Introduktion Læsning på flyet Barbados Jamaica Guadeloupe og Martinique Dominica Puerto Rico St. Lucia St. Martin Antigua Værd at vide - Det praktiske Fakta om Caribien

Jamaica

Lige så forskellige menneskene er, lige så afvekslende er øens natur. Man skal bare kikke ind i landet fra stranden, så ser man bjerge og en afvekslende frodighed, der i kompleksitet overgår de fleste caribiske øer.

Af Kenneth Bo Jørgensen

Kort om Jamaica
Landestatus: Uafhængig stat i Commonwealth
Areal: 10.991 km2
Statsoverhoved: Elisabeth 2.
Lokal ledelse: Generalguvernør Sir Howard Felix Haulan
Hovedstad: Kingston (900.000)
Befolkning: 2.520.000
Befolkningssammensætning: 94% sorte, 3% indere, 3% hvide
Højeste punkt: Blue Mountain Peak (2256 m o.h.)
Sprog: Engelsk
Religion: 56% protestanter, 5% katolikker, 21% andre, herunder rastafari
Valuta: Jamaica Dollar (1 JD = 16 øre)
Turisme: 1,2 mio. årligt
Nationalfugl: Doctor Bird – kolibrien
Nationaltræ: Lignum vitae (Pokkenholt)
Flag: Skabt i 1962. Det sorte symboliserer den sorg, landet har været igennem. Det gule er en lys fremtid. Det grønne håbet.
Jamaicas valgsprog er: Out of many. One People.

 

Piraterne hærgede over hele Caribien, men Jamaica var hovedkvarteret. Her formøblede de deres tyvstjålne formuer så hurtigt, at den daværende hovedstad Port Royal blev en af Amerikas rigeste byer. De fleste penge blev brugt på druk, hor og ballade, og byen blev kaldt »den ondeste by i verden«. Et jordskælv styrtede hele syndens hule i havet i 1692. Tilbage er kun nogle ruiner og så masser af piratfilm, der ofte er indspillet i Jamaica. Hollywood har i det hele taget gjort sit til at markedsføre øen, for den har bl.a. lagt kulisser til film som Papillon, Fluernes Herre, Den Blå Lagune og Cocktail. Og superstjernerne har det som foretrukkent gemmested. Det begyndte i 1940‘erne, da mega-stjernen i flere piratfilm Errol Flynn købte en lille ø ved Port Antonio. Siden fik sangeren Harry Belafonte, født i Jamaica, alle til at sukke efter øen, da han sang om Island in the Sun. De fleste turister bor i de store feriecentre langs nordkysten. Mange af dem err som små selvforsynende byer, hvor alle behov for opvartning, leg og luksus bliver opfyldt. Man behøver ikke at møde jamaicanere. Men så snyder man sig for mødet med et utrolig venligt, afslappet og morsomt folkefærd. En broget skare, der er blandet sammen af så mange racer, at man finder enhver tænkelig hudfarve og frisure. De er ikke til at slå ud, og afviser livets kvaler med et: »No Problem, Mon!«.

Kultur
Jamaicanerne er stort set alle af afrikansk afstamning, men de fleste har hvide forfædre i større eller mindre grad. Det giver en nuance-rigdom blandt de sorte fra helt sorte til næsten hvide, også kaldet Jamaica-hvide. Familiestrukturen er ret løs. Kernefamilier er en sjældenhed, for der er lang tradition for, at fædre har børn med adskillige mødre, og at børnene bor hos moren. En jamaicaner bliver kun stolt, hvis man spørger, hvor mange søskende han har, og de elsker at se vesterlændinges overraskede udtryk, når de hører om de utallige hele, halve og kvarte søskende. Et levn fra slavetiden, hvor slaveejerne drev avls-arbejde. En indfødt slave var bedre end en indkøbt fra Afrika, dels var de gratis, dels skulle man ikke pille hjemlandets skikke af dem. Derfor skulle slavekvinderne helst være konstant gravide, og ejerne var ligeglade med hvem, de gjorde det såmænd også gerne selv. Mænd skulle alligevel ikke have med børnene at gøre, de blev alene overladt til moderen og bedstemoderen. Jamaicas kvinder har derfor været vant til at klare sig selv, og derfor har øen mange kvinder i ledende stillinger. Jamaica-kvinder er ved at dø af grin, når de ser amerikanske film, hvor kvinden tuder, fordi manden forlader hende.

Jamaica har været selvstændig siden 1962. To partier, der politisk set forekommer næsten identiske – tæt på vores Socialdemokrater, har bittert, vildt og ofte meget voldsomt sloges om magten i årtier, og den magtkamp har været særdeles destruktiv for udviklingen. For at holde på magten er der, og bliver der, brugt ufine metoder, og korruption har fastholdt en meget ulige fordeling.

Sproget er engelsk, men det har en så kraftig accent og så anderledes en lyd, at Jamaica-talk er svært forståeligt. De fleste kan dog tale britisk engelsk på forlangende. Når de taler indbyrdes, bliver det helt uforståeligt, for da taler de fleste patois, det caribiske blandingssprog.

Jamaica er verdens tredjestørste producent (efter Australien og Guinea) af bauxit, der bruges til udvikling af aluminium. Det er en stor indtægtskilde, men giver ikke ret mange arbejdspladser. Det gør sukkerindustrien til gengæld. Jamaica var engang verdens største sukkerproducent, og der eksporteres stadig for 600 mio. kr. årligt. Desuden dyrkes der bananer, kaffe, kakao og frugt. Der er i de senere år sket betydelige udenlandske investeringer på øen. I 2001 var Jamaica det land i Caribien, der fik flest udenlandske investeringer. Turismen blomstrer og visner i takt med øens internationale image. Man klarer sig, fordi man har satset på selvforsynende feriecentre, der ikke er så afhængige af det omgivende samfunds kriminalitetsstatistik, vejvæsen og offentlige transport. Turismen begyndte, da en amerikansk bananimportør fandt på at sælge billetter til sine bananbåde, der sejlede mellem USA og Jamaica. Han byggede i 1905 det første luksushotel i Port Antonio, Tischfield, der i dag er skole. Efter 2. verdenskrig blev turismen sat i system. De forfaldne greathouses – plantagehjem – blev seværdigheder, og flere plantager blev golfbaner. Men rygterne om politiske uroligheder og kriminalitet fik i 70‘erne amerikanerne til at holde sig væk. Siden er der gjort store anstrengelser for at få ændret det uheldige image, og man har nu igen en stigning i turiststrømmen. Forholdsvis få skandinaver kommer hertil. Kun omkring 1000 om året fra Danmark. Det har en enkelt gang været forsøgt med direkte charterfly, men ingen charterselskaber har det på programmet længere.

