Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

Læsestof til flyvet - Caribien

Columbus -  Rom og Cola - Jetlag - Krydstogt - Kannibaler - Trivia

Af Kenneth Bo Jørgensen

Columbus

Christoffer Columbus var allerede den berømte opdagelsesrejsende, da en gæst ved et middagsselskab i Spanien hånligt sagde om hans bedrift, at det kunne enhver da have gjort. Columbus spurgte, om gæsten også kunne sætte et æg på højkant. Gæsten forsøgte, men ægget rullede hele tiden på langs. Columbus tog ægget og knaldede det ned i bordpladen, så spidsen blev flad, og ægget kunne stå. Det kunne jeg da også have gjort, sagde gæsten, hvortil Columbus svarede: Ja, men jeg gjorde det! Dermed havde han opfundet udtrykket et »Columbus-æg«. Ingen har siden bestridt, at Columbus’ rejse til Amerika blev den mest betydningsfulde ekspedition i verdenshistorien. For der er vel ingen opdagelse, der hverken før eller siden i så høj grad har påvirket Jordens udvikling. Månen blev jo ikke ligefrem det store trækplaster. Columbus selv anede ikke, hvad det var, han havde opdaget. Til sin død troede han, at han havde fundet en vestlig søvej til Indien. For det var det, han havde ledt efter.

Vi ved ikke meget om Columbus’ liv før turen til Amerika. Flere end ti lande har forsøgt at tage æren for hans herkomst, men den officielle historie er, at han blev født i Genova i Italien i 1451 som søn af en uldspinder. Christoffer blev tidligt matros og mærkede selv besværet med at få varer fra Indien og Kina, fordi muslimerne spærrede for handelen ad Krydderivejen. Og da man nu mente, at Jorden var rund, så fandt Columbus det naturligt, at man måtte kunne nå til Indien ved at sejle vestpå. Men han havde hverken skib eller penge til at gøre forsøget selv. Han forsøgte forgæves at få den portugisiske konge til at finansiere turen, men kongens videnskabsmænd anså projektet for helt hen i vejret. Det var ikke Guds vilje, at man skulle sejle så langt ud på Det Hellige Ocean. Man ville blive styrtet i Helvede på et tidspunkt, også selv om Jorden var nok så rund. Columbus forsøgte forgæves at overbevise andre kronede hoveder om projektet og satsede derefter på den spanske dronning Isabellas velvillighed, fordi han her kunne appellere til hendes stærke tro. Hun ønskede at frelse sjæle og omvende folk til kristendommen. Columbus blev underkastet alle mulige forhør af hendes rådgivere, og da der var et hul i kalenderen, fik han endelig foretræde for dronningen og derefter lov til at tage af sted.

Han var omkring 40 år, da det lykkedes. Tre forholdsvis små skibe, caravellerne Niña, Pinta og moderskibet Santa Maria, sejlede af sted – med en meget nervøs besætning, der ventede sig det værste. Men det gik forholdsvis smertefrit. For Columbus valgte ved et lykketræf den nemmeste vej over havet, hvor man får mest ud af passaten – den rute, som sejlbåde stadig bruger. Besætningen var i mytteri-stemning næsten hele vejen. Ustandselig måtte Columbus fortælle historier om, hvordan de ville komme til dale med de skønneste krydderier, guld og marmorbroer og templer med gyldne tage. Han førte en falsk logbog, hvor han skrev færre sømil ind, end de i virkeligheden tilbagelagde, for ikke at forurolige besætningen. Den rigtige logbog gemte han i sin kahyt.

Fredag den 12. oktober 1492 så han land for første gang. Columbus var havnet i Bahama-øgruppen og gav øen navnet San Salvador efter Frelseren. Her blev han mødt af meget smukke, nøgne mennesker, som faldt på knæ for gæsterne, som de troede var guder. Han gav de indfødte glasperler, røde huer og små bjælder – de må have haft et helt lastrum fyldt med bras – og til gengæld fik Columbus tobak, papegøjer og spyd. Alt var så idyllisk, at Columbus skriver i sin logbog, at disse medgørlige mennesker bliver lette at kristne.

