf Club,18 huller. The Heywoods Golf Club, nord for Speightstown.

Barbados National Trust arrangerer gratis vandreture sø. kl. 6, 15.30 og 17.30 afhængig af sæsonen. Turene tager ca. 3 timer og er på 8 km. Barbados National Trust sælger også et særligt pas til 50 B$, som giver adgang til alle foreningens seværdigheder. Man skal virkelig ønske at se mange af dem, før det kan betale sig.

Alarm
Politi 112, Ambulance 115, Brand 113

Helligdage
Errol Barrow Day 21. jan., Whit Monday 8. ma. efter påske, Kadooment Day, 1. ma. i aug., Uafhængighedsdag 30. nov.

Hotelskat
17%

Information
Barbados Board of Tourism, Harbour Rd., Bridgetown, åbent ma.-fr. 8-16. Desuden kontor ved Deep Water Harbour og lufthavnen. Få bladene »Sunseeker« og »The Visitor«

Karneval
»Crop Over Festival« er en kombination af karneval og høstfest i juli og august. Klimaks er første mandag i august med »Kadooment Day«, hvor Bridgetown bliver et mini-Rio. »The Holetown Festival« holdes i slutningen af februar for at mindes de første bosættelser. »The Oistins Fish Festival« foregår i påsken ude i fiskerbyerne. I november er der »National Independence Festival of the Creative Arts«, hvor man viser talenterne inden for sang, dans, musik og teater. Det kulminerer på uafhængighedsdagen den 30. november.

Kendte navne
Øen har leveret flere store sportsstjerner inden for cricket: Frank Worrell og Garfield Sobers. Forfatteren George Lamming er kendt for sine kritiske romaner, mest kendt er »The Castle of My Skin«, som beskriver en slaves opvækst i koloni-Barbados. Den danske forfatter Benny Andersen bor på øen om vinteren. Historisk har øen haft fint besøg af USA’s første præsident George Washington. Han pådrog sig her kopper. Den engelske Lord Nelson var her, og han syntes, her var dødsygt.

Konsulater
Konsulater
Royal Danish Consulate, c/o Yankee Garments Ltd., Grazettes Industrial Park, Bridgetow, tlf.: (246) 424 4995, fax: (246) 424 5643, E-mail: hadch.fam@caribsurf.com

Norsk konsul James Stephen Mayhew, Cockspur House, Bridgetown. Træffes på tlf. 427-5131.

Kriminalitet
Man kan stort set gå i fred alle steder, men bør vise forsigtighed om aftenen og nat i Bridgetown.

Telefon
Fra Danmark: 001 246+ lokalnummer

Trafik
Man kører i venstre side. Trafikken er rolig, og vejene er gode. Næsten ingen trafiklys, men et væld af rundkørsler. Max. 35 km/t i byerne og 60 km/t udenfor. Midlertidig køretilladelse til fås i lufthavnen eller hos udlejningsbureauet.

Transport
Fly: Grantley Adams International Airport.
Busser: kører alle ud fra Bridgetown. Stoppestederne hedder enten »To Town« eller »Out of Town«. Endestationerne ses på skilte i forruden. De blå busser kører fra Fairchild St. Bus Terminal og dækker syd- og østkysten. Busser op ad vestkysten og til midten af øen kører fra Jubilee (Lower Green) og Princess Alice Highway.
Taxier. Der er faste priser på mange strækninger, men for en sikkerheds skyld skal man altid aftale prisen, inden man kører. De reglementerede har et Z på nummerpladen.

Åbningstider
Ma.-fr. 8-16, lø. 8-12. Supermarkeder til kl. 18.

 

Under Jorden med Ole Sørensen

På Barbados bør man gå »under jorden«, om ikke andet så af nationale grunde. Det var nemlig en dansker, der »opfandt« den største turistattraktion på Barbados, Harrison’s Cave, en Aladdins hule fyldt med naturlige skatte. Hulen ligger dybt nede i undergrunden, fjernt fra palmerne og det azurblå vand. Fra indgangen kører man ned, ned og ned i små tog, indtil man kommer ind i katedral-store huler og sale, der fra naturens hånd er dekoreret med drypsten, underlige figurer, smukke søer og stormende vandfald. Undervejs fortæller guiden om hulernes historie, og fra højtalerne lyder det jævnligt på meget svært forståeligt dansk: Ole Sorensen ... Ole Sorensen.
                     
De indfødte på Barbados har i århundreder vidst, at deres undergrund ikke var helt almindelig, men ingen var klar over, hvor vidunderlig den egentlig var, før den danske huleforsker Ole Sørensen i 1971 tilfældigt var på ferie på øen. Han læste om hulerne på Barbados på biblioteket i hovedstaden Bridgetown og fik en idé om, at der måtte gemme sig noget mere bag – eller rettere under – det, som de indfødte kaldte Harrisons Hule. En engelsk forsker havde ganske vist nævnt hulen i nogle skriverier, men kun som en lille og ikke særlig vigtig hule.

Ole Sørensen udforskede området, og det lykkedes ham at klemme sig igennem nogle passager flere kilometer ind. Senere samme år tog han et helt ekspeditionshold af eventyrere og forskere med til Barbados, og de begyndte en omvendt bjergbestigning ned i øen. For første gang så mennesket de fantastiske drypstenshuler.

Bajanerne mistænkte ekspeditionen for at lede efter olie, for hvorfor skulle nogen ellers frivilligt kaste sig ned i dybet. Men Ole Sørensen kunne gå til turistministeren og fortælle, at han i stedet for olie havde fundet guld – turistguld. Barbados’ regering så straks mulighederne. Der blev pumpet millioner af kroner ned i undergrunden til veje og udsigtspunkter. Men først ti år senere kunne seværdigheden åbne. I dag kører de små tog 25 min. lange ture dagen lang og året rundt.

Hulerne er dannet over millioner af år, fordi troperegnen er fosset ned i undergrunden. Regnen har nærmest spulet indmaden af øen ud. Samtidig har det dryppet fra hulens lofter, så der er dannet sære formationer gennem årene. Nogle af de stalagmitter, der tårner sig op fra bunden, er fire m høje. Det har derfor dryppet en del og ganske længe, når man tager i betragtning, at de kun vokser med én centimeter på 200 år. Der er samtidig dannet bjerge i hulerne, når loftet indimellem er faldet ned. De er omgivet af et underligt landskab med mandshøje formationer, små søer og vandløb – og ikke mindst tordnende vandfald, der drøner ned i dybe huller. Det største rum er 75 m langt, 30 m bredt og 30 m højt. I bunden af hulerne kan man se et 12 m højt vandfald plaske ned i søen.

Før hulen blev opdaget, var den hullede undergrund kun til besvær. Nedgangene til dem blev kaldt helvedeshuller og var til stor gene i sukkerrørsplantagerne. De egnede sig kun til at smide affald og døde dyr i. I dag trækker man millioner af turistindtægter op af dem – takket være danske Ole Sørensen.

 

 

(C) GG