Historie
I 1494 boede der ca. 100.000 fredelige arawak-indianere på øen Xaymaca – »Landet af Træ og Vand«. De barbariske carib-indianere, som i flere år havde hærget sig vej op fra Sydamerika til Antillerne, var på nippet til at gå løs på Xaymaco, da Columbus lagde til ved Discovery Bay. Han kom hertil på sin anden rejse efter råd fra indianerne på Cuba, der mente, at her var guld. I stedet fandt han, hvad han beskrev som det smukkeste land, hans øjne nogensinde havde set. Han navngav øen Santa Jago efter St. Jacob. Columbus kom igen på sin fjerde og sidste rejse i 1503 og levede som skibbruden i næsten et år, for ingen ville hjælpe ham. Det blev Columbus søn Diego, der egentlig koloniserede som vicekonge i den nye verden. Han sendte i 1510 de første spaniere fra Hispaniola til St. Ann’s Bay, hvor de grundlagde byen Sevilla de Nueva. Siden rykkede de hovedkvarteret til det nuværende Spanish Town, som de kaldte Villa del Vega. Indianerne blev udryddet, og i 1517 ankom de første slaver fra Afrika. I den første tid var øen primært provianthavn for rejsende på vej til og fra Den Nye Verden – og for pirater. Spanierne blev fordrevet i maj 1655 af en stor engelsk flåde. Den var sendt af Englands Oliver Cromwell, som ville have en bid af den caribiske kage. Faktisk havde han bedt dem om at indtage den spanske hovedø i Caribien, Hispaniola, men spanierne havde ved list fået englænderne på flugt herfra. I stedet gik de 38 skibe og 8000 mand til angreb på Jamaica. Spanierne kunne se angrebet i god tid fra bjergtoppene, så de brændte alt af værdi og slap alle slaver løs. Derfor er der næsten intet spansk tilbage på øen andet end stednavne, og derfor fik englænderne fra start et stort problem med spaniernes slaver, der bosatte sig som marooner i ufremkommelige områder, hvorfra de kunne plage englænderne i årtier. Spanien anerkendte Englands ret til Jamaica i 1670. Blandt de mest berømte guvernører var Henry Morgan, der havde været pirat og et kendt ansigt i Port Royal. Syndens hule røg i havet ved et jordskælv i 1692, hvorefter Kingston blev bygget og regnet for hovedstad. I 1700-tallet var Jamaica centrum for slavehandel i hele Caribien. Kombineret med indtægterne fra piraternes vilde liv i Port Royal, var øen en af de rigeste. Det største problem var maroonerne, der brændte og plyndrede plantager i noget, der lignede guerilla-krig. Englænderne måtte til sidst indse, at maroonerne var uovervindelige, så i 1739 fik de deres frihed og et stykke jord. Til gengæld skulle de frigivne være med til at fange nye flygtede slaver, for de vidste jo lige, hvor de ville gemme sig. Maroon-lederen Cudjoe blev kommandør af Trelawney Town, som blev maroon-by, men der skulle altid bo to hvide for at understrege det nye gode forhold mellem de to folk. Efterkommere af maroonerne bor stadig i Jamaicas indland og er meget stolte af deres rødder.

Jamaica blev verdens største sukkerproducent, og man havde derfor brug for mange flere slaver, end man kunne købe. Jamaica blev derfor det eneste sted, hvor man ligefrem havde avls-stationer, hvor kvinder ikke skulle gøre meget andet end at lade sig bedække og passe børn. Dermed lagde man grunden til et anderledes familiemønster, hvor kvinden er den stærke og passer butikken, mens manden kikker forbi på fødselsdage. Fru Dronning (Victoria), som slaverne kaldte deres statsoverhoved, gav slaverne fri i 1838, og så begyndte en alvorlig nedtur, som aldrig rigtig blev vendt, før løsrivelsesbevægelser begyndte at røre på sig. I 1944 fik øen sin egen forfatning, og de to partier Jamaica Labour Party (JLP) og People’s National Party (PNP) begyndte deres lange strid, for i Jamaica kan man sagtens gå meget voldsomt op i selv små detaljer i politik. I 1957 kom hjemmestyret, og den 6. august 1962 blev Jamaica en selvstændig stat med JLP’s Alexander Bustamente som første premierminister. Han og fætteren Norman Manley (PNP) (1893-1969) regnes i dag for nationens fædre og er nationalhelte. Den største forskel mellem de to regerende partier har været deres forhold til udlandet. I 70‘erne knyttede premierminister Michael Manley tæt forbindelse til Cuba og Sovjet, og det var ved at tage livet af øen. Investeringerne stoppede, og de veluddannede forlod øen. Den mere amerikaner-venlige Edward Seaga udfordrede Manley i en voldsom valgkamp, der kostede 514 mennesker livet. Reggae-sangeren Bob Marley forsøgte i 1978 at mildne parterne ved en koncert, hvor han fik Manley og Seaga på scenen og hånd i hånd sang de: »One Love, One Heart, Let’s get together and feel all right«. Seaga vandt, men blev væltet i 1989 af Manley, der i mellemtiden var blevet pro-vestlig. Han trak sig tilbage i 1992 af helbredsgrunde og blev afløst af P.J. Patterson, der i 2001 stadig beklædte posten.

Geografi
Jamaica er den tredjestørste ø i Antillerne. Den nordlige og vestlige kystlinje ved byerne Montego Bay, Ocho Rios, Port Antonio og Negril har de hvideste sandstrande, mens de er mørkere i syd. I strandhotellernes baghaver begynder et landskab, der hæver sig mod himlen. Omkring halvdelen af øen ligger 300 m.o.h. Den store bjergkæde med Blue Mountain svøbt i blålig tåge er i øst to km høj og aftager langsomt mod vest. Inde på øen finder man sletter, regnskov og det måneagtige stenlandskab Cockpit Country. Fra bjergene skærer 120 floder – nogle af dem overdækkede af kalkstenskapper – sig vej ned til kystlinjen, og undervejs møder de et rigt fugle- og planteliv. Der er over 3000 blomsterarter, af hvilke de 827 kun findes i Jamaica. Der er 400 vilde orkidéarter og 550 bregnearter. I de mere støvede egne finder man masser af kaktus. Fra telefonledninger hænger slyngplanten Old Man’s Beard (gammelmandsskæg). Der er mange brødfrugttræer på øen. De blev i sin tid bragt hertil af kaptajn Bligh (fra det navnkundige skib Bounty) fra Fiji og brugt som mad til slaverne. Dyrelivet begrænser sig til rotter og desmerdyr og desuden lidt kryb: alligatorer, frøer og gekkoer. Lidt speciel er Jamaica coney, som man ser en sjælden gang imellem og let forveksler med et marsvin, men det er såmænd også en rotte. Der er slanger, men de er ikke giftige. Fuglelivet omfatter 250 arter, bl.a. en kolibri, doctor bird, med en hale der er dobbelt så lang som dens krop. 50 af arterne findes kun her. I havet omkring øen er der det sædvanlige rige liv, og langs strandkanten kan man se sæler.

Der er flere nationalparker: The Blue Mountain National Park og Montego Bay Marine Park.
De største naturkatastrofer var jordskælvet i 1692, der ødelagde Port Royal, og endnu et i 1907, der ødelagde store dele af Kingston. I 1988 ødelagde orkanen Gilbert store dele af Kingston og Port Antonio. Det regner en del fra maj til oktober, men det er meget forskelligt fordelt på øen. Montego Bay får kun 860 mm, mens der i bjergene kan falde op til 6000 mm om året.