Selv om Columbus er fuldstændig betaget af de rare indianere, det pragtfulde klima og den underskønne natur, så overvejer han aldrig, om han er kommet til paradis, eller om her måske er så perfekt, at det ikke er nødvendigt at blande sig i forholdene. Tværtimod noterer han, at blot 50 soldater sagtens kan styre øen og de mange indbyggere. Han var nemlig helt almindeligt begærlig og var først og fremmest opsat på at finde guld og rige skatte. Og så sejlede han videre, fandt nye øer, satte kors på dem og tog dem dermed i besiddelse. Han skrev i sin logbog igen og igen, at snart den ene ø, snart den anden var den smukkeste, han nogensinde havde set, kikkede efter guld og sejlede videre. Og han var hurtig til at tage en ø i øjesyn: »Jeg har hverken set geder eller får, men jeg har kun været her en halv dag. Men hvis de fandtes, ville jeg have set dem.«

Ekspeditionen er ude for flere uheld. Kaptajnen på Pinta sejlede på et tidligt tidspunkt fra de andre for selv at søge guld. Santa Maria løb juledag på en sandbanke ud for Hispaniola. Det tog man som tegn på, at man skulle bygge et fort her. 39 søfolk blev efterladt for at opbygge et samfund. Den 16. januar 1493 rejste Columbus hjem på skibet Niña i kapløb med Pinta, som nu forsøgte at hægte sig på ekspeditionen igen. Vinden førte ham først til Portugal, hvor kongen tog imod ham som en helt. I begyndelsen af marts kom han endelig til Barcelona, hvor han blev modtaget af den spanske konge og dronning. Han gik i optog gennem byen med medbragte indianere, papegøjer, guld, fremmede planter, fisk, fugle og frugter. Columbus var dagens mand. Og samme år rejste han igen af sted – denne gang med 17 skibe og 1700 mand. De nåede frem til Dominica den 3. november 1493 og opdagede nye øer. Og han foretog sin tredie rejse i 1498, hvor han kom endnu længere sydpå. Men Columbus faldt i unåde. Han fik ry for at regere brutalt, og man brød sig ikke om, at han sendte indianere hjem, der skulle sælges som slaver. Til sidst bad dronningen Francisco de Bobadilla om at rejse over og afhøre Columbus. Men Oceanets admiral mente ikke at skulle stå til regnskab, så Bobadilla blev nødt til at anholde ham og sende ham hjem til Spanien i håndjern. Dronningen tilgav ham dog og tillod ham endnu en rejse i 1502, som blev alt andet end vellykket. Han nåede til Panamas kyst, men strandede ved Jamaica. I et år levede han og besætningen på sultegrænsen, for indianerne nægtede at hjælpe dem. Først da en kano slap over til Hispaniola, kom der et skib, og Columbus rejste hjem til Spanien i 1504.

Hans gamle velynder, dronning Isabella, var i mellemtiden død. Kongen tilbød ham høje poster og store landområder som betaling for hans bedrift, men Columbus ville som aftalt hellere have 10% af det samlede udbytte af hans opdagelse til både ham selv og hans efterkommere. Det ville kongen ikke gå med til, og Columbus blev bitter. Han døde den 20. maj 1505 i Valladolid omgivet af sin bror og sine sønner. Hans kiste blev stedt til hvile i et kloster, men siden transporteret til Santo Domingo på Hispaniola for at blive begravet der. Kisten blev anbragt i en af domkirkens underjordiske kældre sammen med kisterne med sønnen Diego, broderen Bartolome og sønnesønnen Don Luis. Da franskmændene i 1795 besatte Hispaniola, blev Columbus i hast ført til Cuba, og da spanierne var ved at miste herredømmet her i 1898, listede de Columbus til Spanien – altså over Atlanten igen. Han fik et flot gravmonument i Sevillas domkirke.

Så burde han jo have fået fred. Men nej. For imens fandt man i Santo Domingo en blykiste i domkirken med påskriften Almirante Cristobal Colon. Forskere mente, at det var den rigtige Columbus, og derfor fik han også et gravkapel her, hvor han lå, indtil et nyt enormt gravmonument blev færdigt i 1992. Amerikanske forskere kom i 1960´erne til den konklusion, at Columbus faktisk ligger begge steder. Man er altså kommet til at dele hans jordiske rester under forvirringen i 1795. Hans jordiske rester er blevet splittet ad og delt mellem den nye og gamle verden. Det ville han formentlig have fundet ret morsomt og helt rimeligt.