Montego Bay
Montego betyder ikke champagne og kaviar og golf, som man skulle tro ved at betragte livet her. Det betyder derimod spæk eller flomme fra det spanske ord manteca. Det var herfra, spanierne i sin tid udskibede mange dyreprodukter, huder og netop svinefedt. Senere blev det sukker og bananer, men så fandt en smart læge på at lancere en strand med særligt helsebringende vand, som man badede sig i – dengang var der ikke meget salg i svømning. Det blev til den nu berømte strand Dr’s Cave Beach, og så begyndte man ellers at ind- og udskibe turister. Omkring stranden har man udviklet et hotelområde langs Gloucester Ave. Montego Bay er den næststørste by i Jamaica og et af de centrale steder for turister, der ankommer til Sir Donald Sangster International Airport kun 4 km fra byen eller i krydstogthavnen. Hotellerne ligger på stribe i et langt bælte på næsten 30 km omkring byen. Det virker ikke så kompakt, som det lyder, for der er stadig grønt, og hotellerne ligger nænsomt gemt fra vejen. Mange bliver i Montego Bay (Mo’ Bay i daglig tale) på feriecentrene – resorts. Man ser derfor mange i byen med farvede snore om håndleddet, det er deres indgangstegn til centrene og ikke noget religiøst tegn. Der er selvfølgelig en grund til, at det hele ligger lige her. Strandene er, som de skal være, med palmer og hvidt sand. Og så ligger byen sådan, at de fleste seværdigheder kan nås på en dagsudflugt. Som base er stedet derfor i orden. Om aftenen kan man så svinge sig i de fashionable diskoteker og barer, fx det meget velbesøgte Margaritaville eller ved spillemaskinerne i Coral Cliff, som dog nedbrændte nytårsaften 2001. Montego Bay-byen er fyldt med toldfri butikker med masser af guld og smykker.

Seværdigheder:
Samuel Sharpe Square
Byens centrum er opkaldt efter nationalhelten, der ledede et oprør og blev hængt for det i 1831. Omkring den runde plads ligger de fleste større banker og forretninger. Mest kendt er den lille bygning The Cage, som blev bygget i 1806. Den er forsynet med et klokketårn, som ringede hver dag kl. 14. Det var signalet til, at alle slaverne skulle se at komme hjem. Hvis de blev fundet i byen efter solnedgang blev de smidt i The Cage sammen med dagens vagabonder og drukkenbolte. Ved siden af er der opført en statue af Samuel Sharpe, der taler for beundrende tilhørere. Fra pladsen er der kun få minutters gang til de øvrige seværdigheder, og de mange flotte huse fra kolonitiden.

I Harbour St. er der et stort marked for kunsthåndværk. I Union Street kan man se Slave Ring – et forfaldent sten-amfiteater, hvor slaverne blev solgt. I Church Street ligger der flere interessante kolonibygninger, der i dag huser banker og telefonselskaber. St. James Parish Church på Church St. blev grundlagt i 1775 og regnes for den smukkeste i Jamaica. Den har bla. en meget fornem glasmosaik af den korsfæstede Jesus som altertavle. Til venstre for alteret er gravmonumentet over Rosa Palmer, der har lagt navn til Rose Hall Greathouse og legenden om Den Hvide Heks. Man hævder, at der er små lilla markeringer på hendes hals, og at det er endnu et tegn på, at hun blev kvalt. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Snead´s Town House, 16 Church Street, tlf.952-2660.
Huset var engang det fornemste i Jamaica og har været beboet af både dronninger og præsidenter, siden det blev opført i 1765 af den rige engelske handelsmand David Morgan. Det blev bygget med engelske mursten, der kom hertil som ballast på tomme handelsskibe. Det har været både synagoge og varehus, indtil det blev hotel og restaurant. Blandt de rige og berømte gæster har været alt lige fra dronning Victoria til Barbara Streisand. Dustin Hoffmann og Steve McQueen havde den som stam-restaurant, da de indspillede Papillon. I dag er der advokatfirma i den øverste del af huset og en anerkendt restaurant i kælderen.

Fort Montego er ikke særlig velbevaret. Det blev opført i 1752, og gjorde ingen større nytte. Det tætteste, det kom på kamp, var i 1795, da de engelske soldater var ved at skyde et af deres egne skibe i sænk. Ved fortet er der hundredvis af boder, hvor man bliver presset hårdt af gadehandlerne, higglers, og man skal så afgjort tinge om priserne.

Et kræmmermarked i Fustic St. har næsten kun kvindelige higglers. Det er et levn fra dengang, hvor kvinderne handlede og forestod pengesagerne, mens manden producerede derhjemme. Kvinderne på dette marked er kendt for at være meget dominerende, eller skal vi sige uforskammede. Men tag det som en oplevelse og smil, så tør de op.

Montego Bay Marine Park åbnede i 1992 og omfatter området fra lufthavnen til Great River. Her er mangrovesumpe og koralrev. Revene må ikke røres. Man er til gengæld velkommen til at dykke og kikke hensynsfuldt. Der er både adskillige vrag at se på og stejle undervandsklipper at bestige.

Rocklands Feeding Station, lidt uden for byen, åbent 14-17, tlf. 952-2009.
Besøgende kan håndfodre jamaicanske fugle hver dag kl. 15.

Der er flere plantageture, som man kan få oplysninger om på turistkontoret på Cornwall Beach. Men man kan også selv køre fx 40 miles sydpå til Appleton sukkerfabrik og romdestilleri nær Magotty. Det er en ganske dejlig tur bl.a. gennem Cockpit Country – maroonernes barske land.

Strandene
Alle strande er offentlige, men det bliver ikke gjort nemt for de lokale at komme til. Og der skal betales en del for at benytte hotelfaciliteterne, hvis man ikke er fast gæst. Der er ofte beachparties på strandene, hvor alle er velkomne til at lytte til musikken og købe rom og mad. Den mest kendte strand er Dr’s Cave Beach, som en læge lancerede som et sted med særligt helsebringende vand. Folk kom hertil for at bade sig i vandet for uhyrlige priser. I dag er der kun en beskeden entré. Glasbundsbåde sejler ud til revet.

Walter Fletcher Beach tæt på fortet er en familiestrand. Der er som regel folklore-show, mad og musik. Cornwall Beach er især populær blandt de unge. Også her er der party hver weekend med barbecue, limbo-dansere og reggae.

Negril
Vest for Mo’ Bay er der ikke mange egentlige seværdigheder. Man kan kikke på Tryall Water Wheel 1 ved Sandy Bay – et stort 200 år gammelt vandhjul, der stadig drejer, men ellers er det mest fredelige strande hele vejen til Negril, Jamaicas næststørste turistområde. Stemningen er easy-going langs byens 10 km lange sandstrand beskyttet af koralrev. Oprindelig var det et hippie-tilholdssted, kendt for det udsvævende liv med marihuana, sex og druk, men det har senere udviklet sig med pænere hoteller og feriecentre. Lidt af det gamle er der stadig, og der må ikke bygges højere end en kokospalme. Der er flere nudiststrande på Booby Cay. I Bloody Bay er der ikke foregået store slag. Navnet kommer af, at man her slagtede hvaler. Det mest kendte sted er Rick’s Cafe ved fyrtårnet. Den er udpeget af flere rejseblade som en af verdens 10 bedste barer (West End Road, live musik 18-22). Her får man fisk og skaldyr og en solnedgang med i købet, hvis man kommer i rette tid. Herfra kan man også betragte unge mennesker springe i vandet fra en 30 m høj klippetop. Der er i øvrigt meget fine dykkerforhold, man kan se blæksprutter, havskildpadder og masser af fisk. Både en slæbebåd og et Cessnafly er sænket her for at danne nye rev. Gode muligheder for vandsport.

Øst for Mo’ Bay

Der er masser at se på, hvis man kører østpå ad A1, mod Kingston. Man har kystlinje og strand på venstre side og seværdigheder på højre. Hotellerne ligger på stribe bl.a. Half Moon Village med shoppingcenter. Allerede få minutters kørsel fra Mo´Bay kommer en af øens største attraktioner.

Rose Hall, åbent 9-18 guidede ture ca. hver 15. minut, entré, tlf. 953-2323.
Huset blev opført i 1760 af den engelske plantageejer John Palmer. Han ejede flere plantager og flere tusinde slaver og skulle naturligvis bo fornemt. Det er uden tvivl det mest imponerende greathouse i Jamaica, men det er legenden om en af husets beboere, der tiltrækker gæsterne. John Palmer var gift med Rose Palmer, der har givet navn til huset. Hun var en venlig dame, men uden stort held med mænd. De døde for hende, fire i alt, indtil hun selv døde i 1790. En af arvingerne giftede sig i 1820 med en Anne, der var opflasket i Haiti af en voodoopræst. Anne var slet ikke venlig, men en sexhungrende, vanvittig kvinde, der pryglede slaverne for et godt ord. Om hende siges det, at hun giftede sig fire gange og myrdede sine mænd, flere stuepiger og masser af mandlige slaver, når hun ikke gad have dem i sengen længere. Til sidst blev hun kvalt i sin seng af en af hendes mange slave-elskere. Hun blev kendt som den hvide heks på Rose Hall. Hun er begravet under en bombastisk betonbunke i haven, men alligevel mener man, at hun spøger, og der er en hel udstilling af fotografier fra turister, der har taget fotos, hvor heksen pludselig er dukket op under fremkaldelsen. Hele historien er lidt løs i kanterne og er formentlig fri fantasi, en sammenblanding af den gode Roses mange mænd og Anne, der muligvis har været sexgal, men hun havde i virkelighedens verden kun et enkelt ægteskab på samvittigheden, indtil hun døde af naturlige årsager i 1846. Men mange tror på den, og i 1929 skrev H.G. DeLisser en roman om historien.

Huset stod ribbet og tomt i 130 år, da en nu afdød amerikansk mangemillionær, John Rollins, faldt for det i 1966. Han og hans kone, en tidligere miss USA, investerede millioner af dollars i restaureringen, alene tre millioner på inventar, for der var intet tilbage. Alt det fornemme var for længst plyndret til fornemme hjem i Kingston. Fru Rollins rejste verden rundt for at finde gobeliner og antikviteter, der passede til huset. En del er skænket af parrets gode ven, den nu afdøde amerikanske country-sanger Johnny Cash, der boede få kilometer derfra. Han har i øvrigt holdt flere koncerter ved huset. Kun fire genstande i huset er originale. Blandt dem er en fornem trævase, hvor husets knive blevet stukket i om natten og låst, dermed fristede man ikke slaverne til at stjæle dem.

Huset er en af Jamaicas største turistattraktioner med over 100.000 besøgende om året. Man bliver vist rundt af kvinder klædt i 1700-tals dragter, og man får alle de historier – sande som falske – man kan drømme om. Og det slutter med en sang, Bagefter kan man evt. gå på toilettet, de er indrettet i de gamle fangehuller, hvor man angiveligt skulle have sultet slaver ihjel, hvis de havde været uartige.

Greenwood Greathouse, få km fremme, ca. 15 minutters gang fra hovedvejen, åbent 9-18. Entré, guidede ture, tlf. 953-1077.
Huset er opført af Jamaicas rigeste planter-familie, Barrett. Bygherren var fætter til den berømte engelske digter Elizabeth Barrett Browning. Hun har aldrig været her, men beklagede sig ofte over, at hendes fætter havde 2000 slaver. Huset blev udelukkende bygget til at holde fester og gæster. Det rummer flere antikviteter, et stort fornemt bibliotek, sjældne kort og musikinstrumenter. Der er sågar en hofnarstol. Blandt klenodierne er der et smagfuldt klaver, som var den senere Edward 7.s forlovelsesgave til sin udkårne, den danske prinsesse Alexandra, datter af Chr. 9. Huset er ikke så grandiøst som Rose Hall, men hyggeligt og med flere sjove detaljer. Og så har det en bragende udsigt, man kan næsten se til Cuba.

Når man kører videre, vil man forlade kysten, men køre tæt derpå. Man kommer ind i landet med smalle veje, der ofte er helt overdækkede af grønne trækroner.

Falmouth
23 miles øst for Mo’ Bay ligger Falmouth, en tidligere sukkerhavn med flotte bygninger fra kolonitiden. The William Knibb Memorial Church i byen er opkaldt efter en missionær, der prædikede for slaverne og senere blev en af fortalerne for frigivelsen. En noget nedslidt, men meget caribisk by, med liv omkring byens centrale plads. Good Hope Plantation 4 seks km syd for byen er en plantage fra 1742, hvor besøgende er velkomne. Her dyrker man kokosnødder og kaffe og holder kvæg og heste. Det er et godt sted at ride med mange afmærkede stier. Det gamle plantagehus er nu hotel.

Martha Brae Rafter Village,seks km øst for Falmouth. tlf. 952-0889.
Et af flere steder i Jamaica, hvor man kan lade sig flyde ned ad floden på to-sædede bambustømmerflåder. Der er swimmingpool og restaurant på stedet. Turen koster 50 US$ for to og tager 90 min.

Columbus Park Discovery Bay.
Her gik Colombus i land, og i dag er der et lille frilandsmuseum, der viser glimt af Jamaicas historie. Der er en arawak-kano, spanske kanoner og redskaber fra sukkerindustrien. Blandt andet med en vandmølle og resterne af den store akvædukt. Der er gratis adgang døgnet rundt. Ved siden af ligger en bauxit-fabrik og støver.
  
Caves, øst for Discovery Bay, åbent 9-17. Entré.
Området består af kæmpe kalkstenshuler med stalagmitter og stalaktitter. Der er 16 km huler i alt, men der er kun adgang til ti. Hulerne blev brugt af indianerne som bosteder og senere af smuglere, pirater og flygtede slaver som gemmesteder. Turen i grotterne indbefatter en sejltur over den underjordiske sø.

St. Ann’s Bay var der, hvor spanierne anlagde New Sevilla. Byen har også historisk betydning, fordi Marcus Garvey, grundlæggeren af rastafarismen, blev født her i 1887. Der står en statue af ham ved Negro River.

Dunn’s River Falls, åbent 8.30-17, entré, tlf. 974-2857.
Tre km før Ocho Rios kommer en af de største turistattraktioner på øen – et stort vandfald, der vælter sig 180 m ned i kaskader og samler sig i søer for igen at ryge ned ad brede stentrapper. Det er ret koldt. Attraktionen er at bestige vandfaldet fra neden. Man begynder med at tage trappen og tunnelen under A1-vejen til faldets udmunding. Her betaler man entré og får deponeret sit tøj. Man kan leje badesko, og det er en god idé, da stenene kan være glatte. Man kan bestige dem selv eller få en guide med. Det tager omkring 40 min. op til toppen, men mister man interessen på vejen, kan man bare stige af og tage trapperne tilbage. De fleste anbefaler, at man holder sig væk, når der er krydstogtudflugt hertil, for så er her noget overrendt. På den anden side kan det også være festligt at iagttage hundreder af turister gå i gåsegang op ad faldet, anført af en jamaicaner belæsset med deres kameraer. Undgå uautoriserede guider. De har det med at være mere interesserede i at sælge marihuana end at guide.