Trivia: Gode ord at kende: Blanke = Hvide, Plantere = Plantageejere, Bomba = Sort opsynsmand, Cassare = ægteskab mellem hvid og sort, Maroon = Flygtet slave, Greathouse = planterens hjem.

Fra sukker og rom – til rom og cola

Det var efterspørgslen på sukker, der grundlagde de store formuer i Caribien, men det varede ikke længe, før man opdagede et behageligt biprodukt, som man stadig spinder guld på: Rom.
Den spirituøse drik blev opfundet i Vestindien, men det gjorde sukker ikke. Sukkerrør har groet i Kina og Indien som ukrudt og blev kaldt »planten, der giver honning uden bier«. Alexander den Store bragte sukkerrørene til Europa, og siden blev de plantet i Egypten og senere på De Canariske Øer. Det var herfra, at Columbus tog stiklinger på sin anden rejse til Vestindien. De blev plantet på Hispaniola og lynhurtigt spredte de sig over hele Caribien. Sukkerrørene blev knust, og saften blev opvarmet, indtil sukkeret krystalliserede sig. Restproduktet var en klæbrig masse, melasse, som man fodrede dyr med. Lige indtil en mand fik det så dejligt, da han smagte på en klat, der havde ligget lidt for længe i solen. Rommen var skabt, og den første egentlige destillering menes at have fundet sted på Barbados i 1630. Navnet kan stamme fra det latinske ord for sukkerrør, saccharum. Eller fra det engelske rumbullion, som betød ballade, for det blev der altid, når folk havde drukket nok. Fra 1670 hed det rom på engelsk, ron på spansk og rhum på fransk.

Rom var ikke for pæne mennesker, de drak gin. Men arbejdere og slaver nød den, og den fik øgenavnet Kill Devil, dels fordi ikke så få døde af dårlig rom, dels fordi det ofte gav de frygteligste tømmermænd. I 1655 blev rom en fast del af engelske sømænds rationer som erstatning for halvråddent vand og overgæret øl. Det gjorde det noget nemmere at rekruttere matroser. I 1731 var rationen på 1/4 liter rom om dagen, og søfolkene var så glade, at flere af dem gik planken ud uden at opdage det. I 1740 var det gået så vidt, at viceadmiral Edward Vernon med øgenavnet Old Grog, dekreterede, at romrationen skulle blandes op med fire dele vand. Det blev han ikke populær af, men hans navn er gået over i historien, for sømændene kaldte det tynde sjask for Grog og det drikker man stadig i Grog-shoppes. Rom-rationerne fortsatte i British Navy helt op til 1970. Rom spillede en stor rolle i handlen med Vestindien. Før de mange destillerier kunne klare efterspørgslen, blev melassen skibet til Europa, hvor det blev til rom. Tønder med frisk rom blev derefter skibet til Afrika, hvor de lokale høvdinge gladeligt solgte deres bedstemor for sådan en tøndefuld.

I dag produceres rommen i Caribien, en af de største producenter er Bacardi fra Puerto Rico, men alle øerne har deres egne destillerier og mærker. Den lyse rom lagres i tanke af rustfrit stål, mens den gyldne rom er ældet på egetræsfade, derudover er der den langtidslagrede, anejos, der kan drikkes ligesom cognac. Farve og smag varieres med karamel og krydderier.
De skønne dråber spiller en stor rolle i dagligdagen. En nyfødts pande stænkes med rom, og det sidste hvilested får et skvæt til turen. Men først og fremmest sørgede det for fortsatte indtægter, da Caribiens økonomi ikke længere var sukker og rom, men rom og cola.

Trivia: Actionhelten James Bond er god reklame for Jamaicas Blue Mountain kaffe. I filmen »Live and Let Die« lader Ian Flemming ham sige: »Blue Mountain is the best coffee in the world«. Kun kaffeplanter, der gror højere oppe end 2000 fod på bjerget, må kalde sig Blue Mountain. Den er mildere end almindelig kaffe og har mindre koffein.

Trivia: Bliver man inviteret til Boonoonoonoos Beach Party, skal man ikke blive forskrækket – det lange ord betyder bare »lækkert«.

Begonia-blade på Dominica er så delikate, at man spiser dem som frugt. De smager som grønne æbler.