Ocho Rios
Det må have været de mange floder, som betog europæerne første gang og gav navn til byen, men der er ikke otte floder (ocho rios) – kun tre. Byen har i dag hoteller og moderne forretningscentre, og efterhånden har den udviklet sig til en konkurrent til Mo’ Bay, stadig flere krydstogtskibe vælger denne anløbshavn. Her er meget hektisk, specielt på krydstogtdage, for så skal der sælges. Det kan godt blive lidt ubehageligt, for sælgerne kan være meget anmassende. Men Ocho Rios er en rar by som udgangspunkt for udflugter over alt i Jamaica, og strandene er fuldt på højde med Mo’ Bays. Specielt Turtle Beach og Jamaica Grande Beach kan byde på masser af udflugter med glasbundsbåde, fisketure og vandaktiviteter. Der er grønne parker i og omkring byen, og fra Shaw Park Gardens er der en strålende udsigt over Ocho Rios. Carinosa er en stor park med vandfald og strømme og en orkidéhave og regnskov.

Fra Ocho Rios kan man køre en hurtig vej til Kingston. (Turen fra Montego til Kingston tager cirka tre timer). Den fører ind i frodig regnskov. Der er masser af boder, ja, hele landsbyer med boder, der sælger kunsthåndværk eller mad undervejs. Kort inden Spanish Town kommer man forbi en meget stor sø på venstre hånd. Læg mærke til søbredderne, der er helt døde. Hele søen er fyldt med syre, fordi den er blevet brugt som losseplads for det store bauxite-raffinaderi ved Mount Ross. Efter den historiske by, Spanish Town, kommer man forbi White Marl Arawak Museum, åbent ma.-fr. 10-16.

Fra Ocho Rios østpå

Videre langs nordkysten fortsætter de flotte strande. På bjergsiden ligger hundredvis af små farverige hytter, og der er flere seværdigheder:
Brimmer Hall, åbent 9-17; ture 11, 13.30 og 15.30, entré, tlf. 994-2309.
Den store plantage ligger tæt på Port Maria. Man kan blive kørt rundt i vogne for at se det, der tidligere var arbejdsplads for 300 slaver. I de gamle stalde er der indrettet butikker med masser af frisk frugt og smagsprøver. Der er også swimmingpool.

Firefly, mellem Oracabessa og Port Maria, åbent ma.-lø. 9-17, entré tlf. 725-0920.
Stedet har tilhørt den berømte engelske forfatter og sangskriver Noel Coward. Han boede her i 23 år indtil sin død i 1973. Nu er alle hans bøger, grammofonplader, manuskripter og malerier overgivet til National Heritage Trust. To klaverer og hans gamle mahogniseng hører til udstillingen. Han ligger selv begravet i haven. Panoramaudsigten gav helt naturligt inspiration til sange som A Room with a View. Adskillige dronninger og prinsesser har besøgt ham her på ejendommen. Nogle få km længere henne ligger forfatteren Ian Flemings hus Goldeneye, hvor 13 af hans James Bond-historier er skrevet. Han boede her fra 1946 til ’64. Det var her, han fandt på navnet til sin superhelt, fordi der tilfældigt lå en bog, der hed Birds of the West Indies skrevet af en James Bond. Huset har senere tilhørt Bob Marley. I dag er det ikke åbent for offentligheden, men man kan leje værelser dér hos Mrs. Braham i Port Maria, tlf. 994-228.

Østjamaica

Det østlige Jamaica er langt frodigere end resten af øen på grund af kraftig nedbør. Man kan vælge at se østsiden fra kystvejen, der fører én helt til Kingston ad god vej med masser af steder at stoppe ved strandene. Man kan også tage vejen tværs over øen nogle km før Buff Bay mod Kingston, og så kan de hårdføre vælge at tage den mere bjergrige og meget smukke tur fra Buff Bay og ind over Blue Mountain.

Tømmerflåde på Rio Grande
Kører man mod Port Antonio, tager man den nemme vej. Syd for byen skal man ud at rafte (sejle på tømmerflåde) på Rio Grande. Der er tilsvarende tilbud andre steder på øen, men det her er det rigtige. Det er en stormende flod fra John Crow Mountain, der bliver roligere og farbar det sidste stykke inden Det Caribiske Hav. Man møder op ved Berrydale. Det koster ca. 45 US$ for to, og sejlturen tager ca. 2 timer til Rafter’s Rest. Herfra kan man køre tilbage i bus eller taxi, eller også kan man få sin bil kørt dertil. Ideen om at rafte her kom fra skuespilleren Errol Flynn, fordi han havde set bananerne bliver transporteret af sted på flåderne. I sin iver efter at finde på halsbrækkende aktiviteter arrangerede han konkurrencer om, hvem der kunne komme først frem på tømmerflåder. I dag foregår det i adstadigt tempo. Der er en bådsmand på tømmerflåden, der stille gelejder den af sted. Undervejs kommer man igennem smalle klippeindgange, bl.a. Lover’s Leap, og ser på frodige flodbredder, hvor børnene leger, og konerne kommer padlende med indkøbstasken på hovedet. Man kan få bådsmanden til at stoppe, så man kan bade fra bredden eller fra flåden. Tag gerne en picnic-kurv med. Der dukker også sælgere op, der har beregnet, at nu må man da snart være tørstig. Vandet er ret lunefuldt, og vandstanden ændrer sig konstant. Visse steder når bådsmandens lange pæl næsten ikke bunden, men man kan tage det roligt. De ved, hvad de gør. Det tager ti år at blive udlært som tømmerflådeskubber. Turen slutter ved Rafter’s Rest, hvor der er bar og restaurant.

Port Antonio
I dette område var det svært at få folk til at bo på grund af den megen regn. Indianerne skulle ikke nyde noget. Og det var ikke, før man byggede Fort George, at der kom gang i området. I byen ligger det første luksushotel på øen, Tischfield, der i dag er skole. Byen er en afslappet fiskerby, men med en del turisme. Det var her, skuespilleren Errol Flynn havde sine velmagtsdage – ikke mindst på den lille ø Navy Island, som han ejede og brugte til vilde orgier. Man kan komme over til øen med båd. Det mest vilde, der er tilbage, er en nudiststrand, hvilket Errol Flynn sikkert ville have sat pris på. Der er en lille udstilling på øen, der fortæller om skuespilleren og hans tilknytning til Jamaica. Port Antonio er et yndet udgangspunkt for dybhavsfiskeri. Bliv ikke forskrækket over, at man annoncerer med dolphin-fangster. Det er ikke pattedyret, men guldmakrel.

Fra Port Antonio kan man køre sydpå til Moore Town, som er en af de største maroon-byer. Her levede slaverne på flugt fra englænderne. Vildsvin udviklede de til den nu berømte jamaica-spise jerk pork. Det er stærkt krydret, grillstegt gris, som man får udleveret på et stykke avispapir. 3000 efterkommere af maroonerne bor i Moore Town. Man får ikke meget ud af bare at køre dertil uanmeldt. Kontakt i stedet turistbureauet i Port Antonio, som kan give besked om besøget til byens høvding, så vil han give en rundvisning og fortælle om byens historie. Han er fuldblodsmarooner, altså direkte efterkommer af de bortløbne spanske slaver i 1655.

Øst for Port Antonio kommer et verdenskendt smukt sted med mange elegante villaer, The Blue Lagoon, som oprindelig hed Blue Hole. Men da man havde indspillet filmen Blue Lagoon (Den Blå Lagune) her, var der ligesom idé i et navneskifte. Lagunen er 60 m dyb, og der er kun en lille åbning ud til Det Caribiske Hav.

Nær Boston Bay ved Priestman’s River lå Errol Flynns ranch, og enken Patrice Wymann Flynn har oprettet et museum. Boston Bay er kendt for gadesælgerne ved stranden, der siges at lave noget af det bedste jerk pork på øen. Når man drejer rundt om kysten ad A4, begynder strandene at skifte farve og bliver mørkere, men man har hele tiden et malerisk sceneri med de blå bjerge på landsiden. Her kan man bl.a. gøre afstikkere til Somerset Falls og Reach Falls – et skønt naturområde ved et vandfald, som ikke er nær så besøgt som Dunns. Her er også dejlige stier i tropisk regnskov. I Dragon Bay blev en del af filmen Cocktail med Tom Cruise indspillet

Til Kingston over Blue Mountain
Hvis man har mod på barsk bjergkørsel, gemmer der sig fantastiske scenerier i Blue Mountain. Her er kaffeplantager og smukke botaniske haver. Husk at temperaturerne falder drastisk. Blot få km inde i landet kan det være halvt så varmt som ved kysten – og så regner det. Varmt tøj er påkrævet, specielt hvis man vil op ad bjerget. Inden man begiver sig af sted, skal man forhøre sig på et turistbureau, om der skulle være noget i vejen for at tage turen over. Nogle gange har vejene været regnet væk et stykke tid, og det kan være svært at komme over. Nær begyndelsen af vejen kan man dreje mod Clydesdale og køre til Cinchona Botanical Garden, 1500 m o.h., som blev grundlagt i 1868. Det var centret for Assam-te og for cinchona-træet, hvis bark producerer kinin, som bruges mod malaria. Men man fandt ud af, at det var billigere at producere i Indien, og i stedet blev det en rar have, der samtidig producerer blomster og grøntsager til Kingston. Der er labyrintiske gange og stier med eukalyptustræer, kinesiske cypresser og gummitræer. Der er også en særlig panoramasti med udsigt til St. John’s Peak og højderyggen på Blue Mountain. Herfra er der tre km til toppen, og det er ikke nogen nem tur. Bjerget er ikke en spids ligesom på tegnefilm, men minder nærmest om toppen af en kindtand. Man kommer igennem Elfin Woodland, som ligger svøbt i dis, og her vokser der blomster, som har optimale betingelser under så fugtige forhold, fx Jamaica Rose, der ser ud til at lyse indefra. Er man heldig at komme i klart vejr, kan man se næsten hele Jamaica fra toppen – ja, ofte helt til Cuba. Men man bør ikke forsøge turen, hvis man ikke er trænet i anstrengende vandre- og klatreture. På toppen ligger to spartanske hytter, man kan benytte.

Ved Silver Hill Coffee Factory kan man iagttage høsten fra september til februar. De røde kaffebær plukkes og gøres klar til tørring og ristning. De har ideelle forhold i bjergene, og Blue Mountain-kaffe hører til verdens bedste og dyreste. Langt det meste af produktionen går til Japan. Den bedste kaffe kaldes rat-bite (rottebid). For rotter har forstand på kaffe – de bider af de bedste bær, og dem kan bonden så plukke og lave en særlig delikat blanding af. Kun kaffeplanter, der gror højere oppe end 2000 fod på bjerget, må kalde sig Blue Mountain. Den er mildere end almindelig kaffe og har mindre koffein.

James Bond er god reklame for Jamaicas kaffe. I filmen »Live and Let Die« lader Ian Flemming ham sige: »Blue Mountain is the best coffee in the world«.

Newcastle militærlejr rykkede herop i en km’s højde i 1841 for at undgå gul feber. Man kører lige igennem paradeområdet og alle er velkomne til at bruge officerernes messe. Hæren udlejer også hytter, hvis man vil overnatte. Langs vejen mod Kingston bor der mange efterkommere af slaver, der flyttede hertil lige efter befrielsen. De dyrkede jorden og tog til byen for at sælge hver weekend – ikke meget anderledes end i dag. Fra Newcastle kan man gå til Cathrine’s Peak på en time. Tættere på Kingston kan man stoppe ved World’s End, der producerer den legendariske rom, Old Jamaica. Der er guidede ture. Pine Grove Hotel, en halv times kørsel fra Gordon Town, er et godt udgangspunkt for udflugter til selve Blue Mountain. Hotellet har små hytter og fællesspisning, og man kan få en guide med på udflugter. Man henter gerne gæsterne i lufthavnen, hvis man skulle ankomme fra Kingston (d 922-8708. Ca. 500 kr. pr. nat).

Kingston

Hovedstaden Kingston er ikke noget kønt syn. Mange har hørt så meget om larmen, osen, uoverskueligheden og kriminaliteten, at de helt holder sig væk. Og der skal ikke lægges skjul på, at byen døjer med svære problemer. Sikkert er det, at man skal holde sig fra den vestlige del af byen – ikke mindst det nok så berygtede Trenchtown. Men har man mod på Kingston, er der flere ting at se på. Kingston var oprindelig en meget stor grisefarm. Efter jordskælvet i Port Royal i 1692 blev farmen brugt som lejr for de overlevende, og byen lå så rart beskyttet af den naturlige havn, at folk blev. Byen blev omhyggeligt planlagt, men planerne blev aldrig fulgt, så den er i dag mere snørklet, end man normalt ser i Caribien. Bycentret downtown blev efterhånden så problematisk, at de velstående flyttede længere op ad den kølige bjergside og dannede New Kingston. Den gamle bydel blev overladt til de fattige og til kontorer og arbejdspladser. Derfor ser man en strøm af velbjergede tage ned til downtown for at arbejde hver morgen, og en tilsvarende strøm af fattige, der hver morgen tager op for at arbejde i køkkener og haver i de rige hjem. Et jordskælv i 1907 jævnede mange af de gamle kolonibygninger med jorden, og en del af byen er derfor genopbygget i mindre charmerende beton. Langs vandet er der store moderne bygninger, fx Bank of Jamaica og et stort konferencecenter. Bjergene går helt ind i byen. Long Mountain slutter med de fashionable villaer i Beverly Hills (jo, det rigtige ligger i Los Angeles, men her ville man altså også have et).

Downtown
Man skal ikke føjte rundt i downtown efter mørkets frembrud, og man skal også udvise forsigtighed i dagtimerne. Man skal helt holde sig væk fra det vestlige kvarter. Der er dog ikke problemer i at færdes i de centrale områder og på de steder, der er mest interessante for turister. Visse tidligere berygtede kvarterer har man haft held til at forvandle. Det gælder fx den førhen meget belastede gade Back O’Wall, hvor reggaen siges at stamme fra. Den tidligere premierminister Seaga omdannede den til et mønsterkvarter. Og hvad bedre navn kunne han så give det end: Tivoli Gardens? Midtpunktet Sir William Grant Park er opkaldt efter en af arbejderbevægelsens ledere. Den hed tidligere Victoria Park og endnu tidligere Parade, hvilket den stadig kaldes af lokale, der skal vise vej. Parken var eksercerplads for englænderne og det sted, forbryderne blev hængt. Nu står der statuer af kendte jamaicanere: Manley, Bustamente og dronning Victoria. Ved pladsen ligger Kingston Parish Church (hjørnet af King St.). Den blev opført sidst i 1600-tallet, men det er en kopi, for den oprindelige styrtede sammen i 1907. Klokketårnet blev opført til minde om de faldne i 1. Verdenskrig. For at være en rigtig Kingston’er skal man efter sigende være født inden for hørevidde af kirkens klokker.