Jetlag

Det kan være en hård omgang at komme til Caribien, da flyvetiderne ofte er på 10-12 timer, selv når det går tjept. Man kan prøve at vænne sig lidt til tidsforskellen hjemmefra, så man får det maksimale ud af de første dage også. Ellers gælder det om på selve flyveturen at holde sig fra alkohol, men derimod splaske sig i vand og juice. Det forhindrer ubehaget ved den dehydrering, der sker undervejs. Man kan også undgå, at slimhinderne tørrer ud, hvis man smører vaseline eller læbepomade i næseborene. Sørg desuden for jævnligt at gå en tur rundt i flyet, så man undgår stivhed og opsvulmede ben på grund af kabinetrykket. Tag skoene af undervejs, hav eventuelt hjemmesutter med. Og efter alle de sodavand bliver man glad for en tandbørste i håndbagagen lige inden landing. Det kan være en god idé med en walkman, da flyenes stereoanlæg har det med at være meget slidte. Hvil undervejs – eventuelt ved hjælp af en lille oppustelig nakkepude.
Det siges at hjælpe mod jetlag at gå på tæer, når man når frem, men der er vist ikke videnskabeligt bevis for det. Vent med at sove til det bliver nat på ankomststedet, selv om det for længst er nat i Danmark. Gå om muligt tidligt i seng – lokal tid – og sov helt igennem, så er man som regel på dupperne fra første færd. På grund af tidsforskellen er det altid værre at vende hjem. Men her har man som regel mere plads og tid til at komme sig.

Trivia: Det mest giftige træ i Caribien er manchinell-træet. Det har ovale grønne blade og er ofte afmærket med rød maling på bunden af stammen. Træets frugter er meget giftige, men det er blade og grene også. Blot en dråbe saft fra dem vil fremkalde irritation på huden. Man bør heller ikke stille sig under træet for at søge ly fra regnen, for vand, der har været i kontakt med bladene, vil også irritere. Columbus kaldte det for »dødsæbletræet«.

Krydstogt på din egen måde

Mange myter om krydstogter i Caribien er blevet aflivet i det seneste tiår. Ingen tror længere, at de er forbeholdt gamle amerikaner-millionøser med blåt hår og diadem. Alle ved, at det ikke er Oslo-båden, vi taler om, men derimod enorme skibe med et overflødighedshorn af luksus, aktiviteter og underholdning, der kan måle sig med de fineste feriecentre. Og det er vel også snart velkendt, at et krydstogt faktisk kan fås til en rimelig pris. Men hvorfor tøver danskerne så? For det gør de. Nordmændene er mere interesserede, men overgivet sig til det, har de ikke.
På normale rejser kan man være stensikker på, at der er danskere og nordmænd i nærheden. Men ikke på caribiske krydstogt-skibe. Mange mener, at det er det stive ved krydstogter, som skandinaver ikke bryder sig om: Galla-middage med smoking, faste pladser i spisesale og faste spisetider, det er ikke noget for danskere, når de er på ferie.

Men nu er der håb. Et enkelt af rederierne, Norwegian Cruiseline – som navnet antyder, grundlagt i Norge – har indført krydstogter, hvor man selv bestemmer farten. Det kaldes free-style cruising. Det går ud på, at gæsterne skal gøre, hvad de har lyst til. Man spiser, når man vil, på de restauranter man vil og sammen med dem man vil, og man går klædt, som man vil. Når der er fin aften med smoking i festsalen, kan man sagtens spise i bermuda-shorts i balsalen. Hvor man på normale krydstogtskibe har nogle meget store centrale spisesteder, har man på Norwegian 7-8 forskellige restauranter – flere af dem serverer døgnet rundt. Der er to store spiserestauranter, en smagfuld og lettere romantisk italiensk restaurant i skibets stævn, en lille fransk bistro har udsøgte lækkerier, og på dækket er der en ti meter lang buffet med specialiteter fra hele verden. Bliver man brødflov ud over disses åbningstider, er der 24-timers burger- og pizzabar.
Krydstogter er specielt velegnede i Caribien, hvor skibene kan nå fra ø til ø i løbet af en enkelt nats sejlads. Ofte er afstandene så små, at skibene ligger og flyder hele natten og venter på at komme i havn.