Det smukke Ward Theatre  over for parken var en gave fra oberst Ward, der var medstifter af romfirmaet J. Wray and Nephew Ltd. (obersten var nevøen). Fra anden juledag og flere måneder frem spilles der engelske pantomimer. På østsiden af parken ligger Coke Church, som er opkaldt efter en missionær, der gjorde meget for at uddanne slaverne i 1790‘erne. Crafts Market, ved havnefronten, åbent ma.-fr. 8-17; lø. 8-18, er Jamaicas største basar, hvor man kan købe alverdens træskærerarbejder, kurve og broderier. En specialitet er yo-yo’er lavet af meget store frø. Man skal være lidt hård i filten, specielt over for alle pusherne foran, og det bliver ikke meget bedre indenfor.

Gordon House, Duke St., er opkaldt efter nationalhelten George W. Gordon – en af deltagerne i 1865-oprøret. Huset er bygget i midten af 1700-tallet og huser Jamaicas parlament. Besøgende har adgang til tilhørerlogen, hvis de er ordentligt klædt på: jakke til herrerne og kjoler til damerne. Her vil man se det politiske liv udspille sig, næsten som var man i England. En parykklædt Speaker leder debatten bag et stort gyldent scepter. Lige over for ligger Headquarters House, der har været både parlament og militært hovedkvarter. Det var oprindelig plantageejeren Thomas Hibberts byhus. Han byggede i konkurrence med tre andre plantageejere flotte byhuse for at vinde en kvindes kærlighed. De andre huse eksisterer ikke mere. I dag har Jamaican National Heritage Trust kontorer her.

National Heroes Park var engang væddeløbsbane, men i dag er det en park med monumenter af landets helte. Ved parken ligger Mico College, som engang var en del af et større skolesystem, der skulle sørge for undervisning til de tidligere slaver. Pengene til det fik man fra en meget rig dame, der testamenterede sin formue til en enkelt mand på betingelse af, at han giftede sig med en af hendes seks niecer. Men de var så grimme, at han hellere ville være fri for pengene. Arven voksede og blev i stedet brugt til at hjælpe kristne, der var taget af pirater. Siden blev de brugt til at bygge Mico-skoler til slavebørn. Der er stadig skole i bygningen.

National Gallery, Roy West Building, 12 Ocean Blvd. åbent ma.-fr. 10-17. tlf. 922-1561.
Galleriet åbnede i 1984 og rummer mange fremragende eksempler på jamaicansk kunst. Der er flere skulpturer af Edna Manley – hhv. mor og hustru til de to Manley’er, der har været premierministre – og af Kapo, der også kaldes Mallica Reynolds, og som er anerkendt både som maler og skulptør.

Institute of Jamaica, Kingston Mall, åbent ma.-to. 9-17; fr. 9-16; lø. 9-13 tlf. 922-0620.
Instituttet blev grundlagt i 1870 for at fremme kendskabet til Jamaicas kunst og kultur. I dag betragtes det som en af verdens bedste samlinger fra Vestindien. Der er malerier og et fremragende bibliotek, bl.a. med mange besynderlige ting fra historien. Fx kan man her se Shark-paper – et dokument, som var bevismateriale i en sag, og som en kaptajn havde forsøgt at skille sig af med ved at smide det i havet. Men det dukkede op i maven på en opfisket haj.

New Kingston
New Kingston ligger i en trekant mellem Half Way Tree Road og Old Hope Road. Her ligger alle de store hoteller og en del seværdigheder. Et centralt punkt er Nelson Mandela Park i krydset mellem Half Way Tree Rd. og Hope Rd. (ikke Old Hope Rd.). Her stod engang et stort bomuldstræ, som var hvilested for higglers (handlende) på vej til havnen fra bjergene. Her er flere seværdigheder:

Devon House, 26 Hope Rd., åbent ma.-fr. 9.30-16, entré, tlf. 926-0815.
Huset blev bygget i 1881 af landets første sorte millionær, George Stiebel, der havde tjent sin formue i Sydafrika. Huset er et af de flotteste eksempler på klassicistisk arkitektur i området, og der er rundvisninger, der fortæller om det rige liv i huset. I staldene er der indrettet butikker og barer, bl.a. det statsejede Tings Jamaica Ltd., hvor man kan købe souvenirs uden at blive væltet over ende af sælgere. Der er bageri, kaffebar og Grog Shop – det hele omkranset af en skøn have med et af de få mahognitræer, der er tilbage på øen.

Jamaica House er fra 1960 og er i dag premierministerens kontor. Premierministeren bor selv i et fornemt gammelt hvidt great house, »Vale Royal«, på Montrose Road. King’s House, åbent ma.-fr. 9-17, i parken længere fremme er bopæl for generalguvernøren. Det var her, budskabet om slavernes frigivelse blev kundgjort. Der er adgang til parken og huset. Man kan se de repræsentative lokaler med mange malerier af engelske kongelige. Her holder guvernørens kone tea-parties, som turister også er velkomne til gennem Meet the people-programmet.

The Bob Marley Museum, 56 Hope Road, åbent ma.-lø. første tur 9.30, sidste tur kl.16. Entré. Man er ikke i tvivl, når man nærmer sig en anden af Jamaicas mest besøgte turistattraktioner, for her vajer det etiopiske flag, og uden for på muren er der farvestrålende malet med rød, gul og grøn til ære for rastafarismen og ikke mindst for Jamaicas største navn. Robert Nesta Marley blev født i 1945 i St. Anns Bay. Han dannede midt i 60‘erne orkesteret Wailing Rude Boys i Trenchtown - senere Bob Marley and the Wailers. Det gik ikke så stærkt for gruppen i starten, for der har altid været overflod af musikgrupper på øen. På et tidspunkt opgav Bob Marley helt og tog hjem til fødeegnen og dyrkede grøntsager – tydeligt påvirket af rastafarismens bud om at føre et nøjsomt liv. Bob Marley var nemlig troende rastafari. Men han vendte tilbage til gruppen, og i 60‘erne blev den opdaget af talentspejderen Johnny Nash. I 1970 dannede han pladeselskabet Tuff Gong, og i 1971 udkom Trench Town Rock. Reggaen flød snart ud over hele verden. Sangene var politiske og manede i tråd med hippietiden til Peace and Love og forbrødring mellem racerne. Han blev i mange afrikanske lande betragtet som en slags musikalsk Messias. Blandt hans udødelige hits er I Shot the Sheriff og No Woman, No Cry. Han spillede bl.a. ved Roskilde Festivalen i 1978. Bob Marley døde pludseligt af hjernekræft 36 år gammel den 11. maj 1981 på Miami Cedars of Lebanon Hospital. Han fik en statsmandsbegravelse med deltagelse af generalguvernøren og premierministeren. Begravelsesoptoget fra Kingston National Arena var 80 km langt. Han er begravet nær Nine Miles i et lille kapel omgivet af billeder af Judasløven og Haile Selassie. Hver februar er der pilgrimsfærd til hans kiste. Efter hans død har hans kone Rita overtaget det store musikimperium. Hun er selv musiker, ligesom flere af hans utallige børn også er i gang med en reggae, der voldsomt ligner farens stil, men med et stænk af den råhed, som reggaen i Jamaica siden har optaget i sig.