Endnu før skibet har forladt havnen i Puerto Rico er de første shows gået over scenen i den store festsal. Den første dag foregår som regel til havs, så man får tid til at lære sit skib at kende. Man smider sig ved eller i et af svømmebassinerne, hvor voksne legeonkler straks inviterer til vandlege, men man kan være fri. Man kan nøjes med at ligge stille og nyde solen, mens tjenere konstant pendulerer omkring en og sørger for friske forsyninger. Betalingen sker med det plastickort, som man har modtaget ved indgangen, og så bliver alle regninger betalt hjemmefra – men jo desværre fra ens egen konto. Principielt behøver man dog slet ikke at bruge penge om bord. Al mad er inkluderet i prisen.

Hvis man på et tidspunkt får nok af al den mad, er der et fuldt udstyret fitness-center med aerobic-klasser, de nyeste work-out-maskiner og sauna. Der er også motion med volleyball-turnering, bordtennis, lerdueskydning eller man kan jogge på det brede promenadedæk.
Den første aften siger kaptajnen pænt goddag til alle ved et cocktailparty, jo, det ser bedst ud med en jakke og slips til herrerne, men alle bliver da lukket ind. På free-style cruising vælger man blot en anden restaurant, hvor der ikke er slipse-krav. Hver eneste aften er der forestillinger af international format i festsalen. Nye kunstnere, dansere, komikere, jonglører og artister flyves til skibet hver eneste dag, så der er et frisk show hver aften.

Bagefter kan man gå i kasino, i danserestauranter eller i de mere grovkornede barer, hvor gæsterne dyster med hinanden i brydning – iført kæmpekostumer – og karaoke. Man kan også gå ned i foyeren til skibets fotograf, der gerne foreviger én foran en kunstig skibsræling.
Hver aften slutter med natbuffet. Iskunstnere bruger flere timer forinden på at skære kæmpe isblokke ud til delfiner og havfruer – bare sådan til pynt. På krydstogter bliver der nemlig ikke sparet på noget, når det handler om at forkæle gæsterne.
Se også praktiske oplysninger #151.

Trivia: Tobak, orkan, tomat, bacon og kano er alle gode danske ord, der har deres oprindelse i arawak-indianernes sprog.

Mr. Puerto Rico

En af de for tiden mest kendte puertoricanere er sangeren og skuespilleren Ricky Martin. Han har betydet så meget for sin hjemstavns image, at det er et kæmpe foto af ham, der byder rejsende velkommen i San Juans internationale lufthavn. På barer og restauranter i San Juan vil man se fotos og andre beviser på, at det netop er her, at Ricky kan lide at komme – eller i hvert fald har været. Tal ikke ilde om ham, når en puertoricaner er i nærheden.
Ricky Martin har da også gjort en fænomenal karriere. Han er født juleaften 1971 og voksede op i San Juan. Han kom med i drengebandet Menudo, men blev smidt ud. 20 år gammel fik han en rolle i en mexicansk tv-serie, året efter kom hans første spansksprogede CD, der gav otte guldplader fra hele sydamerika. Hans amerikanske gennembrud som skuespiller kom, da han fik en rolle i sæbe-operaen »General Hospital«. Men det var stadig sangen, der fik pigehjerter til at smelte verden over. Han blev verdensberømt med sangen »La Copa de la Vida«, som var officiel sang til fodbold-VM i Frankrig i 1998. Den solgte flere end 6 mio. eksemplarer. I år 2000 fik han MTV pris for bedste mandlige kunstner.

Pirater

Piraterne var rigtige mænd. De havde en ædel sag, for de kæmpede for deres konge eller dronning, når de slagtede løs på spaniere og røvede deres guld. Sådan har Hollywood fået os til at tænke på sørøvere, der hærgede Caribien i det 16. og 17. årh. Man ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne. Sådan var de også – nogle af dem. Englænderne og franskmændene sendte dygtige søfolk af sted for at underminere det spanske herredømme. Andre sørøvere var gemene forbrydere, der havde udset sig en hurtig måde at blive rig på. Og så var der mange, der var lidt af begge dele.

Piraterne var barske, men de havde orden i tingene – uskrevne regler, der gjorde skibene til særdeles eftertragtede arbejdspladser. Her var der medarbejderpleje. Piraterne delte rovet fair, så selv den yngste skibsdreng kunne opbygge en formue. Det var der nu sjældent nogen, der gjorde, for det meste af byttet blev omgående brugt på kvinder og sprut til overpriser i fx Port Royal på Jamaica, et af piraternes hovedkvarterer. Alle besætningsmedlemmer var sikret store summer, hvis de mistede et ben eller en arm i kamp. Til gengæld blev de tævet ihjel, hvis de forrådte kaptajnen. For kaptajnen gjaldt det om at kunne fremvise resultater i form af skatte, for jo dygtigere han var til at vinde bytte, desto flere folk kunne han mønstre.

Der var mange dygtige piratkaptajner. En af de mest berømte var Francis Drake, der senere blev adlet. Han røvede engang en 200 æsler lang karavane proppet med guld og ædelstene på vej til den spanske flåde. Det var også ham, der hørte rygter om en spansk armada, der skulle til Caribien for at tilintetgøre ham. Han sejlede straks til Spanien og tændte ild på hele flåden i havnen i Cadiz, så den stakkels spanske admiral døde af chok. Der var Henry Morgan, også senere Sir og viceguvernør på Jamaica. I 1660‘erne brugte han spanske munke, præster og nonner, når han gik i kamp. Da han skulle indtage byen Puerto Bello, blev de gejstlige tvunget til at bære stiger hen til muren og klatre op som skjold foran hans soldater. Han håbede, at spanierne ikke ville nænne at skyde deres eget lands hellige. Men der tog han fejl: De mejede munkene ned. Og det var alligevel for meget for dronning Elisabeth 1., som sendte Morgan til afkøling i Tower efter pres fra spanierne. Men han kom senere stærkt tilbage. Derudover var der de mere originale pirater, som var ude på at tjene sig selv. Der var fx Calico Jack, der var kendt for at gå i kvindeundertøj. Han havde også to piratprinsesser. Da han blev fanget, blev hans krop mast ind i en jernramme og udstillet ved indgangen til Port Royal (nu Rackhams Cay) til advarsel for andre pirater.

Mest kendt er måske kaptajn Sortskæg (jo, der var også en Blåskæg). Sortskæg hærgede i begyndelsen af 1700-tallet. Han hed rigtigt Edward Teach, og han udviklede sin egen helt personlige stil. Han opdagede, at jo hæsligere han gjorde sig selv, jo større chancer var der for, at fjenden gav sig uden kamp. Så han anlagde sig skæg, hvilket var usædvanligt dengang – endda et meget stort, sort et, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i rigtig festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han har været et frygteligt syn. Hans skib hed Queen Anne’s Revenge, men han var ikke på nogens side. Han røvede upartisk, drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Han forsøgte sig en enkelt gang med et hæderligt liv, men først satte han alle sine besætningsmedlemmer af på en øde ø, hvor han var sikker på, at de ville dø langsomt og pinefuldt. Derefter sejlede han selv og guldet til North Carolina, hvor han fik frit lejde af den korrupte guvernør. Men selv som rig landmand kunne han ikke slå sig til ro. Han strøg igen ud for at plyndre og blev først endeligt stoppet i en duel med en løjtnant Maynard. Det siges, at han har boet på Blackbeards Castle på St. Thomas i 1718, da stedet var en ren røverbule. Thatch Cay uden for St. Thomas skal være opkaldt efter ham.

En af de mest brutale pirater hed Francis L’Olonnois. Han kom som mange andre senere pirater til Caribien som skibsdreng og havde forpligtet sig til at arbejde i nogle år for sin herre. Bagefter vidste han ikke, hvad han skulle lave. I 1667 fik han af den franske guvernør på Tortuga til opgave at plyndre spanske skibe, da der var krig mellem de to lande. Han blev meget hurtigt rig og fik stadig flere folk under sig, så det til sidst var en hel hær med 700 mand og otte store skibe. Fjenderne huggede han i småstykker og slikkede blodet af sværdet bagefter. Han skar rask væk hjertet ud på folk, tyggede på det, mens det stadig pumpede, og kylede det gerne i hovedet på afdødes venner eller familie. Han endte sine dage som middagsmad for indianerne og blev selv hakket i småstykker.

Der skulle en pirat til at sætte en effektiv stopper for pirateriet. Det var Woodes Rogers, som havde røvet tusinder af skatte. Han fik til opgave at rydde havene for pirater. Det gjorde han på Bahamaøerne, der var et stort pirattilholdssted. Han fik oven i købet hjælp af masser af pirater, der var vant til at slutte sig til dygtige kaptajner uden altid at vide, hvad de kæmpede for.