Museet viser masser af ting fra Marleys liv med avisudklip og plader og scenerier fra hans koncerter, bl.a. på en 20-minutters video. I værelserne med avisudklip fra hele verden, kan man se en artikel fra Ekstra Bladet, der i 1978 skrev, at Bob Marley har sat rekord for honorar på 130.000 kroner for en koncert på Roskilde Festivalen, men på trods af elendigt vejr er Marley i stand til at trække publikumsrekord på 32.000. Man kan røre ved hans skjorte og se skudhullerne i hans køkken efter et attentatforsøg mod ham i 1976. Restauranten på museet serverer hans yndlings-vegetarretter, og man ryger helt åbenlyst marihuana, som også dyrkes i haven. Der må ikke fotograferes.

Hope Road bliver til Old Hope Road, og hvis man kører længe nok, når man ud til Royal Botanical Gardens, åbent 8-18. Gratis tlf. 927-1085. Haven er fra 1870 og har også en lille zoo og et lille tivoli. Første søndag i måneden er der koncert. Campusen på University of West Indies mellem Long og Dallas Mountain er også et besøg værd. Ved hovedindgangen ser man en gammel stenbygning, der oprindelig var sukkerlager, men i dag er det mindekapel for den tidligere ejer af området, da det var plantage: Edward Morant Gale 1799, som der står over døren. Over alt på universitetsområdet kan man finde ruiner fra de gamle plantager Mona og Papine. Der er bar og diskotek på området. Gode udsigtspunkter over byen finder man på Naggo Head Drive, Beverly Drive i Beverly Hills og Skyline Drive på Jack’s Hill.

Der er strande tæt ved byen. Man skal tage Causeway ud mod det store fængsel Fort Auguste. Længere fremme kommer Port Henderson, der tidligere var et foretrukket ferieområde for de velhavende. Det blev senere ryddet af en orkan, men strandene fejler ikke noget. Her er hvidt sand i modsætning til de fleste strande i syd. Populære strande er Fort Clarence, der er fuldt udbygget med turistfaciliteter, reggaebands og underholdning, samt Naggo Head, som er de lokales foretrukne strand.

Port Royal
Der er endnu fredeligt i det gamle pirathovedkvarter, Port Royal. Er man i bil, skal man følge vejen ud til lufthavnen og fortsætte ligeud. Der er dog ikke meget tilbage af piraternes storhedstid og den »ondeste by i verden«. Men der arbejdes på sagen, og det er sjovt nok ikke svært at finde frivillige til at hjælpe med at genopbygge byen, for der er jo altid chancen for at finde en glemt piratskat. Det meste af den gamle by har ligget på havbunden siden jordskælvet i 1600-tallet, hvilket jo gør det spændende at dykke. Der er et arkæologisk museum i det gamle hospital fra 1819, der viser nogle af de ting, man har gravet frem siden. Efter pirattiden blev området overgivet til den engelske flåde, og selveste Lord Nelson har trådt sine løjtnantsdage her. På Fort Charles, der også har et lille marinemuseum, har man i dag Nelsons skibskvarter udstillet, åbent ma.-fr. 10-16 Et af de mest fotograferede steder er Giddy House – et gammelt artillerilager fra 1888, som tippede ved 1907-jordskælvet og nu er skævere end noget tårn i Pisa.
Skib fra Kingston, Victoria Pier, ca. hver anden time. Turen tager 20 min.

Lokale forhold

Se også praktiske oplysninger for hele Caribien under punktet Værd at vide:

Aktiv ferie
Golf: Half Moon Club, tlf. 953-2211; Caymanas Clubs, Kingston, tlf. 923-7538; Adskillige i Montego Bay, fx Wyndham Rose Hall Golf Club, tlf. 953-2650
Dykning: De fleste udlejere og turarrangører findes langs nordkysten: Sea and Dive Jamaica, tlf. 972-2162; Fantasea, tlf. 974-2353; Montego Bay Divers, tlf. 952-4874

Alarm
Ambulance tlf. 110

Helligdage
Askeonsdag, Uafhængighedsdag 5. aug., National Heroes Day 19. okt.

Hotelskat
Der er 15% moms.

Indkøb
Især i Jamaica kan shoppe-dage bliver noget forpestet af påtrængende sælgere. De såkaldte higglers bliver ved og ved, især hvis man ikke sikkert og bestemt får sagt nej med det samme. Man skal absolut prutte om prisen på markeder, men egner man sig ikke til det, kan man købe de samme ting i Tings Jamaica, hvor der er faste priser.

Information
Jamaica Tourism Board, 2 St. Lucia Ave, New Kingston, tlf. 929-9200, fax 929-9375. Gratis hjælpetelefon til turister: 888-991-4400.

Karneval
Forholdsvist nyt i Jamaica med meget genbrug fra Trinidads karneval omkring påske. Reggae-festivalen Sunsplash holdes i midten af august i Bob Marley Centret i Montego Bay.

Konsulater
Dansk konsul:Generalkonsul John Charles Ramson, 449 Spanish Town, Kingston. Træffes på tlf. 876 923 5051, fax 876 923 5055, åbent ma.-fr. 9-16. E-mail: jramson@ramsonsja.com
Norsk konsul: neralkonsul Grantley St. John Stephenson, 80-82 Second Street, Port Bustamante, Kingston, Jamaica W.I. tlf. 937 5693, fax 937 5825 åbent ma.-fr. 8.30-16.30.

Kriminalitet
Der er sket store fremskridt, og selv om landet stadig slås med problemet, så er det sjældent, at det involverer turister.

Mål & vægt
Officielt er man gået over til metermål, men de engelske hænger stadig ved, så man ofte kan være i tvivl, om det er mil eller kilometer, der tales om på skilte.

Telefon
Fra Danmark: 001-876 + lokalnummer

Trafik
Venstrekørsel. Benzin er billig. Tankstationerne tager ikke betalingskort og har lukket søndag. Pas på vanvittige chauffører, huller i vejen og geder på gaden. Folk kører anderledes i Caribien end andre steder, men Jamaica slår alle rekorder. Vejvisningen er ikke optimal.

Transport
Fly: Norman Manley International ved Kingston. Afgangsskat. Sangster International ved Montego Bay har afgange til både London og Amsterdam. Air Jamaica Express, tlf. 359-2475. Lokale ture til Tinson Pen.
Busser: Små busser er farlige. De er overfyldte, og chaufførerne kører som vanvittige. Læs aviserne – der er konstant ulykker. Det er derfor sjældent, at man ser udlændinge i dem. Men de, der vover, kommer til gengæld billigt frem. Busserne kører, når de er fyldte, og det kan være svært at finde ud af, hvor de kører hen. Spørg. Hvis der bliver råbt Moppe Moppe, så er det Mo’ Bay. Råber de Svar, Svar, er der tale om Savannah-La-Mar.
Taxier findes overalt, men til meget forskellige priser. Få altid en pris inden afgang, og vær sikker på, om chaufføren mener Jamaica- eller US-dollars. De rigtige taxaer har røde nummerplader og skal give de vedtagne takster. Dyrt, hvis man kører alene.
Billeje. Det er dyrt at leje bil, og der er rift om dem, så bestil hellere hjemmefra. Ca. 500 kr. om dagen er ikke ualmindeligt. Alle de store biludlejningsselskaber er repræsenteret her: Island, tlf. 924-8075 (Kingston), tlf. 952-5771 (Mo’ Bay); United Car Rental, tlf. 952-3077; Hertz, tlf. 974-8028 (Kingston), tlf. 979-0438 (Mo’ Bay)

(C) GG