Rastafari

Rastafarismen opstod på Jamaica i slutningen af 1920‘erne. Her udviklede Marcus Garvey sin Back to Africa-teori, der gik ud på, at sorte kun kunne blive rigtig lykkelige, hvis de vendte tilbage til Afrika. Han anerkendte, at de hvide skulle have lov at være her og udtalte, at der skulle både hvide og sorte tangenter til en harmoni. Men derfor behøvede de ikke have ret meget med hinanden at gøre. Hans tanker udviklede sig til en religion, hvor man udpegede Etiopien som hjemland for alle sorte. Religionen fik navn efter den etiopiske prins Ras Tafari, der i 1930 blev kronet til kejser og antog navnet Haile Selassie. Han blev gjort guddommelig og regnet for udødelig. Han døde i 1975 (et år efter at han var blevet sat af tronen), men religionen lever videre alligevel. De italienske fascister forsøgte direkte at udnytte religionen, da de i 1935 invaderede Etiopien. De hævdede, at kejser Haile Selassie havde en hemmelig hær på flere millioner sorte, der kun havde til formål at udrydde de hvide. Det var kun på Jamaica, man troede på det, og her styrtede de troende til hvervekontorerne for at være med. En mand i Kingston solgte billeder af Haile Selassie for store beløb, fordi mange troede, at kejserens billede var nok som gyldig rejsehjemmel til Afrika.

Der er mange underlige forestillinger i religionen, som ikke alle troende deler. Fx den at de hvides største ønske er at bortføre alle sorte og sende dem til det hæsligste sted i verden, England, hvor alle hvides fører, dronning Elisabeth, regerer. Sådanne vidtløftige ideer hæmmede religionens vækst i begyndelsen, men da den blev koblet sammen med Black Power-bevægelsen i USA, fik den mange følgesvende.

En af de mest kendte var reggae-sangeren Bob Marley, som var troende rastafari. På Jamaica gik rastafarier stærkt imod de sociale forbedringer i 1950‘erne, fordi de mente, at det kun forlængede pinen, så det ville vare endnu længere, før de hvide blev smidt ud.

De udvendige kendetegn på en rastafari er, at mændene lader både skæg og hår gro. Håret uldes i lange pølser, kaldet dreadlocks. De har som regel håret samlet under en meget stor hue, der er hæklet i rastafariernes farver: rød, gul og grøn – farverne fra det etiopiske flag. Derudover er de omgivet af en tyk hashtåge. Det hører nemlig med til religionen, at man kun må ryge marihuana, som de kalder ganja. Planten var ifølge deres religion den første plante i Edens Have. Og i ganja-rusen kan man tale med sine etiopiske forfædre. Men der er mode i dette look, så chancerne for, at det er en ægte troende, man ser, er små.

De rigtige troende rastafarier har det ikke-materielle som kendetegn. De lever ofte i kollektiver i meget beskedne kår, hvor de dyrker små jordlodder eller sælger træskærerarbejder på markedet. De skyr regulært arbejde og undervisning, fordi det for dem kun er noget, der tjener den hvide mand. I deres små forretninger får man en udsøgt, men ofte langsommelig betjening. Bortset fra hashen lever de meget sundt og spiser ikke kød. Derudover holder de sammen på familien, hvilket er lidt af et særsyn på disse breddegrader.

Kannibaler

Om carib-indianerne virkelig var kannibaler, ved man ikke med sikkerhed. I så fald har menneskespiseriet været en del af ritualerne efter krige, hvor man har ydmyget taberen yderligere ved at slubre hans hjernemasse i sig, sådan som det kendes fra kannibalerne i Fiji. Menneskekød har ikke været noget, der blev serveret til den daglige middagsmad. Columbus var selv i tvivl om, hvorvidt de var kannibaler, og han var tilbøjelig til at mene det modsatte, eftersom han jo selv var sluppet med alle lemmer i behold efter mødet med dem. Der bredte sig historier om, at indianerne klagede over, at spaniere gav forstoppelse, franskmænd var rigtig delikate, mens engelsk kød var alt for sejt. Påstanden om kannibalisme holdt man i live, fordi det var en god undskyldning for at holde indianerne som slaver.

(C) GG